Kapitel I.

Sandlegens Betydning.

Side 10-14

1. Sand!

Selv de mindste Børn kan more sig med Sandet. Se den lille Purk[1], som er bleven anbragt i Sandbunken! Endnu forstaar han ikke at forme det til Figurer; men med hvilket Velbehag fører han ikke den lille Haand gennem Sandet!

Han føler en behagelig Modstand, der er saa tilpas, at han netop kan overvinde den. Han kan lade Modstanden øges ved at skyde paa en større Sandmængde, eller han kan mindske den, alt efter Behag og Evne. Sandet bevæger sig, og han mærker, at hans smaa Kræfter dog duer til noget.

Naar han bliver lidt ældre, vil han begynde sine første Figurarbejder med den største Omhu og Omstændelighed. Han stikker Skeen i Sandet for at fylde den godt; men den er næsten for tung, Haanden ligefrem ryster, idet han fører den topfulde Ske hen til Legespanden, som han vil fylde for derefter at vælte den dannede Form ud.

Der vil imidlertid ikke hengaa lang Tid, inden han kan arbejde sikkert og flinkt som alle de andre Børn, og saa finder han i Sandet en af sine bedste "Venner".

Der hersker oftest en ejendommelig Ro, ja næsten Alvor paa Sandlegepladsen. Legens Gang er helt forskellig fra den, der kendes fra Sportspladser. Ret forstaaet, leger Børn ikke i Sandet. De arbejder som Kunstneren ved sit Værk. Ret Spørgsmaal til dem, naar de former og bygger, tal til dem, — der svares næppe! Indfald og Ideer fødes og virkeliggøres, og dette taaler ingen Forstyrrelse.

Denne Syslen[2] er en saa inderlig selvisk Tilfredsstillelse, at der næppe gives nogen større.

Naar Vaartiden[3] er inde, vaagner Arbejdsdriften hos de smaa. Ligesom i Naturen sker der en Nyfødelse hos Mennesket, hvis Virketrang og Sansevirksomhed vaagner med forøget Styrke. Den voksne gaar med Spaden til den brune Jord, Barnet stiller sin Længsel i det medgørlige Sand, og begge høster de hver paa sin Vis Frugt og Løn for Arbejde og Møje.

I Sandbunken (Raadhushaven, København).

2. „Sand, den største Opdrager”.

Denne karakteriserende Ytring har gennem Aarene vundet Hævd i Tyskland; det kan ikke oplyses, hvor eller hvem der har skabt dette Fyndord[4]. Det kan vistnok tilskrives Folketraditionen. I Virkeligheden rummer dette Udsagn adskilligt; det gør saa at sige Sandlegen, Barnets kæreste Leg, til Alfa og Omega i dets Syssel og Adspredelse; det er i knap Form en Paastand, som kan udredes i følgende Punkter:

