Den internationale situation i mellemkrigstiden

Mange europæiske lande oplevede i 1920’erne en fremvækst af nye fascistiske bevægelser og højreradikale korps, der forråede den politiske kultur. Blandt andre de fascistiske sortskjorter i Italien og de nazistiske brunskjortede stormtropper (SA) i Tyskland og deres ungdomsorganisationer skabte politisk uro med en voldelig og militaristisk adfærd. På den yderligtgående venstrefløj blev der også dannet uniformerede kamporganisationer og arbejderværn. I Tyskland blev der desuden oprettet et uniformeret Reichsbanner-korps, domineret af socialdemokrater, som havde til formål at forsvare den tyske Weimarrepublik.

De politiske uniformer fremprovokerede sammenstød imellem politiske modstandere. Derfor indførte flere tyske delstater et begrænset uniformsforbud i 1930, som senere blev udvidet til en generel lov. Uniformsforbuddet blev dog ophævet i juni 1932 med et dekret, der gjorde det ulovligt at opløse militaristiske organisationer. De nazistiske korps SA og SS kunne dermed uhindret propagandere forud for nazismens politiske gennembrud i Tyskland i 1933.

Selvom den tyske uniformslov ikke havde fungeret efter hensigten, indførte flere lande – heriblandt Danmark, Norge og Sverige – et uniformsforbud i 1933. Landene tog dog ved lære af Tyskland. Modsat det tyske uniformsforbud, som i første omgang havde været udformet som særlove, og som ikke var blevet håndhævet konsekvent, vedtog de skandinaviske lande et nationalt uniformsforbud, der skulle bremse tendensen til uniformerede politiske bevægelser.

Her ses Aksel Larsen (1897-1972) til højre i lang frakke sammen med kommunistiske partifæller i uniform efter bolsjevikisk mønster under en demonstration i det indre København den 14. april 1932. Senere samme år blev Aksel Larsen valgt ind i Folketinget og udpeget til formand for Danmarks Kommunistiske Parti. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Den politiske uro i Danmark i 1930’erne

I første halvdel af 1930’erne bevægede dele af det danske politiske miljø sig i militant retning med private korpsdannelser og voldelige konfrontationer imellem politiske grupperinger. Desuden tog de politiske organisationer nye agitationsmetoder i brug, blandt andet ensartet militærpræget beklædning. Uniformeringen blev anvendt af de danske nationalsocialister, unge kommunister og flere politiske ungdomsbevægelser. For eksempel markerede nogle medlemmer af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom deres politiske overbevisning ved at bære blå bluse og DSU-emblem. Navnlig Konservativ Ungdom (KU) gjorde sig dog bemærket ved at indføre officiel uniform med skrårem, langskaftede støvler, armbind og grøn skjorte i marts 1933 og ved at afholde uniformsparade, få dage inden lovforslaget om uniformsforbud blev fremsat i Folketinget den 11. april 1933.

Konservativ Ungdom intensiverede for alvor sin agitation med marchoptog og ensartet beklædning i begyndelsen af 1933. Her er KU på march ned ad Vesterbrogade i København i marts 1933 – men er dog endnu ikke trukket i fuld militaristisk uniform. Foto: Det Kongelige Bibliotek

KU’s stormtropper i uniform foråret 1933. Den stigende brug af politisk uniform blev i pressen og i Rigsdagen beskrevet med sygdoms-metaforer. Udklip fra Politiken 11. april 1933.

Samtidig med de politiske optøjer og ungdommens demonstrative fremfærd var der øgede politiske spændinger i Sønderjylland. Blandt andet konkurrerede danske og tyske nationalsocialister om at manifestere deres tilstedeværelse i grænseegnen med uniformerede marchoptog og propagandaaktioner. Desuden agiterede lokale tyske aktører for en revision af den dansk-tyske grænsedragning fra 1920. Urolighederne i regionen var følgevirkninger af Hitlers magtovertagelse i Tyskland i januar 1933 og den efterfølgende etablering af det nazistiske regime.

Rigsdagsdebatten om uniformsforbuddet

Loven om uniformsforbud blev vedtaget den 12. april 1933 efter et døgn med ophedet debat i Rigsdagens to kamre: Folketinget og Landstinget. Debatten udspandt sig mellem to lejre. Regeringspartierne – Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre – tilsluttede sig sammen med Venstre et uniformsforbud, hvorimod Det Konservative Folkeparti og Danmarks Kommunistiske Parti stemte imod lovforslaget.

Som argument for at indføre et uniformsforbud fremhævede tilhængerne opretholdelsen af den offentlige ro og orden. Ræsonnementet lød, at den politiske uniform optrappede den politiske uro, der især var udtalt i grænseegnen. Derudover var den politiske ungdoms uniformering omdrejningspunkt for debatten med flere hentydninger til KU’s antræk, der hentede inspiration fra fascistiske og nazistiske korps. Overordnet set blev uniformerne opfattet som et omsiggribende fænomen, der som en epidemi smittede den danske ungdom fra syd. Derfor blev uniformsforbuddet betragtet som en forebyggende foranstaltning, der i tide skulle forhindre, at brug af antidemokratiske metoder vandt fodfæste i Danmark.

