Vilhelm Beck: "Den indre Mission i sin Begyndelse", 1901

Kilder

Kildeintroduktion:

I dette uddrag af præsten Vilhelm Becks (1829-1901) Erindringer fra mit Liv (1901) ser den daværende formand for Indre Mission tilbage på det magtskifte, der fandt sted under foreningens generalforsamling den 13. september 1861, samt på foreningens arbejde under 2. Slesvigske Krig i 1864.

Lægmandsforeningen ’Forening for den indre Mission’ var blevet dannet i 1853 som en forgrening af den grundtvigianske vækkelsesbevægelse. Fælles for 1800-tallets vækkelsesbevægelser var en kritik af den rationalisme, der prægede den danske statskirke. I stedet ønskede Indre Mission at omvende allerede døbte danskere til en inderlig og personlig tro. Denne vækkelse skulle hjælpes på vej af Indre Missions omrejsende missionærer.

I uddraget nedenfor beretter Beck om, hvorledes den oprindelige lægmandsforening blev opløst under generalforsamlingen i 1861, mens ’Kirkelig Forening for den indre Mission i Danmark’ dannedes. Beck indtrådte da i foreningens selvsupplerende – og nu præstedominerede – bestyrelse. I januar 1862 blev Beck tilmed redaktør for tidsskriftet Indre Missions Tidende, og gennem dette talerør og sine fængende prædikener blev han snart en lederskikkelse i Indre Mission. I uddraget skildrer Beck ligeledes foreningens indsats under 2. Slesvigske Krig (1864), der ifølge Beck synes at have været Indre Missions første gennembrud uden for Sjælland.

Beck blev først officiel formand for Indre Mission i 1881. Ved Becks død i 1901 havde foreningen missionshuse, missionærer og skoler samt tusindvis af tilhængere landet over. Ligesom grundtvigianismen er Indre Mission forblevet en kirkelig retning inden for den danske folkekirke, hvilket i høj grad kan tilskrives Beck.

Den indre Mission i sin Begyndelse

Som jeg blev tvungen ind i Præstestillingen[1], blev jeg ogsaa uden min Medvirkning sat ind i den indre Missions Arbejde. Og netop dette har bestandig givet mig saa stor Frimodighed, at jeg ikke selv har trængt mig ind i den Stilling, saa at jeg ogsaa i den Forstand kan sige: ”Jeg har ikke udvalgt den, men Herren har udvalgt mig dertil.”

Det var i 1861 om Efteraaret, at jeg fik Anmodning fra min Ven Johannes Clausen[2] om at prædike ved et Indre-Missionsmøde i hans Annex[3] Stenlille[4]. – Den indre Mission? Jeg havde ikke Anelse om, hvad den indre Mission var for Noget. Det Eneste, jeg havde læst om den Sag, var Noget, jeg som Student havde læst i en Avis om nogle Lægfolk[5] paa Ringstedegnen[6], som havde en Forening for den indre Mission, og at gamle Pastor Rønne[7] i Høve, som var tilstede og ønskede at være med deri, havde faaet det Svar, at de vilde nok have ham med, men ikke som Præst, kun som Broder. Og det gik han ind paa. Jeg mindes, at jeg tænkte: ”Hvilken Nathue af en Præst!” Siden, da jeg lærte denne gamle elskelige Mand at kjende, fik jeg andre Tanker og kom til at se, at denne Ydmyghed hos denne Præst var det store Middel, som Herren brugte til at knytte det velsignede Baand mellem troende Præster og Lægfolk, som har været den indre Missions Kraft i Danmark fremfor i andre Lande.

