Opvækst og ungdom

Regin Prenter blev født den 6. november 1907 og levede til den 15. december 1990. Han voksede op i et gammelgrundtvigsk hjem med sine lærerforældre i Frederikssund. I årene 1922-25 tog han studentereksamen på Metropolitanskolen, hvor han gik årgangen under K.E. Løgstrup (1905-1981) og Hans Scherfig (1905-1979). Her blev han undervist i latin af den berygtede og ondskabsfulde lektor Blomme, som ifølge Prenter ikke var helt så slem, som Scherfig fremstillede ham i Det forsømte forår. Efter studentereksamen begyndte Prenter at læse teologi på Københavns Universitet.

Universitetstiden og inspirationer

Prenter blev i 1931 cand.theol. hvorefter han tiltrådte et treårigt studieophold i Frankrig, Tyskland og England. I 1932-33 studerede han i Strasbourg, og i vinteren 1933-34 og sommeren ’34 var han i Bonn. Her fulgte han den store dialektiske teolog Karl Barth (1886-1968) på tæt hold og fik den gryende nazismes uhyggeligheder ind under huden. Han nærede stor beundring for Barth, selvom han med tiden kom mere og mere på afstand af hans teologi. Fra 1934-35 studerede Prenter i England, hvor han mødte ærkebiskop af Canterbury Michael Ramsey (1904-1988), som sammen med den engelske præst og professor F.D. Maurice (1805-1872) i høj grad kom til at forme hans teologiske horisont. Selvom Prenter var tro mod sit eget konfessionelle ståsted, blev mødet med den anglikanske kirke en dyb og evig inspirationskilde for ham. Prenter var medstifter af Theologisk Oratorium, som var et luthersk broderskab for mænd med fokus på nadver og bibellæsninger, hvor de sang de katolske tidebønner på gregorianske melodier. Oratoriet var inspireret af anglikansk teologi.

Derudover var Prenter under sine teologiske studier inspireret af Luther (1483-1546), Grundtvig (1783-1872) og Barth (1886-1968), men selvom den barthianske teologi havde været afgørende for ham, beskrev han oratoriet som væsentligere. Netop disse teologiske brydninger prægede Prenter, og han nægtede at blive sat i bås. Han støttede det bibelkonservative Menighedsfakultet, selvom han ikke delte deres afvisning af det historisk-kritiske bibelsyn. I efterkrigstidsårene fyldte sagen om kvindelige præster meget, og Prenter var imod deres præstetjeneste. Alligevel kaldte han sig grundtvigsk, og han sympatiserede med både folke- og højkirkeligheden. Prenter havde blandt Aarhus-teologerne det største internationale udsyn, og ud over anglikanismen var han stærkt inspireret af den svenske højkirkelighed.

Prentner blev i 1935 han ansat som sognepræst i Hvilsager-Lime på Djursland, og i 1941 blev han kapellan ved Aarhus Domkirke. Samtidig begyndte han fra 1939 at undervise i kirkehistorie ved den private teologi-undervisning på Aarhus Universitet. I 1945 blev han ansat som den første professor i dogmatik ved Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet efter dets åbning i 1942, hvor han nærmest udgjorde Det Teologiske Fakultet i 1950’erne sammen med K.E. Løgstrup og P.G. Lindhardt.


Regin Prenter var Luther-ekspert og professor i dogmatik ved Aarhus Universitet. Fra: Prenters nekrolog forfattet af Erik Kyndal

Prenters teologi

I 1944 modtog Prenter sin doktorgrad i teologi med afhandlingen Spiritus Creator. Disputatsen præsenterede en ny Luther-udlægning, som havde været helt utænkelig uden Prenters mærkbare inspiration fra Grundtvig. Derudover var Prenter inspireret af den dialektiske teologi, som var inspireret af den unge Luther. Disputatsen handler om Luthers helligåndsteologi igennem hele forfatterskabet, da Helligånden ifølge Prenter kaster lys over alle de teologiske aspekter i Luthers tænkning. Med sin disputats var han den første, der udgav et værk om Luthers helligåndsforståelse. Det afgørende for ham var at understrege Kristi nærvær som et realt nærvær, og at Helligånden er formidleren af dette reale nærvær. Anden del af disputatsen handler om Luthers opgør med ’sværmerne’ og andre spiritualistiske protestantiske bevægelser i 1500-tallet, der afveg fra Luthers lære ved f.eks. at påkalde sig en indre inspiration foranlediget af Helligånden. Prenter fremhæver derimod i tråd med Luther åndens bundethed til ’det ydre ord’ og ’det ydre sakramente’.