1. Sandet er en ypperlig Vejleder; thi gennem Hudfølelsen — Jean Paul kalder det Finger-Kildren — ledes Barnet til at udføre sit Arbejde nydende.
2. Sandet lokker Barnet til at gøre Forsøg, idet det medgørlige Stof altid aabner en vis Udsigt til et heldigt Udfald. Det tvivlende Sind ægges til Handling og Gentagelse. Ingen Opdrager tør kaldes større end den, der evner at faa Eleven til selv at tumle med Opgaverne, indtil et tilfredsstillende Resultat er naaet.
3. Sandet ansporer det legende Barn til at knytte Idé til Idé. Naar Barnets Tanke er virkeliggjort i Sandet, føjer andre sig til af sig selv. Dette er Vejen; gennem Haanden til Sjælen, og fra Sjælen atter til Haanden.
4. Sandet ægger det arbejdende Barn til Gentagelse paa Gentagelse uden at trætte det eller selv at trættes.
5. Er Sandet en omhyggelig Vejleder, er det ikke mindre en respektindgydende "Iagttager". De dannede Figurer viser tydeligt Fejl som Fortrin ved Arbejdets Udførelse.
6. Denne Opdrager arbejder virkelig og stadig paa at gøre sig selv overflødig, pukker[5] aldrig paa sin Tilstedeværelse og Betydning, men giver villigt og umærkeligt Initiativ og hjælper til Tankernes Virkeliggørelse.
7. Her møder Barnet ikke den evindelige Retten paa sig, som er saa almindelig fra de voksnes Side, f. Eks. naar det gør "galt", river Legetøjet itu for at forbedre det el. lign., en Retten, som Barnet ofte føler sig besværet ved. Her er det Kendsgerningerne selv, der retter paa Adfærd og Handling.
8. Hvad andre ikke forstaar hos Barnet, ja maaske endog afviser, — man har ikke Tid til at give sig af med Barnets Indfald og Paahit, — tager Sandet gerne imod. Til hver Barnets Tanke, den være født i fantasifuld Poesi eller i jævn Prosa, laaner Sandet gerne Øren, og der gives altid Svar paa Tiltale.
9. Sandet giver Barnet en ikke almindelig Lejlighed til at beskæftige sig med forskellige Almensysler og Almenforeteelser, som Barnet maa kende for overhovedet at kunne klare sig som forstaaende og nyttig Verdensborger.
10. Den forstandige Opdrager søger at give Udviklingen en gradvis Fremadskriden. Just saaledes gaar det i Sandet, idet Barnet Tid efter anden faar Evner og Kræfter tagne mere og mere i Brug.
11. Det ældgamle Krav om en harmonisk Udvikling og Opdragelse efterkommes i Sandet paa en saare simpel Maade, idet Barnets Beskæftigelse her virker i lige Grad fysisk og psykisk befriende.
12. Ligesom Sandet er en fortrinlig Opdrager, saaledes er det en trofast og underholdende Kammerat.
13. Sandet leder lempelig Børn til Forstaaelse af hverandres Ret og Værd i Arbejdets Tjeneste. De vænnes til at arbejde i Fællesskab og Medgørlighed paa den samme Arbejdsplads.
14. Sandet beskæftiger alle som een og een som alle, blot der findes Plads i Bunken eller ved Legebordene. Alle tilstedeværende Børn drages med ind i Virksomheden; ogsaa de aandelig og legemlig svage finder en Underholdning, der svarer til enhvers Evne og Modtagelighed.
15. Sidst og ikke mindst: Sandlegen fremelsker et sundt Barneliv, der giver sig Udtryk i et vist almindeligt Velbefindende og en god Appetit. Derfor er det heller ikke med Urette, at Sandet har faaet en saa smigrende Karakteristik af Traditionen. Netop paa Grund af den Tilfredshed, Sandlegen skaber, gaar Barnet med forventningsfuld Glæde til Sandbunken.

Det er forstaaeligt, at Publikum uvilkaarligt standser ved Sandlegepladsen for med en vis Respekt at beundre de legende Børns myreagtige Optagethed og fængslende Interesse.

Kapitel II.

Sandlegens rette Plads.

Side 40-45

2. „Børnehaven” bør optage Sandlegen.

De sidste Aartier har bragt adskillige Fremskridt med Hensyn til Leg og Idræt for større Børn. De smaas Sandleg bør da ogsaa medtages; den giver — som nævnt —  mindre Børn Lejlighed og Anledning til Udførelse af en Række Legemsøvelser, der særlig passer for dem, og de hærdes i Sol og Luft under Forhold og Betingelser, der svarer til deres Modtagelighed. Under det energiske Arbejde i Sandet hærdes de tillige til senere at kunne udholde Sportspladsens Anstrengelser, og de vænnes paa lempelig Maade til Kammeratskabsforhold.

Man vil maaske indvende, at Frøbelbørnehaven[6] sørger for Smaabørnenes Sysselsættelse[7], og at der intet behøves derudover! Ja, den gør til visse sit. Der er imidlertid mange Børn, som den ikke faar Indflydelse paa, men som under Opholdet paa Gaden vilde kunne indfanges paa Sandlegepladsen og der "uddanne" sig selv. Tilmed maa det beklages, at mange Børnehaver vistnok snarest bør betegnes som Børnestuer.

