1800-tallets skoler, en oversigt

En udløber af reformenevælden efter 1784 var reformerne af skole- og undervisningsvæsenet, som blev gennemført efter år 1800. Latinskolen blev til den lærde skole med reformerne fra 1805 og 1809. I en ny landsdækkende lov om almueskolevæsenet fra 1814 blev det fastslået, at alle børn skulle gå i skole regelmæssigt fra de var ca. 7 år til de blev konfirmerede. Skolevæsenet i købstæderne og København reformeredes for sig, dog med det samme undervisningsmål som skolerne på landet. Derimod var de lærde skoler indtil 1903 en skoleform for sig og udgjorde et selvstændigt seksårigt (fra 1871 syvårigt) skoleforløb, hvor man gik hele skoleforløbet igennem. Først med lovgivningen fra 1903 blev den lærde skole og almueskolen sat i forbindelse med hinanden ved hjælp af mellemskolen, der for de dygtige elever fra folkeskolen kunne danne overgangen til det fra da af treårige gymnasium. Den såkaldte enhedsskole var dermed en realitet. Skolerne blev bragt ind under et et-strenget system med forbindelse mellem folkeskole, mellemskole og gymnasium.

I sidste tredjedel af 1800-tallet var der stadig forskel på skolen på landet og i byerne. I 1880 gik ca. 200.000 elever i landsbyskoler, mens 40.000 gik i købstadsskoler, men væksten lå pga. urbaniseringen i byskolerne. Det ses af fordelingen på land- og byskoler i 1921, hvor der gik ca. 275.000 elever i landsbyskoler og ca. 153.000 i købstadsskoler. På landet var klassekvotienterne højere end i byerne, børnene havde færre fag og dårligere undervisningsmaterialer, og de gik kortere tid i skole. Ikke desto mindre skete der forbedringer af undervisningen både på landet og især i byerne, hvilket først og fremmest hang sammen med lærernes stigende kvalifikationer. Uddannelsesmuligheder og uddannelsesgrad fulgte og cementerede i Danmark som alle andre steder de sociale skel på landet såvel som i byen.

Almueskolen efter 1814-loven

1814-loven, som omfattede almueskolerne på landet, var et kompromis mellem reformivrige oplysningsmænd og religiøs konservatisme, som udgjorde de to poler i den skolekommission, som blev nedsat i 1789. På den ene side skulle eleverne have fag, hvis hensigt var erhvervsrettet i forhold til bønderbørnenes virkelighed, såsom læsning, skrivning og regning, på den anden side indtog religionsundervisningen en meget central plads i loven. I forarbejdet til loven havde den nytteorienterede del af undervisningen som regning og skrivning indtaget en markant stærkere stilling, end det fremgik af den endelige lov, hvor den religiøse og standsopretholdende tænknings medvind efter 1800 kom til udtryk. Samtidig skulle eleverne også gives indføring i fædrelandets historie for at påvirke deres sindelag og udrydde fordomme, hvilket i praksis gik ud på at indgyde helstatspatriotisme og kongetroskab. Dette sigte med historieundervisningen, der indtil 1840’erne havde en meget ringe plads i undervisningen, skulle dog ændre sig til et nationalt sigte med vægt på fortællingen om det danske folks historie fra oldtiden og frem. Historieundervisningen blev tillagt betydning for skoleelevernes nationale identitetsdannelse, uden at faget dog nødvendigvis fyldte meget på skoleskemaet.

Skolen var syvårig, den var gratis, og børnene gik der fra de var syv år gamle, til de blev konfirmeret som fjortenårige. Skolegangen var indrettet med skolegang hver anden dag pga. de praktiske forhold, der gjorde sig gældende for bønderbørn, der også skulle hjælpe til derhjemme. Disciplinen var streng og straffene ofte hårde og korporlige. Pædagogisk var der tale om udenadslære, overhøring og elevernes indbyrdes undervisning som supplement til den ene lærer, der ofte stod med 30 elever eller flere. Effekt havde undervisningen dog. Man regner med, at stort set hele befolkningen i kongeriget Danmark kunne læse i 1830'erne.