Jeg har altid havt den Regel aldrig at sige Nej, naar Nogen forlanger mig til at prædike, dersom jeg da paa nogen Maade kan; og allermindst vilde jeg da sige Nej til min kjære Ven, Johannes Clausen. Jeg satte mig da hen og spekulerede over, hvad den indre Mission burde være, og fik da ud deraf, at det maatte være et stort Fiskeri for at fange Mennesker til Jesus, og saa lavede jeg en Prædiken om Peders Fiskefangst[8] (som findes i den indre Missions Indbydelsesskrift). Den 13. September 1861 var Mødet i Stenlille. Efter Gudstjenesten i Kirken skulde der være Generalforsamling i Skolegaarden. Og her blev under mange Fødselsveer den nuværende ”Kirkelig Forening for den indre Mission i Danmark” født i den Skikkelse, hvori den siden har arbejdet.

Der var altsaa en indre Mission før den Dag. I 1853 havde nogle Lægfolk paa Ringstedegnen været samlede til et Møde i en Bondegaard i Landsbyen Ordrup[9], og dér havde de besluttet at danne en indre Missions-Forening for dog at giøre Noget for at frelse Mennesker ud af den skrækkelige vantro Elendighed, hvori største Delen af Folket var nedsunken. Disse Lægfolk tilhørte nærmest den grundtvigske Retning, saa at det er egenlig Grundtvigianerne, som oprindeligt have grundlagt den indre Mission som deres eget Barn, og det er ikke rigtig smukt af dem at tale ilde om den, fordi Barnet er voxet og blevet myndigt og vil leve sit eget Liv[10]. Denne altsaa fuldstændige Lægmandsmission havde nogle faa Missionairer, som den understøttede til at rejse rundt og holde Forsamlinger, iblandt hvilke Jens Larsen[11], Smed i Kirke-Værløse, var den betydeligste. Han var en særdeles begavet Mand, hvem vistnok mange Mennesker skylde, at de have fundet deres Frelser. Men der var Noget ivejen med ham baade i hans Lære og Liv. Dette sagde i alt Fald Bestyrelsen paa Mødet i Stenlille og forlangte ham afskediget. Men derover opstod der et stort Spektakel i Generalforsamlingen; der var Mennesker, som elskede Jens Larsen, fordi de vare vakte ved ham. Jens Larsen holdt selv en Forsvarstale, som lød ikke saa lidt farisæisk[12]. Der faldt haarde Ord, ja onde Ord fra Forsamlingen imod Bestyrelsen og Pastor Rønne, og Enden blev, at Bestyrelsen traadte fra. Længe havde jeg undret mig med Forfærdelse over, at dette var den indre Mission; pludseligt sprang jeg op og sagde Forsamlingen, at medens jeg var taget til dette Møde i Forventning om at mødes med Guds Folk, havde jeg længe siddet og tænkt paa, om jeg ikke snarere var kommen til et Marked blandt halvfulde Verdens-Mennesker, som skjældte hverandre ud, indtil de endte med at slaas[13]. Jeg skammede dem frygteligt ud, og de taalte det og tav. Men da Bestyrelsen traadte tilbage, gik det som et Lyn gjennem min Sjæl: Det er jo skrækkeligt, det kan jo aldrig gaa godt, men maa blive til Sektvæsen eller andet Galenskab[14], dersom den indre Mission skal overgives i de Menneskers Hænder. Og jeg fløj hen til Pastor Rønne og sagde ham det og bad ham, ja bad i Jesu Navn, om at vedblive at staa i Spidsen for den indre Mission og bede dem, der vilde slutte sig til den Mission, som han var Formand for, at gaa ind i Skolen og skrive deres Navne i en fremlagt Protokol. Rønne, som var en blød Karakter og ikke vant til at tage saa fast paa Noget, vægrede sig, tilmed han kjendte overmaade Lidt til mig. Men da jeg vedblev at trænge ind paa ham, vendte han sig til Clausen og sagde: ”Ja, naar De vil være med.” Clausen, som var nerveus, blev urolig, men jeg bad ham bare at gaa med. ”Ja,” sagde han, ”naar Du vil gaa med.” Og jeg gik med. Saadan blev den nuværende indre Mission født.