Den Fortrolighed, Børnehaveinstitutionen i saa høj Grad kan glæde sig over fra Mødres og Børns Side, kunde udnyttes langt radikalere, end Tilfældet ofte synes at være, i Retning af at give Børnene en vis hygiejnisk-pædagogisk Behandling. Blot at sysselsætte Børnene er ikke tilstrækkeligt.

Friluftsværelse; Frk. Eleonora Lemps Reformskole, Gross-Lichterfelde, Berlin.

Trods Ideen dertil er givet i Navnet "Børnehave", er det ikke blevet Frøbelbevægelsen, der har faaet Æren af det moderne Børne-Friluftsasyls Fremkomst i Frøbels eget Fædreland. Det er derimod Institutioner som Charlottenburg Waldschule eller Frk. Eleonora Lemps Reformskole i Gross-Lichterfelde ved Berlin. ”Volkswohl Hede-Ture" i Dresden (S. 83) og Schreberhaverne (S. 85) i Leipzig har ligeledes begge delvis organiseret Friluftsasyler for mindre Børn.

I de forenede Stater i Amerika, hvor Respekten for det legemlige Arbejde regnes for en Gentlemans første Dyd, har Frøbelbørnehaven dog forlængst maattet underkaste sig en Modernisering og Omdannelse, og Legestuen er der ombyttet med Legepladsen.

I Tyskland er man ved at komme med. Her skal saaledes nævnes den til ”Verein für Volkserziehung” i Leipzig knyttede Børnehavevirksomhed (Stifter: Fru Dr. Henriette Goldschmidt). Ligeledes fremgaar det af den af ”Pestalozzi-Frøbel Haus” i Berlin 1904 udgivne Beretning om Institutionens Virksomhed (Forstanderinde: Fru Clara Richter), at Børnenes fysiske Velvære bliver stærkt fremdraget. Sagt med eet Ord tilstræbes det at gøre Børnenes daglige Færden saa landlig som muligt.

Figurlægning i Folkebørnehaven, knyttet til Kvindehøjsk. ”Lyceum”, Leipzig.

Der er god Mening i at bringe ”Landlighed” ind i Børnehaven, særlig i Storstæderne, hvor Børnene hjemme kun har saa ringe eller slet ingen Adgang til at rode, bruge Trillebør, Skovl og spade o. s. v. I Børnehavens Legestue lærer Børnene maaske en eller anden munter Sandleg, hvori de landlige Beskæftigelser nævnes. Lad da Børnene selv prøve og efterligne disse Virksomheder, ikke blot en enkelt Gang, men daglig i det mindste i Sommertiden.

Lad dem f. Eks. faa et Skraaplan ved Sandlegepladsen, som de kan more sig med at trille Sandet op ad i deres smaa Trillebøre!

Lad dem skovle Sandet i Bunker, lave ”Bjerge”, ”Høje” og ”Dale”, forme dermed og lægge Figurer deri! Derved styrkes deres Muskler og øves deres Haand i Tag og Greb mere og bedre, end en overdreven Stillesidden i Stue med Flette- og Formearbejde vil kunne gøre det.

Sporene i Sandet forsvinder imidlertid, og der vilde jo ikke blive et saa omfangsrigt og synligt Bevis som nu for Tiden paa Børnehavernes Flid, naar det sædvanlige Haandarbejde indskrænkedes noget ved et øget Friluftsliv. Dette vilde dog sikkert ikke sænke Børnehavernes Niveau i Mødrenes Øjne. Tværtimod, jo mere Barnenaturen imødekommes hygiejnisk og pædagogisk, des mere Forstaaelse vil Børnehaverne finde, og desto stærkere vil de fastslaa deres Berettigelse.

3. Hvad Hjemmene og Kvinden bør gøre.

”Barnets Aarhundrede”. Ellen Key. Dette bevingede Ord skjuler den Fare i sig, at Barnet gøres til en Modeartikel, som enhver forsøger sig paa, — men for Modens skyld.

– Fru Dr. Henriette Goldschmidt i Forfatternes Stambog, Leipzig, 26de Marts 1908.
 

