N.F.S. Grundtvig: "Langt høiere Bjerge", 1820

Kilder

Kildeintroduktion: 

Digtet, der også kendes under titlen "Danmarks Trøst", blev skrevet som lejlighedssang til en afskedsfest den 10. april 1820, der blev afholdt for forfatteren og embedsmanden Christen Pram inden dennes afrejse til De Vestindiske Øer. "Langt høiere Bjerge" omhandler som mange andre af N.F.S. Grundtvigs (1783-1872) digte det særligt danske, deriblandt landskabet, folket og fællesskabet.

Som fædrelandssang er det et atypisk træk ved sangen, at Danmark karakteriseres ved brug af underdrivelse. Danmark er et lille, beskedent og homogent land, som ifølge Grundtvig har sin styrke netop i det jordbundne og ikke i ydre pragt eller i en overdimensioneret og monstrøs storhed. Sangens strofer følger en fast formel, hvor den udenlandske storhed kontrasteres med det mere ægte og inderlige Danmark. Landets økonomiske krise i kølvandet på statsbankerotten 1813 og afståelsen af Norge i 1814 førte Grundtvig til at fremhæve, at det også er en slags velstand, "Naar Faa har for meget og Færre for lidt". Sætningen afslutter sangen i den udgave som er optaget i Højskolesangbogen under titlen "Langt højere Bjerge", idet de to afsluttende strofer om kongefamilien er udeladt.

Den fejlslagne udenrigspolitik, der førte til inddragelse i Napoleonskrigene, en række militære nederlag og nationale ydmygelser, gav en oplevelse af økonomisk og moralsk sammenbrud i 1800-tallets første par årtier. De danske stormagtsdrømme var knust og selvforståelsen ramt. Digtet udtrykker den voksende nationale identitetsforståelse, der er kendetegnende for den nationalromantiske periode.

Præsten, forfatteren og politikeren N. F. S. Grundtvig regnes for én af de vigtigste personligheder i 1800-tallets åndsliv. Hans salme- og digtproduktion, der tæller ca. 1500 titler, udgør et markant bidrag til den danske kulturarv. Ifølge Grundtvig var kunstnerens rolle at genrejse nationens identitet og sammenhængskraft blandt anden gennem skildringen af guldalderen, en idealiseret fortælling om oldtid og middelalder, hvor Saxos Danmarkshistorie fra o.1200 blev en central kilde. Grundtvigs mål var at gennemføre en folkeopdragelse, en oplivning af folket. Blev befolkningen gjort bevidst om sig selv, det vil sige gjort opmærksom på det fællesskab, det både historisk, nationalt og folkeligt var en del af, var det også muligt at oplyse befolkningen og lade det indgå i det demokratiske arbejde. Den selvejende frie bondestand var ifølge Grundtvig grundstammen i befolkningen, og grundtvigianismens ideer fik afgørende betydning for bønderne i 1800-tallet, særligt for de selvejende bønders samling (Venstre) og som ideologisk skjold mod landalmuen, de bønder der ikke var selvejende, og byarbejderne, da disse grupper politisk begyndte at røre på sig i 1800-tallet. 

Nicolai Frederik Severin Grundtvig
N.F.S. Grundtvig. Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907)


Danmarks Trøst

Langt høiere Bjerge saa vide paa Jord
Man har, end hvor Bjerg kun er Bakke;
Men gjerne med Slette og Grøn-Høi i Nord
Vi Dannemænd tage til Takke;
Vi er ikke skabte til Høihed og Blæst,
Ved Jorden at blive, det tjener os bedst!

Langt kjønnere Egne, vil gjerne vi troe,
Kan Fremmede udenlands finde,
Men Dansken har hjemme, hvor Bøgene gro
Ved Strand med den favre Kjær-Minde[1],
Og deiligst vi finde, ved Vugge og Grav,
Den blommede Mark i det bølgende Hav!

Langt større Bedrifter for Ære og Sold,
Maaske saa Udlænding man øve,
Omsonst dog ei Danemænd førde i Skjold,
Med Hjerterne Løve ved Løve;
Lad Ørne kun rives om Jorderigs Bold!
Vi bytte ei Banner, vi skifte ei Skjold!

Langt klogere Folk er der sagtens om Land,
End her, mellem Belte og Sunde,
Til Huus-Behov dog vi har Vid og Forstand,
Vi vil os til Guder ei grunde,
Og brænder kun Hjertet for Sandhed og Ret,
Skal Tiden nok vise: vi tænkte ei slet!

Langt høiere, ædlere, finere Sprog
Skal findes paa Fremmedes Tunge,
Om Høihed og Deilighed Dannemænd dog
Med Sandhed kan tale og sjunge;
Og træffer vort Modersmaal ei paa et Haar,
Det smelter dog mere, end Fremmedes slaaer.

Langt Mere af Malmen: saa hvid og saa rød,
Fik Andre i Bjerg og i Bytte,
Hos Danske dog findes det daglige Brød
Ei mindre i Fattig-Mands Hytte,
Og da har i Rigdom vi drevet det vidt,
Naar Faa har for meget og Færre for lidt.

Langt ædlere Konger med Landsfader-Navn
Maaskee kan engang man opdage;
Men Ætten[2] i Leire og i Kjøbenhavn
Dog spørger endnu om sin Mage;
Thi prise vi Stammen af Skjold og af Dan!
Gid immer den blomstre i Fædrenes Land!

Langt høiere Ros over herskende Drot
Man hørde fra Fremmedes Tunger;
Men Spørgsmaal: Om altid det meendes saa godt,
Som her, Naar hver Dannemand sjunger!
Vor Fredrik! Han vorde som Duen saa hvid!
Hans Alder høiloves som Fredegods[3] Tid!


Ordforklaringer m.m.

[1]Kærminde: lille plante med blå blomster.

[2]Æt: slægt.

[3] Kong Frode Fredegod: dansk sagnkonge der siges at være stamfader til alle senere konger. Blandt andet beskrevet af Saxo i Danmarks Riges Krønike fra omkring 1200.

Om kilden

Dateret
10. april 1820
Oprindelse
grundtvigsværker.dk
Kildetype
Digt
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
27. februar 2019
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
10. april 1820
Oprindelse
grundtvigsværker.dk
Kildetype
Digt
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
27. februar 2019
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk