Efter tabene af Norge og hertugdømmerne stod Danmark i 1900-tallets begyndelse tilbage som en amputeret nationalstat. Både politikere og borgere var lige så stille ved at vænne sig til tanken om deres land som en småstat. Men ét sår var stadig åbent: Sønderjylland. 

Genforeningen 1920

Endnu under 1. verdenskrig var hele Slesvig fra Kongeåen (ved Kolding) og sydpå til Ejderen underlagt Det Tyske Kejserrige. Tysklands krigsnederlag, opløsningen af kejserriget i 1918 og sejrherrernes ønsker om et mindre Tyskland skabte imidlertid nye muligheder for at slutte de dansksindede områder af Slesvig til Danmark. Danskhedens talsmænd syd for grænsen førte an i kampagnen, og den radikale regering i København under statsminister C.Th. Zahle bakkede op, men støttede dog en mere forsigtig kurs. De ledende politikere ville sætte punktum for grænsestridighederne, ikke lægge grunden til nye ved en grænsedragning så langt mod syd, at den efterlod et stort tysk mindretal på dansk territorium.

I februar og marts 1920 var der folkeafstemninger i henholdsvis den nordlige, såkaldte første zone fra Kruså til Tønder, Højer og Rømø mod nord, og den anden zone på tværs af det midterste Slesvig hen over Flensborg. Den tredje zone, det tyskdominerede Sydslesvig omkring Slesvig by, havde man fra dansk side ingen interesse i.

I den nordlige zone viste afstemningen et solidt flertal på 75 % for Genforeningen. I anden zone som helhed var der derimod et endnu større flertal for at bevare tilknytningen til Tyskland. Selv i Flensborg by kunne fortalerne for genforening med Danmark kun mønstre knap en tredjedel af stemmerne. Det danske nederlag i Flensborg fik højrefløjskræfter både der og i den danske stat til at beskylde Zahle-regeringen for at have svigtet sagen. Dermed var grunden lagt til en af de største politiske kriser i det 20. århundredes danmarkshistorie: Påskekrisen, som skal omtales nærmere nedenfor.

Der viste sig endda også tysksindede flertal i adskillige byer inden for den første zone, herunder Sønderborg, Aabenraa, Tinglev, Tønder og Højer. Fra tysk side gjorde man derfor gældende, at det nye grænseskel ikke burde følge zonegrænserne, men trækkes ad den såkaldte Tiedje-linje, dvs. nord om Højer, Tønder, Kongsbjerg og Tinglev. Men havde den danske regering accepteret det, ville den have forværret sit allerede spændte forhold til frustrerede dansknationale kræfter både nord og syd for grænsen. Så det endte med, at nationalstaten Danmark alligevel måtte huse et ikke ubetydeligt tysk mindretal, ligesom der fortsat fandtes et dansk mindretal syd for grænsen.

Det tyske mindretal arbejdede i hele mellemkrigstiden for, at Nordslesvig atter måtte blive tysk. Den nazistiske magtovertagelse i Tyskland i 1933 gjorde det forventeligt, at den tyske stat ville sætte magt bag forhåbningerne om en ny grænserevision til tysk fordel. Det skete ikke, men først i 1955 blev grænsen fra 1920 endelig anerkendt af et nyt tysk styre. Med grænserevisionen af 1920 fandt nationalstaten Danmark sin udstrækning for i hvert fald de næste 100 år, og i den nye nationalstat vænnede man sig gradvis til at identificere Sønderjylland med de indlemmede nordslesvigske territorier, selv om ordet Sønderjylland oprindelig havde betegnet hele Slesvig. Men relationerne til andre dele af riget blev fortsat revideret.

Salget af De Vestindiske Øer 1917

Kolonier og bilande stod ved 1. verdenskrigs udbrud tilbage som et levn fra det større rige, Danmark engang havde været. Men den danske kolonialisme var under trinvis afvikling. Først og fremmest solgte den danske stat sine vestindiske kolonibesiddelser – øerne Skt. Croix, Skt. Thomas og Skt. Jan – til USA i 1917. I 1848 havde man set sig nødsaget til at afskaffe slaveriet, og siden var øerne begyndt at give økonomisk underskud. Ved begyndelsen af 1900-tallet var de også blevet politisk penible. Konservative kræfter i Danmark hægede stolt om ”juvelen i den danske krone”, som de vestindiske besiddelser blev kaldt. Men også efter slaveriets afskaffelse var arbejdsbetingelser og leveforhold for det sorte indbyggerflertal på øerne miserable, og der opstod social uro og selvstændighedsbestræbelser, anført af øernes spirende arbejderbevægelse. Det vakte sympati hos både frisindede kræfter og socialister i Danmark.