Lærerne

Undervisningen blev efterhånden varetaget af seminarieuddannede lærere. Blaagaards Seminarium i København var som det første seminarium blevet grundlagt i 1791, men det kunne langt fra opfylde behovet for lærere. Præstegårdsseminarier, hvor lærerundervisningen blev forestået af den lokale sognepræst, blev derfor en alternativ vej til lærergerningen. Uanset lærernes seminariebaggrund var de ofte kun nødtørftigt uddannede uden videre pædagogiske færdigheder. I 1857 gennemførtes der forbedringer, som sigtede på at hæve lærernes faglige og pædagogiske niveau. Uddannelsen skulle vare tre år og veksle mellem teori og praktisk skolearbejde på en skole tilknyttet seminariet. Litteraturfag, naturfag og matematik blev indført som nye fag. Endvidere blev der omkring 1860 indrettet en eksamen for vordende lærerinder, og det banede vejen for kvinders ansættelse i det danske skolesystem.

Seminarieloven fra 1894 forbedrede chancerne for, at lærerne kunne leve op til de højere ambitioner. Det handlede ikke om nye fag, men om at niveauet i den nu 3-årige læreruddannelse blev højnet, og bestemmelserne for optagelses- og afgangsprøverne strammet. Fagligt, pædagogisk og dannelsesmæssigt udvikledes læreruddannelsen i årene efter lovens indførelse, hvor der tillige blev mulighed fra 1895 for efteruddannelse på Statens Lærerkursus (fra 1943 Danmarks Lærerhøjskole).

Friskoleloven 1855

1814-loven talte om pligt til at tage del i skoleundervisning i syv år. Fra 1855 blev der tale om undervisningspligt, der tillod forældre og værger selv at stå for børnenes undervisning under myndighedernes tilsyn.

En halvårlig eksamen skulle godtgøre, at børn undervist hjemme havde kundskaber, der var på niveau med børnene i de offentlige skoler. Denne lovgivning gav mulighed for et frodigt friskolevæsen i Danmark med skoler, der kun i begrænset omfang var underlagt statslig kontrol og med udstrakt pædagogisk og idémæssig frihed. Mange friskoler hentede deres elever blandt gårdejernes børn og blev drevet efter Grundtvigs og Christen Kolds skoletanker med vægt på samtale og fortælling. Dette blev den vigtigste nydannelse på skoleområdet på landet, hvis pædagogiske grundlag også kom til at indvirke på den offentlige skole i perioden.

1900-tallet

I 1899 blev der vedtaget en ny lov om forskellige forhold ved folkeskolen. Den bestemte nogle mål, som skulle nås i alle skoler på de hhv. 21 og 18 ugentlige timer, som skolerne i byen og på landet var forpligtet til at give i 41 uger om året. Klassekvotienterne blev sat ned til 37 elever på landet og 35 i købstæderne. Loven udvidede fagkredsen med nye obligatoriske fag som historie, geografi, sang og for drengenes vedkommende gymnastik. De skoler, der havde ressourcerne, underviste også i naturkundskab og i købstæderne i matematik og levende sprog, hvis der sigtedes på en videregående undervisning, dvs. gymnasiet.

Selve begrebet 'folkeskolen' kommer for første gang i anvendelse i lovene 1894 og 1899 og afspejler det forandrede syn på den almindelige befolkning, som 1800-tallets nationale tænkning har ført med sig. Mens almue- og borgerbegrebet peger tilbage på enevældens standssamfund, peger begrebet folkeskole på, at folket opfattes som en udelt størrelse. Folkeskolen er, som det fremgår af Salmonsens Leksikon fra 1914, en børneskole "med det Formaal at meddele de elementære Kundskaber og Færdigheder, ethvert Menneske behøver som Medlem af et Kulturfolk".

