Afkoloniseringen og den danske udviklingspolitik

I 1970'erne fortsatte den afkoloniseringsproces, der begyndte efter 2. verdenskrig, hvor koloniområder i bl.a. Afrika og Sydøstasien rev sig løs fra kolonimagterne og erklærede sig selvstændige. Den såkaldte tredje verden blev en ny global stemme, der udfordrede stormagternes magtposition i den internationale politik.

Tredjeverdenslandenes plads i verdensordenen blev i høj grad et spørgsmål om forskelle (eller deciderede uenigheder) mellem de højtudviklede industrilande på den nord(vestlige) halvkugle og de mindre økonomisk udviklede lande (ulandene) i syd. Der var således på mange måder tale om en skillelinje mellem det globale Nord og Syd. Mange af uenighederne mellem udviklings- og industrilandene endte dog også med at blive viklet ind i den kolde krigs logik og dilemmaer - dvs. at der også var en skillelinje mellem Øst og Vest.

I takt med den globale afkolonialiseringsproces optrappede Danmark sit engagement i ulandene. Danmark havde gennem FN givet udviklingsbistand siden 1949. I 1962 vedtog Folketinget sin første egentlige lov om udviklingsbistand, og i årene herefter blev bistandsengagementet kraftigt øget. I 1971 blev loven om udviklingsbistand revideret under statsminister Hilmar Baunsgaards (1920-1989) VKR-regering. Her blev målet for dansk bistand fastlagt som en understøttelse af u-landenes bestræbelser på at opnå økonomisk vækst, social fremgang og politisk uafhængighed gennem samarbejdet med modtagerlandene.

I 1978 nåede Danmark op på at yde de 0,7 % af BNP i udviklingsbistand, som FN havde sat som mål for rige OECD-lande. Udviklingsbistanden var generelt et parlamentarisk konsensusområde, men netop på spørgsmålet om målsætningen opstod der i stigende grad sprækker i enigheden, ikke mindst når der var en klar Øst-Vest dimension indlejret i spørgsmålet. Det gjaldt i f.eks. i forhold til Vietnamkrigen.

1955-1975: Danmarks forhold til Vietnam-krigen

Vietnam (tidligere Fransk Indokina) kom på den internationale dagsorden i midten af 1950'erne, da den nationalistiske og kommunistiske befrielsesbevægelse Viet Minh vristede landet fri af fransk herredømme. Vietnam blev dog først for alvor et brændpunkt i dansk politik, efter at amerikanerne engagerede sig i den krig, som fulgte den franske tilbagetrækning i 1955.

De socialdemokratiske regeringer i 1960'erne havde markeret sig som modstandere af Vietnamkrigen og den amerikanske krigsførelse. I 1970'erne fortsatte og intensiverede den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen (1922-2016) denne linje. I 1971 gav den socialdemokratiske regering således fuld diplomatisk anerkendelse af Nordvietnam. Ligeledes støttede regeringen fuldt op om det internationale Vietnam-tribunal, der endda blev afholdt på Christiansborg i oktober 1972 for at diskutere amerikanske krigsforbrydelser i Vietnam.

I januar 1973 foreslog regeringen en ekstraordinær humanitær bevilling til Nordvietnam på fem millioner kr. efter amerikanernes 11 dage lange terrorbombardement af Nordvietnams hovedstad Hanoi i julen 1972. Den borgerlige opposition var imod bevillingen, fordi den brød med en gældende praksis om, at bevillinger altid blev fordelt mellem begge parter i konflikten. Også Socialistisk Folkeparti (SF) var kritisk, men det skyldtes beløbets ringe størrelse. De mente, at fem millioner mere var en politisk gestus end en humanitær. Den amerikanske regering var naturligvis særdeles kritisk over for de danske udmeldinger og truede med at trække deres ambassadør hjem.

Kort efter blev der dog indgået våbenhvile mellem de stridende parter, og amerikanerne påbegyndte herefter en tilbagetrækning af deres styrker. Dermed forsvandt også den mest voldsomme belastning af de dansk-amerikanske bilaterale relationer.

