Opvækst og uddannelse

Per Christen Hækkerup blev født i Ringsted i 1915 i et socialdemokratisk hjem. Både hans far, der døde da Per Hækkerup var kun 13 år gammel, og Pers ældre bror Hans var politisk engagerede i Socialdemokratiet. Efter farens død flyttede familien til København, og Hækkerup kom på Østre Borgerdyd Skole, hvorfra han blev student i 1934.

Per Hækkerup begyndte at læse økonomi, men gjorde aldrig studierne færdige. Det skyldtes i høj grad, at han blev politisk engageret. Han havde allerede i 1930’erne meldt sig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), og 1945-52 var han landsformand for organisationen. 1946-50 var Hækkerup ligeledes medlem af Københavns Borgerrepræsentation.

Hækkerup blev i DSU optaget af kampen mod fascismen, nazismen og kommunismen. Nazismen blev slået i 1945, men kommunismen levede videre og således også Hækkerups foragt for ideologien, kommunistiske regimer og danske sympatisører.

Fra 1952 var han periodevis tilknyttet den private, ulovlige og CIA-finansierede antikommunistiske efterretningsorganisation kaldet ’Firmaet’, og i 1955 var han i en kort periode ansat som sekretær i den socialdemokratiske front- og efterretningsorganisation AIC (Arbejderbevægelsens Informations Central). 

Generalsekretær for Den Internationale Union for Socialistisk Ungdom 1946-54

Per Hækkerups politiske engagement strakte sig også uden for Danmarks grænser. 1946-54 var han generalsekretær for Den Internationale Union for Socialistisk Ungdom. Unionens formål var at genopbygge samarbejdet mellem unge europæiske socialdemokrater efter 2. verdenskrig. I dette forum fik Hækkerup et stærkt netværk til andre unge politikere, der senere strøg til tops i deres hjemlandes parlamenter. Desuden tilegnede han sig vigtige sprogkundskaber, og han blev senere i sin karriere kendt for at kunne klare sig uden oversættere i internationale forhandlinger og ved pressekonferencer. Endvidere lærte han forhandlingsteknik samt at færdes hjemmevant i internationale politiske fora. 

Folketingsmand 1950-79

Per Hækkerup blev medlem af Folketinget i 1950, først valgt i Lyngbykredsen og fra 1968 i Esbjergkredsen.  Fra 1956-62 var han politisk og økonomisk lederskribent ved Social-Demokraten, senere Aktuelt, og 1957-60 var han Socialdemokratiets politiske ordfører.

Han var kendt som en hårdtslående, men resultatsøgende parlamentariker, og han var fortaler for de socialdemokratiske klassiske socialpolitiske kerneområder og forbedret velfærd, især for de svagest stillede.

Per Hækkerup tilhørte højrefløjen i Socialdemokratiet og var en stærk og trofast NATO-tilhænger. Alliancen var for ham den afgørende forudsætning for at få Sovjetunionen til forhandlingsbordet. Han var derfor ikke blid i sin omtale af de partifæller, der sympatiserede med partiets traditionelle antimilitarisme. Endnu mindre venlig var han over for de tværpolitiske fredsbevægelser. Denne holdning var medvirkende til, at Socialdemokratiet tabte unge vælgere til venstrefløjspartier under ungdomsoprøret.

Per Hækkerup var også tilhænger af EF-medlemskabet ud fra en markedsøkonomisk og pragmatisk indstilling.

 
Portrætfoto af Per Hækkerup. Fra: Folketingets Bibliotek

Udenrigsminister 1962-66

Statsminister Jens Otto Krag (1914-78) gjorde i 1962 Per Hækkerup til udenrigsminister, hvilket ofte beskrives som Hækkerups lykkeligste tid. Sammen med Krag, der også selv var interesseret i udenrigspolitik, udstak Hækkerup det moderne Socialdemokratis udenrigspolitiske kurs. Per Hækkerup var aktiv og initiativrig, og han kunne for alvor gøre brug af sit internationale engagement og netværk.

