I 1945 blev Danmark medlem af den nye, kollektive sikkerhedsorganisation, Forenede Nationer (FN). FN skulle, som der stod i indledningen i FN-pagten "frelse kommende generationer fra krigens svøbe". Det skulle ske på grundlag af international ret og kollektiv sikkerhed. Internationale konflikter skulle løses ved forhandling og mægling, og kun kollektive, internationale militære operationer med FN-mandat var legitime. Hermed var FN ramme for udviklingen af en ny, internationalistisk verdensorden som alternativ til den traditionelle magtpolitik.

For Danmark var medlemskabet i første omgang ideelt fra en realpolitisk betragtning. I forbindelse med dannelsen af befrielsesregeringen i maj 1945 var det et krav fra modstandsbevægelsen, at politikerne gjorde op med den traditionelle neutralitetspolitik, der blev set som en central årsag til, at Danmark var blevet besat i april 1940. Samtidig var der allerede begyndende uenigheder mellem USA og Sovjetunionen og dermed grundlag for en dansk balancegang mellem de stridende blokke. I den situation kom dannelsen af FN de danske politikere til undsætning. Med medlemskabet af FN kunne de imødekomme det indenrigspolitiske hensyn til modstandsbevægelsen og forsøget på at balancere de udenrigspolitiske hensyn til østblokken og vestblokken.

I tillæg til den realpolitiske politik, som Danmark førte i FN, begyndte der omkring 1950 at tegne sig en egentlig dansk FN-vision. Det var en vision om en verden reguleret ved ret frem for magt, en internationalistisk vision, men hvor magt også spillede en rolle for at fremme realisering af visionen.

FN's flag består af et verdenskort, der symboliserer alle verdens mennesker, omsluttet af olivengrene, som er et fredssymbol. Flaget blev taget i brug i oktober 1947. Fra: Wikimedia Commons

En dansk vision for FN

De tre såkaldte Atlantpartier, Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative, erkendte, at FN ikke kunne garantere Danmarks sikkerhed. Derfor stod de - med forskellige grad af entusiasme - bag Danmarks tilslutning til Atlantpagten i 1949 og medlemskabet af den kollektive forsvarsorganisation NATO, der blev dannet på grundlag af Atlantpagten i 1950. Samtidig mente de imidlertid også, at FN havde en rolle at spille i den internationale politik og for Danmarks sikkerhed. FN kunne ikke være det centrale grundlag for Danmarks sikkerhed, men derimod spille en vigtig rolle som forum for forhandlinger og for et vigtigt økonomisk og socialt virke. Og på sigt var det stadig tanken, at FN skulle danne ramme for, at international ret og kollektiv sikkerhed skulle erstatte den rå magtpolitik.

Visionen bestod af syv elementer. FN skulle være ramme for udviklingen af 1) international ret og kollektiv sikkerhed, 2) fredelige løsninger af internationale konflikter via forhandling og mægling, 3) international normdannelse, herunder udbredelse af demokratiske, egalitære og humanistiske værdier, som især blev nævnt i forbindelse med den afkoloniseringsproces, der var startet i 1940'erne og fortsatte ind i 1970'erne, 4) international social og økonomisk lighed, 5) konventionel og nuklear nedrustning under international kontrol, 6) et universalitetsprincip, dvs. at så mange stater som muligt skulle være medlem af FN, og 7) en ide om, at små lande skulle bidrage aktivt til FN-visionens realisering ved at samarbejde aktivt i FN.

Den danske FN-vision repræsenterer en alternativ verdensorden baseret på ret frem for magt, en internationalistisk verden ideel for især små stater, der kunne blive bragt på niveau med større stater, hvad angår både sikkerhed og international indflydelse.

Visionen blev aldrig artikuleret som én samlet vision, men kan stykkes sammen på grundlag af taler og debat i Folketinget. Det er muligt, at visionen voksede frem som en ideologisk modvægt til NATO-medlemskabet og af hensyn til Det Radikale Venstre. Socialdemokratiet havde talt om valget mellem Atlantpagten og isoleret neutralitet som et "valg mellem to onder", men visionen blev også delt af Venstre og De Konservative, om end de langtfra nærede samme skepsis ved NATO-medlemskabet.

Visionen indgik i bredere tænkning om, hvordan en stat opnår sikkerhed. Her var der forskel på partiernes opfattelser på en række områder. Visionen var, for det første, knyttet til et dobbelt tidsperspektiv - et kort og et langt sigte - med varierende sikkerhedspolitiske målsætninger, hvor FN og NATO havde forskellige roller på henholdsvis kort og langt sigt.