Der blev strax dannet en Bestyrelse, som foruden os tre Præster kom til at bestaa af Otto Lawaetz[15], Lærer Poulsen i Stenlille og Tømrer Jakob Jensen i Skuerup, Stenlille Sogn. Og det besluttedes at udsende Missionairer til at vidne i Forsamlinger og Kolporteurer[16] til Husbesøg og Bogsalg. Disse skulde vælges af Bestyrelsen og lønnes. ”Den indre Missions Tidende”[17], som udkom en Gang om Maaneden og havde kun lidt over 100 Abonnenter, skulde fra Nytaar 1862 redigeres af mig. Tidligere havde den været redigeret af Forskjellige, saaledes af Peder Pedersen[18] i Nyrup, der siden stiftede en Frimenighed, af Ludvig Mortensen[19] og Jens Dyrholm[20]. Generalforsamling blev afskaffet. Det skulde paalægges vore Udsendinge at søge Samarbejde med Præsterne.

Det gik smaat i Begyndelsen med Arbejdet. Til at begynde med havde Missionen kun én Missionair, den gamle blinde Jens Dyrholm, som var Grundtvigianer; han var en god gammel Mand, et ærligt troende Menneske med gode Kundskaber og flittig til at vidne om sin Frelser i Forsamlinger. Men han havde svært ved at indordne sig under den nye Ordning; blandt Andet vilde han gjerne drive en privat Boghandel, og der fandtes mærkelige Ting i hans Bogtaske, f. Ex. Dyrlægebøger; medens det var en aldeles nødvendig Bestemmelse, at Missionens Udsendinge ikke maatte sælge andre Bøger end de af Bestyrelsen antagne, hvorover de skulde medbringe en Liste med bestemte Priser for hver Bog, og hvad der indkom ved Bogsalget, tilfaldt Missionen. Efter faa Aars Arbejde trak Jens Dyrholm sig da ogsaa tilbage fra Missionens Tjeneste, hvortil ogsaa hans Alder bidrog. – Der blev desuden antaget et Par Kolporteurer fra hvert af Sognene, Uby og Stenmagle[21], som kun evnede at arbejde ved Husbesøg og Bogsalg. Og det var fra Begyndelsen Missionens hele Mandskab.

Af Præster var der i Begyndelsen saa godt som Ingen, der vilde have med den Sag at gjøre, uden gamle Rønne og hans to unge Kapellaner[22]. En Mængde Præster bleve pludseligt Profeter – lykkeligvis falske Profeter – og spaaede den danske Folkekirke de skrækkeligste Ulykker af denne Virksomhed, navnlig et grueligt Sektvæsen. Vi kunne her fuldt ud sige: ”Mennesker spaar, men Gud raa’r[23].” Thi det er en uomtvistelig Kjendsgjerning, at den indre Mission har været det faste Bolværk imod Sektvæsenet, saa at dette jo saa godt som ingen Betydning har i Danmark. Netop paa den Tid, da Missionen blev stiftet, truede Sekterne med at faa Indgang blandt Folk, men den Tillid, som Missionen tidlig vandt rundt om i vort Land, gjorde det snart vanskeligt for Sekterne at komme tilorde. Hertil bidrog ogsaa saare meget, at Missionen optraadte som et Arbejde indenfor Folkekirken og efterhaanden kom til at arbejde sammen med Folkekirkens levende Præster[24].

