Valgets baggrund

Ved besættelsen den 9. april 1940 blev der dannet en samlingsregering bestående af de hidtidige regeringspartier, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, samt Det Konservative Folkeparti og Venstre, for at regeringen på denne måde kunne stå samlet og derved stærkere over for besættelsesmagten. Efter Telegramkrisen i 1942 blev Erik Scavenius (1877-1962) udnævnt som statsminister efter krav fra besættelsesmagten, selvom han hverken var medlem af Folketinget eller repræsenterede et politisk parti.

Trods stridigheder mellem Scavenius og de fire store partier, der stod bag samlingsregeringen, forløb regeringssamarbejdet nogenlunde gnidningsfrit i resten af 1942. Imidlertid opstod der nu det forfatningsmæssige problem, at Folketinget var valgt i 1939, og den grundlovsbestemte periode på fire år var ved at udløbe. Hvis Folketinget og derved regeringen skulle fortsætte uden at komme i strid med Grundloven, måtte der derfor udskrives valg. Politikerne var imidlertid usikre på besættelsesmagtens stilling til et valg og forventede, at den ville forlange valget udskudt af frygt for uroligheder. Dette kunne medføre, at besættelsesmagten senere lettere ville kunne erstatte regeringen med et nazistisk styre, med henvisning til at den alligevel var grundlovsstridig.

Statsminister Scavenius henvendte sig til den tyske rigsbefuldmægtigede, Werner Best (1903-1989), der så fordele i et dansk valg. I Berlin var man dog ikke straks overbevist om fornuften heri, da valget kunne skabe uroligheder, og de danske nazister risikerede at tabe ansigt. Imidlertid argumenterede den rigsbefuldmægtigede over for den tyske ledelse for, at valget ville ende med en folkelig godkendelse af samlingsregeringen, og at dette både kunne styrke landets statsorden og bruges som propaganda ved at fremstille Danmark som et mønsterprotektorat.

Det blev derfor tilladt at holde valget i Danmark, men betingelserne var, at besættelsesmagten ikke måtte kritiseres, agitationen skulle nedtones, og det tyske mindretal i Sønderjyllands interesser skulle varetages af et særligt kontor.

Statsminister Erik Scavenius sammen med den tyske rigsbefuldmægtigede, Werner Best, kort før folketingsvalget i 1943. Foto: Frihedsmuseets billedarkiv

Valgkampen

Valgkampen var en af de mest udemokratiske i dansk historie på grund af de tyske betingelser, kommunistforbuddet fra 1941 og samlingspartiernes positive agitation, hvori de vigtigste temaer var flyvske paroler som sammenhold, samarbejde og nationalfølelse. Selvom politikerne reelt støttede Scavenius og den upopulære samarbejdspolitik, benyttede de temaet om sammenhold til at distancere sig fra ham og påpegede, at man ikke stemte for eller imod en Scavenius-regering, men for eller imod folkestyret. Det var en paradoksal agitation, idet de fire store partier var repræsenteret i regeringen, udgjorde dens parlamentariske grundlag og ville gøre det igen efter valget.

Dagspressen var et vigtigt redskab i valgkampen, og Udenrigsministeriets Pressebureau opfordrede aviserne til at støtte et af samlingsregeringens partier, mens modkampagner skulle undgås. De store avisers fremstilling af samlingsregeringens enkelte partier var meget positiv, mens partierne uden for den nationale samling (DNSAP, Bondepartiet og Dansk Samling) blev sat i et kritisk lys.

Den illegale presse var derimod indbyrdes uenig og gav forskellige bud på, hvor på stemmesedlen folk skulle sætte deres kryds, og nogle skiftede mening under valgkampen. Mange illegale blade og den konservative politiker John Christmas Møller (1894-1948), der talte fra London, opfordrede folk til at stemme personligt på ”ukompromitterede mænd" fra de samarbejdende partier eller Dansk Samling, så DNSAP ikke fik en for stor del af det samlede antal stemmer. Andre illegale blade, specielt de kommunistisk orienterede, opfordrede til at stemme blankt i protest mod samarbejdspolitikken, det ufrie valg og forbuddet mod kommunistisk valgdeltagelse.

Valgets konsekvenser

Valget havde den højeste stemmedeltagelse i Danmark nogensinde, 89,5 procent, og over 90 procent af stemmerne gik til de samarbejdende partier, hvilket som ventet betød, at regeringssamarbejdet kunne fortsætte. Det blev imidlertid en kort regeringsperiode, for den 29. august 1943 – efter det såkaldte Augustoprør – måtte regeringen træde tilbage efter at have afvist et tysk ultimatum om blandt andet dødsstraf for sabotage. Den høje stemmedeltagelse var altså nok et udtryk for effektiviteten i politikernes positive agitation og befolkningens opbakning til folkestyret, men i mindre grad udtryk for støtte til samarbejdspolitikken.

Kun 0,5 procent stemte blankt ved valget i 1943, hvilket nok var et udtryk for befolkningens forvirring omkring den illegale presses modstridende opfordringer, men det var også et nederlag for den kommunistiske pressekampagne om at stemme blankt.

Blandt de samarbejdende partier øgede Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet deres antal af mandater, mens Det Radikale Venstre og Venstre gik en smule tilbage, men kun med henholdsvis to og tre mandater. Valgets store taber var DNSAP, for selvom partiet øgede sit antal stemmer fra sidste valg, betød den høje valgdeltagelse, at partiet ikke fik flere mandater.