Skoleloven 1903: skabelsen af enhedsskolen

Loven om almenskoler fra 1903 blev epokegørende, fordi den gav piger adgang til den offentlige gymnasieskole (tidligere havde de kun haft adgang til privat undervisning), og fordi den skabte forbindelse mellem skoleformerne. Den skabte den såkaldte enhedsskole. Gymnasieskolen var indtil da først otteårig og siden seksårig, og det var en skole, man begyndte i og afsluttede uden berøring med folkeskolen. 1903 blev gymnasiet en treårig overbygning på mellemskolen, der var fireårig, og hvis basis var barneskolen: "I Tilslutning til Folkeskolens Undervisning for Børn i 11-12 Aars Alderen meddeles den højere Almenundervisning først i Mellemskolen, siden i Gymnasiet", som det blev formuleret i lovens paragraf 1. Der var tale om en demokratisering af adgangen til gymnasieskolen ud fra et ønske om, at alle, der havde evnerne, skulle have adgang til højere uddannelse til gavn for dem selv og samfundet. Men for at sikre, at det kun var de bedste, der nåede målet, var der tale om en række af- og adgangsprøver, der virkede som en sorteringsmekanisme.

Det faglige ambitionsniveau for enhedsskolen var højt og fagviften bred. I et cirkulære beskrives de enkelte fags indhold og formål nøje. Nye, progressive pædagogiske redskaber bringes i spil, fx i de mindre klasser anskuelsesundervisning i form af samtaler mellem lærer og elever støttet ved virkelige genstande eller billeder. I mellemskolen skulle der undervises i religion, dansk, engelsk, tysk, historie, geografi, naturhistorie, naturlære, regning og matematik, skrivning, tegning, legemsøvelser, kvindeligt håndarbejde og sang. I den øverste klasse så man endvidere gerne, at der blev undervist i fransk eller latin. Hermed var ønsket at tilpasse skolen til de arbejds- og erhvervsmæssige kvalifikationskrav med større vægt på de reale og praktiske fag ved siden af almendannelsen, hvor den nationale dannelse spillede en hovedrolle.

Skoleliv i 1930'erne. Disse optagelser viser skolelivet, som det udfoldede sig på kommuneskolen Østre Skole i Hjørring i 1937. Slåskampe og lege i skolegården, undervisning med koncentration ved skolepultene, pigernes håndarbejdstimer, drengenes sløjdtimer og sangtimer med læreren som akkompagnatør på violin. Fra: danmarkpaafilm.dk, Det Danske Filminstitut. 

Mellemkrigstiden og 1937-loven

Ro, orden og disciplin, ikke sjældent håndhævet med fysiske midler, boglighed, øvelser, træning, terperi og udenadslære var stadig en del af folkeskolens virkelighed i mellemkrigstiden, hvor der i øvrigt var forsøg med både nye undervisningsformer og reformpædagogisk nytænkning, som pegede i andre retninger. Barnet og ikke lærestoffet skulle i centrum, mente man. Disse tanker vandt indpas i arbejdet frem mod skoleloven fra 1937, hvor man fra begyndelsen ønskede at styrke det praktiske arbejde og elevernes selvvirksomhed i skolen og mindske sorteringen ved mellemskoleeksamen.

I folkeskoleloven fra 1937 slås det fast, at "Folkeskolen er den kommunale Skole for Børn i den undervisningspligtige Alder samt de Mellemskoleklasser, der slutter sig hertil. Til Folkeskolen kan der være knyttet andre Eksamensklasser eller eksamensfri Klasser efter de i denne Lov givne Regler. Folkeskolens Formaal er at fremme og udvikle Børnenes Anlæg og Evner, at styrke deres Karakter og give dem nyttige Kundskaber. Kristendomsundervisningen i Folkeskolen skal være i Overensstemmelse med Folkekirkens evangelisk-lutherske Lære."