Det udslagsgivende blev dog, at øerne lå i en krigsstrategisk vigtig position ved mundingen af Panamakanalen. USA stod over for at træde ind i verdenskrigen og tilbød derfor nu at købe øerne for 25 mio. dollars. For den danske stat var det et yderst favorabelt tilbud, svarende til cirka halvdelen af det årlige danske statsbudget.

Alligevel vakte afhændelsen af De Vestindiske Øer stor debat, ikke mindst fordi den danske nationalstolthed stadig var arret efter nederlaget i 1864. Så salget blev sendt til folkeafstemning – i Danmark vel at mærke, ikke blandt øernes egen befolkning. 64 % af de afgivne stemmer støttede salget, men afstemningen viste også, at et betydeligt mindretal foretrak at fastholde Danmark som kolonimagt, selv under de lukrative betingelser for afhændelse.    

De glemte arbejdere. Kvinder og mænd under den bagende sol på øen Skt. Croix, ca. 1900. Sammen med den danske stats øvrige besiddelser i Vestindien blev Skt. Croix solgt til USA efter en folkeafstemning i Danmark i 1917. I modsætning til sønderjyderne fik De Vestindiske Øers befolkning intet at sige i den sag. Foto: Nationalmuseet

Opbrud blandt de nordatlantiske kolonier

Oven i salget af de vestindiske kolonier kom nyheden om de cirka 90.000 islændinges løsrivelse fra Danmark. Island havde længe haft status af dansk biland med et vist selvstyre, men havde i årtier kæmpet for større selvstændighed. Efter lange forhandlinger blev det islandske Alting og den danske Rigsdag i 1918 enige om at betragte Island som en selvstændig stat, dog de første 25 år derefter i personalunion med Danmark, dvs. underlagt samme monark. Den aftale blev dog suspenderet under 2. verdenskrig, hvor forbindelsen mellem Danmark og Nordatlanten blev brudt, og først briterne og siden amerikanerne satte sig på øen for at holde Tyskland ude. I 1944 proklamerede islændingene deres land som republik.

Færøerne forblev derimod et dansk amt, men isolation fra Danmark og samvirket med Storbritannien under de to verdenskrige vakte også her selvstændighedstrangen. En selvbestaltet folkeafstemning i 1946 udtrykte flertal for løsrivelse. De danske myndigheder afviste ganske vist det ønske med henvisning til, at afstemningsdeltagelsen var for lav og flertallet for løsrivelse ikke massivt nok, men det var alligevel med til at sætte løsrivelsesprocessen i skred. I 1948 tilkendte den danske Rigsdag øerne hjemmestyre, dog fortsat underlagt dansk monark, valuta og forsvars- og udenrigspolitik.

Grønland blev til gengæld knyttet stærkere til Danmark. Det danske krav på grønlandsk handelsmonopol havde længe været udfordret af andre internationale magter, men som led i aftalen med USA om overdragelsen af De Vestindiske Øer anerkendte USA nu – på linje med andre lande – Danmarks krav på suverænitet over hele Grønland. Norske interesser i østgrønlandsk sælfangst gjorde det danske overherredømme omstridt ind i mellemkrigstiden, men Den Internationale Domstol i Haag bekræftede i 1933, at Danmark besad suverænitet over hele området. Under 2. verdenskrig kom øen under amerikansk militær kontrol, formaliseret i 1941 ved en traktat mellem USA’s regering og den danske gesandt i Washington, Henrik von Kauffmann. Regeringen i det tysk besatte Danmark protesterede, men efter befrielsen i 1945 blev aftalen bekræftet.

Grønland var ikke endnu et Vestindien. Da den amerikanske regering under den kolde krig, kort efter 2. verdenskrigs ophør, tilbød at købe det strategisk vigtige Grønland for 100 mio. dollars, takkede de danske myndigheder nej, også selvom det svimlende beløb ville have gjort godt i det mangelramte efterkrigsdanmark. I stedet retablerede Danmark sit politiske overherredømme over Grønland – uden dog at kunne gøre en ende på den amerikanske tilstedeværelse – og fandt sin egen balance mellem indrømmelser til efterkrigstidens afkolonisering og sit ønske om at fastholde det gamle herredømme ved i 1953 at omdefinere Grønland til et amtslignende område i det danske rige.    

Befolkningstilvækst og urbanisering

Nationalstaten Danmark rummede omtrent 2,8 mio. indbyggere i 1914 (hertil stødte i 1920 cirka 160.000 sønderjyder) og voksede til godt 4 mio. i 1945. Befolkningstilvæksten skyldtes først og fremmest, at folk blev ældre på grund af bedre kost, boliger og leveforhold. Middellevetiden ved 1. verdenskrigs udbrud var 56 år for mænd og 59 år for kvinder. Under 2. verdenskrig var begge tal steget med cirka ti år.

