Artikler
Fra sidst i 1800-tallet blev der taget initiativer til regulering af børns arbejde. I første omgang var det børns fabriksarbejde, der blev reguleret med fabriksloven i 1873 og 40 år senere helt forbudt med fabriksloven i 1913. Udnyttelsen af børns arbejdskraft uden for fabriksområdet blev begrænset af kommunale vedtægter – for København i 1903 og 1918. Sammen med disse forbud og reguleringer fik også den ændring, der fra 1919 skete af de københavnske skolers undervisningstid, betydning for, at antallet af børn med arbejde uden for skoletiden faldt markant.
1873: Fabrikslov begrænser udnyttelse af børn
Udnyttelse af børns arbejdskraft blev et af de temaer, der i juli 1872 blev drøftet på det første nordiske industrimøde i København. Opgørelser viste, at børn under 14 år udgjorde ca. 10 % af den samlede arbejdsstyrke på landets fabrikker og heraf var godt 16 % under 10 år. I industrielle kredse var man begyndt at blive bekymret for disse børns helbred. Også den socialt engagerede læge Emil Hornemann (1810-1890) gav udtryk for bekymring. I et foredrag på industrimødet gjorde han sig til fortaler for, at børn under 12 år ikke burde anvendes til fabriksarbejde, at arbejdstiden for børn generelt burde nedsættes, og at de ikke burde bruges til natarbejde.
En udløber af industrimødet blev vedtagelsen af den første danske fabrikslov i maj 1873. Den nye lov forbød fabriksejere at ansætte børn under 10 år. Den daglige arbejdstid for børn i alderen 10 til 14 år blev sat til 6 ½ time og skulle afsluttes én time før skolestart, så børnene ikke kom halsende trætte og sultne i skole. Desuden måtte børn ikke arbejde om natten og på søn- og helligdage. Et arbejdstilsyn blev nedsat for at sikre, at disse bestemmelser blev overholdt.
1890'erne: Skolen sætter børnearbejde på dagordenen
I 1890'erne steg antallet af københavnske børn, der havde arbejde uden for skoletiden. Vækst inden for industri og handel havde skærpet efterspørgslen efter deres arbejdskraft. For mange fattige og børnerige familier var børnenes indtægter desuden nødvendige for at mætte de mange munde.
Fabriksloven havde sikret beskyttende regler for fabriksbørnenes arbejde. Men for de børn, der arbejdede uden for fabriksområdet, bl.a. som bybude eller mælkedrenge, eksisterede der ikke en sådan beskyttelse. Blandt skolefolk var der en voksende bekymring for, at de lange og anstrengende arbejdsdage skulle få uheldige konsekvenser for børnenes indlæring. Derfor opfordrede skoledirektøren i København i 1897 skoleinspektørerne til at indberette, hvilken indflydelse børnenes arbejde havde på deres skolegang.
Skoleinspektørerne hæftede sig især ved arbejdsforholdene for mælkedrengene, der var ansat ved de store mejerier på Frederiksberg. Fra 4-tiden om morgenen til frokosttid bragte de mælk ud for derefter sultne og udasede at styrte i skole, hvor de ofte faldt i søvn. Arbejdsvilkårene for de små bybude var ifølge skoleinspektørerne ikke meget bedre. Men da mælkedrengene skulle så meget tidligere op om morgenen, var det især deres arbejdsvilkår, der var en torn i øjet på skolefolkene. Ord som misbrug, mishandling og børneplageri blev hæftet på mejeriernes udnyttelse af drengenes arbejdskraft.
1903: Den københavnske vedtægt om skolebørns arbejde
I 1901 blev der vedtaget en ny fabrikslov, hvor aldersgrænsen for fabriksarbejde blev hævet fra 10 til 12 år og den daglige arbejdstid nedsat med ½ time. Loven åbnede desuden for, at de enkelte kommunalbestyrelser kunne udarbejde vedtægter med henblik på at begrænse skolebørns arbejde på områder, der ikke var dækket af fabriksloven. Disse vedtægter måtte dog ikke være mere vidtgående end fabriksloven.
På opfordring af den københavnske skoledirektion udarbejdede Borgerrepræsentationen en sådan vedtægt, der i maj 1903 blev godkendt af Indenrigsministeriet. Hermed blev det forbudt at bruge børn under 12 år ved udbringning af mælk, brød og aviser, ved arbejde i beværtninger og andre forlystelsessteder og ved aftapning af øl og petroleum. Arbejdstiden for børn over 12 år fulgte reglerne i fabriksloven. Dens forbud mod, at børn arbejdede på søn- og helligdage kom dog kun til at gælde udbringning af mælk, ikke af brød og aviser.
Bemærkelsesværdigt er det, at vedtægten ikke kom til at gælde udbringning af andre varer eller rengøringsarbejde, der var de områder, der beskæftigede langt de fleste københavnske skolebørn. Børn under 12 år kunne derfor stadig bruges som bybude eller gøre rent hos private.
Mælkedrenge på arbejde for Trifolium Mælkeforsyning på Frederiksberg i det tidlige 1900-tal. Fra: Københavns Stadsarkiv
1913-19: Regler for børnearbejde strammes
I april 1913 blev en ny fabrikslov vedtaget. Den forbød skolebørn, det vil sige børn under 14 år, at arbejde i håndværks- og industrivirksomheder. Samtidig gav den kommunalbestyrelserne friere hænder til at gribe ind på områder, der ikke var omfattet af fabriksloven.
Det var baggrunden for, at den københavnske borgerrepræsentation i 1916 foreslog en revision af vedtægten om børns arbejde. Med den reviderede vedtægt, der trådte i kraft i 1919, blev det forbudt for andre end mindre handlende at bruge skolebørn til udbringning af mælk. Desuden blev det forbudt for handlende og andre erhvervsvirksomheder at ansætte børn under 12 år. Det betød, at de store mejerier ikke længere kunne ansætte mælkedrenge, og at der blev sat en aldersgrænse for anvendelse af bybude. Arbejde med bl.a. rengøring i private hjem blev dog heller ikke denne gang omfattet af vedtægten.
Samtidig med at den reviderede vedtægt trådte i kraft, blev der taget skridt til ændring af undervisningstiden i de københavnske folkeskoler. I stedet for at børnene gik i skole enten om formiddagen eller om eftermiddagen, lå undervisningstiden nu for alle mellem kl. 8 og 16. Dermed blev der yderligere sat grænser for, i hvor grad det var muligt at udnytte børnenes arbejdskraft. I de følgende år skete der da også ifølge skolevæsenets årsberetninger et markant fald i antallet af børn, der havde erhvervsarbejde efter skoletiden.