Erik Scavenius var godsejersøn i en familie, der talte flere politikere, herunder blandt andet konseilspræsident Jacob Brønnum Scavenius Estrup, der var faderens fætter. Han tog eksamen som cand.polit. i 1901 og fik samme år ansættelse i udenrigsministeriet. Efter udstationeringer i flere europæiske hovedstæder blev han i 1906 ledende legationssekretær ved gesandtskabet i Berlin.

1. verdenskrig

Uden at være medlem af noget parti blev Scavenius i 1909-10 udenrigsminister i den radikale mindretalsregering under C.T. Zahles ledelse. Han meldte sig ved samme lejlighed ind i Det Radikale Venstre. Som 32-årig var han en ung udenrigsminister. Det var uden tvivl hans nære kendskab til Tyskland, der i Zahles øjne gjorde ham egnet til posten.

Scavenius blev udenrigsminister igen i 1913-1920, det vil sige gennem hele 1. verdenskrig. Hans udenrigspolitiske forståelse var gennem hele hans karriere udpræget realpolitisk. For ham var det mægtige Tyskland den bestemmende faktor i dansk udenrigspolitik, som Danmark aldrig ville bekæmpe militært. Derfor måtte udenrigspolitikken indrettes på at holde Danmark neutralt og for alt i verden undgå konfrontation med Tyskland.

Under 1. verdenskrig viste Scavenius sig som en smidig, handlekraftig og lejlighedsvis dristig udenrigsminister, der med sit diplomati opnåede det mål, som der i alle kvarterer af dansk politik var enighed om: At holde Danmark ude af krigen. Danmark erklærede sig neutral, og det lykkedes krigen igennem at balancere mellem de for Danmark afgørende stormagter Storbritannien og Tyskland, selvom særligt Tyskland kunne have haft interesse i at besætte Danmark for at undgå et allieret angreb gennem landet.

Erik Julius Christian Scavenius (1877-1962). Foto: Det Kgl. Bibliotek, Billedsamlingen

Neutralitet med tysk hældning

Man omtaler ofte Scavenius’ udenrigspolitik som værende præget af en neutralitet med hældning mod Tyskland. Under 1. verdenskrig blev målet om at holde Danmark ude af krigen ikke mindst opnået i kraft af Scavenius’ gode forhold til den tyske gesandt i København, Ulrich Brockdorff-Rantzau, som udenrigsministeren i særlige kriseperioder førte hemmelige forhandlinger med. Så hemmelige var de, at selv statsminister Zahle ikke vidste noget om dem. Scavenius forsikrede konstant den tyske gesandt om, at Danmark under ingen omstændigheder ville stille sig på Tysklands fjenders side. Implicit lå heri en forsikring om, at Storbritannien i tilfælde af et angreb mod Danmark ville møde hård modstand, mens Tyskland kun ville møde enten symbolsk eller slet ingen.

Scavenius modtog bred anerkendelse for sin politik under 1. verdenskrig. Både hos Folketingets partier og hos Christian 10. (født 1870, regent 1912-1947) var det opfattelsen, at Scavenius havde en særlig forståelse af og evne til at håndtere det tyske diplomati, hvorved småstaten Danmark kunne forøge sin indflydelse over for stormagten.

Mellemkrigstiden

Scavenius fortsatte sin politiske løbebane, efter at regeringen Zahle trådte tilbage i forbindelse med Påskekrisen 1920. Han sad i Landstinget i et par perioder og var landsformand for Det Radikale Venstre 1922-24, som han dog meldte sig ud af i 1932. Scavenius fastholdt sideløbende sin forbindelse til udenrigsministeriet, såvel som gesandt i Stockholm 1924-32 men også som en dygtig problemknuser, der varetog ad hoc-opgaver for diplomatiet. Han var tillige formand for dagbladet Politikens bestyrelse med en betydelig indflydelse på bladets udenrigspolitiske linje.

