Kilder
Kildeintroduktion:
I takt med de allieredes fremgang under 2. verdenskrig begyndte stemningen i befolkningen at vende sig mod tyskerne, hvilket bl.a. resulterede i en voksende modstandsbevægelse og Auguststrejkerne i 1943. Denne stemning og troen på et tysk nederlag blev yderligere forstærket af de allieredes landgang i Normandiet den 6. juni 1944.
For at lægge låg på den tiltagende sabotage og uro henrettede besættelsesmagten i juni 1944 bl.a. 8 modstandsfolk, indførte spærretid så det blev forbudt at opholde sig udendørs efter kl. 20, og udførte schalburgtage mod bl.a. Tivoli og Den Kongelige Porcelænsfabrik. Disse tiltag provokerede befolkningen.
Den 26. juni 1944 startede det der blev kaldt folkestrejken med, at arbejderne på B&W gik tidligere hjem for, som de sagde, at kunne nå at passe deres kolonihave inden spærretid. Efter at besættelsesmagten den 30. juni henrettede endnu 8 modstandsfolk, eskalerede begivenhederne til en generalstrejke, der varede indtil den 5. juli. Strejken bredte sig i løbet af kort tid til det meste af København og fik en stor opbakning. Den udviklede sig til decideret gadekamp mellem besættelsesmagten og de strejkende, og den blev den største enkeltkonfrontation mellem den danske befolkning og besættelsesmagten.
I et forsøg på at få stoppet strejken afskar besættelsesmagten København for forsyninger og satte yderligere militær ind. Som svar herpå udsendte Frihedsrådet den 30. juni 1944 dette første opråb om at forsætte strejken. Den 2. juli 1944 udsendte Frihedsrådet sit andet opråb med endnu en opfordring til strejkens fortsættelse, og samme dag udsendte en række politikere og erhvervsfolk dette opråb imod strejken og opfordrede befolkningen til at gå i arbejde igen. Opfordringen havde dog ikke den store effekt. I løbet af de første dage i juli opstod der en række sympatistrejker på Sjælland, og besættelsesmagten begyndte at frygte, at strejken skulle sprede sig til resten af landet.
Der blev indledt forhandlinger mellem besættelsesmagten og danske politikere og embedsmænd. Det resulterede i, at nogle af Frihedsrådets krav blev efterkommet, og efter en proklamation fra Frihedsrådet stoppede strejken den 5. juli. Folkestrejken illustrerede Frihedsrådets opbakning i befolkningen og politikernes mangel på samme.
OPRAAB FRA DANMARKS FRIHEDSRAAD
I Løbet af Formiddagen den 30. Juni udbrød Folkestrejke i København. Samtlige Fabrikker, Virksomheder, Forretninger, private og offentlige Kontorer, Sporvogne, S-Tog, Telefon, Post- og Dagspresse standsede.
Dette er den største nationale Demonstration, der nogen sinde har fundet Sted i Danmark. Schalburgfolkenes stadige Overfald paa Liv og Ejendom og den tyske Besættelsesmagts systematiske Nedbrydning af Lov og Ret i Landet har faaet Folkets Taalmodighed til at briste.
Den delvise Arbejdsstandsning i Dagene forud for Folkestrejken bragte den første Sejr: Spærretidens Udsættelse. Men dette tyske Tilbagetog er ikke tilstrækkelig til at opfylde Folkets berettigede Krav. Frihedsraadet opfordrer til Fortsættelse af Folkestrejken indtil:
1) Schalburgkorpset er fjernet fra Landet.
2) Den faktiske Undtagelsestilstand, Spærretiden m.v. er ophævet.
Indtil disse Krav er opfyldet, bør Strejken fortsættes med samme Beslutsomhed og Solidaritet som hidtil. Af Hensyn til Befolkningen bør det dog tilstræbes, at Forsyningen med Elektricitet, Gas, Vand, Brød, Mælk opretholdes.
Frihedsraadet opfordrer til, at udvise Disciplin, saaledes at enhver Form for Udskejelser undgaas. Den Kamp, der i disse Dage føres i København, er et Bevis paa, at det danske Folk den Dag, det kræves, er beredt til sætte alt ind for Landets endelige Befrielse.
DANMARKS FRIHEDSRAAD