Den 30. april 1975 faldt den sydvietnamesiske hovedstad Saigon til de nordvietnamesiske styrker, hvilket resulterede i en stor flygtningestrøm af desperate sydvietnamesere, som prøvede at flygte over havet. Den 2. maj 1975 samlede fragtskibet Clara Mærsk knap 4.000 flygtninge op i havet ud for Saigon, heraf kom omkring 100 videre til Danmark. I de følgende år eskalerede flygtningestrømmen. I alt flygtede op mod to millioner vietnamesere, hvoraf ca. 7.000 bosatte sig i Danmark.

Afrikapolitikken i 1970'erne

Det afrikanske kontinent havde høj prioritet i Anker Jørgensen-regeringernes udviklingspolitik i 1970'erne, hvilket blev afspejlet i, at to af de største modtagere af dansk bistand var landene Kenya og Tanzania. Selvstændighedskampene førte i mange afrikanske lande til blodige krige mod kolonimagten samt efterfølgende borgerkrige om magten i de nye selvstændige stater. Disse krige fik ofte en koldkrigsdimension, fordi befrielsesbevægelserne som regel var venstreorienterede og marxistiske og derfor fik støtte fra Østblokken, mens Vestblokken havde sine egne anti-kommunistiske favoritter.

Det var især Sydafrika og dets raceadskillende apartheidstyre, der satte denne problemstilling på spidsen. Apartheidregimet blev understøttet af en række vestlige stormagter med våben. Det skyldtes ikke mindst, at oprørs- og befrielsesbevægelsen African National Congress (ANC) var klart marxistisk inspireret og finansieret af de kommunistiske Østbloklande, men også at den sydafrikanske apartheid-regering i samarbejde med CIA var involveret i borgerkrigen i Angola.

Danmarks afrikadiplomati udmøntede sig til gengæld i en såkaldt apartheidbevilling i 1972, der via humanitær bistand sigtede på at hjælpe ofrene for apartheid. Denne hjælp blev også givet direkte til ANC og andre befrielsesbevægelser i området. Danmark stod ikke alene med denne form for bistand, Sverige ydede en tilsvarende bistand. Men Danmark var, modsat Sverige, medlem af NATO, og med den nye apartheidbevilling lagde regeringen sig ud med flere af sine NATO-allierede, bl.a. Portugal. Portugal kæmpede på denne tid med at holde sammen på sit vidtstrakte koloniområde i Afrika, bl.a. i Angola. Den marxistiske frihedsbevægelse i Angola, MPLA, blev til gengæld støttet af ca. 50.000 cubanske soldater. Den danske regering anerkendte hurtigt MPLA som den legitime repræsentant for Angola ved Portugals tilbagetrækning i 1975, hvilket bragte den danske regering på kant med både den portugisiske og den amerikanske regering.

Danmark fik også international kritik i 1976, da regeringen stemte for en våbenembargoresolution mod Sydafrika på FN's generalforsamling. Resolutionen kritiserede direkte EF-stormagterne Vesttyskland, Frankrig og Storbritannien for deres militære engagementer i og våbenhandel med Sydafrika. Særligt Vesttyskland fandt den danske stemmeafgivelse kritisabel og mente, at Danmark underminerede solidariteten i EF. Den danske regering undskyldte sig med, at den følte sig bundet til en fællesnordisk linje. 

1974: 'Ny Økonomisk Verdensorden'

I 1974 lykkedes det tredjeverdenslandene, løseligt organiseret i den såkaldte Gruppe 77 (eller bare G77), at sætte deres krav om en Ny Økonomisk Verdensorden (NØV) på dagsordenen under FN's 29. Generalforsamling i New York. U-landene ønskede et mere retfærdigt prisforhold mellem industrilandenes industrivarer og ulandenes råvarer. Efter ulandenes opfattelse betalte de industrialiserede lande alt for lidt for råvarerne, og prisdifferencen mellem industrilandenes industriprodukter og ulandenes råvareorienterede eksportprodukter havde udviklet sig i en ugunstig retning for ulandene. Oliekrisen havde ikke grundlæggende ændret på dette forhold, men tværtimod givet spørgsmålet en påtrængende aktualitet.