Mens denne skolelov var ret forsigtig med at indholdsbestemme de enkelte fag, som der heller ikke blev indført flere af, var den mere vejledende med hensyn til elevernes identitetsdannelse. Skolen skulle, hed det, udvikle og styrke elevernes sans for kristelige værdier, kærlighed til hjemmet og vort folk og land, respekt for andres meninger og fællesskab mellem folkene, særlig de nordiske. Generelt gælder det i fagbeskrivelserne, der blev udsendt under den tyske besættelse i 1941, at de kulturbærende fag skulle styrke den nationale bevidsthed og de kristelige værdier.

Folkeskoleloven 1958 og Den Blå Betænkning

I 1958 reformeredes skolen igen, ikke med hensyn til formål, men med hensyn til struktur. For det første blev land- og byskoler ligestillet. Dernæst afskaffede man mellemskolen, således at skolens syv første klasser var et samlet forløb, mens eleverne efter 7. klasse enten kunne forlade skolen, gå i en treårig realafdeling for de boglige, eller følge 8. og 9. klasse for de praktisk orienterede. Allerede i 6. klasse skulle eleverne dog normalt deles i en boglig og en almen linje.

Den såkaldte Blå Betænkning, der udkom i 1960-61 med diverse bestemmelser, råd, anvisninger og læseplaner for skolen, lå i det meste i forlængelse af det allerede eksisterende. Et enkelt nyt fag så dagens lys, nemlig orientering, der skulle informere om det omkringliggende samfund, arbejds- og erhvervslære og familiekundskab. På det pædagogiske område var børnene rykket mere i centrum, og der skulle tages udgangspunkt i børnenes behov og forudsætninger, der også indbefattede sociale kompetencer til at leve mellem andre og tage hensyn. Det pointeredes også, at skolen skulle dygtiggøre børnene til at gå ud i samfunds- og erhvervslivet ved siden af, og at skolen skulle fremme børnenes muligheder for at vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker. I praksis var der åbnet op for mere varierede undervisnings- og arbejdsformer. Nye skolebogssystemer så dagens lys i 1960’erne, audiovisuelle undervisningsmidler kom til, og fx gruppearbejde blev inddraget som en progressiv arbejdsform.

Folkeskoleloven 1975

Inden for pædagogikken drejede det sig i 1960'erne og 1970'erne i stigende grad om faglige færdigheder i stedet for kundskabstilegnelse. Eleverne skulle 'lære at lære'. At fordre problemløsning, kritisk tænkning, tværfaglighed, kreativitet, samarbejdsevne og kommunikation blev vigtige værdier, alt sammen for at skabe en fleksibel, aktiv og selvstændig samfundsborger i et demokrati. I 1972 blev undervisningspligten endvidere udvidet fra syv til ni år for at imødekomme de øgede krav, samfundsudviklingen mentes at stille til de kommende samfundsborgere.

I folkeskoleloven fra 1975 lægges disse tanker bag beskrivelsen af folkeskolens begreb og formål: "§ 1. Folkeskolen er den kommunale skole, der tilbyder undervisning efter denne lov. § 2. Folkeskolens opgave er i samarbejde med forældrene at give eleverne mulighed for at tilegne sig kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, som medvirker til den enkelte elevs alsidige udvikling. Stk. 2. Folkeskolen må i hele sit arbejde søge at skabe sådanne muligheder for oplevelse og selvvirksomhed, at eleven kan øge sin lyst til at lære, udfolde sin fantasi og opøve sin evne til selvstændig vurdering og stillingtagen. Stk. 3. Folkeskolen forbereder eleverne til medleven og medbestemmelse i et demokratisk samfund og til medansvar for løsningen af fælles opgaver. Skolens undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed og demokrati."

