Danmarks Biskopper hilser nu i denne Fastetid Menigheden i den danske Folkekirke:

Paa hidtil ukendt Maade har Krigen vist ogsaa vort Folk sit sande Ansigt. Haand i Haand med Vold og Ødelæggelse gaar sjælelig Forraaelse. Lovløshed breder sig, og Sansen for Ret og Uret sløves. Slægten høster, som den saar. Naar Mennesket gør sig selv til Herre og ser bort fra Gud og hans Vilje, ender det med, at Gud lader os høste Gudsfornægtelsens og Materialismens beske[1] Frugter. Maatte vi og den hele Verden vende om og kende, at Gud er Gud!

Da vil vi takke for, at vi i Jesus Kristus fik Barneret[2] hos den almægtige, saa vi tør gaa Fortræd og Ulykke i Møde med Fortrøstning, idet vi véd, at alle Ting tjener dem til Gode, som elsker Gud. Jesu Navn, som er vor Ledestjerne under alle Omskiftelser, viser os Vej frem i en Tid, da Mistro og Had hersker, og da Sandhed og Løgn i det offentlige Liv saavel som Mand og Mand imellem flyder over i hinanden. Menigheden skal derfor nu, da der gaar Dom over Verden, ved helhjertet og fast at leve sit Liv i Tro paa Jesus Kristus, klart og uforfærdet bære Guds Ord videre i vor Slægt gennem sit Fællesskab om Forkyndelse, Bøn og Bekendelse og tillige gaa ind under det Krav, Gud rejser overfor os gennem vor Næste.

Vi er fælles med alle, som bekymres for vort Folks Fremtid, dets Frihed og aandelige Sundhed. Vi fordømmer, at Retsprincipper, som Kristendommen fast havde forankret i vort Folk, skydes til Side. Vi mødes i Sorg over, at gode danske Mænd, blandt dem vor store Digter[3], en uforfærdet Kirkens Tjener, er faldet som Offer for de onde Kræfter, der er sluppet løs iblandt os. Maatte Viljen til at staa Last og Brast altid være levende hos os, saa at den folkelige og nationale Enhedsfront ikke brydes, heller ikke naar de sociale Spørgsmaal trænger sig paa til Løsning. Maatte vi være rede til at bringe de fornødne Ofre, idet vi bærer hinandens Byrder og saaledes opfylder Kristi Lov. Det er ikke os givet i det enkelte at vise Vej til Klaring af de Vanskeligheder, Verdenssituationen medfører; i mangt og meget maa det bero paa hver især, hvorledes han bevarer en god Samvittighed overfor Gud, men vi skal være med til at opflamme det Sind, som alene kan hidføre en ny menneskeværdig Tilværelse, og her vil det være afgørende, om den kristelige Børnelærdom kan komme til Ære og Værdighed i vor Folkeopdragelse.

Vi drømmer ikke om jordiske Lyksalighedsriger, men vi beder om, at Guds Rige maa komme og hans Vilje blive Grundloven ogsaa i Folkenes Liv. I en Tid, da Mennesker i saa høj Grad sætter Lid til ydre Magter, stoler vi paa Gud; ofte hentede de foldede Hænder Sejren hjem.

Saa lad os gaa frem for den almægtige Gud i Bøn:

Lad os ikke blot ved Gudstjenesten, men ogsaa i vore Hjem bede for vor Konge, vort Folk og vort Land, om dog en ny Dag maa oprinde over Danmark!

Lad os bede for vore nordiske Søsterkirker.

Lad os bede for Guds gamle Ejendomsfolk[4], at Gud vil hjælpe der, hvor vi ikke øjner Vej.

Lad os bede for alle, som lider under Vold og Uret, for alle, som har mistet deres Frihed, for vore bortførte Landsmænd, for dem, som ved Krigens Gang er skilt fra deres Hjem og os.

Lad os bede for alle, som under Udøvelsen af deres Pligt i Tjeneste for vort Folk sætter Livet ind, for alle sørgende, nødlidende og tvivlende og for de forpinte Samvittigheder.

Lad os bede for vor Øvrighed[5], at den maa faa Lykke til at fremme, hvad der er Sandhed og Ret!

Maatte Kristi Aand sejre over alle onde Aander, saa at Fredens Dag snart kunde oprinde over hele den lidende Jord. Gud føre Retten ud til Sejr og lade Forsoningens Aand raade, at vi maa blive rede til at modtage Ham, som i sin Time kommer for at dømme levende og døde og virkeliggøre nye Himle og en ny Jord, hvor Retfærdighed bor!

Den Herres Jesu Kristi Naade og Guds Kærlighed og den Helligaands Samfund være med Eder alle!