Tyskvenlighed

Samarbejdet mellem de politiske partier blev ledsaget af et gradvist øget samarbejde med besættelsesmagten. Efter de tyske lynsejre i Belgien, Holland, Luxembourg og Frankrig blev den danske regering i juli 1940 omdannet. Den indoptog nu enkelte ministre uden for partierne som erhvervsmanden Gunnar Larsen, og P. Munch blev erstattet som udenrigsminister af den partiløse diplomat Erik Scavenius. Det var små, men betydningsfulde skridt i retning af det ’upolitiske’ ekspertvælde, som erhvervsfolk i den såkaldte Højgaardkreds kort forinden havde foreslået indført i stedet for det parlamentariske demokrati. Samtidig markerede det en mere udtalt tyskvenlig kurs. Den nye regerings tiltrædelseserklæring, forfattet af Scavenius, udtrykte beundring over de tyske sejre og talte om en ”ny tid”, der kaldte på ”et nødvendigt og gensidigt, aktivt samarbejde med Stortyskland”.

Modstand

De skærpede tyske krav og regeringens samarbejdslinje nærede dog også modviljen mod tyskerne og besættelsen. Fra 1942 og frem dukkede modstandsgrupper op. De havde især rødder i henholdsvis konservative kræfter med stærkt nationalt sindelag og kommunistiske kredse, der nu var fri af den stærkt hæmmende tysk-sovjetiske forståelse fra årene 1939-41 og fremover forbandt den nationale frihedskamp med kritikken af de forringede vilkår for arbejderne og solidariteten med Sovjetunionen. Repræsentanter fra begge modstandsbevægelsens hovedfløje fandt også sammen indbyrdes og med repræsentanter for det mellemliggende politiske spektrum i organisationen Frit Danmark og fra 1943 i Danmarks Frihedsråd, der i besættelsens sidste to år koordinerede de danske modstandsgruppers indsats og i stigende grad lignede en alternativ dansk regering.

Modstandsgrupperne agiterede mod besættelsesmagten og udførte sabotageaktioner mod både værnemagten og danske industrivirksomheder, der forsynede tyskerne. Regeringen, der efter Staunings død i maj 1942 kom under ledelse af partifællen Vilhelm Buhl og siden – på tysk foranledning – af Erik Scavenius, fordømte modstandsfolkene og appellerede til befolkningen om ikke at støtte dem. Omtrent samtidig med Scavenius’ udnævnelse indsatte Hitler SS-officeren Werner Best som rigsbefuldmægtiget i Danmark, dvs. som repræsentant for det tyske udenrigsministerium, og general Hermann von Hanneken blev sendt til landet som militær øverstbefalende med hovedkvarter på Silkeborg Bad – i øvrigt et eksempel på, at ikke alle politisk afgørende udviklinger for landet var centreret omkring hovedstaden. Det tyske overherredømme blev stadig mere markant.

Endnu søgte besættelsesmagten dog at vinde den brede befolknings velvilje, bl.a. ved at tillade kommunalråds- og rigsdagsvalg i foråret 1943. Til rigsdagsvalget den 23. april opnåede samarbejdsregeringens partier over 93 % af stemmerne. Det tydede på meget bred folkelig opbakning til den førte politik. Selv under besættelsesmagtens vinger fik nazistpartiet ikke mere end 2,1 % af stemmerne.

Samarbejdspolitik og omfordeling

Med den tyske besættelse blev der blokeret for adgangen til Danmarks traditionelt set vigtigste eksportmarked, det britiske. Det ramte umiddelbart både dansk landbrug og dele af dansk industri hårdt, og navnlig nogle af industrivirksomhederne måtte dreje nøglen om. Til gengæld viste besættelsesmagten sig villig til at aftage en langt større del af landbrugsproduktionen end før samt forsyne Danmark med kul og andre nødvendigheder. På samme måde opstod der nye indtjeningsmuligheder for især landbrug, fiskeri og de industrivirksomheder, der kunne producere til tyskerne.

Igen så man nogle af de samme elementer af mangel, inflation, social polarisering og omfordeling, der også havde vist sig under 1. verdenskrig. Boligmanglen blev drastisk forværret, og mangel- og fattigdomsrelaterede sygdomme som lungetuberkulose og fnat dukkede op igen. I modsætning til under 1. verdenskrig stod regeringen dog denne gang betydeligt mindre tøvende over for at gribe ind i økonomien med omfattende rationering og prisregulering af basislevnedsmidler. Det var ikke længere valuta, man manglede, men varer, så i stedet for Valutacentralen trådte nu Direktoratet for Vareforsyning til.

Den omfattende regulering af økonomien tog toppen af lidelserne og inflationen. Mange fik alligevel mindre at gøre med. Arbejdsløsheden steg igen i besættelsens første måneder, men i løbet af krigen faldt den dog betragteligt i forhold til 1930’erne, dels på grund af kombinationen af faldende produktivitet og de nye afsætningsmuligheder i bestemte industrisektorer, dels fordi danske arbejdere blev rekrutteret til jobs i Tyskland.