Strukturelt blev realskoleafdelingen afskaffet, men samtidig blev undervisningen i sprogfag og matematik, de såkaldte kompetencegivende fag, niveaudelt i grundkursus og udvidet kursus. Alle andre fag i skolens overbygning skulle være udelte, og alle fagene afsluttedes med folkeskolens afgangseksamen.

Læreruddannelsen i 1900-tallet: pædagogik og kundskaber

De lærere, der skulle undervise i det 20. århundrede, havde en uddannelse bag sig, der også i stigende grad lagde vægten på barnet frem for kundskabsindlæringen. Det var selvfølgelig ikke hensigten, at det faglige niveau skulle sænkes, men derimod at komme væk fra udenadslære og hukommelsesøvelser og i stedet fokusere på elevernes selvvirksomhed. Læreruddannelsen var fra 1930 fireårig, og den skulle forene faglige kundskaber, personlig udvikling og indsigt i praktisk undervisning i folkeskolen, med hovedfag i praktisk skolegerning, pædagogik og psykologi. I 1966 blev vægten forskubbet i retning af det faglige, hvilket afspejlede sig i, at der blev indført linjefag og i, at seminarielærere nu skulle have en akademisk uddannelse bag sig.

I 1967 blev brug af korporlig afstraffelse afskaffet ved lov. "Legemlig straf må ikke anvendes", slås det fast i Cirkulære om ro og orden, § 8. I 1951 var dette sket i København, men altså først 16 år senere på landsbasis. Dermed blev en århundredlang og bredt accepteret opdragelsestradition gjort ulovlig. I skoleloven fra 1814 skrives det direkte, at hvor formaninger ikke rakte til at holde ro og disciplin, måtte uromagerne straffes på kroppen. Ikke mishandles, men dog straffes med ris eller tamp, dvs. sammenflettet reb eller tov, i skolen dog uden knude. Efter 1. verdenskrig kom disse straffemetoder i stigende miskredit.

Efterhånden som synet på barnet i almindelighed og i pædagogikken i særdeleshed ændrede sig til i højere grad at tage udgangspunkt i barnet og dets udvikling end i barnets disciplinering og indlæring, blev fysisk afstraffelse et udtryk for noget gammeldags. At det tog så forholdsvis lang tid at slå igennem efter 2. verdenskrig skyldtes dog ikke mindst modstand fra lærere. Disse lærere fandt, at korporlig straf kun anvendtes sjældent, men dog var et nødvendigt sidste magtmiddel, der ville dø ud af sig selv, når og hvis behovet for det døde ud. Fortalere havde cirkulæret til gengæld blandt yngre lærere, i pædagogiske kredse og nok så vigtigt blandt socialdemokratiske og radikale politikere.

Folkeskoleloven 1993

I folkeskoleloven fra 1993 er skolens indhold stadig struktureret efter fag, men det er gjort obligatorisk at gennemføre undervisning i tværgående emner og problemstillinger. Man har søgt at styrke fagligheden i forhold til de grundlæggende kundskaber, men samtidig indført en projektopgave i 9. klasse, som har styrket en selvstændig og problemorienteret arbejdsform. Strukturelt har man indført den udelte skole hele vejen igennem folkeskolen, idet niveaudeling i 8. og 9. klasse blev afskaffet. Samtidig er begrebet undervisningsdifferentiering, der skal tage udgangspunkt i den enkelte elevs evner og behov, blevet et kernebegreb – også i skolens hverdag.

