Kilder
Kildeintroduktion:
Forfatteren og journalisten J.R. Keith Keller (1924-2004) skrev i Aalborg Amtstidende den 11. oktober 1951 en kronik med titlen ”Vort ameri-danske sprog”. I kronikken, der er gengivet nedenfor, kom han med en skarp kritik af den stigende brug af amerikanske ord og vendinger i det danske sprog. Han hævdede, at sproget var blevet invaderet af amerikanske ord og fraser, og at det, han betegnede som ”ameri-dansk”, var blevet vores nye modersmål.
I lighed med andre vesteuropæiske lande oplevede Danmark efter afslutningen på 2. verdenskrig i 1945 en kraftig kulturpåvirkning fra USA – en påvirkning, der også satte sig spor i det danske sprog. I begyndelsen af 1950’erne var Keith Keller ikke alene med sin kritik af tendensen og sin frygt for det danske sprogs fremtid. I landets andre aviser blev der også givet spalteplads til bekymringen for invasionen af amerikansk-engelske ord i det danske sprog.
Til trods for bekymringen for, at det danske sprog var ved at bukke under for amerikansk indflydelse, begyndte danskerne ikke for alvor at tale amerikansk i 1950’erne. Alligevel var indlånet af nye ord i sproget i perioden efter 2. verdenskrig i overvejende grad hentet fra USA, og de amerikanske låneord kan ses som et udtryk for, at Danmark og danskerne til en vis grad blev ’amerikaniseret’ og derved stærkt påvirket og inspireret af amerikanske forhold. Keith Kellers kronik er et eksempel på den anti-amerikanisering, der også fandt sted i kølvandet på denne udvikling.
Vort ameri-danske sprog
Af J. R. Keith Keller
11. oktober 1951
Det er ikke saa faa ord, vi har optaget i det danske sprog gennem de senere aar. Der er nok tale om den største invasion af fremmede gloser – i dette tilfælde angelsaksiske, specielt amerikanske gloser – vi har oplevet, siden hanseaterne i sin tid fortyskede vort sprog.
Hvordan er det gaaet til? Og hvorfor? Og er der noget at stille op i den anledning?
”My Darling, hviskede han, kæreste baby, min egen sweetheart”. Lignende sætninger og lignende ordvalg er at finde i næsten hver eneste af ugepressens noveller. Læserne kender ordene fra engelske og amerikanske films og finder dem aabenbart romantiske. De giver kolorit[1] og er samtidig saa velkendte, at de ingen støder, som fremmedord ellers kan gøre det.
*
I en mere sober dagspresse vrimler det med importerede angelsaksiske laaneord, som forudsætter læseren bekendt, hvor man dog tidligere med forsigtigt og rimeligt hensyn til den mindre sprogkyndige læser vedføjede en oversættelse i parentes. Paa modesiden tales om herrernes duffel-coat og knickers og om damernes mink stole,[2] deres housecoat, deres slacks eller jeans. I en boganmeldelse karakteriseres en forfatter som highbrow. I sportsspalterne finder man en seed’et tennisspiller og en knock-out’et bokser, mens en svømmer har sat en ny rekord i crawl. Man gør sig ikke engang mere den ulejlighed at markere disse gloser som laaneord ved at kursivere dem. Der tales om bellylaughs og gags, og et ord som petting[3] ventes man at være kinsey-minded[4] nok at kende. Whodunit, hold-up, teamwork og air-condition er andre eksempler paa ord, den moderne dagbladsjournalist ustandseligt anvender. Ogsaa i annoncørernes sprog, hvor fremmedord førhen var absolut bandlyst, trænger amerikanismerne igennem. Et vaskeri reklamerer med fluff-dry vask, og skal man købe barberblade, staar valget mellem et soft blad for normal hud og sharp for vanskelig hud. I radioen kommer et lørdags-show umilddelbart efter en feature om vesterhavsfiskerne, og gaar vi paa restaurant, finder vi ganske vist endnu fransk som det dominerende sprog, hvad selve maden angaar, men vi indleder maaltidet med en cocktail og afslutter det med en anden drink, der enten kan være en high-ball eller en whiskey sour. Bagefter danser vi jitterbug eller foxtrot, og imens hører vi inden i hovedet vor barndoms danselærerindes ”slow-quick-quick-slow”.
I militærsproget er tendensen den samme – med enkelte undtagelser. Hvor aviserne taler om tanks og walkie-talkies, lærer soldaterne at tale om kampvogne og SMJ-sendere. Ellers vinder de engelsk-amerikanske betegnelser indpas her som overalt. Uniformen er et battle-dress, den lille lastvogn er en truck, den store en lorry.
*
En iørefaldende ulempe ved gloseimporten er, at selv forholdsvis sprogkyndige mennesker ikke altid kan følge med og derfor hyppigt anvender de nye fremmedord galt eller udtaler dem forkert. Selv et almindeligt kendt ord som bluff hører man udtalt med de mærkværdigste vokaltoner – lige fra det rene u til det fede ø (bløf), men sjældent med det aabne aa, der ville være det korrekteste. Et i en dansk sammengæng skrækkeligt ord som filmstar bliver udtalt med stød i begge stavelser, skønt fremmedord ifølge vor skolelærdom skulle være nægtet dette særlige danske sprogfænomens stempel. En Yankee eller en Yank baade udtales og anvendes galt. Djænki er en af udtalerne, et tydeligt forsøg paa at være mere amerikansk end amerikanerne, der gengiver et y med samme lyd som vi et j. Desuden er Yankee i Amerika en betegnelse for en nordstatsmand. En New Orleans-bo ville ikke blive glad for at blive omtalt som en saadan.