Men inden vi naaede saavidt at vinde Præsternes Venskab og Samarbejde, var Arbejdet saare vanskeligt. Kirkerne kunde vanskeligt, for det Meste slet ikke faas til Missionsmøder, og det kneb nok at faa Lov til at bruge Skolerne. De fleste Møder bleve holdte i private Huse, men Møderne vare snart stærkt besøgte, og Frugten af Arbejdet, Menneskers Vækkelse og Omvendelse, viste sig overalt, hvor Missionen kom frem. Følgen af Vanskeligheden ved at faa Husly til vore Møder blev Aarsagen til, at vi gik til Skovene, hvor det viste sig, at Folk gjerne vilde samles, ofte i Tusindvis, og snart utallige ere de Skovmøder, som den indre Mission har holdt Landet rundt, hvor sikkert mange Mennesker ere blevne frelste. I de første Aar var det væsenligt de sjællandske Skove, som bleve brugte, af hvilke særligt kan nævnes Snæverris ved Kalundborg, Konradinelyst Skov mellem Kalundborg og Sorø, Skoven ved Skarritsø mellem Kalundborg og Holbæk og Stenmagle Nordskov ved Sorø. Det var jo i det Hele væsenligt paa Sjælland, at Missionen i sine første Aar arbejdede, medens den i Jylland endnu kun havde et Par Arbejdere, af hvilke Anders Stubkjær[25] var en af de Første.

Men i 1864, da Krigen[26] udbrød, fik Missionen en hel ny Gjerning blandt vore Soldater. En adelig Dame sendte igjennem ”Den indre Missions Tidende” en Opfordring til Guds Folk om at optage denne Missionsgjerning. Bestyrelsen gjorde strax Anstalter til at sætte den iværk og sendte to Missionairer, Wippert[27] og Dahlstrøm[28], til Als[29], hvor de meget hurtigt fik en god Gjerning blandt Soldaterne. Dertil bidrog meget, at de bestandig delte Soldaternes Farer under deres Arbejde for Guds Rige, idet de stadigt besøgte disse i de sønderskudte Skandser[30] paa Dybbøl[31], hvor Tydskernes Granater peb dem om Ørene, saa at deres Prædiken i Skandserne ofte blev afbrudt af Raabet ”Dæk!” naar en Granat var i Anmarsch, og Alle kastede sig ned, medens den slog ind i Jordvolden og sprang, saa den overøste dem med Sand og Jord. Denne Uforfærdethed vandt dem Soldaternes Tillid, saa at de gjerne hørte deres Forkyndelse. En komisk Historie tildrog sig der med en Mand, som var udsendt fra grundtvigsk Side; da han saa, at Wippert og Dahlstrøm gik i Standserne og prædikede, vilde han gjøre det Samme; han stod da og talte om, at ”hvem Gud vil bevare, han er uden Fare”, da en Soldat pludseligt raabte ”Dæk!” Manden vidste ikke, hvad dette betød, og blev staaende, men da i det Samme en Granat slog ind i Skandsen og oversprøjtede ham med Jord, raabte han: ”Nej, her er nok ikke til at være.” Det var der heller ikke mere for ham, thi Soldaterne joge ham ud og vilde Intet høre af ham mere.

Efterhaanden blev der sendt 6 andre Missionairer til Hæren; foruden at vidne iblandt Soldaterne uddelte disse tillige gratis Nye Testamenter og gudelige Skrifter iblandt dem. – Hvad der særligt understøttede denne Virksomhed, var ogsaa, at Johannes Clausen var ansat som Feltpræst ved Hæren. Ved Als’ Erobring slap han for at falde i Tydskernes Hænder, men Wippert og Dahlstrøm bleve tagne tilfange, og de maatte døje Meget af de tydske Soldater, især Wippert, fordi han af Fødsel var en Preuser. Man beskyldte dem for at være Spioner og trak i nogle Dage afsted med dem rundt i Sundeved[32], indtil de en Dag, da de skulde føres til et nyt Sted, mødte en preusisk General, Wintzingerode, som standsede og spurgte, hvad det var for Folk, og hvad de havde gjort? ”Spioner,” var Svaret. Men da Wippert forklarede ham, hvad deres Gjerning havde været i den danske Hær, sagde Generalen: ”Saa ere vi jo Brødre,” og gav dem Bevis for at passere frit nordpaa gjennem Forposterne. Der var dog altsaa rimeligvis i det Mindste ét troende Menneske i denne tydske Røverbande.

