Kilder
Kildeintroduktion:
Under den tyske besættelse af Danmark fra 1940-1945 opstod der i løbet af sommeren 1943 en række uroligheder. På baggrund af de allieredes fremgang på Europas slagmarker steg stemningen, og modstandsbevægelsen i Danmark optrappede sine aktiviteter. Det resulterede i generelle uroligheder i landet, der fik den tyske besættelsesmagt til at øget presset på den danske regering. Efter direkte ordre fra Hitler stillede besættelsesmagten krav til regeringen om at gribe hårdt ind overfor urolighederne, erklære undtagelsestilstand og indføre dødsstraf for sabotage. Disse krav kunne den danske regering ikke gå ind på, og den valgte derfor at træde tilbage, hvorefter besættelsesmagten overtog ledelsen af landet. Bruddet kom den 29. august 1943, hvor den danske regering, Rigsdagen og kongemagten ophørte med at fungere, hvorefter den tyske besættelsesmagt indførte militær undtagelsestilstand, der blandt andet indførte dødsstraf.Situationen foranledigede Københavns biskop, Hans Fuglsang-Damgaard (biskop fra 1934-1960), til at udtale sin protest i et såkaldt hyrdebrev. Et hyrdebrev er betegnelsen for en biskops rundskrivelse til stiftets præster og menighed med retledende udtalelser om aktuelle spørgsmål og forhold. Traditionen stammer fra apostelbrevene i Det Nye Testamente og brevene til menighederne i den kristne kirkes første tid.
Til Præsterne i Københavns Stift.
Mine Brødre!
Et Slag har ramt vort elskede Fædreland!
Atter har vi maattet opleve Sandheden i Profetens ord: ”Mine Tanker er ej eders, og eder Veje ej mine, lyder det fra Herren; nej, som Himlene er højere end Jorden, er mine Veje højere end eders og mine Tanker højere end eders.” (Es. 55, 8-9.)[1]
Vi klynger os til Herrens Løfte, at der er Tanker om Fred og ikke om Ulykke, han har med os, at han vil give os en Fremtid og et Haab.
Men saa maa vi ogsaa i Aandens Kraft sige til vort Folk: ”Kalder I paa mig, vil jeg svare eder; leder I efter mig, skal I finde mig; saafremt I søger mig af hele eders Hjerte, vil jeg lade mig finde af eder, lyder det fra Herren og vende eders Skæbne.” (Jer. 29, 12-14.)[2]
Herren har været god imod os; men vi har ikke skønnet paa hans Godhed. Guds Godhed har ikke ledet os til Omvendelse.
Derfor maa vi med vort Folk gøre Bod, bekende og bede: ” Mod dig har jeg syndet: Mod dig alene; kast mig ikke bort fra dit Aasyn, tag ikke din Helligaand fra mig.”
Det dybe Mørke har sænket sig over vort Folk. Vi ser ikke Vejen fremad, ikke engang det næste Skridt. Vi føler os som Abraham, da han var paa vej til Offerstedet paa Morija Bjerg. Det er, som om det kæreste, vi ejer, tages fra os og gives hen.
Dog - Gud er ogsaa med i Mørket. Han har sin Haand udstrakt imod os, som han udrakte den mod Abraham. Mine Brødre! Lad os gribe Guds udrakte Haand. Kun den kan frelse os, men den kan ogsaa frelse os. Troen ser i Mørket; Troen kan føre os forbi Afgrunden.
Men saa maa vi ogsaa i Tro gribe Guds Ord og Guds Løfte. Lad os sige det til hverandre og sige det til hele vort Folk: ”Du danske Folk, vend om! Du danske Folk! Sæt din Lid til Gud!” Da vil han finde Vej for os gennem Mørket, den Vej, vi ikke selv kan se og finde. Herrens Velsignelse venter ved Enden af den tunge, mørke Vej, ligesom den ventede paa Abraham, naar vi blot aldrig slipper Troen paa, at Gud er med i Mørket.
”Kald paa mig paa Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig.” Dette Løfte gælder ogsaa os; dette Løfte holder Gud. Lad os i Nødens Stund bygge paa Guds Ord og søge vor Tilflugt i hans Løfte. Han sviger ikke; han holder fast, og han kan gøre os faste. Han kan gøre vore Hjerter stærke; han kan give os Frimodighed, Fred og Glæde, Mod og Kraft og Sejr.
I Tro paa ham fortsætter vi vor Gerning som hidtil. Vi vil ikke udæske[3]; vi vil i Tale og Skrift gøre vort til at opretholde Ro og Orden; vi vil være med til at modvirke, at Hadet forgifter vort Folks Sjæl.
Men vi viger ikke en Tøddel[4] fra vor Kirkes Bekendelse; vi viger ikke en Fjed[5] fra Sandhed, Ret og Retfærdighed. Vi forbliver tro mod vor Kirke, vor Konge og vort Fædreland.
Lad os bede for alle dem, som satte deres Liv ind for os, for de saarede, for alle dem, der sørger, for alle dem, som har mistet deres Frihed, for vor elskede Konge, vor Kirke og vort Folk. Lad os bede for Herrens gamle Ejendomsfolk[6]. Lad os bede for vor Øvrighed[7], at den maa faa Naade til at fremme Ret og Retfærdighed. Lad os bede for hele den lidende og stridende Verden; lad os bede den almægtige Gud om at standse Rædslerne og at føre Retfærdigheden til Sejr.
Mine Brødre! Vil I overbringe Menighederne mine kærligste Hilsener.
Fredens Gud skal være med eder!
Københavns Bispegaard, den 31. august 1943.
H. Fuglsang Damgaard
Ordforklaringer m.m.
[1] Es. 55, 8-9.: henvisning til Det Gamle Testamente, Esajas’ bog, kapitel 55.
[2] Jer. 29, 12-14.: henvisning til Det Gamle Testamente, Jeremias’ bog, kapitel 29.
[3] Udæske: udfordre; provokere.
[4] Tøddel: meget lille el. betydningsløs del.
[5] Fjed: et lille skridt.
[6] ”…Herrens gamle Ejendomsfolk”: da Moses førte jøderne fra Ægypten gjorde de holdt ved Sinajbjerget. Her åbenbarede Gud sig for Moses med ordene:” Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene”(2 Mos 19,5). Der er således tale om en henvisning til jøderne.
[7] Øvrighed: staten og dens repræsentanter betragtet som magtudøvende institution.