Klik på billedet for at læse en indscannet version af bogen. Uddraget kan læses på side 55 til 59. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Hvor drager den fattige unge Pige hen, naar Konfirmationen er forbi? Hun bliver enten hjemme, for at ernære sig som Sypige, eller hun kommer ud, for at tjene, eller, hvad der desværre nu bliver saa almindeligt, hun kommer paa Fabrikken; thi der vinker større Frihed, og Frihed er jo Tidens Løsen,[1] idet man rent glemmer, at Frihed uden Jesus er kun Slaveri i Satans Lænker.

Lader os dvæle lidt ved disse Pigers forskjelligartede Liv. En Sypige – hvor ofte høre vi ikke dette Navn, og hvorlidet tænke vi over hendes tidt sørgelige Lod og over de Snarer, som Fristeren spænder for hendes Fod! Gud skee Lov, der er mangfoldige fortræffelige fattige Hjem, hvor de brave Forældre vaage over deres voxne Døttre, som bevares paa Arbejdsomhedens, Sædelighedens, Gudfrygtens Vej i Læ af det kristelige Familieliv, som udfolder sig i Huset. Men saa er der jo ogsaa andre Forældre, sjuskede Mødre, drikfældige Fædre, som offre deres Børn blot for at faa Penge, og de bringe selv deres Døttre som Handelsvarer til Torvs; ”indre Mission” her i Byen kan paa dette Punkt tale med af sørgelig Erfaring.

Andre igjen sy ude af Huset i de store Magaziner, hvor de sidde lænkebundne til deres Medhjælp (og dog deres Konkurrent), Symaskinen, sidde som blinde Redskaber, der maa offre Nattero og Helbred for at tilfredsstille Modedamernes Luner[2] og Arbejdsgivernes Fordeel, som begge skulle fremmes paa deres Bekostning. Er det ikke frygteligt at høre, at den bedste Tid af Londonnersaisonnen, naar de store Baller og Selskaber finde Sted Slag i Slag, saa holdes Sypigerne paa Pletten Nat og Dag, og for at holde dem i Aande, sættes de paa høj Diæt: styrkes med Oxesteg, Porter og Portvin, og Varmen og Belysningen forøges i Lokalet; naar de besvime, forfriskes de med grøn The og saa arbejde de igjen, indtil Baldragten er færdig!

Forholdene ere ikke saa grelle hos os, men dog har jeg hørt mange stakkels Syersker klage over den korte Frist, der bliver dem givet, altid ledsaget af Truslen om at miste Fortjenesten herefter, hvis Arbejdet ikke leveres bestemt. Og naar de unge Piger saa gaa ene hjem om Aftenen, hvilke Fristelser møde dem da ikke paa Vejen? Vi ville ikke gaa nermere ind paa dette Punkt, men mangen Mand vil faa et haardt Regnskab paa Dommens Dag, fordi det var ham, fra hvem Forargelsen kom.

Hvad kan der gjøres for disse Stakler? Vi spørge ikke: hvad kan der gjøres for deres Legemer, for at styrke deres Helbred? Thi denne Sag angaaer os ikke her, skjøndt det bør paaskjønnes varmt, at enkelte Læger herhjemme, Navnlig Prof. Brandes,[3] virke ivrigt og med Held paa dette Punkt; men vi spørge: hvad kan ”indre Mission”, den bevarende Kjærlighed, gjøre for deres Sjæle, for at føre dem til Jesus, for at styrke dem i Kampen? Missionen kan sende sine Kolportører ud fra Dør til Dør; de kunne brede Smaaskrifter, Testamenter, Missionsblade ud og modarbejde den forpestede Læsning, der trænger ind just i den fattige Klasse; de kunne tale formanende og paamindende Ord til Forældrene, til Døttrene, som sy derhjemme; og, som udgaaede af Almuen, forstaa disse Mænd bedre at slaa Tonen an og vinde Indgang end Præsten, for hvem man ofte tager et Søndagsansigt paa; og de kunne drage Syerskerne op til Missionens Bibellæsninger og Møder, som med Villie holdes sent, naar Arbejdstiden i Reglen er forbi.

