Den første dag efter ferien, da den nye lærer trådte ind, rejste vi os som sædvanligt op og stod ret. Men lange Emanuel, hvis lange ben altid var i krig med de små borde og sammenhængende bænke, kludrede også i dag lidt i det. Læreren blev stående bag ved ham, og da Emanuel endelig stod ret, gav læreren ham sådan en bagvendt øretæve, at Emanuel styrtede ned mellem bordet og bænken. Under sin videre fremmarch op mod katederet brølede læreren: "Jeg skal satan gale mig lære sådan en lømmel at stå ret, når jeg kommer ind." Da Emanuel fik rejst sig op, så vi, at han var gloende rød på den ene kind og havde en begyndende rød bule i panden. Emanuel, der var en opvakt dreng, stod et øjeblik og så op på læreren, så vendte han om og rev døren op ud til gangen. "Hvor skal du hen?", råbte læreren. Emanuel råbte lige så højt: "Jeg skal ned til inspektøren og klage over en bølle!" Dette optrin var indledningen til mit sidste skoleår.

Emanuel så vi ikke mere til. Ved inspektørens mellemkomst blev han overflyttet til St. Hansgades skole. Jeg selv sad alene som rabarberdreng i klassen. Mine to gode kammerater blev oversiddere i anden klasse og gik nu om eftermiddagen. Drengene i min første klasse kom fra Jægersborggade, Kronborggade og Bjerkesalle, de var nogle rigtige bangebukse, der ikke turde være med til oprør mod den nye lærer, hr. Hansen. Jeg forsøgte et par gange alene, men blev så gennemtævet med spanskrøret, at jeg knap kunne gå, og opgav den direkte kamp mod dette tævende uhyre. I vor første historietime fortalte han os om Athen og Sparta. Allerede Thyregod [en tidligere lærer] fortalte os om det høje kulturliv Athen fostrede. Hos hr. Hansen blev det modsat. Her var Athens borgere en samling sygelige individer, snakkesalige og pjattede og det endte med at mænd stod i forhold til drenge i stedet for til kvinder. Sokrates var en sygelig idiot, mens hans kone Xantippe var en rigtig kvinde. Helt modsat Athen var Sparta. Ved streng tugtelse af drengene og de unge gjorde Sparta den opvoksende slægt til hårdføre mænd, der evnede at føre krig og vinde ved deres tapperhed. Han anførte flere eksempler på spartanernes hårdføre kraft, men jeg husker kun et par af dem, hvor spartanerne pryglede athenienserne sønder og sammen. Da perserkongen ville indtage Grækenland, samlede spartanerne sig i bjergpasset Thermopylæ, og da perserkongen sendte bud til dem om at overgive sig, da hans bueskytter var så talrige, at deres pile ville fordunkle solen, svarede spartanerne: "Så slås vi i skyggen!" Som et lysende eksempel på en spartanerdrengs hårdførhed fortalte han os følgende:

En dreng var beskyldt for at have stjålet en ræveunge. Under forhøret nægtede han. Og selv om dommerne lod ham prygle, nægtede han hårdnakket. Da dommerne var ved at opgive ham, så en af dem, at drengen stod og trådte i noget blod, og at der dryppede blod fra hans kjortel. Da de rev kjortelen af ham, sad ræveungen inde på hans nøgne bryst og sugede blod af et sår, den havde bidt, medens han nægtede. Vor nye lærer roste den spartanerdreng meget og udtalte håbet om, at han kunne gøre os lige så hårdføre inden året var omme.

Samtidig lærte han os, at det aldrig var det, man gjorde, men det man bekendte, man blev straffet for. Allerede dagen efter fik han lejlighed til at demonstrere "sandheden" i dette. Der var imellem os flere lurvede drenge, som mente at de ved at fedte for læreren kunne undgå at få klø. En af disse fyre fortalte efter frikvarteret læreren, at Rasmus havde sagt noget uartigt om læreren. "Har du det?", brølede hr. Hansen ned til Rasmus. "Javel," brølede Rasmus igen. "Nåh, du bekender, så skal du også belønnes," og Rasmus fik fem slag af spanskrøret over rumpen. Læreren fortsatte til os alle sammen: "Hvad I siger om mig, er mig komplet ligegyldigt, men når I bekender det, så skal I ha' prygl." Derpå vinkede han ad sladderhanken og sagde: "Så er det din tur, du sladrer og har dermed bevist, at du er den usleste fyr i hele klassen! En dreng, der går hjem og sladrer om, hvad der foregår her i klassen eller mellem jer, er en foragtelig usling, I ikke bør omgås uden at prygle ham." Og idet læreren greb sladderhanken i nakken og bukkede ham forover, sagde han: "Her er et eksemplar af den uhyggelige race, og jeg skal lære dig og ligesindede at sladre." Og så hvinede spanskrøret i frygtelige slag ned over sladderhanken. Jeg talte 11, så faldt drengen om på gulvet, hvor han fik det 12. slag ned over skulder og ryg. Drengen krøb på alle fire hen til sin plads. Efter denne frygtelige lektion fandtes der ikke flere sladderhanke i vor klasse.