Da Rygtet om Tilbagetoget fra Dannevirke[33] kom til Uby en Aften ved en Forsamling i en Bondegaard, greb dette mig saa forfærdeligt, at jeg kunde ikke sove den Nat. ”Du maa med!” lød det uafladeligt til mig. Jeg vækkede min Hustru og sagde det til hende; hun svarede: ”Ja, gaa Du kun med.” Næste Dag kom det dog til at staa klart for mig, at min Livsgjerning var at være Præst, og skulde jeg med, maatte det være som Feltpræst og ikke som Soldat. Men medens jeg gik og tyggede paa det og beredte mig dertil, faldt Als[34], og saa var der jo ikke Mere at gjøre. Herren havde givet mig den anden Gjerning: at forestaa Missionen blandt Soldaterne, og den gav mig sandelig ogsaa nok at gjøre. Hver Postdag kom der Penge fra Venner rundt i Landet og Bøger til Uddeling, alt dette skulde der holdes Regnskab over og Bøgerne sendes til Missionairerne, som jo uafladeligt flyttede med Soldaterne; i Reglen kom jeg ikke i Seng nogen Nat før Klokken 3-4, og det var fra den Tid, jeg mistede mit Haar. Men alt dette lærte mig atter: ikke at ville Noget selv efter det bedragelige Hjertes Tilskyndelser, men at spørge: ”Hvad vil Herren?”


Ordforklaringer m.m.

[1] Wilhelm Beck var uddannet teolog. Han ville oprindelig ikke være præst, men blev hjælpepræst for sin far, da denne i 1856 blev syg.

[2] Johannes Clausen (1832-1908): præst; var i 1861 med til at afvikle Indre Mission som en lægfolksdomineret forening og i stedet gøre den til en gejstligt domineret forening, idet der kom et flertal af præster i foreningens bestyrelse, heriblandt Johannes Clausen. Fungerede som feltpræst under 2. Slesvigske Krig (1864).

[3] Annex (anneks): sogn med selvstændig kirke, men uden selvstændig præst.

[4] Stenlille ligger i Sydvestsjælland.

[5] Lægfolk: personer, der ikke er viet til kirkelige embeder (som fx præster) eller medlemmer af religiøse ordner (som fx munke).

[6] Ringsted ligger i Midtsjælland.

[7] Christian Frederik Rønne (1798-1890): præst, sognepræst i Høve og Flakkebjerg i Nordvestsjælland fra 1834-1876, formand for Indre Missions bestyrelse 1858–1881.

[8] Henvisning til Lukasevangeliets kapitel 5 i Det Nye Testamente, hvor Jesus møder Simon (også kaldet Peter), Jakob og Johannes, der alle er fiskere, og siger til dem, at de fra nu af skal "fiske mennesker" til Jesus' bevægelse, altså en missionsbefaling.

[9] Ordrup ligger i Nordvestsjælland.

[10] Grundtvigianisme: en religiøs retning indenfor folkekirken; opstod i 1800-tallet som en vækkelsesbevægelse, der ville vække en mere levende og inderliggjort tro blandt lægfolk i et opgør med 1700-tallets mere rationalistiske og pligtbetonede kristendom med fokus på den rette praksis (såsom at deltage i gudstjenesten) frem for inderliggjort tro. Grundtvigianismen og Indre Mission var 1800-tallets to største vækkelsesbevægelser og betragtes ofte som modsætninger og udviklede sig da også i retning heraf, men, som Vilhelm Beck her gør opmærksom på, udsprang Indre Mission af den grundtvigske bevægelse.

[11] Jens Larsen (1804-1874): smed i Kirke Værløse i Nordsjælland og folkelig prædikant; fungerede fra 1853 som missionær på især Sjælland for det lægfolksdominerede Indre Mission, men blev afskediget efter generalforsamlingen i 1861; fungerede herefter som fri missionær indtil han i 1863 blev medlem af den katolskapostolske kirke.

[12] Farisæerne var en retning af jødedom i antikken. I Det Nye Testamente fremstilles farisæerne som Jesus' og hans bevægelses modstandere og fjender. At Jens Larsen kaldes for farisæisk er altså udtryk for, at han ifølge Vilhelm Beck repræsenterer en forkert form for tro.

