Etableringen af de første legepladser i København

I 1876 blev spørgsmålet om indretning af legepladser for første gang sat på dagsordenen for Københavns borgerrepræsentation. Flere af medlemmerne, bl.a. den senere finansminister H.W. Scharling (1837-1911), og arkitekten Ferdinand Meldahl (1827-1908) havde med egne øjne observeret på deres rejser til europæiske storbyer, at legepladser kunne gøre en forskel. Det var både i moralsk henseende, idet de afholdt børnene fra at hænge på gadehjørnerne og fra at lege på gaden, øve hærværk på offentlige parker m.m., men også helt bogstaveligt i forhold til den stigende trafik.

I de store byer kom mange børn til skade, når de blev ramt af hestevogne, mens de legede på gaden, hvis ikke de hang bagpå. Det var især drengene, som dyrkede den sport, og det ses i dødstallene. Alene i København blev otte drenge og to piger dræbt ved fald og knusning i femåret 1880-1884. Alligevel var der flere af borgerrepræsentationens medlemmer, der ikke helt kunne se fidusen. De frygtede for, at mange børn på samme sted ville føre til, at sygdomme og unoder forplantede sig. De blev dog ganske hurtigt klogere, og i 1880, da Ørstedsparken blev indviet, var et hjørne afsat til en legeplads til børn.

Den første legeplads i Ørstedsparken fotograferet på en vinterdag i 1891. Foto: J.F. Meyer, Københavns Museum

Københavns Legepladsforening

De nye legepladser blev til under indtryk af det lobbyarbejde, som filantropen Rigmor Bendix (1850-1923) udførte i sin egenskab af forkvinde for Københavns Legepladsforening, stiftet i 1891. Foreningen stod bl.a. for den bemandede legeplads på Kastelsvolden ved Grønningen og efterfølgende også for en skøjtebane i Kastelsgraven – en del af den voldgrav, der engang omgav København. Legepladsen på Kastellet lå tæt ved de meget børnerige kvarterer omkring Nyboder. Børnene herfra havde været henvist til at lege i Kongens Have, hvilket ikke var velset – eller på det store voldareal, som nu var frigivet efter voldenes fald i kølvandet på koleraepidemien i 1853.

Hvor dateringen er ret præcis i København, er det væsentlig sværere at afgøre, hvornår legepladsbevægelsen ramte andre danske byer. Men der gik sandsynligvis ikke længe. I Aarhus er den første legeplads formentlig fra 1891, mens der var megen snak, men ingen realiteter i Odense før i 1918.  På landet fortsatte børn med at lege på marker, ved åerne, på stranden og i skovene langt op i det 20. århundrede.

Legepladsbevægelsen og introduktionen af sandkasser

På de nye legepladser som fx Københavns Legepladsforenings plads på Grønningen var der hver uge to hold piger, som under kyndig ledelse spillede rundbold. Det var der ganske god plads til, for legeredskaber var endnu i deres vorden. På de allertidligste pladser var der bænke, måske et såkaldt rundløb og måske en vippe eller to, mens gynger var bandlyst.

I 1908 åbnede en legeplads på Christianshavns vold, på initiativ af en borgergruppe under ledelse af læreren Hans Dragehjelm (1875-1948). Han var sandets store fortaler – som modstykke til, at børn rodede i rendestenen – og udgav året efter klassikeren Barnets Leg i Sandet. I tråd med tidens videnskab, mente Dragehjelm, at der var en tæt forbindelse mellem træning af håndens finmotorik og hjernens udvikling. Ligesom han også støttede sig til lægevidenskaben i sin skepsis mod gyngerne, som angiveligt havde en uheldig påvirkning på blodomløbet, specielt i hjernen.

