Artikler
Gustav Rasmussen var dansk diplomat og udenrigsminister fra 1945-50. Som professionel diplomat var han ikke politiker i traditionel forstand. Han var tilhænger af en forsigtig udenrigspolitik med vægt på klassiske neutralitetsdyder, men blev dog i sidste ende den udenrigsminister, der forhandlede det danske NATO-medlemskab på plads i 1949.
Baggrund
Født og opvokset i Odense og med adelige aner gennemgik Gustav Rasmussen en for datiden klassisk diplomatisk karriere med jurastudier og efterfølgende ansættelse i udenrigstjenesten. Her gjorde han hurtigt karriere og blev en af tjenestens dygtigste diplomater. Under besættelsen var han legationsråd ved gesandtskabet i London, hvor han samarbejdede med de danske eksilkredse, herunder sin gamle ven John Christmas-Møller (1894-1948).
Udenrigsminister
Da Knud Kristensen (V) ved regeringsovertagelsen efter valget i 1945 manglede en udenrigsminister, anbefalede Christmas-Møller ham Gustav Rasmussen. Gustav Rasmussen var ikke professionel politiker. I tiden før 2. verdenskrig havde det dog ikke været unormalt at udpege professionelle diplomater til udenrigsministerposten. Gustav Rasmussen delte imidlertid ikke sin statsministers syn på Sydslesvig-politikken, og bag kulissen modarbejdede han indirekte statsministerens forsøg på at holde spørgsmålet om en grænserevision åbent.
Dobbeltspillet gjorde ikke Gustav Rasmussen populær hos Knud Kristensen (1880-1962) og i regeringspartiet Venstre, og endnu værre blev det da han fortsatte som udenrigsminister i Hans Hedtofts socialdemokratiske regering 1947-50. Dette fløjskifte var politisk uklogt og påvirkede hans omdømme. Gustav Rasmussen var dog mere på linie med den socialdemokratiske regerings udenrigspolitik. Han var måske mere tøvende end Hedtoft over for både ideen om et nordisk forsvarsforbund og dansk medlemskab af NATO, men i denne regering var det Hedtoft og partiledelsen, der fastlagde de overordnede udenrigspolitiske retningslinier.
Gustav Rasmussen var diplomat og ikke politiker. Han havde i denne forstand både fordele og ulemper som udenrigsminister. Ulemperne var dog de fleste, og i efterkrigstidens boom i internationalt samarbejde udviklede udenrigsministerposten sig efterhånden til den næstvigtigste i regeringen. Den blev derfor efterfølgende for det meste besat med fremtrædende politikere.
Samtale mellem udenrigsminister Gustav Rasmussen (til højre) og en uniformeret svensker. Fra: Nationalmuseet