Hans embedsperiode fik en dramatisk begyndelse, da USA i oktober 1962 konstaterede, at Cubas leder Fidel Castro var i gang med at opstille raketter på Cuba, muligvis atombevæbnede. Den amerikanske præsident John F. Kennedy svarede med en alvorlig tale den 22. oktober, og verden holdt vejret i spænding, mens atomkrigen syntes faretruende nær. Den 28. oktober meddelte den sovjetiske parti- og statsleder Nikita Khrusjtjov, at han ville demontere de sovjetiske baser i Cuba, og dermed kunne alle, også Danmark ånde lettet op. Per Hækkerup, der netop stod foran sin første folketingsdebat som udenrigsminister, fik derfor alligevel en fredsommelig ilddåb.

Per Hækkerups udenrigsministertid var præget af, at Danmark sammen med Storbritannien søgte om at blive optaget i EF. Hækkerup forsøgte at opnå så fordelagtige aftaler som muligt for dansk medlemskab, men da den franske præsident Charles de Gaulle nedlagde veto mod Storbritanniens medlemskab, trak også Danmark sin ansøgning. I 1967 forsøgte Storbritannien, Danmark og Norge at reaktivere deres ansøgninger, men stødte atter på den franske modstand mod britisk optagelse.  

Udenrigspolitiske hjørnesten

Per Hækkerup udgav i 1965 bogen Danmarks udenrigspolitik, der opererede med opfattelsen af dansk udenrigspolitik som hvilende på fire hjørnesten: NATO, Europa, Norden og FN. De fire hjørnesten svarede til politikkens indholdsmæssige opdeling i de tre hovedkomponenter: det sikkerhedspolitiske samarbejde (varetaget i NATO og til dels FN), udenrigsøkonomi og markedspolitik (varetaget i EFTA, EF og Norden) og værdipolitik (FN og det nordiske samarbejde). Tanken om de fire hjørnesten kom i høj grad til at præge dansk udenrigspolitisk tænkning under hele den kolde krig. Tankerne var ikke Per Hækkerups egne, men han kom til at lægge navn til denne halvofficielle udlægning.

Per Hækkerup er desuden kendt som en udenrigsminister, hvis ambition var, at Danmark trods sin lille størrelse skulle gøre sin indflydelse gældende. Et mål, som han brugte de internationale og multinationale fora som f.eks. FN til at forfølge.

Vietnamkrigen og fredsbevægelsen

Per Hækkerups klare stillingtagen for NATO og USA kom i stigende grad i modvind i opinionen, særligt i forbindelse med Vietnamkrigen. Hækkerup støttede ubetinget op om det amerikanske engagement, mens protester og demonstrationer mod krigen blev hyppigere.

Den hovedsageligt fredelige Vietnambevægelse omfattede venstrefløjen, men også folk fra Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet. Ikke desto mindre var det regeringens og Hækkerups opfattelse, at Vietnambevægelsen var en kommunistisk inspireret og anti-amerikansk bevægelse, der ønskede at destabilisere samfundet. Per Hækkerup kaldte således modstanderne af Vietnamkrigen for en flok skøre kommunister.

I løbet af 1966 blev regeringens støtte til den amerikanske politik modereret, og selvom solidariteten med USA grundlæggende stadig blev understreget, blev Hækkerups udmeldinger nu mere afbalancerede.

Gruppeformand 1966-88

Under det såkaldte arbejderflertal 1966-68, også kendt som 'det røde kabinet', hvor den socialdemokratiske mindretalsregering samarbejdede med SF, trådte Per Hækkerup tilbage som minister. I stedet overtog han posten som gruppeformand. Statsminister Jens Otto Krag havde her  brug for en stærk mand, der ikke kunne drives rundt i manegen af SF og oppositionen. Hækkerup blev i denne periode kendt for sine ’stokkemetoder’, dvs. sin hårdhændede ledelsesstil, hvor både SF’ere og egne partimedlemmer med afvigende meninger blev banket på plads.

Per Hækkerup nærede en grundlæggende mistro til SF’erne, som han betragtede som kommunister i forklædning. Hans mål var at svække partiet, og paradoksalt nok lykkedes dette delvis gennem samarbejdet i 'det røde kabinet'. SF blev nemlig internt splittet pga. samarbejdet, da en udbrydergruppe i 1967 dannede partiet Venstresocialisterne.