Sandkasserne blev hurtigt et tilbud til de mindste børn, og under 1. verdenskrig begyndte stormagasinerne også at reklamere med en særlig sandkassedragt. Så var der ikke længere nogen undskyldning for mødrene, der havde frygtet tilsmudsning af de fine forklæder og hvide kjoler, som både små drenge og piger gik med. Eksperimentet havde været prøvet af et par år forinden. Fra udlandet importeredes ideen om en stor offentlig sandbunke, hvor de mindste kunne forlyste sig med spand, si og skovl. En sådan lå bag Københavns Rådhus – men blev fjernet i 1908, mens en anden var placeret på legepladsen i Ørstedsparken.

Børn leger i sandet foran Københavns Rådhus, ca. 1905. Foto: Københavns Museum

Udviklingen af legepladsernes form og formål

I første halvdel af 1900-tallet var der mange delte meninger om, hvordan en legeplads skulle tage sig ud – og hvilket formål den skulle imødekomme. Hvor Dragehjelm havde været en varm fortaler for legeredskaber fra sandkassen til klatrestativet, i datiden benævnt abeburet – et klatrestativ, hvor børn som aber kunne svinge sig fra gren til gren – var hans efterfølger som legepladsens fornyer, havearkitekten C.Th. Sørensen (1893-1979), næsten af den modsatte opfattelse.

Sørensen eksperimenterede med legepladsens form i tilknytning til en lang række sociale boligkvarterer og indretning af offentlige anlæg i de nye forstæder omkring hovedstaden. Legen skulle ud i lyset, børn skulle have adgang til sand, vand og et stort græsareal, omkranset af buskads, der gav mulighed for hulebyggeri. Sådan huskede han det fra sin egen barndom – og det skulle også bybørn opleve. Problemet var blot, at ikke alle var med på den idé. I boligforeningerne mødte det modstand, når børnene soppede løs, lavede mudderkager og kastede dem rundt på vasketøj og vinduer, for slet ikke at tale om mødrene, som skulle vaske tøjet efterfølgende og måske også have ungerne i bad. Kun tre blandt de elleve soppesøer, som han indrettede, kom til at fungere efter hensigten, ifølge hans egne optegnelser.

Sørensen hentede inspiration fra parkbevægelsen i Sverige og Tyskland. Begge steder arbejdede myndighederne for, at parker skulle være for folket, store som små – og legepladserne dermed en integreret del.

Danmarks første skrammellegeplads i 1943

Sørensen blev senere kendt som idémanden bag den skrammellegeplads, det blev etableret i Emdrup i 1943. Sammen med arkitekten Dan Fink (1908-1998) fik han mulighed for at gøre drømmen om at give bybørn mulighed for at rode med jord og alskens skrammel til virkelighed. Pladsen, som ikke var større end 6.000 m2, blev indrettet i tilknytning til et socialt boligbyggeri i Emdrup i det nordvestlige København.

Som daglig leder ansatte man fritidspædagogen og den tidligere modstandsmand John Bertelsen (1917-1978), blandt børnene kaldet Jonas og opfinderen af en særlig pædagogisk retning kaldet skrammologi. Det var Jonas’ pædagogiske filosofi, at hvis blot børn fik lov til selv at tage fat og løse de konflikter, som indtraf undervejs, så gik alting meget bedre. Til tider kunne de have brug for en hjælpende voksen hånd, men i det store hele skulle den voksne holde sig på afstand af begivenhederne. Pladsen havde sit eget børnepoliti og straffesystem, som rakte fra at blive sat til afkøling til at blive dømt ved en totempæl foran de øvrige børn. 

Børn på skrammellegepladsen i Emdrup i sommeren 1944. Her var børnene fra det nærliggende sociale boligbyggeri samlet for at overvære, at en mindre dreng får læst og påskrevet, mens legepladsens leder Jonas Bertelsen ser til. Fra: Skolehistorie.au.dk

I begyndelsen var det småt med skrammel, men efterhånden fik de dybe jordhuler selskab af høje konstruktioner, små haver og murede huse. Skrammellegepladsen fik stor international bevågenhed, et vidnesbyrd om, at med børn skulle land (gen)opbygges, og ideen bredte sig især til England i de første efterkrigsår.

