Forsiden af De Moderates partiprogram fra 1976. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Nu igen!

Hvorfor dog starte endnu et parti? Der er ti i forvejen, og det er allerede for mange.
Vi skriver oven i købet her i programmet, at vi vil have valg i amtskredse, så det bliver sværere for små partier at komme ind i Folketinget.
Er det ikke selvmodsigende? Jo!
Derfor har vi også diskuteret, om vi kunne få vores ideer igennem på andre måder. Men det kan vi ikke. Der er ingen vej udenom.
Vi må ind på Christiansborg.
Her er vores grunde:

1. Der er et tomrum inde på midten af dansk politik. Masser af vælgere flygter ud til ydrefløjene. Vi vil gerne fylde dette tomrum ud. Og tilbyde vrede og skuffede vælgere et ståsted – inde på midten. For det er nu engang det eneste sted danske politiske problemer kan løses. I fornuftigt og ansvarligt samarbejde. Men hvis vi skal kunne tilbyde et sådant ståsted er vi nød til at være et parti, man kan stemme på.
2. De andre partier holder stædigt fast i deres private særstandpunkter. Også selvom de ikke har noget at gøre med de virkelige problemer. Derfor er det nødvendigt, at nogen prøver at løse op og formidle et samarbejde. Men det kan kun gøres i selve Folketinget. Til daglig og i praksis. Derfor må vi ind i Folketingssalen. Der er ikke andre muligheder. 
3. I politik nytter det ikke, at man står beskedent ude i yderkanten. Man må skaffe sig adgang til samme talerstol som modstanderne og dem, man vil samarbejde med. Og have samme taletid. Ellers lader de som om, man ikke eksisterer.
4. Vi hat gjort, hvad vi kunne for at få de andre partier til at forstå hvor nødvendigt det er at samarbejde. Men de vil ikke. Den triste sandhed er: hvis man vil gennemføre noget virkeligt nyt i dansk politik må man simpelthen begynde for sig selv. Og sådan har det i øvrigt altid været.

Hvem er vi?

De moderate begyndte deres politiske tilværelse i Hans Jørgen Lembourns Fredensborgkreds. Men vi er ikke specielt knyttet til delte område.
Vi har meningsfæller over hele lander. Vi repræsenterer heller ikke en bestemt fagorganisation, særlige erhvervsgrupper, interessegrupper, eller bestemte aldersklasser. Hvem er vi da?

Vi er en kreds af mennesker, der ønsker at leve i et samfund, hvor størst mulig frihed for den enkelte holdes i balance med kravet om social tryghed for alle. Det mener vi, kan lade sig gøre.
Vi afviser yderliggående ideer, både dem til højre og venstre. Vi kan ikke se, de svarer til almindelige mennesker sammensatte natur.
Derfor går vi ind for ethvert samarbejde med andre partier. Sålænge de vil være med til en moderat, medansvarlig politik, der bygger på en balance mellem modstående standpunkter. Hvis vi skal være her alle sammen, må alle fire lidt. Og det mener vi, er muligt uden at man forråder sit særpræg af den grund.
Vi tror på nogle grundværdier: Den private ejendomsret skal beskyttes. Der må være så frie markedsforhold for virksomhederne som muligt. Respekten for retssikkerheden og privatlivets fred skal opretholdes og udvides, hvor borgerne selv kræver det. Vi mener, at alt dette kan lade sig gøre uden på nogen måde at opgive den sociale tryghed, som velfærdsstaten har givet os.
Vi anser det for vigtigt, at der decentraliseres, hvor det overhovedet er praktisk gennemført. Borgerne skal have en reel mulighed for at deltage i beslutningsprocesser, der vedrøre dem selv og deres lokale område. Og de skal i hvert fald orienteres og have reel mulighed for at kommentere det offentliges planer på et så tidligt tidspunkt, at det har noget formål.
Vi tror ikke på, at demokratiet er noget ”der bare er der”. Vi bestemmer selv dets skæbne. Det overlever kun, hvis alle har en bevist etisk, ansvarlig holdning til det. Og finder det meningsfuldt at deltage i det.

Hvordan er det hele gået til?

Af Hans Jørgen Lembourn.

Det er altid tragisk at måtte bryde med et parti, man har arbejdet for i mere end tyve år, heraf 12 år som medlem af Folketinget. Men forklaringen er, at jeg opfatter bruddet sådan, at det ikke er mig, der har forladt konservatismen, men den der har forladt mig.
Jeg meldte mig ind i Den konservative Folkeparti, fordi jeg var overbevist om, at partiet altid ville følge Christmas Møllers parole, at de konservative skulle være "det midtsøgende og mæglende parti" i dansk politik. Hvad det også mange gange var i 30erne. Den samme holdning blev også udtrykt i partiets sidste program "70ernes folkeparti" som det var mig en stor glæde at være med til at skrive og redigere.
Og forliget om miljøloven mellem Socialdemokratiet og Det konservative Folkeparti, var et lykkeligt resultat. Alle kan i dag indse denne lovs store betydning.
Men i løbet at 70erne, og især efter Glistrups fremkomst, er partiet gledet stadig mere til højre, hvilket partiets formand også klart har udtrykt om et bevidst mål. Det er, efter min opfattelse i strid med den sande konservatismes grundideal.
For at bevare grundidealerne og samtidig stille et realistisk alternativ op til Fremskridtspartiets, efter vores mening, helt urealistiske skattereformforslag, og for at være med til at finde brugbare og socialt retfærdige løsninger på nogle af de værste problemer, der plager os, udarbejdede jeg i nært samarbejde med min tidligere kreds, Fredensborgkredsen, et debatoplæg med et forslag til gennemførelse af den endelige kildeskat, en frivillig indkomstpolitik og en effektivisering af folkestyret. Forslagene vandt ikke genhør i den konservative folketingsgruppe, selv om de fik opbakning på adskillige landsråd.
Som et mæglende parti burde de konservative have været klar med både i September- og i Augustforliget. Og derigennem have skabt sig indflydelse. Sådan som partiet gjorde det i forsvars- og boligforligene. Med samarbejdslinjen er ikke blevet fulgt op.
I denne situation må andre der står fast på det gamle grundideal om et parti, der hviler på borgerlige værdier, søge at skabe det midtsøgende og mæglende parti, der i samarbejde med andre partier kan være med til at skabe flertal for en politik, der forener forsvaret for friheden med ønsker om at opretholde velfærdsstatens sociale tryghed.
Derfor gik det sådan til.(...)

Hele partiprogrammet kan ses i Det Kongelige Biblioteks partiprogram samling