Et lands udlandsgæld opgøres som forskellen mellem udlandets fordringer på Danmark og Danmarks fordringer på udlandet. Udviklingen i et lands udlandsgæld bestemmes væsentligst af betalingsbalancens løbende poster. De løbende poster omfatter handel med varer og tjenester, herunder turisme og søtransport, renter og udbytter, aflønning af ansatte samt overførsler, herunder U-landsbistand. Et overskud på de løbende poster giver sig udslag i en formindsket udlandsgæld, og omvendt. Sammenhængen er ikke helt entydig, idet ændringer i kursen på værdipapirer og valutakurser vil påvirke værdien af de danske fordringer på udlandet, og udlandets på danskere.

Saldo på betalingsbalancens løbende poster og nettogælden overfor udlandet for Dammark i perioden 1945 – 2010, i pct. i bruttonationalproduktet.

På figuren, hvor saldoen på de løbende poster og nettoudlandsgælden – værdien af udlændinges fordringer på danskere fratrukket danskeres fordringer på udlændinge – er angivet som procent af årets bruttonationalprodukt (BNP), ses sammenhængen at holde i grove træk. Fra 1963 til 1990 var der hvert eneste år underskud på de løbende poster, og gælden steg fra omkring 5 % af BNP til at udgøre nærved 40 %. Over de følgende 20 år blev udlandsgælden ikke blot elimineret, men vendt til en netto udlandsformue på ca. 10 % af BNP. Denne vending blev drevet af ret betydelige og stigende overskud på de løbende poster.

Betalingsbalancens løbende poster

Bag saldoen på betalingsbalancens løbende poster ligger en række individuelle transaktioner i den private såvel som den offentlige sektor. Skal man give nogle bud på en forklaring af udviklingen i udlandsgælden, er det nyttigt at anskue balancen på de løbende poster som summen af den private sektors opsparingsoverskud (opsparing minus investeringer) og den offentlige sektors opsparingsoverskud (skatter minus overførsler og offentlige køb af varer og tjenester).

Hvis fx den offentlige sektor øger opsparingen ved at øge beskatningen eller sænker forbruget, vil det alt andet lige modsvare en forbedret betalingsbalance, og hvis fx den private sektor investerer mere end den sparer op, vil det modsvare en forringelse af de løbende poster. Disse underliggende forhold kan bruges til forklaring af saldoen på de løbende poster – og dermed udviklingen af udlandsgælden.

Bevægelserne årti for årti

Betalingsbalancen forstået som et opsparingsoverskud eller -underskud kan anvendes til at belyse udviklingen fra 1945 til 2010 i nogle af de forhold, der har påvirket udlandsgælden.

1950’erne var præget af små danske valutareserver og begrænsede internationale lånemuligheder, blandt andet fordi valutaerne endnu ikke var konvertible. Det var derfor nødvendigt at holde de løbende poster i nogenlunde balance, men også fristende at reducere ledigheden gennem ekspansiv økonomisk politik. Ved flere lejligheder – 1950, 1954 og 1957 – måtte man derfor stramme finans- og pengepolitikken, og periodens økonomiske politik er blevet karakteriseret som ”stop-go politik”.

Omlægningen fra landbrug til industri tog fart i 1960’erne og krævede betydelige og importtunge investeringer i nyt kapitalapparat. Selvom den offentlige nettoopsparing var positiv, trak det private opsparingsunderskud de løbende poster i minus, og udlandsgælden steg mærkbart. Oliekriserne forværrede handelsbalancen i løbet af 1970’erne, og samtidig blev det offentlige opsparingsoverskud med den stigende ledighed forvandlet til et underskud. De løbende devalueringer og den danske rentes himmelflugt sendte for alvor udlandsgælden i vejret i slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne.

I løbet af 1980’erne var rentebyrden af den store udlandsgæld blevet en gældsdrivende faktor, og Danmark nærmede sig med finansminister Knud Heinesens udtryk stærkt ”afgrundens rand”. Skiftet til fastkurspolitikken i 1982 ændrede billedet. Rentespændet til udlandet blev indsnævret markant, og handelsbalancen rettede sig. Til gengæld sendte den lavere rente boligformuerne i vejret og skabte dermed et øget privat forbrug – det private opsparingsoverskud forsvandt.

Gældsafviklingen i 1990’erne er især blevet drevet af en stærkt forbedret saldo på de løbende poster (Fx gjorde Nordsøolien Danmark til nettoeksportør af olie) og en række strukturreformer som beskæring af rentefradragsretten og en mere hensigtsmæssig beskatning af pensionsopsparingen. Faldet i udlandsgælden, og omsvinget til en udlandsformue fortsatte efter årtusindskiftet – primært båret af eksportindtægter og afgifter af olien i Nordsøen.

Nogle konklusioner

Det fremgår af den ovenstående fremstilling, at udlandsgælden er afhængig af den økonomiske politik i bred almindelighed, dvs. alle de tiltag, der påvirker eksport, import, opsparing, forbrug og investeringer. Det fremgår endvidere, at udlandsgælden kan udgøre en udfordring for den økonomiske politik, som det var tilfældet både i 1950’erne, da de internationale valutaforhold blev en vækstbremse, og igen i 1970-80’erne, da ”afgrunden” fik nærmest mytologisk status.

I sig selv er udlandsgæld hverken god eller dårlig; en vurdering af dette afhænger af de nærmere omstændigheder som et lands økonomi befinder sig i. I 1910’erne var den danske udlandsgæld i procent af BNP af samme størrelse som i 1980’erne, men den var opstået som følge af, at stærk dansk konkurrenceevne forøgede investeringerne i dansk industrialisering og landbrug fra 1870’erne og frem. De fede år, Danmark oplevede som neutral handelsnation under 1. verdenskrig, vendte den store gældsbyrde til en ganske solid udlandsformue på blot fire år.