Opgøret indenfor kirken 1926-1945

Tidehverv var fra starten af ikke en fasttømret teologisk bevægelse men en arbejdskreds organiseret omkring tidsskriftet og et årligt sommermøde. På trods af denne løse struktur var Tidehverv præget af et fælles teologisk anliggende. Man var inspireret af den tyske teolog Rudolf Bultmann og den schweiziske teolog Karl Barths teologi. Bultmann havde udviklet en bibellæsning, hvor de bibelske myter blev oversat til et sprog, moderne mennesker kunne forstå, mens Karl Barth havde fremhævet det absolutte skel mellem Gud og menneske som kernen i kristendommen. Hos dem samt hos Martin Luther og filosoffen Søren Kierkegaard fandt Tidehverv sit teologiske udgangspunkt. Det blev til et opgør med en borgerlig kristendom, der hævdede at kristendommen afkrævede det enkelte menneske en særlig moralsk og kristen livsførelse.

På den måde rettedes opgøret i høj grad mod tidens kirkelige etablissement samt de store vækkelsesbevægelser grundtvigianismen og Indre Mission. Ifølge Tidehverv ville disse retninger udviske skellet mellem Gud og menneske, fordi mennesket hos dem skulle arbejde for sin egen frelse. Tidehverv mente, at mennesket skulle opfatte sig selv som en synder, der kun kunne håbe på Guds nåde og intet selv kunne gøre for at blive frelst. Klarest og mest systematisk kom synspunkterne bag disse opgør til udtryk hos præsten og Kierkegaard-fortolkeren Kristoffer Olesen Larsen (1899-1964).

Forsiden fra første nummer af tidsskriftet Tidehverv fra oktober 1926.    

Teologiske brydninger og kulturkritik 1945-1965

Som kirkelig oprørsbevægelse var Tidehverv i udgangspunktet ugleset. Fra midten af 1930'erne blev bevægelsens synspunkter dog i højere grad blevet taget til efterretning af dansk teologi. Og i 1950'erne var tidehverske synspunkter snarere reglen end undtagelsen i folkekirken. Det betød, at Tidehvervs opgør drejede sig væk fra det rent kirkelige til også at være et opgør i samfundslivet med det kulturliv og den humanisme, som ifølge Tidehverv havde udviklet sig til en erstatningsreligion, som ville skabe himmelen på jorden.

Dele af Tidehverv blev dog også inspireret af den nye tids tanker. Således vendte teologen Knud Ejler Løgstrup (1905-1981) sig imod Olesen Larsens tolkning af Kierkegaard, hvor mennesket blev konfronteret med kravet om næstekærlighed af noget udenfor det selv. Løgstrup mente, at næstekærlighed havde rod i mennesket, og at kristendom og humanisme i sidste ende var det samme. Løgstrup brød som følge af denne strid helt med Tidehverv og striden om kristendommens forhold til humanismen blev afgørende i efterfølgende dansk teologi.

Strid om loven 1965-1984

I 1960'erne begyndte anden generation af tidehvervsteologer at gøre sig gældende. Den var præget af en venstrefløj med Margrethe Auken (f. 1945) og en højrefløj omkring Søren Krarup (1937-2023). Hvor venstrefløjen afviste at kristendommen havde noget at sige om indretningen af samfundet og i stigende grad lod sig inspirere af marxistiske tanker, lagde højrefløjen stadig større vægt på at kristendommen skulle begrænse skadevirkningen af menneskets syndighed. Kristendommen rummede for dem en klar ide om, hvad samfundet skulle være og hvad det ikke skulle være.

Venstrefløjen forlod i slutningen af 1960'erne Tidehverv, men spørgsmålet om kristendommens rolle i forhold til samfundet blusede op igen i 1978-1982. Nu stod slaget mellem en fløj anført af Søren Krarup, Jesper Langballe (1939-2014) og Johannes Horstmann (1915-1999), som beskyldte den anden fløj anført af lægmanden Johannes Lauridsen (1920-1985) for at forfalske kristendommen ved ikke at gøre opmærksom på kristendommens kritiske indstilling overfor det moderne samfunds udvikling.

Den voldsomme strid førte til at Tidehverv igen blev splittet, men betød også at der nu var en større enighed i kredsen om forståelsen af kristendommen end tidligere.

Forstærket kulturkritik 1984-

I 1984 blev Søren Krarup redaktør på Tidehverv. Krarups overtagelse af bladet indvarslede en yderligere optrapning af den kulturkritiske indsats. I samme periode blev Søren Krarup centrum for en række politiske aktiviteter vendt mod indvandringen, EF og "behandlersamfundet".

Udgangspunktet for dette kritiske engagement var Tidehvervs forståelse af kristendommen, som det der sætter og fastholder mennesket i dets konkrete historiske sammenhæng. Tidehvervs kulturkritik blev stadig mere udtalt konservativ. Forkyndelsen af kristendommen blev ensbetydende med at fastholde mennesket på loyalitet overfor nationen og i respekten for traditionerne. Kristendommen blev opfattet som en position hvorfra samfundsudviklingen skulle kritiseres. Dermed havde man bevæget sig langt siden det tidlige Tidehvervs opgør med netop en kristendom, der så sin opgave i at udpege den rette kristelige vej for mennesket og samfundet.

Fra 1980'erne er Tidehverv som teologisk bevægelse blevet stadig mere marginaliseret som følge de mange stridigheder, tilsynekomsten af nye teologiske strømninger i dansk teologi og den stigende identifikation af Tidehverv med en højreorienteret politisk position. Men hvor Tidehverv i 1960'erne var et blad med et stærkt vigende antal abonnenter og deltagere på sommermødet, er denne tendens vendt siden 1980'erne. Den udvikling, der har marginaliseret Tidehverv teologisk har samtidig skabt et spillerum for dets tanker i det politiske liv og samfundsdebatten. Kulminationen på denne udvikling er Søren Krarups og Jesper Langballes valg til Folketinget for Dansk Folkeparti i 2001.