Udklip af interviewet med Lis Groes fra Samvirke, maj 1952. Fra: Samvirke Classic

Vi har utrolig meget at lære af amerikanerne….

— Og så kan det virkelig altsammen overføres til danske forhold! siger Forbrugerrådets formand, fru Lis Groes[1], lige hjemvendt fra USA, hvor hun som medlem af den danske delegation, Marshall-organisationen[2] havde inviteret på et seks ugers besøg, har studeret detailhandelens aktuelle problemer. — Først og sidst: Vi kar utrolig meget at lære herhjemme, hvad effektiviteten i varefordelingen angår — og effektiviteten er jo forudsætningen for, at varepriserne kan bringes ned! Det slår en med forbløffelse, hvilke umådelige anstrengelser amerikanerne sætter ind på at rationalisere varefordelingen. Dette gælder ikke mindst engroslager-virksomheden, og de bestræbelser, der gøres for at forenkle samarbejdet mellem fabrikant, grossist og detaillist er af allerstørste betydning.

Nu må sundhedsvedtægterne revideres! Men hvordan ser den amerikanske forbruger på selvbetjeningsbutikkerne?
— Selvbetjening er jo i USA ikke mere et problem, som diskuteres. Omkring tre fjerdedele af samtlige butikker derovre er self service stores. En mindre del af alle disse selvbetjeningsbutikker er de såkaldte supermarkets, d. v. s. meget store s-butikker, som fører alle slags varer. Skønt disse supermarkets kun udgør ca. 4 pct. af samtlige butikker, har de ikke des mindre omkring 40 pct. af den samlede amerikanske omsætning af fødevarer.
— Nu sagde De, at det altsammen lader sig overføre til danske forhold — men sådanne supermarkets er jo dog umulige herhjemme alene ...
— ... på grund af vore gamle sundhedsvedtægter, ja! Men den gamle, rigoristiske[3] brancheopdeling holder simpelthen ikke længere. Det er på høje tid, at vi får sat sundhedsmyndighederne i gang med at lave nye sundhedsvedtægter, som svarer til den køleteknikkens tidsalder, hvori vi lever. For med de muligheder, en moderne emballering og den nye køleteknik byder os, er der intet som helst i vejen for, at alle slags varer kan færdes i samme butik.

Den lille købmand skal slet ikke kvæles. Men nu resten af det amerikanske detailmarked?
— Den sidste fjerdedel domineres af småhandlende, der i mangt og meget minder om vore egne små detailhandlere, der ikke kan få det til at løbe rundt, uden at konen hjælper med i butikken fra morgen til aften. Det skal dog siges, at ofte er disse butikker langt ringere at se til end vore egne — nussede og kedelige og med trævægge og trægulve selv i bagerier og slagterbutikker.
— Disse småhandlende, det er altså dem, klokkerne ringer for i det moderne Amerika.
— Klokker og klokker — det er nu en helt gal opfattelse, at overgangen til stordrift i detailhandelen absolut betyder den lille, selvstændige handlendes undergang. I USA har man i mange af de kæmpemæssige supermarkets ordnet det sådan, at de forskellige afdelinger — kolonial, kød, grønt, fisk etc. — på selvstændig vis indehaves af forskellige personer, hver især fagmand på det pågældende vareområde. På den måde forener man den enkeltes selvstændighed med stordriftens rationelle form. Og man får samtidig drejet halsen om på den gammelkendte vending, at i sådanne storbutikker mødes kunden ikke med den nødvendige fagkundskab i de enkelte afdelinger. Og hvorom alt er — disse supermarkets har stor sukces. I løbet af 1940-erne fordobledes deres antal, medens deres omsætning samtidig firedobledes!

Stadig på vej fremover. Man forudser måske allerede den dag, hvor supermarkets har erobret praktisk taget hele detailmarkedet?
— Nej, det gør man såmænd ikke. Den almindelige mening er, at der stadig vil være plads og behov for specialforretninger af forskellig slags. Og for resten betragter man slet ikke supermarkets og den slags som noget endeligt, men blot som et led i en vikling, der har stået på siden århundredskiftet.
— Det var varehusene, der —?
— Ja, først kom varehusene, og de spredte jo rædsel blandt de småhandlende. Så kom postordreforretningerne, som fik de mindre handlende til at foranstalte store afbrændingsceremonier, hvor alle, der blot ville smide de kataloger, de havde modtaget fra de nye postordreforretninger, på bålet, fik en lille belønning — disse arrangementer gjorde vældig lykke, mindst dog hos arrangørerne, for det viste sig, at folk smed gamle kataloger i flammerne og beholdt de sidste nye for at foretage billigkøb efter dem! Så fulgte i 20erne kædeforretningerne, der fik de småhandlende til at løbe til senatet i Washington for at kræve beskyttelse — som De ser, ligger Amerika såmænd slet ikke så langt herfra, som det hedder sig — og nu er man så gennem 30rne og 40rne nået frem til disse supermarkets, der virkelig betyder en aktivisering af konkurrencen på detailmarkedet.

Kooperationen og „kæderne". Hvordan ser amerikanerne på andelsbevægelsens muligheder?
— Man synes at mene, at andelsbevægelsen så absolut har sin berettigelse i produktionen, men mindre i varefordelingen. Dette hænger sammen med, at »kæderne«, allerede har bragt priserne så langt ned, at der ikke åbnes andelsbevægelsen mange muligheder for at gøre det bedre. Og dette betyder altså igen, at der heller ikke blandt befolkningen derovre føles nogen større tilskyndelse til at oprette brugsforeninger. I hvert fald ikke i byerne. Et ganske ejendommeligt udtryk for amerikansk andelsbevægelse oplevede vi i Greenbelt i nærheden af Washington, en by, der grundlagdes i trediverne som et led i Roosevelts store genopbygningsplan The New Deal, og som i videste udstrækning er kooperativiseret. Rigtig fart i foretagendet kom der dog først, da en idealistisk sindet millionær — Edward Filene hed han — skabte et lånefond med hjælp fra hvilket man har oprettet kooperativ supermarket, drugstore (blandet apoteksvare- og materialhandel, ofte med iscrembar i hjørnet), automobilreparationsværksted og en pudsig varietystore, nærmest en slags bedre ragelsesbutik. Og vi besøgte området Takoma Park, hvor man foruden supermarket driver en såkaldt super-drugstore med selvbetjening for isenkram!

Aftenindkøb og øjeblikkelig rabat. Bringer De ellers nye ideer med hjem?
— Ja, der er bl. a. rabatten på stedet, som man kunne sige. Det er i de amerikanske selvbetjeningsbutikker sådan, at køber man f. eks. to stykker sæbe, får man det andet stykke billigere end det første, og sådan videre. De er jo så fikse, amerikanerne — sæben, for nu at blive ved den, ligger i pakninger af forskellig størrelse, og jo flere stykker, der er i den pakning, man tager, des billigere får man hvert enkelt stykke. Altså en kontant rabat på større, samlede køb. På denne måde bliver betydningen af sådanne samlede køb klart anskueliggjort for forbrugeren, bliver en øjeblikkelig økonomisk realitet. Den idé burde vi tage op herhjemme.
— Og —?
— Så er der også dette med butikkernes åbningstid. Det er selvfølgelig at gå helt over gevind, når så mange butikker derovre så at sige har åbent døgnet rundt. Men de store magasiners skik at holde åbent to-tre aftener om ugen til kl. 21 bør vi tage op. I aftentimerne — og kun i aftentimerne — kan mand og kone gå ud sammen og foretage de større indkøb. Det er af stor betydning for hjemmene. Vor weekend-lukning kl. 14 må vi også af med igen. Den er en frygtelig gene for forbrugerne. Ved deltidsarbejde og på anden måde skulle det nok kunne lykkes at holde længere åbent om lørdagen uden derfor på urimelig vis at hindre forretningsfolk i at få den frihed og hvile, de såvel som alle andre har behov for og krav på.