Når især byens arbejdere måtte holde for, havde det også at gøre med Socialdemokratiets udstrakte vilje til at finde fælles fodslag med de andre samarbejdspartier – ikke mindst Venstre, der nu måtte suspendere endnu mere af sin principielle liberalisme, men til gengæld førte en utilsløret gårdmandsvenlig politik. Allerede i sommeren 1940 blev pengelønningerne ved lov nedsat med 20 %, og dyrtidsreguleringen – altså kompensation for prisstigninger – blev begrænset. Strejker blev forbudt, og mægling i stridigheder om arbejdet blev lagt i hænderne på et nyt Arbejds- og Forligsnævn domineret af erhvervskræfter og arbejdsgivere, uden nævneværdig indflydelse fra arbejdernes organisationer. Fagbevægelsens top under ledelse af DsF’s formand Laurits Hansen fulgte loyalt denne forhandlingslinje. En overgang forhandlede Hansen endda med tyskerne om mulighederne for at samordne den danske fagbevægelse med den tyske nazistiske Arbejdsfront. Det var et tegn på arbejderbevægelsens akutte svækkelse under besættelsen.

Både den nationale fornedrelse, den almindelige økonomiske mangel og de særlige forringelser for arbejderne under besættelsen skabte en udbredt forargelse over de industrivirksomheder, der profiterede på besættelsen og understøttede den tyske krigsindsats, ofte endda med brug af tvangsarbejde. Værnemagere kaldte man dem, og de blev fordømt i vide kredse. Landmændene blev derimod ikke lagt for had af de samme grunde, formentlig både fordi deres samhandel med tyskerne var mindre iøjnefaldende, og fordi Danmark trods alt forblev et ’smørhul’ under krigen sammenlignet med mange andre lande, hvilket var til mærkbar gavn for mange danskere – midt i al tilbagegangen.

Samarbejdspolitikkens sammenbrud

Fra 1942-43 og frem begyndte forlydender om den tyske hærs vanskeligheder på både østfronten og i Nordafrika samt om det fascistiske styres nederlag i Italien at rokke ved de udbredte forventninger om et langvarigt tysk overherredømme. Også de danske modstandsgrupper voksede og blev mere aktive, og den øgede beskæftigelse i de samme år gavnede arbejdernes realløn og øgede deres kampgejst.

I august 1943 udbrød der storstrejker i en række af de større danske provinsbyer, tydeligt vendt mod besættelsesmagten. Rigsbefuldmægtiget Werner Best krævede, at de danske myndigheder svarede hårdt igen med strejkeforbud, forsamlingsforbud, natligt udgangsforbud og dødsstraf for sabotage. Da regeringen afviste dette, var det ensbetydende med samarbejdspolitikkens ophør. Regering, konge og Rigsdag trådte ud af funktion. Kommunalrådene fortsatte besættelsen ud, men de centrale administrative funktioner blev videreført under de enkelte ministeriers administrative ledere, det såkaldte departementschefstyre.

Nu overtog besættelsesmagten selv den direkte myndighedshåndhævelse. De tyske myndigheder satte det danske forsvar ud af kraft – flere steder trods væbnet modstand fra de danske soldaters side – og indførte en flere uger lang militær undtagelsestilstand. Sikkerhedspolitiet Gestapo kom til Danmark for at bekæmpe modstandsbevægelsen. Et år senere, efter den store københavnske folkestrejke og endnu en blodig undtagelsestilstand i sommeren 1944, blev også det danske politikorps ophævet, og en fjerdedel af betjentene blev deporteret til koncentrationslejre i Tyskland. I stedet oprettede de nye magthavere det såkaldte Hilfspolizei. Hipoerne, som de nye betjente blev kaldt til daglig, bestod for en stor dels vedkommende af nazister eller sympatisører, og deres brutale fremfærd gjorde dem hurtigt til forhadte hverdagssymboler på den nazistiske undertrykkelse.

Som led i det skrappere tyske herredømme og dets bestræbelse på en international udrensning af jøderne blev det i 1943 besluttet, at også de danske jøder skulle indfanges og deporteres til tyske koncentrationslejre, ligesom det var sket tidligere i andre lande. Det lykkedes da også de tyske styrker at pågribe cirka 500 jøder, men advarsler var blevet lækket på forhånd, så omtrent 7000 havde haft held til at flygte til Sverige i tide.    

