Artikler
Kaj Harald Leininger Munk var en dansk præst og dramatiker, der spillede en stor rolle i mellemkrigstidens scenekunst. Som politisk skribent blev han under 2. verdenskrig et vigtigt symbol på den nationale modstand mod både den tyske besættelse og samarbejdspolitikken.
Kaj Munk (13. januar 1898-4. januar 1944) blev med sine store, følelsesladede, romantiske dramaer en vigtig og omstridt skikkelse i dansk kulturliv i mellemkrigstiden. Han brød igennem med sine teaterstykker i en tid, hvor litteratur og teater var præget af realistisk orienterede fortællinger og kristendommen primært var et mål for kulturlivets kritik. Alligevel formåede han i skuespil som En idealist og Ordet at gøre et kristeligt tema om kaldet og dets betydning relevant for sin samtid.
Hans stykker skildrede ofte store og karismatiske personligheder og denne forkærlighed gik igen i hans vurdering af samtidens politiske og kulturelle liv. Igennem 1920’erne og 30’erne var han en flittig skribent i landets konservative aviser, hvor han blandt andet udtrykte sig kritisk overfor parlamentarismen og afslørede en fascination af førerskikkelsen, sådan som den især kom til udtryk hos Italiens fascistiske leder Mussolini (1883-1945).
Præsten og digteren Kaj Munk blev 4. januar 1944 det første offer for de såkaldte clearingsmord, som besættelsesmagten begik ved besættelsens slutning. Fra: Frihedsmuseets billedarkiv
Besættelsen og eftermælet
Fra slutningen af 1930’erne indledte han på grund af de tyske jødeforfølgelser et opgør med nazismen, som især kom til udtryk i stykket Han sidder ved smeltediglen. Dette opgør fortsattes under besættelsestiden i en indædt modstand mod tyskerne og den danske samarbejdspolitik. Hans synspunkter kom stærkest til udtryk i det nationale drama Niels Ebbesen fra 1942, der blev forbudt af censuren, og Kaj Munk kom allerede i sin samtid til at stå som et symbol på den nationale modstand mod besættelsen. Denne symbolstatus var også årsagen til, at han blev myrdet den 4. januar 1944 af en SS-terrorgruppe.
Kaj Munks eftermæle har efter hans død været stærkt debatteret. I tiden umiddelbart efter besættelsen og op i 1950’erne var synet på Munk altovervejende positivt, men i 1960’erne og 70’erne blev hans værker til gengæld nedvurderet og hans parlamentarismekritik og antidemokratiske sindelag, fremhævet. Siden 1990’erne har der været en større, positiv interesse for Kaj Munk. Hans eftermæle er dog stadig et tilbagevendende stridsemne i offentligheden. Ikke mindst i den kulturkamp, der opstod efter regeringsskiftet i 2001.