Magtbalancen og FN

Atlantpartiernes afskrivning af FN og valget af Atlantpagten som Danmarks sikkerhedspolitiske grundlag blev set som en midlertidig ordning. Danmark måtte så længe FN-systemet ikke fungerede, se den bedste øjeblikkelige garanti i NATO. Som stats- og udenrigsminister H.C. Hansen sagde i 1958: "Hvor stærkt vi end ønsker det og arbejder for fred i verden, tør vi imidlertid ikke bygge vor politik alene på forhåbninger om, at det ad forhandlingens vej vil lykkes at nå frem til en virkelig afspænding. Derfor må Vesten, indtil denne afspænding kan opnås, opretholde sit fælles forsvarsberedskab".

Den danske sikkerhedspolitiske tænkning, som FN-visionen indgik i, indeholdt - ud over rollen på henholdsvis kort og lang sigt ? også en opfattelse af en tæt og positiv sammenhæng mellem FN og NATO. Det militære samarbejde og sikkerhedsgarantierne skulle supplere, ikke erstatte FN. I begyndelsen af 1950'erne var det opfattelsen, at NATO var en nødvendig forudsætning for FN. Fra midten af 1950'erne ændrede Atlantpartierne opfattelse og mente nu, at de to organisationer spillede en gensidig supplerende rolle. FN skulle virke for afspænding og fred, og NATO skulle sikre, at denne udvikling forløb uden at det skete på bekostning af frihed.

Det var ydermere Atlantpartiernes opfattelse, at FN godt kunne spille en rolle i mindre ikke-stormagtsramte konflikter, men at NATO var helt central for opretholdelsen af en stabil, international magtbalance. Magtbalancen kunne ikke i sig selv fremme en stabil og varig fred, men var en forudsætning for ligeværdige forhandlinger, der gradvis kunne fjerne konfliktpotentiale og fremme forståelse mellem øst og vest. Relationen var så at sige dobbelt-bunden: Afspændingspolitikken i FN var en modvægt til den politiske og militære konfrontationskurs, men var imidlertid samtidig afhængig af en stabil magtbalance, så der kunne føres reelle forhandlinger. NATO blev set som et fundament for en fredsskabende politik, men skulle suppleres med konkrete initiativer og afspændingsfremmende politik i regi af FN.

De Radikale havde en modstridende opfattelse. Partiet mente, at den militære magtbalance var et yderst farligt instrument i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Tværtimod skulle FN involveres så meget som muligt i kriser og konflikter. Det ville styrke organisationens muligheder for at forhindre krige og sikre fred i verden.

I december 2000 vedtog FN's Generalforsamling en International Flygtningedag. Hvert år den 20. juni skal Flygtningedagen markere det internationale samfunds solidaritet med flygtninge verden over. På Flygtningedagen i 2017 indviede man Soleil Levant (Stigende Sol) på Kunsthal Charlottenborg. Den kinesiske kunstner Ai Weiwei (1957-) havde lavet en kunstinstallation, der viste over 3.500 redningsveste opsamlet fra flygtninge, der var kommet i land på den græske ø Lesbos. Foto: David Stjernholm/Kunsthal Charlottenborg

Danmark og FN

Skønt alle de fire gamle partier bakkede op om dansk medlemskab af FN, var der altså forskelle i opfattelsen af organisationens rolle. De Radikale markerede den tydeligste forskel, men der var også nuancer i den sikkerhedspolitiske tænkning Atlantpartierne imellem. De fire gamle partier kan placeres på en skala med hensyn til FN-visionen og den sikkerhedspolitiske tænkning, som den indgik i. Fra venstre til højre med prioritering af FN til venstre og NATO til højre placeres partierne sig som følger: De Radikale, Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative.

FN-politikken var ofte realpolitisk anlagt og for eksempel præget af NATO-hensyn på kort sigt. Opfattelsen af, at der var en sammenhæng mellem NATO og FN - og særligt det synspunkt, at NATO faktisk medvirkede til at understøtte et velfungerende FN, betød, at Danmarks FN-politik var en langsigtet vision for en styrkelse af international rets- og kollektiv sikkerhedsudvikling gennem FN.

Danmark har i løbet af sit FN-medlemsskab gjort sig så positivt bemærket, at FN i 2013 valgte at bygge og flytte ind med 11 særorganisationer i FN Byen i København. Det var især udviklingsbistanden, der lå til grund for FN's positive opfattelse af Danmark. Foto: Adam Mørk/FN Byen

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.