Danmark var kendt som et ulandsvenligt land, og på FN-generalforsamlingen understregede Venstres udenrigsminister Ove Guldberg (1918-2008) værdien af international solidaritet og at relative ændringer i de internationale verdensmarkedspriser ikke blot var acceptable, men nødvendige hvis det teknologiske og økonomiske fremskridt i alle dele af verden skulle fortsætte. Men realpolitikken satte også sine grænser for idealismen og solidariteten, så i sin redegørelse understregede Guldberg således også, hvor hårdt Danmark var ramt af oliekrisen. Guldberg appellerede derfor til ulandenes forståelse for, at et land, der ikke selv producerede råvarer og energi, også måtte kunne fortsætte sin økonomiske udvikling for at kunne bidrage til fremskridt og udvikling i andre dele af verden, underforstået ulandene. Generalforsamlingen afdækkede, at der eksisterede en egentlig Nord-Syd-konflikt, og den tydeliggjorde Danmarks vanskeligheder i forhold til at manøvrere i den.

Da NØV-dagsordenens 'Charter om staters økonomiske rettigheder og pligter' kom til afstemning i december 1974, placerede Danmark sig i en gruppe af seks 'hardlinere' sammen med bl.a. USA, Vesttyskland og Storbritannien, som stemte imod chartret. De fleste EF-lande samt Norge afstod fra at stemme. Derimod stemte de resterende nordiske lande Sverige, Finland og Island for chartret sammen med G77-landene.

Den danske stemmeforklaring fremhævede modstand mod chartrets nationaliserings-, kartel- og prisindekseringselementer, ligesom det blev påpeget, at en række paragraffer greb ind i internationale handelsarrangementer, der var reguleret i GATT og EF. Det spillede desuden ind på den danske stemmeafgivning, at man mente, at G77 havde misbrugt, at de udgjorde en majoritet af FN's medlemslande til at fremlægge en tekst, der prioriterede deres egne interesser, men ikke afspejlede en afvejning af samtlige medlemslandes interesser og forhåbninger.

Den danske stemmeafgivning var ikke ukontroversiel, og især socialdemokraterne var utilfredse. Den tidligere socialdemokratiske udenrigsminister K.B. Andersen (1914-1984) kritiserede stærkt, at Danmark placerede sig med 'hardliner'-landene. Han var for så vidt enig i, at en række af ulandenes krav var uacceptable, men understregede, at afstemningen i Generalforsamlingen ikke havde været retsligt bindende. Desuden havde en afståelse fra at stemme været et blødere signal at sende end nejet, som kunne tolkes som dansk modvilje mod overhovedet at gå i dialog med u-landene om NØV.

Da regeringsmagten skiftede i 1975, og socialdemokraten K.B. Andersen igen blev udenrigsminister, blev den danske position overfor NØV blødt op. Da Mexico på FN's 30. generalforsamling i 1975 endnu engang fremprovokerede en afstemning om chartret, afstod Danmark fra at stemme.

Retorisk bekendte regeringen sig klarere til NØV både i den hjemlige debat og i officielle indlæg i internationale fora, men i realiteten var der ganske stor afstand mellem de retoriske bekendelser til NØV og den politik, regeringen i praksis var ansvarlig for. Danmark var nemlig noget mere tilbageholdende i den konkrete forvaltning af NØV-politikken. Den væsentlige årsag hertil var medlemskabet af EF, da en række af de vigtigste NØV-emner som f.eks. handelsspørgsmål faldt inden for EF's kompetence. En anden årsag var den økonomiske krise, som regeringen søgte at bekæmpe hjemme i Danmark. Oliekrise, stagflation, betalingsbalanceunderskud og dramatisk voksende arbejdsløshed var ingen god baggrund for at love udflytning af arbejdspladser eller større ændringer af de protektionistiske og markedsbeskyttende foranstaltninger, som reelt holdt ulandenes produkter ude fra de vestlige markeder.

Til gengæld lå Danmark solidt placeret i toppen af lande, der ydede den højeste udviklingsbistand. I 1978 nåede Danmark som sagt op på en bistandsprocent på 0,7 pct. af BNP, og hermed levede Danmark op til FN's mål. Foruden Danmark levede også Holland, Sverige og Norge op til målsætningen.