Nede i frikvarteret blev vi drenge enige om, at det var for at hindre os i at fortælle hjemme om hans mishandlinger af os, at han straffede sladderhanken så frygteligt. Da vi kom op i klassen igen, blev vi stillet overfor et nyt problem. Denne vor "børneopdrager" erklærede, at han ikke ville gå og huske alle disse "Jensener", "Hansener" og "Nielsener". For fremtiden fik vi et navn af ham, som vi måtte lyde. Drengen han lige havde mishandlet, fordi han sladrede, skulle til evig skam og skændsel i fremtiden hedder "Sladderhanken". Martin, der havde en senestrækning i halsen og derfor bar hovedet lidt skævt skulle hedde "Skævemartin". En dreng med sort hår og lidt sammenbidt ansigt blev døbt "Skovtrolden". Og således fandt læreren på øgenavne til os alle sammen. En dreng, der altid mødte op med en krølle i panden, kom til at hedde "Spytkrøllen". En anden dreng fik navnet "Lusen" Jeg, hvis hår altid var lige tilbagestrøget uden skilning eller krølle, blev døbt "Den dannede". Men dette navn var ikke godt, og en dag fandt læreren ud af, at mit navn Chr. Christensen var bedre at fordreje til "Kres. Kres", og dette navn beholdt jeg så skoletiden ud. Lille, blege og magre Harry blev også døbt om. Han havde fået øgenavnet "Skelettet". Men en dag kom Harrys mor ind i klassen og bebrejdede læreren, at han havde mishandlet Harry, så han havde blå og røde striber på sin magre krop. Læreren affærdigede hende med, at hendes søn fik de tæv han fortjente, og han ville ikke høre på hendes vrøvl. Da konen svarede, at så måtte hun gå et andet sted hen og klage, svarede læreren, at hun kunne gå hvorhen hun lystede, så længe han var lærer blev det ikke anderledes, og at hun bare skulle forsvinde og ikke forstyrre undervisningen her i klassen. Så snart konen var ude af klassen, sagde læreren til Harry: "Din mor ligner en rotte, men du er for ussel en sladderhank til at hedde rotteungen, så i fremtiden hedder du Spidsmusen." Nede i frikvarteret forsikrede Harry os, at han ikke havde sladret til sin mor, men at hun selv, da hun så de blodige striber på hans krop, havde sagt, at de kunne kun stamme fra skolen. Harry kunne have sparet sine forsikringer, ingen dreng i klassen var så rå, at han ville give Harry bænketur[1], selv om han havde sladret til sin mor. Alle ynkede vi lille Harry, når han skreg af smerte, medens læreren tævede ham.

Der var en dreng til, der rystede af angst og skreg af smerte, når han fik klø. Det var lille Jacob, en lille skikkelig dreng, der aldrig var uartig eller fræk - tværtimod. Disse to var et problem for os andre drenge. Læreren havde nemlig indført den ordning, at vi fik en fritime til historier eller anden underholdning, hvis alle drengene undlod at hyle, når hele klassen fik klø. Selv om læreren var en stor, stærk mand i sin bedste alder, blev vi snart så forhærdede, at ingen gav et kny fra sig, når spanskrøret susede ned over vore ender og rygstykker. Kun lille Jacob og Harry skreg af smerte. Da dette forhindrede os andre i at få historietimen, var vi en dag tre drenge, der tilbød læreren, at vi ville tage de tæv ekstra, som Harry og Jacob skulle have, når vi så fik historietimen. Som belønning for dette forslag fik vi for vor blødsødenhed hver fem slag af spanskrøret. Læreren opfordrede påny drengene til at give Jacob og Harry bænketure i frikvarteret til de lærte at blive rigtige drenge. Ingen af os ville fortsætte lærerens mishandling af de to drenge, men spørgsmålet blev løst på anden måde.

Da lærerens mishandling af Harry blev fortsat, endte det med, at moderen holdt Harry hjemme fra skolen. Med Jacob gik det anderledes. Hans far var som min og fortsatte mishandlingen af Jacob hjemme. Til sidst blev drengen så angst, at han løb hjemmefra og fra skolen. Han vagabonderede, blev der sagt. De blev begge sendt på Internatet og derfra på "Flakkebjerg" hos den anden prygleprofos[2], hr. Mortensen, der senere afleverede dem til forbryderverdenen. De to drenges skæbne gjorde et varigt indtryk på mig og var vel med til at grundlægge min senere indstilling til autoriteter. Men i skolen gik det nu godt, ikke et kny lød, når læreren udløste sin prygletrang og tævede hele klassen. Vi fik så vor fritime med historier. Den første time beslaglagde læreren selv. Vi fik bl. a. at vide, at han hed Georg Hansen, og at han var udlært som snedker, før han tog lærereksamen, og at han tævede sine to sønner næsten hver aften, og at han godt kunne lide knaplakrids o.s.v. Vi drenge tog venligt imod hans oplysninger. Når han høvlede os, var det fordi han ikke mere havde brædder at høvle. At han hed Georg og godt kunne lide knaplakrids, gav os mulighed for et øgenavn til ham; han blev døbt "Georg Knaplakrids". (...)

Ordforklaringer m.m.

[1] Bænketur: Afstraffelse, der består i at lægge en person over en bæk og banke ham på den strammede bagdel.
[2] Profos: Egentlig: Embedsmand der fuldbyrder legemsstraffe.