Den politiske vold i Europa i mellemkrigstiden

Mellemkrigstidens politiske liv i Europa var præget af voldsparate korpsdannelser som for eksempel de italienske fascistiske squadistri-bander og de tyske nazistiske korps, SS og SA, med tilhørende ungdomsorganisationer. De militaristiske korps var ikke kun et højrefløjsfænomen. Kommunisterne dannede antifascistiske kamporganisationer. Desuden blev der i Tyskland oprettet et socialdemokratisk domineret Reichsbanner-korps, der havde til formål at beskytte den tyske Weimarrepublik imod antidemokratiske anslag.

Korpsene udløste voldsomme sammenstød imellem politiske retninger. Derfor indførte flere tyske delstater uniforms- og demonstrationsforbud i forskellig udstrækning. Desuden indførte Tyskland et forbud mod nazistiske militaristiske organisationer i april 1932. Imidlertid blev forbuddet ophævet allerede i juni samme år. Derefter kunne de nazistiske korps frit udøve deres militante propaganda, om end korpsenes magtanvendelse over for politiske modstandere for alvor eskalerede efter nazismens politiske gennembrud i begyndelsen af 1933. 

Under et KU-møde på Blågårds Plads på Nørrebro i København den 29. september 1935 opstod der slagsmål mellem konservative og kommunistiske grupper. Optøjerne bredte sig efterfølgende til hele kvarteret omkring Blågårdsgade. Politiet var talstærkt til stede med 200 mand og fik skilt parterne med knipler. Til venstre ses et foto af et politisk sammenstød under KU-mødet. Til højre ses et foto af en kvinde, der blev slået ned under politiets jagt på urostifterne. Udklip fra Politiken, 30. september 1935

Den politiske voldsvilje i Danmark i 1930’erne

I 1930’erne foregik der en militarisering og brutalisering af det danske politiske miljø i form af frivillige korpsdannelser, politisk uniformering og fysiske sammenstød imellem grupper med forskellig politisk overbevisning. Desuden begyndte flere politiske sammenslutninger at organisere sig efter militære principper. Således blev Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti, dets ungdomsorganisation samt Konservativ Ungdoms stormtropper disciplineret med eksercits og terrænøvelser. Endvidere oprettede Danmarks Kommunistiske Parti et uniformeret arbejderværn, hvor medlemmerne blev skolet i kommando og kamptræning. Den militaristiske praksis gav udtryk for en voldsvilje, der pegede i antidemokratisk retning.

Samtidig var den politiske uro genopblusset i Sønderjylland som en følgevirkning af Hitlers magtovertagelse i Tyskland i januar 1933. Blandt andet arrangerede Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti protestmøder, der rettede angreb mod den demokratiske styreform og regeringens håndtering af landbrugskrisen. De politiske spændinger blev forstærket af det tyske mindretals nazificering og tyske nationalsocialisters propagandaaktioner på begge sider af den dansk-tyske grænse.

Fotoet viser Danmarks Nationalsocialistiske Ungdom ved DNSAP’s landsstævne i Kolding den 17.-18. juni 1939. Ved lukkede arrangementer rettede Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti og dets ungdom sig tilsyneladende ikke efter uniformsforbuddet, der blev indført i 1933. Der skal ganske vist tages forbehold for, at der her er tale om et opstillet foto. Foto: Kolding Stadsarkiv

Rigsdagsdebatten om korpsforbud, 1934

Den parlamentariske debat om urolovene forløb over flere måneder, fra lovforslagene blev fremsat den 18. januar 1934, til de blev stadfæstet den 28. april 1934. Især urolovenes ene del, forbuddet mod militært organiserede korps og sammenslutninger, skabte voldsom debat i Rigsdagens to kamre: Folketinget og Landstinget. Debatten resulterede i, at regeringspartierne – Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre – samt partiet Venstre stemte for et korpsforbud, hvorimod Danmarks Kommunistiske Parti og Det Konservative Folkeparti stemte imod lovforslaget.

Som argument for at indføre et forbud mod militaristiske sammenslutninger fremhævede tilhængerne hensynet til rigets indre sikkerhed og opretholdelsen af den offentlige ro og orden. Desuden blev forbuddet begrundet med en hensigt om at forhindre brug af ulovlige magtmidler i den politiske kamp. Det blev dog samtidig præciseret, at lovindgrebet skulle betragtes som en forebyggende foranstaltning for at stoppe tendensen til korpsdannelser, der blev trænet i magtanvendelse med et politisk mål for øje.

Behovet for forebyggende foranstaltninger blev understreget med henvisning til udlandet, hvor voldsprovokationer havde undergravet landenes samfundsorden. Politikerne var ganske vist varsomme med at nævne specifikke lande, selvom det var velkendt, at nazisterne forud for deres magtovertagelse i Tyskland i 1933 havde destabiliseret den tyske Weimarrepublik med militante korps og voldelig fremfærd. Derudover blev lovforslagene motiveret med bekymringen for indenrigspolitiske urostiftere i skikkelse af kommunister og fascister foruden Konservativ Ungdoms stormtropper, der i samtiden vakte opsigt med strækmarch, opstrakt højrearm og militaristiske øvelser.