I 1933 udgav den russiske professor Sergei Tschachotin (1883-1973) bogen Trepil mod Hagekors, hvori han hævdede at være ophavsmand til trepile-logoet, der symboliserede socialismens kamp mod blandt andet nazismen. Tschachotin var efter et par års ophold i Tyskland emigreret til Danmark, hvor han i maj 1933 meldte sig ind i Socialdemokratiet. I Danmark fik Tschachotins offensive propaganda tilslutning fra miljøet omkring Socialdemokratiske Studenter i København, som året forinden havde dannet trepile-bevægelsen. Socialdemokratiet og partiets ungdomsafdeling DSU var derimod skeptisk indstillet over for gruppens aktiviteter. Uenigheden voksede i efteråret 1933, da gruppen knopskød med Socialdemokratisk Propagandaforening. Efter flere advarsler om brud på partidisciplinen blev Tschachotin ekskluderet fra Socialdemokratiet. Desuden blev den egenrådige og aktivistisk anlagte ungdom politisk isoleret. Dette skete som følge af et opgør på DSU’s kongres i 1934, hvor fraktionen uden held havde forsøgt at gennemtrumfe en mere revolutionær kurs, der indbefattede, at Jens Otto Krag (1914-1978) skulle være ny formand for DSU. Foto: Forside af den danske udgave af bogen Trepil mod Hagekors, 1933.

Modstanderne af et uniformsforbud havde forskellige argumenter. Kommunisterne mente, at lovforslaget havde til hensigt at stække den revolutionære arbejderklasse. Samtidig forsvarede de brugen af udenomsparlamentariske midler i kampen mod fascismen. Til forskel herfra betvivlede De Konservative, at ungdommens uniformer fremprovokerede samtidens politiske uro. Partiets formand, John Christmas Møller (1894-1948), fremførte til gengæld den personlige frihed til at give sin politiske mening til kende. Internt i Det Konservative Folkeparti var der ganske vist større uenighed om lovforslaget. Partiet fastholdt dog sin modstand mod uniformsforbuddet, da loven blev genforhandlet i 1934. Partiets stillingtagen til uniformsspørgsmålet skal ses i lyset af, at uniformsforbuddet hæmmede KU’s agitationsvirksomhed.

Satiretegning af det konservative folketingsmedlem Victor Pürschel (1877-1963), som forsvarede KU’s agitatoriske fremfærd og kritiserede forvaltningen af uniformsforbudsloven. Tegningens billedtekst, hvor Pürschel siger ”Vi nægter at have overtraadt Uniformsforbudet. Dette er vores daglige Paaklædning”, ironiserede over, at KU’s stormtropper var blevet dømt for at overtræde uniformsforbuddet. Social-Demokraten 4. september 1933

Lovens indhold og konsekvenser

Uniformsloven forbød både uniformer og beklædningsdele, der tilkendegav et politisk tilhørsforhold. Det vil sige, at det også var forbudt at bære eksempelvis armbind med et nazistisk hagekors eller emblem med LS-initialer, som betegnede den agrare systemkritiske bevægelse, Landbrugernes Sammenslutning. Loven var nationalt dækkende og vidtrækkende. Godt nok var hær, flåde og tjenestemænd undtaget fra loven, men uniformsforbuddet af 1933 gjaldt også spejdere og medlemmer af idrætsforeninger over 14 år. Aldersgrænsen blev dog hævet til 16 år i forbindelse med vedtagelsen af ”Forbud mod visse Sammenslutninger m.m.” i april 1934. Og da uniformsforbudsloven blev genforhandlet i december 1934, blev det desuden tilladt for medlemmer af bestående spejderorganisationer at bære uniform.

Loven om uniformsforbud var tidsbegrænset, men blev forlænget gentagne gange, hvorfor den også var gældende under 2. verdenskrig. Uniformsforbuddet blev sidste gang forlænget med tre år i 1949, hvorefter uniformsforbudsloven udløb ved udgangen af marts måned 1952. Da loven blev sat til forhandling i marts 1949, blev uniformsforbuddet motiveret med, at de grunde, hvormed lovgivningen i sin tid var blevet vedtaget, stadig var gældende. Uniformsforbuddet blev i øvrigt forlænget uden nævneværdig diskussion.

Postkort med Konservativ Ungdom og DSU, 1933. Den øverste del af postkortet - med underteksten ”K.U. Forbudt af Zahle” - viser KU med ensartet påklædning, der af domstolen blev sidestillet med uniform, som var forbudt. Den nederste del viser DSU med tre pile i et opstillet foto – her er underteksten ”D.S.U. Tilladt af Zahle”. Under rigsdagsdebatten om urolovene den 19. januar 1934 forelagde den konservative Victor Pürschel (1877-1963) postkortet for den radikale justitsminister Carl Theodor Zahle (1866-1946) for at understrege sin kritik af ministerens forvaltning af uniformsforbudsloven. Zahle forsvarede statsmagtens håndhævelse af loven med hjemmel i domstolens afgørelse. Som replik til postkortet påpegede Zahle, at der var tale om et opstillet foto, og at fotografier kan ”tale Usandhed”. Foto: Odense Stadsarkiv

Uniformsforbuddet: grundlovsbrud eller demokratiforsvar?

Uniformsforbuddet blev fulgt op af andre lovindgreb. Urolovene fra 1934 indbefattede en skærpet våbenlov og et forbud mod militært organiserede sammenslutninger. De restriktive lovindgreb tog sigte på at forhindre, at demokratiet ikke blev destabiliseret med voldsmidler. Grundlæggende sondrede det danske lovgivningsarbejde imellem politisk ytring og politisk praksis. Således var det lovligt at tilkendegive demokrati-kritiske holdninger, men det var ulovligt at anvende anti-demokratiske metoder. Lovindgrebene indebar dog det paradoks, at det danske demokrati i selvforsvar indskrænkede nogle af de grundlovsbestemte rettigheder for det frie foreningsliv og meningstilkendegivelse. Imidlertid skal mellemkrigstidens foranstaltninger vurderes på baggrund af det dilemma, at de grundlovsbestemte frihedsrettigheder kunne misbruges til at undergrave den demokratiske samfundsindretning.