2000-tallet

Efter år 2000 er grundskolen blevet 10-årig med obligatorisk børnehaveklasse og ni klassetrin. I denne periode synes vægten på kundskabsfagligheden øget. Et begreb som kanon-faglighed har vundet indpas i debatten. Der er fra centralt politisk og ministerielt hold en øget tiltro til tests og nationale standarder, som fx kommer til udtryk i Bekendtgørelse om formålet med undervisningen i folkeskolens fag og obligatoriske emner med angivelse af centrale kundskabs- og færdighedsområder (slutmål) og trinmål fra 2003. Den individuelle undervisningsdifferentiering er søgt systematiseret ved indførelsen af individuelle læreplaner. Under overskriften 'Klare Mål' blev der af Undervisningsministeriet i 2002-2003 udgivet detaljerede læseplaner for alle fag i skolen, hvis forord fremlægger bestræbelsen bag de nye tiltag:

"Regeringen ønsker at styrke det faglige niveau i folkeskolen samtidig med, at undervisningen bliver differentieret og dermed målrettet den enkelte elev. En styrket faglighed i undervisningen går hånd i hånd med udviklingen af elevernes alsidige personlige kompetencer. (…) De nye fagbeskrivelser indeholder mere præcise centrale kundskabs- og færdighedsområder (CKF) samt vejledende delmål og udgør rygraden i initiativet Klare Mål, som understøtter regeringens politik om øget åbenhed og gennemsigtighed i uddannelsessektoren. Hensigten er, at de nye centrale kundskabs- og færdighedsområder og de tilhørende delmål skal give lærerne et mere klart og tydeligt billede af, hvad børnene skal lære, uden at der tages stilling til hvordan. Der er tale om en hjælpende hånd til den enkelte lærer i tilrettelæggelsen af undervisningen. Samtidig vil de nye CKF'er og delmål kunne forenkle den løbende evaluering af undervisningen. Det er ligeledes hensigten, at de nye CKF'er og delmål skal give både lærere og forældre mulighed for langt tidligere i skoleforløbet at tage hånd om de elever, der lærer i et andet tempo end gennemsnittet."

I folkeskoleloven fra 2009 ses endvidere det nye, at folkeskolen ikke længere ses som en skoleform, hvis formål er et afsluttet og afrundet uddannelsesforløb uden et bestemt sigte. Folkeskolen forbereder til videre uddannelse, som det fremgår af skolens formålsparagraf: "§ 1. Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling. Stk. 2. Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle. Stk. 3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati."

1. august 2014 trådte en ny folkeskolelov i kraft, bedre kendt som 'folkeskolereformen'. Den blev i 2013 aftalt mellem S, R, SF, DF, V og K og indebærer blandt andet en længere skoledag, flere timer i dansk og matematik, tidligere fremmedsprogsundervisning og fokus på aktivitetstimer, lektiehjælp, faglig fordybelse, motion og valgfag. Lovens hensigt er at styrke faglighed og trivsel og medvirke til at bryde den sociale arv. 

Afrunding

Skolens og læreruddannelsens indretning og formål har efter 1849 været en del af den politiske proces, der efter Danmarks Lærerforenings dannelse i 1874 også har inddraget denne og en række udvalgte enkeltpersoner, dog i varierende grad. Folkeskolens indretning er således udtryk for politiske holdningsforskelle, magtforhold og forhandling. Disse sker også under indtryk af pædagogiske strømninger og ideologisk betingede ønsker om at fremme særlige verdensanskuelser: kristendom, national identitet og demokrati har været særligt fremtrædende i dansk sammenhæng, om end det er bemærkelsesværdigt, at kristendommen er gledet ud af formålsbeskrivelserne fra 1975 og frem. Folkeskolen er en kommunal opgave inden for de rammer, som statsmagten udstikker, og i den faktiske udmøntning af skolelove og bestemmelser har lokale myndigheder spillet en central rolle med udarbejdelse af undervisnings- og læseplaner.