Sommetider kan man ikke faa fremmedord nok. Saa laver man selv et nyt. Sammensætninger af ordene cotton (bomuld) og coat (frakke) lyder meget fornuftigt, men den er foretaget i Danmark og er ukendt andre steder.
*
Støttet af pressen, filmene og radioen gaar den almindelige dansker og bliver mere amerikansk for hver dag, der gaar. Den kolde krig er ogsaa en kulturkrig, og med det standpunkt, de fleste af os har taget, føler vi os baaret længere og længere vestpaa. Selv den sprogligt ganske usnobbede og naturlige dansker vil indse, at saavel hans daglige tale som hans tankesæt rummeret foruroligende stort antal angelsaksiske gloser og amerikanismer.
Det er kun prisværdigt, at biograferne efterhaanden kan annoncere amerikanske film under amerikanske titler. Gid vi en dag ogsaa kunne spille for de talentløst forfattede ”hvide” tekster[5] paa filmstrimmelen.
Det er ogsaa kun godt, at der efterhaanden er ved at komme en smule sandhed i den gamle overdrivelse om, at næste hver eneste dansker kan tale engelsk.
O. s. v.
Men det er ikke godt, at færre og færre danskere er i stand til at udtrykke sig paa godt dansk. Det er ganske fornuftigt, at nye tekniske opfindelser betegnes med internationale fællesord. Radio, telefon, telegraf er ord, vi med rimelighed og udbytte har importeret. Derimod er flertallet af de øvrige nyere laaneord unødvendige og sprogfordærvende. Det er godt at kunne tale amerikansk, og det er godt at kunne tale dansk – hver for sig. Men ameri-dansk, som er ved at blive vores nye modersmaal, er et skrækkeligt sprog.
*
En nedbrydning eller en omdannelse af sproget kan ikke hindres helt. Men der kan lægges forhindringer i vejen for den, og mange steder kan amerikaniseringen afværges helt.
At der hidtil ikke har været gjort noget videre ved sagen skyldes, at vore sprogforvaltere er dovne!
Siden Johannes V. Jensen og Nis Petersen har vi ikke haft danske forfattere, der var virkeligt sprogfornyende inden for vort sprogs rammer. De fleste nulevende forfattere lærer deres sprog af journalisterne. Og de danske journalister er vel nok vores aller dovneste og daarligste sprogforvaltere. Hvor en amerikansk eller engelsk journalist skal udtrykke et endnu ikke navngivet begreb, navngiver han det. (Paa den maade opstod ordet walkie-talkie). Den danske journalist derimod venter, til hans udenlandske kollega har skabt det nye ord, hvor paa han i raa og uoversat form anvender det i en dansk sammenhæng.
Der tales meget om de store krav, der stilles til vore radiospeakeres (igen et galt anvendt fremmedord i øvrigt) sprogkundskaber. Maaske kan man ikke forlange, at speakerne skal kunne tale engelsk og fransk uden akcent. Men man kan forlange, at de udtaler udenlandske navne og melodititler korrekt, og det gør de næsten aldrig. Det bidrager heller ikke til at holde de anvendte sprog saa adskilte som ønskeligt.
*
Ogsaa vore skolekærere burde være mere opmærksomme paa sproginvasionens farer. De bør være sikre paa, at de selv anvender fremmedordens korrekt, og de bør gøre mere, end de gør, for at dæmme op for sprogets amerikanisering – uden derfor at blive maal- og bagstrævere.[6]
Det er muligt, vi engang alle kommer til at tale et engelskpræget enhedssprog. Men lad os værne om vores eget rigssprog, saa længe vi har det.
J. R. K. K.
Ordforklaringer m.m.
[1] Kolorit: liv og friskhed; glæde og spænding.
[2] Mink stole: minkstola. Langt tørklæde af mink der bæres over skulderne.
[3] Petting: seksuelt samvær hvor man kæler for hinanden uden at gennemføre et samleje.
[4] Kinsey-minded: refererer til en undersøgelse af den mandlige seksualitet (Sexual Behavior in the Human Male), forfattet af en forskergruppe under ledelse af Alfred Kinsey (1894-1956) og typisk omtalt som Kinsey Rapporten. Baseret på interview afdækkede bogen seksuelle forestillinger og praksisser blandt amerikanske mænd og kastede lys for forhold, der var mere eller mindre tabu-belagte i datiden – fx sex før ægteskabet og forskellige seksuelle orienteringer, fx sadisme, masochisme og ikke mindst homoseksualitet. Rapporten udkom i januar 1948 og blev udførligt omtalt i dansk presse samme år. At være Kinsey-minded signalerer, at man havde et mere frit syn på seksualitet end samtidens dominerende normer.
[5] Hvide tekster: undertekster.
[6] Bagstræver: en person som viser eller udtrykker modstand mod forandring og udvikling.
Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