Økonomi- og budgetminister 1971-73

Per Hækkerups samarbejde med Jens Otto Krag blev med tiden anspændt. Dette havde rod i flere forhold, men særligt relevant var den pågående rivaliseren om magten. Desuden kunne Hækkerup af og til være temmelig indisponibel på grund af et stort alkoholforbrug. Da Krag dannede sit tredje ministerium i 1971, blev Hækkerup derfor ikke udenrigsmininister igen. I stedet blev han både økonomiminister og budgetminister og fik hermed rollen som regeringens økonomiske ankermand. Så hvor Hækkerups socialdemokratiske kollega finansminister Henry Grünbaum (1911-2006) skulle sørge for at få penge i statskassen, skulle Hækkerup sørge for, at de blev brugt på fornuftig vis.

Da Jens Otto Krag i 1972 gik af som statsminister, blev Hækkerup forbigået i processen, og Anker Jørgensen (1922-2016) blev i stedet kørt i stilling som ny formand og statsminister. Krag rådede endda Anker Jørgensen til at skille sig af med Hækkerup. Anker Jørgensen lyttede ikke til Krags råd. Han havde brug for Hækkerups økonomiske ekspertise og parlamentariske erfaring i en regering, hvor han selv var forholdsvis uerfaren på disse områder. I sit første regeringsår måtte Anker Jørgensen et par gange vise Hækkerup, hvem der ledede regeringen, men derefter fandt de to ind i et samarbejde, der fungerede til fordel for dem begge.

Per Hækkerup beholdt således sine poster under den første Anker Jørgensen-regering. Fra den 27. september 1973 overlod Hækkerup dog velvilligt den ene del af sin portefølje, budgetministerposten, til Knud Heinesen (f. 1932) og forsatte derefter som økonomiminister.

Ministeriet Anker Jørgensen I samlet i Statsministeriet den 6. oktober 1972. Fra venstre ses arbejdsminister Erling Dinesen, minister for offentlige arbejder og forureningsbekæmpelse Jens Kampmann, udenrigsøkonomiminister Ivar Nørgaard, handelsminister Erling Jensen og økonomi- og budgetminister Per Hækkerup. Bag Hækkerup kan man lige ane indenrigsminister Egon Jensen og kirkeminister Dorte Bennedsen, og dernæst ses udenrigsminister K.B. Andersen, finansminister Henry Grünbaum, boligminister Helge Nielsen, statsminister Anker Jørgensen, grønlandsminister Knud Hertling, fiskeriminister Christian Thomsen, socialminister Eva Gredal, forsvarsminister Kjeld Olesen, justitsminister K. Axel Nielsen, kulturminister Niels Matthiasen, landbrugsminister Ib Frederiksen og yderst til højre undervisningsminister Knud Heinesen. Foto: Allan Moe, Nordfoto/Scanpix

Økonomiminister 1973, 1975-77

Da Anker Jørgensen dannede sin anden regering i 1975, var Per Hækkerup igen med som økonomiminister, og i et halvt års tid (8. september 1976 - 26. februar 1977) tillige som handelsminister.

Det stod fra efteråret 1976 klart, at Hækkerup havde betydelige helbredsproblemer. Han førte alligevel an ved dannelsen af SV-regeringen, hvori han var minister uden portefølje med henblik på økonomisk samordning. Han måtte dog begrænse sin deltagelse i det politiske liv og døde i marts 1979.

Myten om Nordsøolien

Ifølge en sejlivet myte fik Per Hækkerup så meget whisky på et møde med sin norske udenrigsministerkollega Halvard Lange i 1963, at han i realiteten forærede nordmændene områder af Nordsøen, bl.a. det der senere skulle vise sig at blive det olierige Ekofisk Felt. Selvom det ikke kan afvises, at Hækkerup måske har været beruset, er og bliver det imidlertid en myte, at han forærede olien væk. For det første fordi den endelige aftale ikke blev indgået før 1965 efter adskillige opfølgende møder og forhandlinger, der også inddrog embedsmænd på højeste plan. For det andet blev delingen af Nordsø-soklen fastlagt i forlængelse af det midterlinjeprincip, danske regeringer siden begyndelsen af 1950'erne selv har påberåbt sig som internationalt delingsprincip.