Oliekriser - kort fortalt

En oliekrise er en international samfundsøkonomisk udvikling, hvor olieproduktionen reduceres og/eller olieprisen forhøjes med økonomisk lavkonjunktur til følge.

I nyere tid har der været internationale oliekriser i 1973-74, 1978-80 og 1990-91. De var resultater af, at de olieeksporterende lande, organiseret i Organization of the Petroleum Exporting Countries (OPEC), valgte at reducere produktionen og sætte priserne op. De bagvedliggende årsager var krige, kriser eller uroligheder i Mellemøsten. Oliekriserne er således nok begyndt med udgangspunkt i regionale eller nationale kriser, men i den globaliserede verden fik de økonomiske konsekvenser for lande som Danmark.

1973-74: Den første oliekrise

Den 6. oktober 1973 udbrød Yom Kippur-krigen mellem Egypten og Syrien på den ene side og Israel på den anden. I solidaritet med Egypten og Syrien og for at presse de vestlige lande til en mindre pro-israelsk politik gjorde de arabiske stater olie til et våben i krigen. De reducerede deres olieproduktion og firdoblede oliepriserne inden for kort tid. Det ramte hårdt i industrialiserede lande som Danmark, der var afhængige af olien til at dække hovedparten af energiforbruget. De olieeksporterende arabiske lande begyndte ligeledes at true med at gennemføre en olieembargo mod de lande, der udtalte støtte til Israel. Det gjaldt bl.a. USA og Holland.

Krisen var derfor ikke blot en mellemstatslig militærkonflikt, men også en global politisk og økonomisk konflikt. Endvidere var der risiko for, at den kunne eskalere til en global militær konflikt, fordi USA og Sovjet stod på hver sin side i konflikten.

Danmark blev ikke udsat for en decideret olieboykot, kun 'restriktioner', som først blev endeligt ophævet i juli 1974, men den voldsomme fordyrelse af olien skabte store økonomiske problemer. Oliesituationen var derfor fra november 1973 et fast punkt på alle ministermøder i den socialdemokratiske regering indtil folketingsvalget den 4. december 1973.  Regeringen iværksatte ligeledes en række energibesparende tiltag fra deciderede rationeringer af olie, gas og petroleum samt diverse energisparekampagner til mere spektakulære påbud om hastighedsnedsættelser og bilfrie søndage efter hollandsk og vesttysk forbillede. Gennem foråret 1974 blev olieforsyningen tilstrækkeligt normaliseret til at de ekstraordinære energibesparelsestiltag kunne ophæves igen med virkning fra den 19. februar 1974.

Forsyningsknaphed var dog aldrig et reelt problem i Danmark. Derimod kom den generelle nedskæring af olieproduktionen og de høje oliepriser til at udstille og forværre en række af de økonomiske balanceproblemer, landet i forvejen var plaget af. I 1973 udgjorde olie 90 % af det danske energiforbrug. Oliekrisen belastede derfor den i forvejen skrantende betalingsbalance hårdt, produktionen og forbruget faldt, mens renten og arbejdsløsheden steg.

Oliekrisen og de stigende energipriser ramte også de danske husstande, og det resulterede i et fokus på energiforbruget. Det ses fx i Brugsforeningens blad Samvirke i februar 1974, hvor FDB’s forbrugskonsulenter kom med gode råd til at spare på energien i dagligdagen. Fra: Samvirke Classic

Den anden oliekrise 1978-1980

Den anden oliekrise var forårsaget af interne uroligheder i Iran og blev forværret af udbruddet af den iransk-irakiske krig i 1980. Oliekrisen ramte for alvor Danmark i de sidste måneder af 1979 og forværrede voldsomt de eksisterende problemer i økonomien i form af inflation og betalingsbalanceunderskud. Søndag den 28. oktober 1979, fem dage efter folketingsvalget, udtalte den afgående socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen (f. 1932), at Danmark havde kurs mod (den økonomiske) afgrund. Uagtet, at Heinesen ikke sagde noget, der ikke allerede havde været en del af den politiske debat i længere tid, billedliggjorde afgrundsmetaforen budskabet på en måde, der satte sig fast, både hos tv-seerne og i historieskrivningen. Det var da også en bekymrende økonomisk situation, Danmark befandt sig i. Statsgælden var ca. 10 % af BNP, og i de følgende fire år voksede den til hele 50 % på trods af diverse krisetiltag. I samme periode voksede den udenlandske del af statsgælden fra 9 % til 20 %. Underskuddet på betalingsbalancen gik fra 4,5 % af BNP i 1979 til 3 % i 1981, og i samme periode steg arbejdsløsheden fra 6,1 % til 9,2 %.

Sammen med de mindre borgerlige partier i Folketinget indgik Anker Jørgensens fjerde regering (1979-81) en række økonomiske forlig, der både indeholdt en stram indkomstpolitik og finanspolitiske stramninger. I forbindelse med ét af forligene, Helhedsplan II i 1981, blev der også indført en tilskudsordning til energibesparende renoveringer af boliger. Det var var et (energi)besparende og erhvervsfremmende tiltag, der både skabte arbejdspladser på kort sigt og på langt sigt bidrog til at sænke det danske energiforbrug.

1990-1991: Den tredje oliekrise

Den tredje oliekrise blev udløst af Iraks besættelse af nabolandet Kuwait og førte til stærkt stigende oliepriser fra august 1990. Disse faldt dog igen fra januar 1991, da USA og Det Internationale Energiagentur (IEA) gik ind og garanterede olieleverancer til den vestlige verden.

Den tredje oliekrise viste således, hvordan ikke kun Danmark, men hele den vestlige del af verden havde omformuleret deres energipolitik markant for at sikre en større energimæssig selvstændighed fra Mellemøsten.

Oliekrisernes betydning for Danmarks søgen efter alternative energiformer

Allerede den første oliekrise medførte en drastisk omformulering af den danske energipolitik, fordi regeringen nu for alvor begyndte at søge alternative metoder for at sikre en effektiv og sikker energiforsyning, så man ikke var afhængig af olien fra Mellemøsten. Det skulle opnås gennem tre hovedtiltag:

1. En mindskelse af energisårbarheden gennem internationalt samarbejde og gennem etableringen af et flerstrenget energiforsyningssystem
2. En opbremsning af energiforbruget, men helst uden væsentlig forringelse af levefod og livskvalitet
3. En samordning af den energiorienterede forskning og udvikling.

Punkt 1 havde som målsætning at udvikle vedvarende energiformer. Ud over olie var det kul, naturgas, kernekraft og vind- og solenergi, der skulle inddrages i den flerstrengede forsyningsstrategi. Regeringen gik efterhånden aktivt ind i eftersøgningen af olie og naturgas i Nordsøen og fik forhandlet nogle bedre aftaler med Dansk Undergrunds Consortium (DUC) under A.P. Møller, som siden 1962 havde haft eneret på eftersøgningen af olie og gas i den danske del af Nordsøen. Statsselskabet DONG fik forkøbsret på olie og naturgas, og staten investerede store ressourcer i etableringen af et nationalt naturgasnet. Skiftende regeringer afsøgte også muligheden for at inddrage atomkraft, men det blev endelig opgivet i 1985.