Udnævnelse til udenrigsminister 1940

Scavenius offentlige rolle var dog tilbagetrukket i 1930’erne, men det ændredes markant med besættelsen af Danmark den 9. april 1940. Efter Frankrigs fald i juni 1940 stod Tyskland særdeles stærkt, hvorfor der bredte sig en opfattelse af, at besættelsen ville kunne fortsætte i mange år. Det ansporede national-konservative og ledende erhvervskredse til at kræve udskiftninger i samlingsregeringen, blandt andet at Scavenius skulle udnævnes som udenrigsminister, hvilket han blev den 8. juli 1940. Medvirkende til udnævnelsen var også Christian 10.s ønske om at slippe af med Munch til fordel for den Scavenius, han mente havde gjort en god indsats under 1. Verdenskrig.

Som under 1. verdenskrig var de centrale mål i Scavenius’ politik fortsat at undgå at komme i krig med Tyskland, og Berlin skulle konstant være forvisset om, at Danmark ikke ville kunne findes på Tysklands fjenders side. Mens Munch havde ført en afventende udenrigspolitik i forhold til besættelsesmagten, slog Scavenius straks ved sin tiltræden fast, at han ønskede en mere aktivistisk udenrigspolitik, der skulle komme Berlin i møde med indrømmelser og forslag om samarbejdsområder, inden tyskerne havde stillet krav.

Erik Scavenius og P. Munch i Rigsdagen, 1940. Foto: Det Kgl. Bibliotek, Billedsamlingen   

Den aktivistiske samarbejdspolitik og forholdet til politikerne

Scavenius tid som udenrigsminister og senere statsminister under besættelsen var præget af modsætninger til de danske politikere. Selvom han tidligere havde været medlem af Det Radikale Venstre, var Scavenius ikke folkevalgt politiker, og han var netop blevet valgt for at kunne spille en forsonende rolle overfor besættelsesmagten. Flere af de ledende danske politikere mente, at Scavenius’ mere aktive politiske linje gik for langt og ikke tog hensyn til befolkningens nationale følelser. Scavenius derimod slog på sin politiks nødvendighed og kritiserede politikerne for at være populistiske og ikke tænke på landets reelle interesser. Da Scavenius ofte havde en arrogant og bedrevidende facon, skete det flere gange, at ministermøderne udviklede sig til regulære skænderier.

Trods de politiske uenigheder havde Scavenius held til at sætte sin vilje igennem i de fleste tilfælde. Det skyldes ikke mindst, at han havde opbakning fra statsminister Stauning og samtidig også nød besættelsesmagtens tillid. Ved flere lejligheder meddelte han, at hvis man ikke gennemførte hans politik, ville han træde tilbage. Det ønskede politikerne imidlertid ikke, da de ikke så noget oplagt alternativ og også frygtede en forværring i forhold til besættelsesmagten, hvis Scavenius forlod regeringen.

Trods konflikterne mellem Scavenius og de politiske ledere af de fire store partier udvikledes der efterhånden et skæbnefællesskab mellem parterne, som varede indtil 29. august 1943. Medvirkende hertil var, at Scavenius på mange måder var belejlig for politikerne. Selvom befolkningen nok nød godt af resultaterne af Scavenius’ politik, kunne dens realpolitisk motiverede imødekommenhed over for Tyskland virke stødende i national og i demokratisk henseende. Ansvaret for denne politik – som politikerne i sidste ende støttede ved at blive siddende i regering med Scavenius – blev af befolkningen i stor udstrækning lagt på Scavenius’ skuldre. Han blev således i ikke ringe grad syndebuk for den politik, der forekom beslutningstagerne nødvendig, som land og befolkning sikkerhedsmæssigt og materielt nød godt af, men som ingen andre end Scavenius kunne udføre – og som slet ingen andre end han ønskede at tage det fulde ansvar for.