Folkeskolen har generelt hævet uddannelsesniveauet i Danmark over tid. Men social arv har spillet og spiller til stadighed en rolle for de karakterer, eleverne opnår i skolen, og den uddannelse de tager efterfølgende. Hvad det første angår, kunne man så sent som i 2010 konstatere, at de 20 %, der har den svageste sociale baggrund, kommer ud med 4,7 i snit fra folkeskolens afgangsprøver, mens resten får 6,3 i snit efter 12-trinsskalaen, som blev indført i 2006. I den store Generationsundersøgelse, som i Danmark især har påvist den vedvarende betydning af den sociale arv, undersøgte forskerne 3.000 skoleelever, som gik i 7. klasse i 1968, de fleste født i 1954. De blev interviewet dengang og senere flere gange, senest som 38-årige i 1992. De fik også taget en intelligenstest. Hovedresultatet var, at en lang eller mellemlang videregående uddannelse var opnået af godt 50 % af de 38-årige, der var børn af 'professionerne' (mellemlange eller videregående uddannelser), mod under 10 procent af dem, der var vokset op i den ikke-faglærte arbejderklasse. De, som scorede højest i intelligenstesten, var børn fra 'professionerne', mens de dårligste resultater kom fra børn af ikke-faglærte. I den bedste tredjedel var det 64 % af døtrene fra de bedst uddannede hjem ('professionerne') og 55 % af sønnerne. Fra ikke-faglærte miljøer var det 22 % af døtrene og 24 % af sønnerne. De sociale forskelle slog også igennem 24 år senere. Selv blandt den bedst begavede tredjedel blev det som hovedregel den sociale oprindelse, der blev afgørende for, hvor langt de nåede i uddannelsessystemet. I alt 25 % af mændene i den bedste tredjedel havde senere gennemført en lang videregående uddannelse. Det var 49 % af sønnerne fra 'professionerne', som tilhørte denne bedst begavede tredjedel, mod kun 10 % af de lige så kvikke sønner af ikke-faglærte arbejdere. For kvinderne var tallene lavere - det var kun 1 % af de kvikkeste piger fra de ikke-faglærte arbejdermiljøer, som fik en lang videregående uddannelse.

Synet på skolebarnet har ændret sig over tid, ligesom synet på barndommen har det. Barnet er i stigende grad blevet betragtet som individ og som udgangspunktet for de faglige og sociale færdigheder, som skolen har sat sig som mål at udvikle, ikke blot et objekt for disciplinering og kundskabspåfyldning.  Fra midten af 1970'erne blev det understeget, at udviklingen af barnets evner og anlæg skulle ske i samarbejde med forældrene. Det gælder både forældrenes medvirken i deres egne børns skolegang og i valgte skolebestyrelser, hvis forløbere blev skabt tilbage i 1934. Siden 1934 har forældrene således haft mulighed for at deltage i den enkelte folkeskoles styrelse gennem deltagelse i henholdsvis forældreråd, skolenævn, skolekommission og skolebestyrelse. Hensigten med disse organer har været at demokratisere skolen ved at give brugerne - det vil sige forældrene, som er pålagt en undervisningspligt - mulighed for at få indflydelse på det tilbud, skolerne tilbyder dem og deres børn. Hvert fjerde år har forældrene kunnet vælge repræsentanter til forældreråd, skolenævn og -bestyrelse. Men ved samtlige valg i perioden 1934 - 1998 har forældrenes interesse for disse valg været beskeden. Det skønnes, at valgdeltagelsen - målt som et landsgennemsnit - aldrig har oversteget 20 %. Typisk har tallet snarere ligget på under 10 %.

Har forældrene kun i begrænset omfang brugt deres muligheder for at øve indflydelse på den enkelte folkeskole, har de i de senere år i stigende grad brugt deres mulighed for at vælge folkeskolen fra. Ca. 1/6 af danske børn går i privatskole eller friskole. Årsagerne til dette fravalg kan være mange: hvor kammerater går, forestillingen om manglende faglighed i folkeskolen, antallet af flersprogede børn, manglende ressourcer i folkeskolen til børn med særlige behov. Folkeskolen er således genstand for mange ønsker og krav fra forældrenes side, ligesom den står centralt i den politiske kultur- og værdikamp.