Mytedrab
Det er og har været en vedholdende myte, at den daværende socialdemokratiske udenrigsminister Per Hækkerup (1915-1979, udenrigsminister 1962-1966) i 1963 lavede en katastrofal delingsaftale med Norge om Nordsø-soklen. Mere specifikt går myten på, at Hækkerup i realiteten 'forærede' nordmændene områder af Nordsøen, bl.a. det der senere skulle vise sig at blive det olierige Ekofisk-felt, fordi han under forhandlinger med sin norske kollega Halvard Lange i 1963 havde drukket for mange whiskysjusser og derfor med let og generøs hånd gav nordmændene det, de ønskede. Dermed berøvede Hækkerup Danmark og danskerne anseelige indtægtskilder.
Denne myte cementerede sin status og blev næsten halv-officiel, da den velanskrevne hofhistoriker Tage Kaarsted i 1992 bragte den til torvs i det store standardværk, De Danske Ministerier.
Myten er og bliver imidlertid en myte, selv om man bestemt ikke kan afvise, at Hækkerup faktisk var beruset i Oslo. Hækkerup var ikke just en sprutforagter. Men det er kun folk med begrænset indsigt i politik, som kan påstå, at olien blev tabt ved mødet i 1963.
For det første fordi den endelige aftale ikke blev indgået førend i 1965 efter adskillige opfølgende møder og forhandlinger, der også inddrog embedsmænd på højeste plan. Hækkerup afgjorde altså ikke det hele ene mand eller med en håndbevægelse i 1963. For det andet blev delingen af Nordsø-soklen fastlagt i forlængelse af det midterlinjeprincip, som var det ene af de to hovedprincipper, Genève-konventionen af 1958 havde lagt til grund som internationalt delingsprincip. Dette princip havde danske regeringer siden begyndelsen af 1950'erne selv påberåbt sig, ligesom det var det styrende grundprincip i alle de sokkelforhandlinger, Danmark førte parallelt med forhandlingerne med Norge.
Derimod er det rigtigt, at havde Danmark insisteret på at gøre det andet Genève-princip, havdybde-princippet, gældende, kunne en del af den norske sokkel måske være tilfaldet Danmark. Men det ville altså have krævet, at Danmark i forhandlingerne med Norge havde forfægtet et andet princip end det, man forfulgte i alle de øvrige forhandlinger.
Og under alle omstændigheder var det et valg af en sådan karakter, at det ikke kunne træffes under en eventuel Hækkerup-brandert i Oslo - selv om man stadigvæk i dag kan høre, at de på Nationalmuseet i Oslo i et hemmeligt rum skulle opbevare den Johnnie Walker-flaske, som Hækkerup berusede sig i. Det skulle være ganske vist.
Her ses Per Hækkerup på talerstolen ved Kielerugen i 1963. Foto: Wikimedia Commons