Ikke alle var dog lige begejstrede for tanken. Bestyrelsen i de to boligforeninger, som husede skrammellegepladsen, overvejede lukning, bl.a. fordi Jonas havde givet husly til nogle unge, som nok ikke rigtig hørte hjemme på en legeplads. Andre kritiske stemmer fandt det hele for kaotisk – og så var der mødrene, der skulle lappe sammen på tøj og børn. Da Jonas i 1947 blev syg og måtte stoppe, overtog fritidspædagogen Agnete Vestereg arbejdet som leder. Hun drejede gradvist pladsen mere over i institutionelt regi – hvilket ikke helt huede C.Th. Sørensen.

Etableringen af hulebyer i slutningen af 1950’erne

Godt ti år efter indvielsen af Skrammellegepladsen i Emdrup tog en anden landskabsarkitekt, Erik Mygind (1916-1978), et lignende initiativ. På et areal tæt på Mølleåen i Nærum, nord for København, indrettede han sammen med en gruppe børn en huleby. Det skulle være et sandt børnedemokratisk eksperiment, hvor byen blev drevet af børnene – dog med Mygind som sekretær.

Byen blev indviet i 1957. Jordhulerne var blevet til huse, og der var veje og græssende geder – mens gadefejeren tog sig af det beskidte arbejde. Det gik godt i et par år, men så var det også slut. Ifølge Myginds beretning var en borgerkrig brudt ud, det var ikke længere børnene selv, som byggede husene, men deres fædre, ingen gad passe dyrene eller samle og sælge gamle aviser, som var et nødvendigt økonomisk fundament. Byen forfaldt – men rundtomkring i Danmark udviklede hulebyerne sig til en sand legeepidemi, hvor drenge fra Korsør til Aalborg etablerede byer på områder, de mere eller mindre officielt havde fået stillet til rådighed. Tanken vandt også indpas på fritidshjemmene, hvor der blev lavet byggelegepladser med børnene i rollerne som borgmestre eller postbude.

Stigende fokus på børnenes risiko ved leg og i trafikken

Selvom det ikke blev til virkelighed, så indeholdt Landsbyggeloven fra 1968 bestemmelser om, at der til enhver bebyggelse for mere end otte familier skulle tilvejebringes et tilstrækkelig stort areal til ophold for børnene. Dette lå i forlængelser af forsorgsloven fra 1964, der pålagde kommunerne at påse tilstedeværelsen af det fornødne antal daginstitutioner og socialpædagogiske fritidsforanstaltninger.

Med loven om børne- og ungdomsforsorg fra 1964 ændrede såvel daginstitutioner som fritidshjem og legepladser status fra socialpædagogiske tilbud til udsatte børn til tilbud til alle børn. Interessen for legepladsen såvel som fritidshjemmene tog til op igennem 1960’erne i takt med kvindernes indtog på det lønnede arbejdesmarked – og antallet af trafikulykker med børn fortsat deres himmelflugt. Tallet kulminerede i 1970 med 71 dræbte 0-6 årige og 101 7-14 årige. Det satte turbo på trafikundervisningen, hvor halvdelen af danske børn blev medlem af Børnenes Trafikklub, stiftet i 1971. I de nye forstæder kom der adskilt trafik, der blev indført hastighedsbegrænsninger og sikkerhedsudstyr i bilerne.

Den nye opmærksomhed omkring børns fritid førte også til en interesse for legepladsulykker, brækkede arme, knuste fingre og det, som måske var værre. Interessen var også ansporet af udviklingen syd for grænsen, hvor bystyret i Hamborg var gået forrest med nye regler for legepladssikkerhed.