Til Konservativ Ungdoms stævne på travbanen i Charlottenlund den 15. juni 1933 vakte KU’s stormtropper opsigt med indmarch med opstrakt højrearm og ensartet beklædning. Det trodsede uniformsforbuddet, der var blevet indført i april 1933. Udklip fra Isefjords-Posten, 16. juni 1933

Modstandernes argumenter bundede i forskellige interesser. De Konservative efterlyste konkrete beviser for, at de militært organiserede korps havde til hensigt at fremme en politisk dagsorden med voldsmidler. Derfor foreslog de, at et korpsforbud kun skulle gælde sammenslutninger, der var udrustet med våben eller våbenlignende genstande. Omvendt forsvarede de konservative politikere Konservativ Ungdoms udtryksformer, hvad enten det drejede sig om uniformer eller militant organiseret lejrliv. Kommunisterne mente, at loven ikke ville få den tilsigtede effekt i forhold til at ramme nazistiske og militært organiserede korps. Derimod ville forbuddet blive et redskab i reaktionære hænder, hvormed de kunne opløse arbejdernes organisationer, når de kom til magten. Derfor stillede kommunisterne et ændringsforslag, der angav, at loven ikke skulle omfatte arbejdernes sammenslutninger. Hverken De Konservatives eller kommunisternes forslag blev vedtaget.

I anledning af den konservative agitationsuge den 21.-28. oktober 1934 blev der afholdt et politisk møde på Roskilde Torv. Den opstrakte højrearm var ikke et engangsfænomen, skønt det er vanskeligt at vurdere udbredelsen af den heilende hilsen i konservative kredse. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Inspiration til urolovene  

Forud for fremsættelsen af lovforslagene til urolovene i januar 1934 var der foregået et lovforberedende arbejde i Justitsministeriet. Blandt andet blev ministeriet orienteret om forholdene i Sønderjylland gennem indberetninger fra lokale politimyndigheder. Inspirationen til lovudkastenes ordlyd kom imidlertid fra udlandet. Således modtog Justitsministeriet via Udenrigsministeriet underretninger om andre landes foranstaltninger vendt mod politisk vold og antidemokratiske bevægelser.

Det lovforberedende arbejde, hvor der blev indsamlet oplysninger fra ind- og udlandet, betød, at regeringen og parlamentarikerne kunne tage stilling på et informeret grundlag. Samtidig nåede lokale myndigheders trusselsopfattelse et politisk niveau. Der var dog også andre drivkræfter bag udarbejdelsen af urolovene. Navnlig Socialdemokratiets politiske bagland tilskyndede regeringen til at gribe ind over for antidemokratiske strømninger.     

Den 8. november 1932 døde den unge socialdemokrat og DSU’er Werner Nielsen af et kraniebrud. Bruddet var forårsaget af et kraftigt slag med kosteskaft under et sammenstød med kommunister i forbindelse med en plakatophængning forud for folketingsvalget den 16. november 1932. Werner Nielsens død var et tragisk udfald af de uforsonlige politiske kampe i 1930’erne. På billedet ses Werner Nielsens ligfølge 13. november 1932, hvor DSU dannede espalier med socialismens knyttede hånd. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Bagsiden af fotoet ”Den unge socialdemokrat Werner Nielsens Ligfølge 13. november 1932”. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Korpsforbuddets konsekvenser og efterliv

Forbuddet mod visse sammenslutninger var vidtrækkende. Godt nok var frivillige korps i tilknytning til hæren undtaget fra loven. De frivillige korps blev imidlertid forbudt med en revidering af hærloven i maj 1937. Begge lovbestemmelser er fortsat gældende. Forbuddet mod visse sammenslutninger eksisterede dog kun som selvstændig lov indtil 1952, hvor det blev indskrevet i straffeloven. Forbuddet indgår i dag i straffelovens paragraf 114 (den såkaldte terrorparagraf). Bestemmelsen om forbud mod frivillige korps er opretholdt som paragraf 16 i forsvarsloven fra 2001, idet det forlyder, at ”Der må ikke oprettes private sammenslutninger af personer, der organiseres, uddannes eller udrustes til militær virksomhed.” Ganske vist blev det præciseret i en tidligere lov om forsvarets ordning fra 1951, at korps med overenskomst med forsvaret var undtaget fra forbuddet. Hermed sigtede lovteksten til hjemmeværnet, der med en lov fra juli 1948 var blevet en lovlig frivillig militær organisation. 

Fotoet viser en formel ceremoni på Københavns Universitet den 20. juni 1937 i forbindelse med opløsningen af Akademisk Skyttekorps. I lighed med andre private skyttekorps blev det forbudt med hærloven af 7. maj 1937. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Kriminalisering af voldsviljen i mellemkrigstiden

Urolovene indgik i en række af restriktive lovindgreb i 1930’erne. I april 1933 blev der indført et uniformsforbud, der i lighed med urolovene skulle forebygge, at tilløb til brug af politiske voldsmidler eskalerede. Lovindgrebene blev vedtaget, selvom politikerne havde kendskab til, at Tyskland før nazisternes magtovertagelse havde forsøgt sig med uniforms- og korpsforbud, uden at det dog havde bremset nazismens fremmarch. De tyske forbud var imidlertid udformet som særlove for enkelte grupper, manglede konsekvent håndhævelse og var kun kortvarigt nationalt gældende. I modsætning hertil var det danske korpsforbud landsdækkende og vidtrækkende.

Med de restriktive lovindgreb demonstrerede Socialdemokratiet som regeringsbærende parti sammen med Det Radikale Venstre sin vilje til at anvende statens magtmidler for at forsvare landets demokratiske styreform. Foranstaltningerne begrænsede ganske vist Grundlovens bestemmelser for det frie foreningsliv og meningstilkendegivelse. Ræsonnementet var imidlertid, at der i lovgivningen blev skelnet imellem politisk ytring og politisk praksis. Således var det i mellemkrigstiden lovligt at kritisere landets parlamentariske demokrati, hvorimod antidemokratiske metoder og militaristiske organisationer ikke blev tolereret.