I sommeren 1944 udbrød der folkestrejke i København. Det var besættelsens største konfrontation mellem den tyske værnemagt og befolkningen/modstandsbevægelsen, der organiserede arbejdsnedlæggelser og gadebarrikader. Den tyske reaktion var at indføre militær undtagelsestilstand og tilfældige skyderier i gaderne. En kvinde og to mænd ligger her dræbt på hjørnet af Solitudevej og Nørrebrogade i København efter tysk beskydning fra Nørrebros Runddel. I alt døde ca. 100 mennesker, mens ca. 600 blev såret. Foto: Frihedsmuseet

Befrielsen 1945

I krigens sidste måneder tog konfrontationerne mellem modstandsbevægelsen og besættelsesmagten til. Som svar på modstandsfolkenes sabotage og stikkerlikvideringer begyndte besættelsesmagten at sprænge fremtrædende danske bygningsværker i luften og at udføre gengældelsesdrab på danskere – såkaldte clearingmord. Store dele af modstandsbevægelsen blev i stigende grad militariseret som forberedelse til kampe om Danmarks befrielse, alt imens bevægelsens ledende kredse rakte hånden ud til samarbejde med de nu forhenværende samarbejdspolitikere for at sikre, at Efterkrigsdanmark kunne genopbygges i forlængelse af den moderate, parlamentarisk-demokratiske kurs fra før 2. verdenskrig.

De afgørende kampe i verdenskrigens sidste uger stod andre steder i Europa, så Danmarks befrielse blev ganske enkelt erklæret i radioen om aftenen den 4. maj 1945 – med undtagelse af Bornholm, der blev underlagt sovjetisk overherredømme endnu et år efter Den Røde Hærs sejr over den tyske besættelsesstyrke på øen.

Det Danmark, der stod tilbage i sommeren 1945, var fuldt af begejstring for det danske og det demokratiske. Men landet var også mærket af varemangel og indre modsætninger. Især byernes arbejdere stod ved befrielsen i maj 1945 med et betydeligt økonomisk og socialt efterslæb. Det fremkaldte nye storstrejker i de første efterkrigsmåneder og udbredt utilfredshed med Socialdemokratiet, der havde været med til at gennemføre forringelserne for sine egne kernestøtter.

Ledende socialdemokrater havde imidlertid allerede med valgprogrammet Fremtidens Danmark fra sommeren 1945 lagt planer for en moderne velfærdsstat, der skulle opbygges i forlængelse af verdenskrigsepokens statslige regulering. Og under den efterfølgende kolde krig og senere den langsigtede økonomiske opgang vandt Socialdemokratiet meget af det tabte tilbage og formåede at gøre sin velfærdspolitik til omdrejningspunkt for Danmark efter verdenskrigsepoken.    

■ Fra verdenskrige til efterkrigstid

Uro og usikre fremtidsudsigter stod centralt i også den danske historiske virkelighed mellem 1914 og 1945. Alligevel lykkedes det i høj grad for de gamle klasser, partier og kulturstrømninger at afværge de store, skarpe brud, der prægede så mange andre europæiske landes udvikling i de år. På baggrund af den ikke altid lige ærefulde, men ikke desto mindre effektive neutralitetspolitik under de to verdenskrige formåede de store, gamle, klasseforankrede politiske partier i det store hele at fastholde solid og bred opbakning i befolkningen til en politik, som nok tog afsæt i stridende klasseinteresser og modsætninger mellem land og by, men som også på afgørende punkter bøjede disse interesser ind mod hinanden gennem kompromisbårne reformer.

Denne dominerende linje i udviklingen blev følgerig for landets udvikling, både i verdenskrigsepoken og i årtierne derefter. Ganske vist var mange af de tendenser, man kan se i periodens danske historie, reelt verdenshistoriske fænomener: vareproduktionens stadig større betydning, industrialisering, urbanisering, udveksling af mennesker og varer over større afstande, økonomiske kriser, opfattelser af brud og usamtidighed osv. Men Danmarks relative fredelighed og de afgørende sociale og politiske kompromiser var med til at fastholde det parlamentariske demokrati som politisk samlingspunkt – også i perioder, hvor den styreform var under pres eller (som under Påskekrisen og i de sidste besættelsesår) sat ud af kraft. De samme forhold var med til at sikre markedsøkonomiens overlevelse – også selvom betingelsen blev en mere udbygget statslig regulering. Den relative ro i den danske udvikling gav gode betingelser for den overordnede økonomiske fremgang gennem det meste af perioden – også selvom kriserne bestemt var reelle og mærkbare i Danmark. Den tiltagende økonomiske regulering og omfordeling bidrog til at give langt større dele af befolkningen adgang til egentligt medborgerskab – også selvom man var langt fra nogen egentlig social og økonomisk lighed. Og derigennem lykkedes det at styrke både den almene følelse af at høre til i nationen og opfattelsen af Danmarks historie som en kontinuerlig udvikling i retning af ligestilling, demokrati og velfærd.

Alle disse elementer dannede afsæt for videre udviklinger ind i efterkrigsårtierne.