John Christmas Møller trådte sin politiske barnesko i Den københavnske Studenterforening og i Konservativ Ungdom, hvortil han livet igennem bevarede en tæt tilknytning.

I 1920 blev han indvalgt i Folketinget. I kraft af et stort organisatorisk talent arbejde han sig frem i rækkerne og blev i 1923 folketingsgruppens sekretær. Det Konservative Folkeparti var i de år plaget af fraktionsdannelser. I 1920'erne og 1930'erne var konflikten bestemt af den samfundsmæssige interessemodsætning mellem land og by. Folketingsgruppens formand fra 1922 Victor Pürschel (1877-1965) var i høj grad orienteret mod byerhvervene og den ambitiøse Christmas Møller kom derfor hurtigt til at stå som talsmand for landbofløjens kritik af Pürschels linje. Da Pürschel endelig i 1928 måtte smide håndklædet i ringen stod Christmas Møller klar til at overtage det politiske lederskab som formand for folketingsgruppen.

Formand af det konservative folkeparti John Christmas Møller. Foto: Folketingets Bibliotek og Arkiv   

Den selvstændige konservative profil

Christmas Møllers første projekt som leder blev at frigøre partiet fra Venstre. Dette lykkedes, da Det Konservative Folkeparti i 1929 lod venstremanden Madsen-Mygdals regering falde på forsvarsspørgsmålet, hvor De Konservative ikke støttede op om regeringens liberale spareiver. Operationen medførte dog ikke umiddelbart konservativ fremgang og skabte voldsom splittelse i rigsdagsgruppen. Ligeså alvorligt var det, at Christmas Møller ikke fik etableret det ønskede samarbejde med den nye socialdemokratiske regering. Denne foretrak at samarbejde med Venstre. Det Konservative Folkeparti endte således i parlamentarisk isolation gennem det meste af 1930'erne. Alligevel sikrede Christmas Møller sig en stadig mere ubestridt lederstilling indenfor partiet, hvor han fra 1932 formelt var partiets formand.

Christmas Møllers politiske vision

John Christmas Møller var i høj grad idépolitiker. Han var fra sin ungdom stærkt præget af den karismatiske ungkonservative politiker Aage Kiddes (1888-1918) politiske visioner. Christmas Møller ønskede derfor at føre Det Konservative Folkeparti ind på en linje, der både var national og socialt orienteret. Dette var bestemmende for hans stærke betoning af forsvarspolitikken, hans kritiske holdning til storkapitalen og hans kamp for funktionærstandens kår, som i 1938 førte til vedtagelsen af funktionærloven. For Christmas Møller var den voksende funktionærstand det vælgergrundlag som en konservativ middelstandspolitik skulle baseres på. I modsætning til flere andre yngre socialkonservative var Christmas Møller aldrig i tvivl om sin støtte til demokrati og parlamentarisme. Hans konservatisme var på samme tid et opgør med tidens højreradikale tendenser som et opgør med den tunge autoritære arv efter det gamle Højre. John Christmas Møller sikrede dermed Det Konservative Folkepartis pro-parlamentariske linje gennem det urolige årti i et løbende opgør med afvigende tendenser.

John Christmas Møller og statsminister Thorvald Stauning i Folketingssalen. Foto: Det Kgl. Bibliotek

Grundlovssagen

At opgøret med den gamle Højre-konservatisme var hjerteblod for Christmas Møller viste sig måske tydeligst i hans grundlovspolitik, hvor han blev en stærk fortaler for en ændring af 1915-grundloven, der stærkt skulle reducere Landstingets rolle. Han gav allerede i 1935 sit partis tilslutning til nedsættelse af en forfatningskommission, skønt han hér mødte voldsom modstand fra store dele af sit parti. At en grundlovsændring overhovedet blev konservativ politik, kan tilskrives hans kompromisløse fremfærd, overfor modstanderne af forfatningspolitikken, i den konservative landstingsgruppe.

I 1939 blev forslaget til en ny grundlov sendt til folkeafstemning, hvor det faldt på den snævrest mulige margin. Christmas Møllers forfatningspolitik havde lidt skibbrud. Han havde isoleret sig selv fra rigsdagsgruppen, havde tromlet sine modstandere og sat så meget personlig prestige ind på spørgsmålet, at grundlovsforslaget fald også måtte blive hans.

Christmas Møller som nationalt ikon

Christmas Møller var også efter sin afgang som formand og politisk leder i 1939 en central figur i partiet, og blev minister i den nationale samlingsregering, der fulgte efter den tyske besættelse. Hans stadig mere kritiske holdning overfor samarbejdspolitikken var en torn i øget på besættelsesmagten, der til sidst krævede hans afgang, hvorfor han 1942 drog i landflygtighed i London. Gennem sine radiotaler og stadige opfordring til national modstand fik han karakter af et nationalt ikon for modstandsviljen i befolkningen. Til sin store skuffelse var han i London dog helt uden for politisk indflydelse.

I løbet af besættelsen drev Christmas Møller i stigende grad mod venstre. Der var tale om en radikalisering af hans økonomiske middelstandspolitik, som førte ham til en stadig større forståelse for kommunister og socialdemokrater. Denne politiske nyorientering afspejledes i Det Konservative Folkepartis partiprogram i 1945 og i Christmas Møllers berømte udtalelse fra samme år ”Vi er alle socialister”. Holdningen førte selvsagt til stadig flere konfrontationer med det konservative bagland.

Efter befrielsen

Christmas Møller indtrådte efter krigen i befrielsesregeringen som udenrigsminister og stod til igen at spille en betydelig rolle i dansk politik. Han blev atter leder for Det Konservative Folkeparti, men hans venstredrejning under besættelsen skabte til stadighed problemer med det konservative bagland. Det kulminerede i 1947 hvor han, i modstrid med partiets politiske linje, satte sig imod en grænserevision, der skulle forene Flensborg med Danmark. Dette blev det endelige brud med Det Konservative Folkeparti, som mere end noget andet var hans livsværk. Han døde kort efter i 1948.

Skønt Christmas Møller livet igennem stod på samme nationale og socialkonservative linje, var det karakteristisk, at han i grænsespørgsmålet helt havde skiftet holdning. Politisk blev Sønderjylland hans skæbne. Det var kampen for indlemmelse af Flensborg, der i sin tid havde vakt ham, og det blev kampen mod indlemmelse af Flensborg, der gjorde en ende på hans politiske karriere.