Straffeloven 1939

I marts 1939 vedtog Folketinget en ny straffelov. Formålet var først og fremmest at øge demokratiets slagkraft til bekæmpelse af de stadigt mere aggressive politiske kampformer, der prægede de urolige 1930’ere. Den mest bemærkelsesværdige tilføjelse i loven fik imidlertid slet ikke nogen opmærksomhed i sin samtid. Blandt straffelovens tilføjelser var § 266 b:

”Den, der ved udspredelse af falske rygter eller beskyldninger forfølger eller ophidser til had mod en gruppe af den danske befolkning på grund af dens tro, afstamning eller statsborgerforhold, straffes med hæfte eller under formildende omstændigheder med bøde…”.

Kun én eneste gang under de lange politiske debatter om straffeloven fremgik det direkte, hvad paragraffen drejede sig om, da et af Rigsdagens medlemmer gjorde et par bemærkninger om ”den såkaldte jødeparagraf”. Det var politikernes interne jargon om tilføjelsen, for ordet ”jøde” optrådte ikke i lovforslaget. Det gjorde ”race” i øvrigt heller ikke.

Paragraf 266b, der i dag i daglig tale lyder tilnavnet racismeparagraffen, var en realitet.

Racismeparagraffen

Med racismeparagraffen fik retssystemet et værktøj, der gav mulighed for at bekæmpe racismen, der ramte alle personer af jødisk baggrund, uanset deres religiøse sindelag. Mens blasfemiparagraffen – der i moderne form blev indskrevet i dansk ret i 1866 (og afskaffet i 2017) – beskyttede jøders tro mod forhånelse, var den nye paragraf et værn mod den nazistiske antisemitisme. Nazisternes propaganda var funderet i en racebaseret opfattelse af jøder, der uden undtagelse definerede enhver, der var af jødisk slægt, som jøde, fordi de tilhørte en påstået jødisk race.

Bag den nye straffelov stod den socialdemokratiske justitsminister K.K. Steincke (1880-1963). Han havde i årevis afprøvet mulighederne for at retsforfølge de nazistiske antisemitter. For ham og hans samtidige var selve demokratiet på spil. De var bekymrede for racismens og nazismens fremmarch, og frygtede at sådanne holdninger ville undergrave demokratiet og retsstaten. Allerede i november 1935 bad Steincke om en undersøgelse af, om der var grundlag for at rejse tiltale mod visse nazistiske aktivister. Den juridiske vurdering hos Rigsadvokaten var nedslående. Mens man muligvis kunne benytte blasfemiparagraffen, der angik ”forhånelse af noget her i landet bestående trossamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse”, anså Rigsadvokaten det ikke for muligt at anvende straffelovens ærekrænkelse- og bagvaskelsesparagraffer, fordi fornærmelserne var rettet mod en større kreds af personer. Injurielovgivningen krævede, at en påstand skulle være en krænkelse af den enkeltes ære, mens man intet retsmiddel havde, hvis der var tale om krænkelse af en hel gruppe og deres såkaldte ”masseære”.

I Justitsministeriet drøftede man fortsat muligheden for at gennemføre en prøvesag mod antisemitterne. Ledelsen i Det Mosaiske Troessamfund opfordrede også flere gange ministeren til at gribe ind. Der var ikke megen inspiration at hente uden for Danmarks grænser. Både Frankrig og England havde således – ligesom Danmark – indført urolove, der skulle bekæmpe nazistisk og kommunistisk gadevold gennem forbud mod militaristiske korps, uniformer og demonstrationer, men lovene sigtede mod at opretholde den offentlige orden, ikke mod propagandaens indhold som sådan. En paragraf der svarer til den danske §266b blev først indført i Norge i 1961. Sverige fik en paragraf, der beskytter mod forfølgelse på baggrund af härstamning og trosbekännelse i 1948.

Blikfanget for den antisemitiske udstilling "Der ewige Jude" er en af verdens mest berygtede antisemitiske karikaturer. Udstillingen blev vist i München i 1937 og Wien i 1939 og blev forlæg for den berygtede nazistiske propagandafilm af samme navn. Det var denne form for antisemitisk propaganda, som Justitsministeriet forsøgte at bremse udbredelsen af i Danmark. Propagandafilmen fik heller aldrig dansk biografpremiere, men blev efter den tyske besættelse i 1940 fremvist ved politiske møder bl.a. i Dansk Antijødisk Liga. Foto: Wikimedia Commons

Den store prøvesag

Mens justitsministeriet tøvede, fortsatte provokationerne, og i efteråret 1936 mente Steincke, at antisemitternes angreb var af ”en særlig voldsom og oprørende natur”. Han iværksatte derfor en undersøgelse af en række antisemitiske skrifter for at få konstateret, om artiklerne indeholdt strafbare udtalelser. Berlingske Aftenavis bemærkede i den anledning, at Steincke vistnok kunne være sikker på i denne sag at have ”alle ordentlige mennesker på sin side”. Det var et overraskende udsagn at læse i en avis, der stod i klar politisk opposition til regeringen.

I sommeren 1937 blev der rejst sigtelse mod fem antisemitter, der var tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 267 og 268 om ærekrænkelse og bagvaskelse, mens det var en skærpende omstændighed, hvis der ligeledes var tale om overtrædelse af blasfemiparagraffen, § 140.