Vi vende os til Fabrikkerne, hvor unge Piger (for Børns Benyttelse er der dog nu sat Grændser) arbejde fra Morgen til Aften i hundredvis. Gud skee Lov, der er fortræffelige Fabrikherrer (og vist ikke mindst her i Danmark), som vaage over streng Sædelighed under Arbejdet, som staa deres Arbejdere bi[4] med Raad og Daad, og som ved Sparekasser, Arbejderboliger og Bibliotheker søge baade timeligt og aandeligt at hæve Arbejderbefolkningen op til et højere Trin.

Men ved Siden heraf er der jo igjen andre Fabrikherrer, som ikke betragte Folkene som levende Væsener, men kun som Hjul i Maskinen; der hersker Raahed og væmmelig Tale under Arbejdet, og naar Mænd og Kvinder om Aftenen gaa sammen bort til de ofte fælles Logihuse, saa gaaer der Ting i Svang, som vi helst ville lade Mørket beholde for sig. Fabrikslivets Fristelser og Farer ere gribende fremstillede i John Athworths ”Sælsomme Fortællinger fra Dybet af Folkelivet” (ved Pastor Storjohann, Bergen 1875), som jeg anbefaler dem Alle at læse; i den sørgelige historie ”Maria” har han saaledes skildret en Fabrikspiges Fald og kummerlige Liv.

Hvad kan da Missionen gjøre paa dette Punkt? Ligeoverfor de slette Fabriksherrer kan den være en Plageaand, der taler de Fortryktes Sag og raaber til Arbejdsherrerne og deres Fruer og Døttre: medens I leve i Herlighed og Glæde og klæde Eder i Silke og Fløjl, er der stakkels Kvinder i Mængde, som gaa sædeligt tilgrunde under Arbejdet for at berige eder. Det er ikke nok, at I betale dem deres Løn; nej, deres Sjæle skal engang kræves af eders Haand, hvis I ikke, saavidt det staaer til eder, værne om dem og værge dem imod Fristerens Magt! De gode Arbejdsherrer kan Missionen gjøre begribeligt, at der kommer aldrig god Aand ind i en Fabrik, førend Jesus kommer ogsaa derind, og det vilde være en Velgjerning, om der kunde holdes ugentlige Bibellæsninger paa selve Fabrikkerne (thi Ordet skal komme til dem, der ikke gaa efter Ordet); dog udfordres der paa saadanne Steder ikke blot Nidkjærheds Aand til at vidne men ogsaa Besindigheds Aand til at møde de Vanskeligheder, som nu og da kunne komme.

Og overfor de stakkels Piger selv kan Missionen udrette meget ved at samle dem i deres Fritid, vænne dem til Arbejde, og frede om de Spirer af Tro og Blufærdighed, som endnu ere tilstede hos dem. Det er smukt at høre, hvordan en troende Mand, Karl Mez (d. 1877)[5] i Frejburg i Baden, der ejer store Silkefabrikker, har ladet opføre en stor Arbejderbolig for de Piger, der ikke have haft Familiehjem i Nærheden af Fabrikken; 100 Piger sove hver Nat i Huset, der staaer under en Husmoders Bestyrelse; for Nattely betales Intet; for Maden derimod, som tilberedes i et stort Dampkjøkken, beregnes der en meget billig Betaling.

Harald Stein (1840-1900) blev i 1872 præst ved Diakonissestiftelsen på Frederiksberg. Fra den position stod han for den organisatoriske opbygning af Indre Mission i København. Gennem sine foredrag om Indre Missions kærlighedsgerninger i 1876 banede han vejen for et omfattende kristeligt velgørenhedsarbejde, som ifølge teologen Hal Koch (1904-1963) havde lighedstræk med og de samme motiver som den senere velfærdsstat. Foto: Det Kgl. Bibliotek