Naar Forældre giver deres Børn Graveske og Legespand med paa Spadserture, møder disse veludrustede til Udflugten. Det gælder da blot om at faa noget at rode i. Selv i Spadserestiens Smuds roder Børn, naar de ikke kan finde andet.

”Det er noget Griseri; men det er nu deres Fornøjelse,” som H. C. Andersen siger i ”Stoppenaalen”.

Er Børnene end ikke henviste til selve Vejgruset, maa de dog mange Steder tage til Takke med Vejvæsenets tilfældige Grusbunker, der henlægges til Vedligeholdelse af Færdselsstier eller i andet lignende Øjemed. Hvor der ikke findes indrettet særlige Sandlegepladser, vil saadanne Bunker jo bøde paa Savnet.

Dette er imidlertid ikke nogen tilfredsstillende Løsning af Spørgsmaalet om Sand til Børnenes Leg; thi den Legefrihed, som indrømmes dem der, vil altid til en vis Grad være afhængig af det stedlige Opsyns og Politis Velvilje.

Det fortælles, at en Præst en Dag for mange Aar siden fandt nogle smaafyre ivrigt beskæftigede i Rendestenssnavset. ”Hvad laver I der?" spurgte Præsten. ”En Kirke,” var Svaret. ”Skal I da ikke ogsaa have en Præst?" ”Nej, vi har ikke Skidt nok." Denne drastiske Oplevelse skal Præsten paa sin Maade og med en vis Forkærlighed have benyttet i sin Prædiken; men — til Paamindelse for alle rette vedkommende burde en Tale over nævnte Tekst ogsaa have fundet Vej til Raad og Magistrat; thi vi har ikke Sand nok.

At Børn har Lov til at rode, ikke at de muligvis faar Lov dertil, det er derpaa, det kommer an. Løsenet[8] er Rodepladser, Sandidræts- eller Sandlegepladser, eller hvad man vil kalde dem, — de være nok saa smaa; det er ikke Størrelsen, men Mængden, hvorpaa det kommer an.

I første Linie er det ikke mindst Hjemmene, der maa erhverve Forstaaelsen af Sandlegens Nytte for Børnene; thi da kan der paa mange Maader findes Udveje for at tilvejebringe en Sandlegeplads for Børnene. Og naar Kravet derom har vokset sig stærkt i vide Kredse, da maa det offentlige ogsaa vise sig lydhør paa dette Omraade.

Giv Børnene Sand, — særlig i Storbyerne vil denne veritable Samaritanergerning blive paaskønnet! Sand er et dagligt Brød, som Børnene paa en vis Maade fortærer.

Kvindens, Hustruens og Moderens Deltagelse i Forvaltning og Administration vil særlig paa et Omraade som dette, der angaar mindre Børns offentlige Velfærd, kunne virke fremmende og sprede den rette Forstaaelse.

Nu og da høres Hjemmets Røst i Dagspressen. En og anden giver nyttige Raad og Vink m. H. t. en naturlig og sund Opdragelse af Barnets Karakter og Væsen. Forf. læser med Interesse disse Smaaindlæg i Opdragelsesspørgsmaalet; deres Fremkomst skyldes næppe Mode; man mærker, at de dikteres af praktisk Erfaring.

Her skal i denne Sammenhæng i Korthed fremdrages nogle forstaaende Linier, der for ganske nylig fremkom i "Kvindernes Blad" (28. April 1909), og som netop taler i Legesagens Interesse. ”Saasnart Børnene er store nok til at kunne lege, bør de have Lejlighed til at beskæftige sig i fri Luft; det er meget sundere for dem end at "gaa Tur". Et Barn, der ikke har noget "at bestille", bliver sært og uartigt, ofte uden Aarsag, hvorimod det, saa saare det bliver optaget af Leg, ofte alene med en lille Bold eller Spade, bliver tilfreds og nemt at have at gøre med."

Om de mange Hjem og den store Offentlighed kan bringes til en saa sund og i Grunden simpel Anskuelse som den, der her antydes, vil Legespørgsmaalet gaa en smuk og sikker Fremtid i Møde. Det bør ske, og det maa ske!