[13] At være fuld, at være et "verdens-" eller "levemenneske" og at slås stod i modsætning til Indre Missions værdier.

[14] Sektvæsen eller anden galskab: henviser sandsynligvis til baptisterne, som i begyndelsen af 1860’erne prøvede på at agitere i de vakte kredse – dog uden stor succes.

[15] Otto Lawaetz (1829-1914): landmand og en af de førende lægfolk i Indre Mission.

[16] Kolportør: omrejsende bogsælger, som i dette tilfælde også synes at have prædiket Indre Missions lære.

[17] Tidsskriftet Den indre Missions Tidende (i dag: Indre Missions Tidende) er udkommet siden 1854; Vilhelm Beck var redaktør for tidsskriftet 1856-1901.

[18] Peder Pedersen: væver, formand for Indre Mission 1853-1958 og redaktør for Den indre Missions Tidende 1854-1855.

[19] Ludvig Mortensen: lægmandsprædikant, redaktør for Den indre Missions Tidende 1857-1859.

[20] Jens Sørensen Dyrholm (1810-1875): lægmandsprædikant for Indre Mission fra 1859 og efter generalforsamlingen i 1861 foreningens eneste missionær frem til 1866, hvor han blev afskediget; redaktør for Den indre Missions Tidende 1860-1861.

[21] Ubby og Stenmagle sogn ligger begge i Nordvestsjælland.

[22] Kapellan: en præst, der fungerer som hjælpepræst for sognepræsten.

[23] Rå'r: råder; regerer.

[24] Levende præster: udtrykket ”levende” betegner de præster, der ifølge Vilhelm Beck besad en ægte, inderliggjort tro, i modsætning til de ”døde”, rationalistiske præster (jf. note 8).

[25] Anders Stubkjær (1824-1902): fra 1864 missionær for Indre Mission i Jylland.

[26] 2. Slesvigske Krig i 1864 mellem på den ene side Danmark og på den anden side Østrig og Preussen. Baggrunden for krigen var nationale bevægelser i hhv. Danmark og de tyske stater, der var uenige om hertugdømmet Slesvigs skæbne. Danmark led nederlag, og Wientraktaten af 30. oktober 1864 indebar, at Danmark måtte afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg til Preussen og Østrig.

[27] Johannes Augustin Wippert (1823-1906): væver og kolportør for Indre Mission, bl.a. altså i 2. Slesvigske Krig i 1864. Emigrerede til USA i 1873.

[28] Julius Dahlstrøm (1835-1919): kolportør for Indre Mission, bl.a. altså i 2. Slesvigske Krig i 1864. Emigrerede i 1884 til USA, hvor han blev dansk præst.

[29] Als: en ø beliggende øst for Jylland; de danske styrker trak sig tilbage hertil i slutningen af 2. Slesvigske Krig (1864), men Als blev den 29. juni 1864 erobret af Preussen, hvorved Danmark mistede kontrollen over den sidste del af Slesvig.

[30] Skanser: jordvolde, der udgjorde et militært forsvarsværk; imellem skanserne gravedes der løbegrave.

[31] Dybbøl: landsby på halvøen Sundeved, hvor størstedelen af den danske hær drog til efter rømningen af Dannevirke under krigen i 1864.

[32] Sundeved: halvø mellem Jylland og Als.

[33] Dannevirke: forsvarsværk i Sydslesvig, hvor de danske soldater var opmarcheret ved udbruddet af 2. Slesvigske Krig den 1. februar 1864, men som man måtte rømme allerede den 5. februar 1864.

[34] Als blev den 29. juni 1864 erobret af Preussen.

Om kilden

Dateret
1901
Oprindelse
Vilhelm Beck: Erindringer fra mit Liv, 1901, s. 60-68
Kildetype
Uddrag af bog
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
27. november 2017
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk