Befolkningsstatistikken går i Danmark som i de øvrige nordiske lande længere tilbage end i de fleste andre lande. Danmarks første egentlige folketælling blev foretaget i 1769, men helt tilbage til 1500-tallet finder man spredte oplysninger om fødsler og dødsfald i kirkebøgerne. Fra 1840 blev folketællinger gennemført regelmæssigt med 10 års mellemrum og fra 1901 blev de afholdt hvert femte år. Den sidste traditionelle folketælling blev afholdt i 1970, og i dag udgør CPR-registret suppleret med andre administrative registre grundlaget for befolkningsstatistikken. 

Befolkningens samlede størrelse

Befolkningens samlede størrelse påvirkes af fire forhold: antallet at fødsler og dødsfald samt antallet af ind- og udvandrede. Ved periodens begyndelse er befolkningsudviklingen præget af store årlige variationer i antallet af både fødte og døde; generelt var dødeligheden dog begyndt at falde mens fødselstallet fortsat var højt. I 1769 var folketallet på omkring 798.000, i 1811 passerede det 1 million, og i 1881 rundede Danmark 2 millioner indbyggere.

Forskellen mellem antal udvandrede og antal indvandrede, kaldet nettoindvandringen, var frem til midten af 1860'erne så lille, at det samlede befolkningstal stort set ikke blev påvirket heraf. Fra slutningen af 1860'erne fik den danske udvandring til USA, der indtil da havde været begrænset, for alvor fat, og det førte til en negativ nettoindvandring frem til 1. verdenskrig. Fødselsoverskuddet, forskellen mellem fødsler og dødsfald, var dog i hele dette tidsrum højere end udvandringen og vejede dermed mere end op herfor.

I 1945 rundede folketallet 4 millioner på trods af en længerevarende nedgang i antallet af fødsler. Og ved årtusindeskiftet var den danske befolkning på godt 5.300.000. Af statistikken fremgår det dermed, at Danmarks befolkningstal overordnet set har været stigende i hele perioden. Det er dog først fra 1850, at landets befolkning voksede hvert år. En tendens, der blev brudt i 1981 og de følgende tre år, hvor befolkningstallet for første gang i mere end 100 år faldt. Herefter har der igen været en positiv befolkningstilvækst.   

Befolkningens fordeling mellem land og by

Danmark var i 1700-tallet et udpræget landbrugsland, men i 1800-tallets anden halvdel skete der et opbrud i landbefolkningen og vandringen fra land til by påbegyndtes. Mens omkring 80 % af landets befolkning således boede på landet i 1850, levede næsten 40 % i byerne i 1901, og i 1999 gjaldt det 85 % af befolkningen.

Ud over den reelle tilstrømning til byerne påvirker skiftende definitioner af by-begrebet desuden indtrykket af fordelingen mellem land og by. Provinsbyer omfattede i 1700- og 1800-tallet således kun de lovmæssigt privilegerede købstæder, handelspladser og flækker - og dermed ikke stationsbyer, forstæder og andre bymæssige bebyggelser, der i stedet blev medregnet med landdistrikternes sognekommuner. Fra 1960 defineres byområder i statistikken ud fra antallet af indbyggere og afstanden mellem boliger. Og i forbindelse med kommunalreformen i 1970 ophørte brugen af provinsbybegrebet. Også definitionen af hovedstadsområdet er blevet ændret igennem tiden; faldet i hovedstadsområdets befolkning i 1999 skyldes en sådan ændring.

Befolkningsudviklingen i tal

Befolkningsudviklingen, 2013-2023

Ordforklaringer m.m.

[1]: Tallene frem til 1921a angiver folketallet indenfor de grænser, Danmark fik ved Freden i Wien 1864.

[2]: Tallene 1921b og fremefter dækker Danmark efter genforeningen med de sønderjyske landsdele i 1920.

[3]: I 1970 ændredes opgørelsesmetoden, hvorfor der findes 2 rækker tal fra 1960. Den første række er opgørelsen efter gammel metode, mens den anden er en omregning baseret på den nye. Hovedstaden bestod af København og fra 1860 Frederiksberg samt fra 1921 Gentofte. Til hovedstadsområdet medregnedes endvidere fra 1970 18 omegnskommuner og fra 1980 yderligere 7. Den 1. jan. 1999 udskiltes dog 12 af disse kommuner (med 40 nye byer) fra hovedstadsområdet.

Provinsbykolonnen rummede frem til 1970 kun de privilegerede købstæder, flækker og handelspladser, mens stationsbyer, forstæder og andre bymæssige bebyggelser blev medregnet sammen med landdistrikternes sognekommuner. Efter kommunalreformen skelnes der statistisk mellem rene landdistrikter og byer med 200 eller flere indbyggere. Konsekvenserne ses ved at sammenligne den traditionelle tælling.

[4]: Tallene er fra 1. januar 2008. Det samlede befolkningstal i 2008 var 5.477.000.

Kilde: Danmarks Statistik