Krise og genopbygning efter 2. verdenskrig

2. verdenskrigs afslutning betød, at Danmark skulle til at finde sin plads i det nye verdenssamfund. Mange lande var blevet hårdt ramt af krigen, og i denne sammenhæng kom Marshall-planen, (European Recovery Program, ERP), til at spille en væsentlig rolle for udviklingen i Europa og herunder Danmark. Marshall-planen fik navn efter sin ophavsmand, den amerikanske general og udenrigsminister George C. Marshall, som var en af USA’s mest centrale strateger i det 20. århundrede. Han blev tildelt Nobels fredspris i 1953 for sin rolle i genopbygningen af Europa.

I en tale på Harvard University den 5. juni 1947 gav den amerikanske udenrigsminister George C. Marshall udtryk for viljen til at hjælpe Europa ud af den økonomiske krise, som kontinentet befandt sig i. Budskabet var, at sunde økonomier skulle sikre politisk stabilitet. Det var kernen i Marshall-planen, som her blev udtrykt, nemlig at man ville undgå politisk kaos, som man havde set i de foregående 30 år med to verdenskrige og de totalitære regimers fremmarch. Den største trussel set med amerikanske briller var nu kommunismen, og den skulle inddæmmes og begrænses. I denne kamp var Marshall-planen af stor betydning, og den blev også et led i den kolde krigs optrapning, samtidigt med at den bidrog til genopbygningen af Vesteuropa og til deltagerlandenes økonomiske integration.

George C. Marshall (1880-1959). Foto: Wikimedia Commons  

Dansk tilslutning til planen 1948

I den første efterkrigstid havde man i Danmark forsøgt sig med den såkaldte ikke-blokpolitik, hvor man forgæves forsøgte at holde sig ude af den blokopdeling af Europa, der var ved at udvikle sig. Efter forgæves forsøg på at oprette et nordisk forsvarsforbund  valgte Danmark dog at tilslutte sig Atlantpagten (NATO) i 1949 og blev dermed fuldgyldigt vestallieret. Tilslutningen til Marshall-planen i 1948 var imidlertid et tidligt tegn på at Danmark hørte til vestblokken.

Det Radikale Venstre var yderst skeptisk i forhold til at forlade ikke-blokpolitikken. Også Socialdemokratiet og de borgerlige partier var betænkelige ved udformningen af Marshall-planen og de krav, som måtte følge. Dansk suverænitet og selvbestemmelsesret var omdrejningspunktet i disse bekymringer, men Danmark havde behov for det økonomiske tilskud, så man tilsluttede sig planen. Ved vedtagelsen i Folketinget i april 1948 var det kun Danmarks Kommunistiske Parti, som stemte imod. DKP ville ikke læne sig op ad USA, da partiet var bange for at blive en del af den amerikanske udenrigspolitik. Desuden var man af åbenlyse ideologiske grunde knyttet til Sovjetunionen.

Marshall-planens politiske betydning

Marshall-planen havde både en økonomisk og en politisk målsætning, som hang tæt sammen. USA ønskede at styrke det europæiske marked, da amerikanerne havde en stor interesse i at hjælpe det stærkt svækkede Europa. Man frygtede, at kommunismen skulle vinde indpas, og man ville forhindre politisk kaos i de kriseramte europæiske lande. Dermed blev hjælpeprogrammet et led i den kolde krig, og det bidrog til at knytte vesteuropæiske lande som Danmark tættere til USA. Sovjetunionen havde også fået tilbuddet, men takkede nej, da man af sikkerhedspolitiske grunde ikke ville indvie USA eller andre lande i unionens økonomi, hvilket amerikanerne havde stillet som krav til modtagerlandene. På den måde var svaret fra Sovjet givet på forhånd.

Marshall-planen var et meget succesrigt amerikansk udenrigspolitisk initiativ under den kolde krig, og den blev ledsaget af massiv propaganda fra amerikansk side og modpropaganda fra sovjetisk side. Propagandaen var rettet mod de europæiske lande i både øst og vest. Sovjet førte en kampagne i Østeuropa rettet mod den amerikanske ”dollar-imperialisme”, og man forhindrede også de østeuropæiske lande samt Finland i at modtage hjælp. USA’s propaganda var på den anden side baseret på amerikanske idealer som demokrati, velstand og forbrug, altså en kapitalistisk ideologi. Senere brugte amerikanerne også hjælpen til at presse Danmark og andre vesteuropæiske lande til at øge forsvarsbudgetterne. Det betød en reduktion af Marshall-hjælpen til Danmark i 1951/52, da den danske regering stod fast på, at forsvarsbudgetterne skulle forhandles i NATO-regi og ikke bilateralt med USA alene. Fra 1953 undlod Danmark at søge om yderligere støtte.

Massey Ferguson-traktorer indkøbt for Marshall-midler blev et symbol på Marshall-hjælpen. Den sås rundt omkring i de europæiske landbrug, herunder i Danmark. Foto: Wikimedia Commons  

Marshall-planens økonomiske betydning

Den økonomiske dimension af Marshall-planen var også central for amerikanerne, da de havde en stor økonomisk interesse i at kunne eksportere varer til et stort og stærkt europæisk marked. En del af strategien i Marshall-planen var også at få liberaliseret det europæiske marked og skabt et økonomisk samarbejde landene imellem. Dette skulle administreres gennem OEEC (Organization for European Economic Cooperation), hvor medlemskab var en forudsætning for at kunne modtage hjælp.

Den samlede Marshall-hjælp var på ca. 13 mia. amerikanske dollars, hvoraf Danmark i perioden 1948-53 modtog 305 mio. dollars (over 30 mia. kr. i 2010-kurser), heraf var 33 mio. dollars lån, mens resten var tilskud. Dollartilskuddet gav et vitalt råderum i den kriseramte danske økonomi, hvor der var mangel på dollars til import. Råderummet blev brugt til import af centrale varer som foderstoffer og metaller samt vigtig teknologi, især fra USA, så industri og landbrug kunne udvikles. Det varede dog frem til slutningen af 1950'erne, før Danmark for alvor fik gang i økonomien. 

Se filmen, der viser underskrivelsen af Marshall-overenskomsten den 29. juni 1948. Her underskrev udenrigsminister Gustav Rasmussen og den amerikanske ambassadør Josiah Marvel Jr. aftalen. Fra: danmarkpåfilm.dk, Det Danske Filminstitut