Når man taler om Grundtvig som samfundstænker, skal det ikke forstås som pragmatisk-politisk orienteret, hvilket måske ville være nærliggende. I stedet betyder ’samfundstænkning’ i denne sammenhæng generelle overvejelser om, hvad der får en gruppe individer til at hænge sammen i et fællesskab. Grundtvig pegede på en mekanisme, der gjaldt både for verdslige og religiøse fællesskaber, altså for Danmark såvel som for den kristne kirke: den regelmæssige fysiske forsamling med mundtlig kommunikation og sang.
Hans overvejelser var et forsøg på at komme overens med den moderne omstændighed, at menneskelig emotionalitet, fantasi og menneskelige fællesskaber var kommet under pres som følge af en stadig tiltagende individualisering og rationalisering. Det gav konkrete problemer for institutioner som kirken og skolen.

Som ivrig debattør var Grundtvig et yndet mål for karikaturtegnerne. Her er Grundtvig tegnet, mens han holder tale om den "mageløse Kongelige-Danske Fædrelandskjærlighed". Fra: Corsaren 1842, nr. 91 

Kirken og menigheden

I 1825 udgav Grundtvig skriftet Kirkens Gienmæle, som blev meget omdiskuteret. Heri kritiserede han en afhandling af H.N. Clausen, som var professor i teologi. Grundtvig beskyldte Clausen for at være kætter. Problemet var ifølge Grundtvig, at Clausen så Bibelen og (sine egne) fortolkninger af Bibelen som fundamentet for den kristne kirke. Baggrunden for kritikken var, at Grundtvig havde gjort den såkaldte mageløse opdagelse: Han havde fundet ud af, at de kristne menigheders regelmæssige forsamling under dåb, nadver og den kollektive udsigelse af trosbekendelsen er ældre end Bibelen og ifølge ham derfor mere fundamental for kirken. Som han senere formulerede det, består kirken altså af ’levende stene’ – konkrete menighedsmedlemmer, der med jævne mellemrum forsamles under gudstjenesterne. Han så derfor den tiltagende tendens til, at folk blev væk fra gudstjenesterne, som et stort problem. Det kom til udtryk i hans overvejelser over, hvad der kan fastholde folk i en regelmæssig kirkegang, hvor han pegede på kirkesangen som særligt effektiv.  

’Vi’ i stedet for ’jeg’

Som præst tillagde han salmesangen under de gudstjenestelige forsamlinger stor betydning. Derom vidner dels hans enorme produktion af festsalmer, dels hans holdning til salmens funktion i menigheden og ikke mindst beretninger fra folk, som deltog i gudstjenester i Vartov, hvor Grundtvig var præst fra 1839 til sin død i 1872. Langt størstedelen af hans salmer har et ’vi’ og ikke et ’jeg’ som grundled, hvilket adskiller ham fra kendte salmedigtere som fx Brorson og Kingo. Grundtvig var således særligt opmærksom på den kollektive kontekst, salmerne indgik i, hvilket kommer endog endnu tydeligere til udtryk i hans holdning til, at ”det, der i Kirke-Sangen opbygger og rører os, langt mindre er Psalmen i sig selv [teksten og indholdet] betragtet, end Menighedens inderlige Deeltagelse i Den” (Grundtvig 1828). En højskoleforstander, Johan Borup, fremhævede desuden i forbindelse med sin beskrivelse af en gudstjeneste fra Grundtvigs ”sidste Aar i Kirken [Vartov]”, at der var

”helt anderledes Liv og Stemning end i de andre Kirker. Alle derinde sang med, alle hørte sammen som Venner, ingen Stivhed eller Højtidelighed, men en stille Følelse af Samhørighed raadede derinde og saas i de aabne Ansigter.” (Johansen 1948, 256)

Grundtvig mente med andre ord, at kirkens rygrad var menighedsmedlemmernes regelmæssige forsamling og fællessang. 

Samfundssituationen bliver diskuteret blandt herrerne på Stephan à Porta & Co.s konditori i København. Fra: Illustreret Tidende 1863

Fædrelandet og skolen

I Grundtvigs syn på forholdet mellem skole og fædreland kan man se en parallel tankestruktur. Som på det kirkelige-teologiske område gjorde han her op med en tekstdominans. I dette tilfælde var det den tekst- og skriftbaserede undervisning, som havde indtaget en dominerende position, der var målet for hans kritik. Denne undervisningsform kedede nemlig børnene og fik dem til at pjække, hvilket underminerede dét, som Grundtvig anså for at være skolens primære opgave, at danne dydige og fædrelandskærlige borgere. Det var med andre ord væsentligt for ’sammenhængskraften’ i Danmark ifølge Grundtvig, at børnene kom regelmæssigt i skolen og undergik denne dannelsesproces. Derfor gjorde han sig pragmatiske overvejelser over, hvad der ville kunne få skolebørnene til at holde op med at blive væk. Han mente, at det ville være at undervise dem i ”Noget, de gad hørt,” (Grundtvig 1834, 38), hvilket kunne være fædrelandshistorier, oldsager, ordsprog, alt det folkelige på modersmålet. I første omgang fandt han det ikke så afgørende, hvad det var, de blev undervist i, så længe det kunne hjælpe børnene til at ”udvikle og nære Fædrelands-Kiærlighed” (ibid.). I denne sammenhæng er det interessant, at han i en anden forbindelse pegede på fællessangen som særlig effektiv til at skabe netop sådanne følelser, ligesom han leverede et væsentligt antal sange til brug i skolen.
Som tilfældet var med hans overvejelser over kirken og salmesangen, satte han den sociale relation og fælleshandling i centrum for sit syn på, hvordan skolen bedst varetager sin opgave med at styrke sammenhængskraften og fællesskabsfølelsen i fædrelandet; han mente, at regelmæssig undervisning baseret på fortællinger og sange på modersmålet var udgangspunktet for fremdyrkelsen af fædrelandskærlige borgere.

Disse tanker er gennem den bevægelse, man har kaldt grundtvigianisme, og i kraft af den arv af sange og salmer, Grundtvig har efterladt, blevet en afgørende del af dansk kultur fra folkeskole til folkekirke.

Læs mere om Grundtvig på  www.grundtvigsværker.dk

– en ny og frit tilgængelig tekstkritisk og kommenteret udgave af N.F.S. Grundtvigs trykte forfatterskab udarbejdet af Grundtvig Centeret ved Aarhus Universitet.