Frode Jakobsen voksede op i et grundtvigiansk hjem på Mors. Ved indsamling på initiativ af borgere i lokalområdet blev det ham økonomisk muligt at gå på gymnasium i Viborg og derefter at studere på Københavns Universitet. Han blev cand.mag. i tysk og dansk og nærede drømme om at få en forskerkarriere, som imidlertid brast. Han var politisk interesseret, deltog i 1930'erne i tværpolitisk antifascistisk arbejde og blev engageret i Socialdemokratiet, men uden at have tillidsposter.

Under besættelsen

I begyndelsen af 1942 blev han forretningsfører for Dansk Studiering, der var en organisation, som gennem studiekredse landet over orienterede politisk interesserede om de mere skjulte facetter af spillet mellem det politiske system og besættelsesmagten. Grundlæggende støttede Studieringen – eller Ringen, som det senere kom til at hedde – det politiske samarbejde på Christiansborg og dermed også tilpasningspolitikken over for besættelsesmagten. Med udgangspunkt i stærkt demokratiske værdier var Jakobsen således også en engageret taler for Dansk Ungdomssamvirke. Men han blev i stigende grad bekymret over de demokratiske indrømmelser, som regering og Rigsdag måtte give.

Gennem 1943 udviklede han og Ringen sig i mere regeringskritisk retning, ligesom han fik stadig flere kontakter til det illegale miljø. Hen over sommeren 1943 deltog han i de møder, som i september førte til dannelsen af Frihedsrådet. Modsat andre rådsmedlemmer, som enten blev fængslet, måtte flygte eller af andre grunde trække sig tilbage, var han som den eneste aktiv gennem hele perioden indtil befrielsen. Det gav ham en særdeles indflydelsesrig position.

Det var ham, som knyttede officererne i Den Lille Generalstab til det illegale arbejde i slutningen af 1943, og ved befrielsen havde han kommandoen over de væbnede modstandsstyrker. Han arbejdede ihærdigt på at vedligeholde kontakter til ’de gamle politikere’ og var mere end nogen anden i Frihedsrådet optaget af, at man måtte undgå konflikter med det politiske system. Jakobsen var respekteret i størstedelen af Frihedsrådet for sin integritet og demokratiske principfasthed, men kunne fra tid til anden også opfattes som selvrådig, selvhøjtidelig og stædig. Og sådan kunne andre finde på at karakterisere ham resten af livet.

Frode Jakobsen holdt tale i anledning af Grundlovsdag den 5. juni 1945. Foto: Frihedsmuseet

Befrielsen og politisk karriere

Frode Jakobsen blev minister uden portefølje i befrielsesregeringen og blev valgt til Folketinget i 1945. Jakobsen var før partiformand Hans Hedtoft (1903-1955) og partiledelsen overbevist om, at Danmark skulle søge militær beskyttelse i en vestlig forsvarsalliance, hvis en sådan skulle vise sig. Da Atlantpagten blev en mulighed, talte han således også varmt for den og støttede Hedtoft i at vende stemningen i partiet til fordel for den atlantiske alliance, der udmøntede sig i forsvarsorganisationen NATO.

Jakobsen havde uden tvivl ambitioner om en politisk karriere på højeste niveau. Hedtoft og den øvrige ledelse i Socialdemokratiet lod ham gerne blive i troen, men havde ikke til hensigt at indfri ambitionerne. Partiet var interesseret i at nyde godt af hans status som fremtrædende og respekteret modstandsmand, men satte ikke hans politiske dømmekraft og partidisciplin særligt højt.

Jakobsens politiske karriere blev derfor ikke kendetegnet ved betydelig indflydelse i Folketinget, men han var aktiv i den bredere offentlige debat, især i forhold til udenrigs-, sikkerheds- og bistandspolitik. Han var således formand for Europabevægelsen i Danmark 1951-54 og formand for den danske delegation i FN i 1962-66.

Skønt gennem årtier en støtte og fortaler for den europæiske integrationsproces anbefalede han ikke et dansk ja ved folkeafstemningen til EF i 1972. Han spillede derimod en rolle som nestor for den unge generation af socialdemokrater som Ritt Bjerregaard (1941-2023) og Svend Auken (1943-2009), der på daværende tidspunkt var modstandere af EF. Jakobsens anbefaling af et nej forekom de fleste uforståelig i lyset af hans mangeårige positive syn på europæisk integration. Det kan måske forklares med et ønske om omsider at få de politiske alliancer i den socialdemokratiske folketingsgruppe, som han havde måttet undvære i sin mere end 25-årige folketingskarriere. Da muligheden åbnede sig, var det med den unge generation i partiet.

Eftermæle

Efter at være trådt ud af Folketinget viede han sit otium til at skrive en række bøger. Stærkest står I Damarks Frihedsråd (1975), som var baseret på et manuskript forfattet i 1956, og som byggede på samtidige optegnelser. Jakobsen var et af de få medlemmer af Frihedsrådet, der vovede at føre udførlige referater over sit modstandsarbejde. Det blev gjort i et selvopfundet stenografi-system, som kun få historikere har formået at tyde.

Toppunktet i Frode Jakobsens politiske karriere var uden tvivl hans tid i Frihedsrådet. Folketingskarrierens resultater var pauvre. Alligevel er det samlede eftermæle entydigt præget af en figur i dansk offentligt liv, der var kendetegnet ved et fuldstændigt ukompromitteret demokratisk sindelag.    

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.