Befolkningstilvæksten gjaldt alle dele af landet, men især byerne. Københavns indbyggertal steg fra under 600.000 til godt 900.000, og regner man de hastigt voksende forstæder og omegnskommuner med, bliver det sidste tal forhøjet med cirka 200.000. De øvrige større byer viste en lignende udvikling. Aarhus fordoblede sit indbyggertal fra små 70.000 i 1914 til små 140.000 i 1945, Odense gik fra cirka 50.000 indbyggere til det dobbelte, og Aalborg fra omkring 40.000 til 80.000.

Ved periodens begyndelse boede omtrent en femtedel af den danske befolkning i København, et tilsvarende antal boede i provinsbyerne, og de sidste tre femtedele i de små sognekommuner. Ved 2. verdenskrigs afslutning rummede hovedstadsområdet og provinsbyerne hver godt en fjerdedel af befolkningen, mens sognekommunerne tog lidt under halvdelen af befolkningen.

Denne tilnærmelsesvise ligevægt mellem land- og bybefolkning var dog præget af modsætninger. Eksportlandbruget var den vigtigste økonomiske sektor, men den voksende industri øgede byernes betydning, og byboerne hævdede sig kulturelt, så landboerne – både i mellemkrigstiden og ind i efterkrigsårene – kunne føle sig tilsidesat af såvel byernes erhvervsliv som arbejderbevægelsen.

Befolkningsfordelingen mellem land- og byområder i perioden 1901-2018. Byerne var allerede vokset betydeligt i 1800-tallet, men først i 1900-tallet blev byboerne de fleste. Tiden mellem 1. og 2. verdenskrig var tidspunktet, hvor balancen endegyldigt tippede i byernes favør – i perioden ofte ledsaget af indbyrdes strid mellem land og by. Kilde: Danmarks Statistik    

Industrialisering og boformer

Stadig flere fik arbejde på større industrielle virksomheder. Befolkningstilvæksten var således størst blandt byernes arbejdere og funktionærer. På tærsklen til 1. verdenskrig beskæftigede landbruget 40 % af den erhvervsaktive befolkning. Ved udbruddet af den næste store krig var antallet af landmænd nogenlunde det samme, men procenttallet var faldet til 29, fordi arbejdsstyrken som helhed voksede med over 50 % i de samme år. Arbejdere i industri og håndværk udgjorde da en tredjedel af den samlede arbejdsstyrke, hvor de ved 1. verdenskrigs udbrud kun havde udgjort en fjerdedel.

Byernes hastige vækst skabte bolignød. I arbejderkvartererne boede man i forvejen så tæt og ofte i så forfaldne bygninger, at forholdene var uacceptable. Så byerne blev udvidet med nye boligkvarterer, altovervejende lejeboliger, og oplandsbyer blev gradvist omdannet til forstæder, bebygget med villaer, bungalower og boligblokke, der både signalerede modernitet og gav værdigere levevilkår for den jævne bybefolkning.

Landsognene var derimod fortsat formet af idealet om selveje og individuel selvstændighed, som kom til udtryk på mange niveauer, fra herregården over gårdmandsejendommen til de små husmandsbrug. De sidstnævnte blev der flere af med husmandsloven af 1919, som sikrede billige statslån til nyoprettede husmandsbrug udstykket af gamle lensgods- og præstegårdsjorder. Samtidig var landsbyen rammen om et stærkt lokalt sammenhold, økonomisk opretholdt gennem andelsbevægelsen og dens institutioner, religiøst sammenkittet af landsbykirke og præst, kulturelt forenet af skoler, småbiblioteker og forsamlingshuse.

Mobilitet og infrastruktur

Danskerne blev mere mobile, og Danmark blev mere sammenhængende, for både det moderne menneske og industriens produkter skulle flyttes effektivt og hurtigt over store afstande. Her havde jernbanen siden midten af 1800-tallet forbundet de større danske byer, men den eksisterende jernbanedrift dækkede ikke behovet, så man erstattede de gamle damplokomotiver med arbejdskraftbesparende dieselmaskiner og udbyggede banestrækningerne. På sit højdepunkt i 1930’erne var den totale banelængde over 5000 kilometer – halvdelen rent statslige baner, den anden halvdel små privatbaner. De mange stationsbyer, der var vokset frem med jernbanens udbredelse siden midten af 1800-tallet, oplevede for en stor dels vedkommende også fortsat fremgang. Siden 1930’erne er den samlede banelængde omtrent halveret, og stationsbyerne har længe lidt under tilbagegang.