I årene 1951-53 udgav han sin dogmatik Skabelse og genløsning, som allerede blev genoptrykt i 2. udgave i 1955 og blev oversat til engelsk, tysk, fransk og sågar japansk. Hans dogmatik blev sammen med Gustaf Auléns Den allmänneliga kristna tron den mest anvendte i både Skandinavien og USA. Prenter stillede sig afvisende over for enhver filosofisk fundering (som hos f.eks. Schleiermacher) af dogmatikken og tog sit udgangspunkt i dogmet om den treenige Gud. For Prenter var det afgørende at fastholde enheden mellem skabelse og genløsning. Ved skabelsen møder Gud mennesket med et tilsagn om frelse, og Prenter forstår ”skabelsen som genløsningens positive forudsætning”. Skabelse er Guds fortsatte kamp for at opretholde sit skaberværk. Gud er til stadighed optaget af skabelsen med henblik på menneskenes genløsning. Troen skaber enhed mellem Gud og menneske, og inkarnationen er det historiske øjeblik, hvor Gud og menneske blev forenet.

Prenter byggede på oldkirkens kristologiske Chalcedonense-dogme om Jesu to-naturlære, der blev fastslået på oldkirkens 4. økumeniske koncil i år 451. Jesus er én person med to naturer, en menneskelig og en guddommelig, uden sammenblanding og uden adskillelse. For Prenter rummede denne forsoningskristologi potentialet til forkyndelse på nutidens præmisser. Senere indrømmer Prenter, at havde han haft tiden og lejligheden til det, så havde han genskrevet dele af Skabelse og genløsnings kristologi og gjort den mere verdensudadrettet. Da Prenter senere fungerede som gæsteprofessor ved det protestantiske universitet i Strasbourg i 1962-63, undergik hans lutherske korskristologi da også en grundtvigsk bearbejdning.

Kristendom og praksis kan ikke skilles ad

For Prenter skulle teologien altid udfolde sig i praksis. Der må være et dialektisk forhold mellem bøger og praksis og mellem levet kirkeliv og den teologi, der bedrives på universiteterne. Teologien skal hvile på Bibelen, bekendelserne og kirkehistorien.

Prenter var tæt knyttet til kredsen omkring tidsskriftet Det tredje Standpunkt og det politiske parti Dansk Samling, som kredsen stiftede i 1936. Partiet var aktivt i modtandsbevægelsen og Prenter var med til at trykke illegale skrifter. I 1944 under den tyske besættelse (1940-45) skrev Prenter Kirken og Retten, et af besættelsesårenes mest centrale teologiske dokumenter, som han skrev som en reaktion mod mordet på præsten Kaj Munk (1898-1944). I foråret 1945 måtte han leve i skjul hos familie og venner. Han blev i 1945 tilbudt posten som kirkeminister, men takkede nej.

Prenter var økumenisk anlagt og ønskede at skabe større forståelse mellem de forskellige kristne kirkesamfund. Han engagerede sig i teologiske projekter i Kirkernes Verdensråd og Det Lutherske Verdensforbund, hvor han var formand i dets internationale teologiske kommission. Det var også på Prenters initiativ, at den første Internationale Kongres for Lutherforskning, med Det Lutherske Verdensforbund som igangsætter, blev afholdt i Aarhus i 1955. Også her spillede hans universelle udsyn ind, da han ikke ønskede, at teologien skulle isolere sig omkring sig selv, men forstå sig selv i relation til andre kirkesamfund.

Regin Prenters biografi i Studenterhåndbogen 1947. Fra: AU Universitetshistorie

Udvalg af Prenters værker:

• Prenter, Regin: Spiritus Creator (1944).
• Prenter, Regin: Skabelse og Genløsning (1951-1953).
• Prenter, Regin: Protestantismen i vor tid (1957).
• Prenter, Regin: Kirkens Embede (1965).
• Prenter, Regin: Virkelig opstanden (1967).