Scavenius aktivistiske samarbejdspolitik førte til en række betragtelige danske indrømmelser over for besættelsesmagten: Snævert økonomisk samarbejde med den diktaturstat, der havde besat Danmark; tilslutning til Antikomintern-pagten november 1941, der gjorde Danmark til forbundsfælle i Tysklands kamp mod den internationale kommunisme og derved også til ideologisk modstander af en af de store allierede magter, Sovjetunionen; tilladelsen til hvervning af frivillige til tysk krigstjeneste i kampen mod de allierede – for blot at nævne nogle af mest kendte eksempler. Der var således en pris at betale for de særlige besættelsesforhold i Danmark med fravær af krig, den udstrakte politiske uafhængighed, bevarelsen af de demokratiske institutioner, marginaliseringen af de danske nazister samt de gode materielle forhold.

Statsminister og samarbejdspolitikkens ophør 1942-43

Efter den såkaldte Telegramkrise i oktober-november 1942 krævede besættelsesmagten en ny dansk regering med deltagelse af danske nazister og med Scavenius som statsminister. Forelagt et tysk udkast med nazistiske ministre bedyrede Scavenius meget direkte, at tanken om nazister i en dansk regering kunne besættelsesmagten glemme alt om. Her viste Scavenius som også ved tidligere lejligheder, at han besad en betydelig civilcourage, og at der aldrig var noget underdanigt over hans relation til besættelsesmagten, endsige tyskvenligt. Han havde respekt for de magtpolitiske realiteter, men gjorde det også klart for overmagten, at der var grænser for, hvad han og det politiske system i Danmark ville lægge navn til. Efter en del tovtrækkeri accepterede Berlin en ministerliste uden nazister, men med Scavenius som statsminister. Den direkte tyske indgriben i den danske regeringsdannelse betegner et betragteligt indhug i den politiske uafhængighed, som ellers var blevet lovet den 9. april 1940. En marionetregering var det ikke, men det begyndte at ligne.

Statsminister 1942-43(45)

Ligesom Scavenius’ udenrigspolitik under 1. verdenskrig var præget af et særligt arbejdsforhold til gesandten Brockdorff-Rantzau, var hans politik som statsminister præget af et særligt forhold til den tyske øverste politiske repræsentant i Danmark efter Telegramkrisen, den rigsbefuldmægtigede Werner Best. Werner Best vurderede, at fortsat rolige forhold i Danmark og stabile fødevareleverancer til Tyskland var i tysk interesse, ikke mindst i en tid, hvor det begyndte at gå tilbage på de tyske fronter. For at nå disse mål forstod Best, at det var nødvendigt at imødekomme danske interesser.

Scavenius og Best var begge meget smidige i forhold til at finde hinanden i skæringspunktet mellem danske og tyske interesser. Dette viste sig tydeligt, da Best overbeviste Berlin om, at man skulle tillade, at der i marts 1943 blev afholdt Rigsdagsvalg i Danmark.

Det var også ganske betegnende, at hverken Scavenius eller Best ønskede konflikten i august 1943, der betød det endelige sammenbrud for samarbejdspolitikken. Det var modstandsbevægelsens sabotager og befolkningens strejker i visse provinsbyer på den ene side og Hitlers ønske om at slå en streg i sandet på den anden, der skabte konflikten. Rigsdagens politiske ledere ønskede heller ikke bruddet, men traf afgørelsen om at sige nej, fordi de indså at afstanden mellem befolkning og det politiske system ellers ville blive for stor og føre til et dybt splittet land. Efter et tysk ultimatum om blandt andet at indføre dødsstraf valgte den danske regering at ophøre med at fungere den 29. august 1943. Dermed ophørte Scavenius’ embedsperiode i praksis, selvom han reelt først gik af som statsminister den 5. maj 1945.

Statsminister Erik Scavenius og den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best uden for Christiansborg, d. 6. februar 1943. Foto: Frihedsmuseet

Efter befrielsen

Erik Scavenius’ rolle i dansk politik var udspillet den 29. august 1943. Eftermælet blev i sagens natur omstridt og har til den dag i dag været genstand for debat såvel blandt faghistorikere som i den brede offentlighed. Scavenius deltog ikke aktivt i de mange debatter om besættelsestiden, men fastholdt til sin død i 1962, at den politik han og samlingsregeringen havde ført var den eneste rigtige under omstændighederne.