Sagen omfattede fem tiltalte, der alle kom fra nazistiske småpartier. To var medlemmer af nazisten Wilfred Petersens (1905-1981) parti Dansk Socialistisk Parti (DSP) og skribenter på partiets rabiate blad Stormen, herunder redaktøren Valdemar Jensen (1914-1953), der var tiltalt for at have kaldt jøder ”mordere” og beskyldt dem for at stå bag hvid slavehandel. De tre øvrige sigtede kom fra Nationalsocialistisk Arbejderparti (NSAP), herunder partiets fører, Aage H. Andersen (1892-1968), der i antisemitiske skrifter havde brugt udtryk som ”jødepestbylder” og omtalt jøder som ”en forbryderbande”. Et andet sigtet medlem af NSAP, havde været centrum i en løjerlig episode, der udspillede sig kort før anklageskriftet blev udformet.

Antisemitiske plakater i vinduerne på NSAP's partilokale ved Nørrevold i juni 1936. Plakaterne tiltrak sig dagligt nysgerrige tilskuere, og politiet så sig nødsaget til at gribe ind. Ironien var til at tage og føle på, da politiinspektør Mellerup efterfølgende forklarede aktionen til pressen: ”Ingen må bevirke til opløb, og da plakaterne var skyld i dette, og det er politiets pligt at hindre en forseelse i at vokse, fandt jeg grund til at hjælpe de mennesker, som begik forseelsen. […] Jeg regner derfor med, at de er politiet taknemmelig for vor indskriden!”. Foto: Frihedsmuseet.

Sagen omhandlede NSAP's lejede partilokaler på Nørrevold, hvor de store vinduer blev brugt til at annoncere partiets budskaber. Plakaterne tiltrak sig dagligt nysgerrige tilskuere. Den 15. juni 1937 havde politiet fået nok, og forbipasserende på den travle plads ved Nørreport Station blev vidner til et sælsomt optrin, da Københavns politi udkommanderede Falcks redningskorps til at klistre vinduerne på kontoret på første sal til med brunt papir. Men aktionen afslørede, at politiet faktisk ikke havde et grundlag for at retsforfølge antisemitisk propaganda. Den særprægede aktion skyldes formelt ikke plakaternes budskaber, men den offentlige uorden og forstyrrelse af trafikken, som de skabte. Anklagemyndigheden benyttede nu lejligheden til at afprøve, om den ansvarlige for plakaterne, også kunne dømmes for plakaternes indhold.

Dommen faldt i Københavns byret den 7. september 1937. De tiltalte blev idømt mellem 20 og 80 dages hæfte, hvor den strengeste straf blev udløst for overtrædelse af bagvaskelsesparagraffen. Retten fandt, at de andre tiltalte selv havde troet på deres påstande og derfor havde handlet i god tro. Sagen blev appelleret til Landsretten, og det resulterede 19. januar 1938 i skærpede straffe til to af de dømte. Nazisternes beskyldninger mod jøderne blev erklæret grundløse. 

Behovet for øget beredskab

Dommene 1937-1938 var en opmuntrende succes. Retssystemet havde vist sine virkemidler og en overgang en inderkreds af antisemitter var for en tid pacificeret, men den manede ikke agitationen i jorden, og retssagen var langt fra den eneste begivenhed, som pegede på nødvendigheden af et øget beredskab. Grupper af nazistiske uromagere chikanerede og overfaldt forbipasserende på Strøget i København, og politiet måtte beslaglægge antisemitiske løbesedler, fordi de forstyrrede den offentlige orden eller havde anstødeligt indhold. Både politiet og anklagemyndigheden savnede strengere straffe, der rakte ud over små bøder for gadeuorden og opløb, og som kunne beskytte jøder mod forfølgelse.

Den nye straffelov trådte i kraft 1. juli 1939, to måneder før 2. verdenskrigs begyndelse. Paragraffen var kun lidt over ni måneder gammel, da Tyskland besatte Danmark den 9. april 1940. Der skulle derfor gå fem år før paragraffen for første gang kom i brug, da den blev anvendt i retsopgøret med de såkaldte landsforrædere, for da var det en skærpende omstændighed, at antisemitisme og racisme allerede var strafbar efter gældende borgerlig straffelov.

Aage H. Andersen (1892-1968) blev idømt 60 dages hæfte i byretten, men appellerede straks til Landsretten. Her blev straffen skærpet til 80 dage. Da Andersen i juli 1938 blev løsladt fra Vestre Fængsel, hvor han havde afsonet sin straf, berettede han i et brev til en ligesindet om den belastning, retssagen havde været for ham økonomisk og privat. Tilhængerne var blevet spredt for alle vinde, og "en hel del af dem, jeg havde søgt at opdrage på, var rendt over i det 'store' Frits Clausenske parti. Jeg indrømmer, jeg blev noget træt." Foto: Frihedsmuseet

Det risikable tomrum

Racismeparagraffen blev introduceret i 1939, fordi den udfyldte et vigtigt hul i dansk strafferet. Den skulle beskytte mennesker, som bliver udsat for forfølgelse og forhånelse, ikke for noget de har gjort, men for noget de er. De krænkes ikke som enkeltpersoner, men fordi de tilhører – eller påstås at tilhøre – en gruppe af mennesker, som deler fælles træk, der relaterer sig enten til deres etnicitet, nationalitet, religiøse overbevisning, race eller hudfarve (og ved en senere tilføjelse også seksuel orientering). De bliver udsat for angreb, som de har vanskeligt ved at forsvare sig imod, fordi de anklages for handlinger eller holdninger, der tillægges dem, fordi de identificeres som en del af gruppen. Der er tale om krænkelse af ”masseære”, som justitsminister Steincke udtrykte det. Racismeparagraffen opfylder stadig den samme vigtige rolle og det samme risikable tomrum i dansk strafferet.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.