Interessen spredte sig til den lægefaglige verden, og lægerne på Aarhus Kommunehospital kunne i flere undersøgelser i henholdsvis 1982 og 1991 konstatere, at antallet af alvorlige ulykker var for nedadgående. Hvor ulykkestallet ved indgangen til 1980’erne lå på omkring 9,3 pr. 1000 børn om året, var det faldet til 6,3 pr. 1000 børn om året i 1989. Halvdelen af de tilskadekomne børn var i aldersgruppen 5-9 år. Det var især faldulykker, og kun otte procent fik alvorlige læsioner. Omkring 80 procent af ulykkerne indtraf ved leg på gynger, klatrestativ, rutsjebane, legehus og legetårn. Endnu et problem var opstået, nemlig hættesnore, som gradvist blev forbudt og afløst af velcro, ligesom fastsiddende hætter på flyverdragter fx gik en trang tid i møde.

Nyt design for legepladsredskaber og krav til sikkerhed

I løbet af 1970’erne blev en stor del af legeredskaberne i stålrør af sikkerhedsmæssige årsager kørt på historiens losseplads. Ind rykkede organiske former, stærke farver og en hensyntagen til, om børn var store eller små eller havde forskellige fysiske udfordringer.

Firmaet Kompan, etableret i 1970 under navnet Multikunst, var en af de danske virksomheder, der arbejde med designet og udformningen af nye og farvestrålende legeredskaber. Her ses deres velkendte rutsjebane og spilophøne i organiske former i Magasin du Nords børnetøjsafdeling i 1977. Foto: Magasin du Nord Museum, Københavns Museum

Optagetheden af legepladsulykker og indførelse af nye sikkerhedsstandarder i løbet af 1980’erne skabte en vis debat i legeplads-pædagogiske kredse. For gik nu ikke legeværdien tabt – og hvad med alle de legepladser, som forældre og pædagoger selv havde hamret sammen? Var de fortid? Ja, det var de. Fremtiden bød på regelmæssig kontrol af sikkerheden – men ikke mindst bød den på nye legepladser, som det ikke var en amatør forundt at lave. Storstilede anlæg, hvor redskaberne nåede op i samme højde som tårnene på Skrammellegepladsen, mens vippedyr tiltrak de mindste, og snurreredskaber og den svimlende følelse de gav, angiveligt udviklede børnenes centralnervesystem. Fitness i børnehøjde rykkede ind på legepladserne med klatring, som den helt store aktivitet. Det 21. århundredes bybørn skulle lære at udfordre egne grænser og løbe hvalpefedtet af sig.

Derudover blev der anlagt naturlegepladser efter alle kunstens regler med insekthotel, vilde blomster, pilehytter og bålpladser. Her blev bagt pandekager med fyld af skvalderkål eller kogt rævehoveder, bagt snobrød og måske stegt en marshmallow i ny og næ.

En sidste trend i 2022 – som let kunne overses, og det er netop pointen - var indretning af bæredygtige, urbane oplevelseslandskaber, hvor legen ikke har sit eget sted, men indgår som et element blandt mange, fra hundeluftning, regnvandsopsamling til rulleskøjter og picnic. Hvorvidt denne trend er fremtiden, er svært at spå om, gættet vil nok snarere være, at de uenigheder, der historisk har hersket om legen, og hvad der udgjorde de bedste rammer omkring leg, vil leve videre, og derfor vil legepladslandskabet fortsat være mangfoldigt.

Se filmen 'Skrammellegepladsen' fra 1967 her
 

Filmen viser Skrammellegepladsen, der lå på Nyropsgade/Gammel Kongevej/Vester Søgade-hjørnet i København. Af legepladsens gamle brædder rejser der sig en by skabt af børnenes fantasi, selvstændighed og vilje og evne til at samarbejde med andre. Filmen er lavet af Sune Lund-Sørensen i 1967. Fra: Danmark på film, Det danske Filminstitut

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.