Artikler
1700-tallets København vrimlede med fattige. Beregninger anslår at op mod 75 pct. af befolkningen levede under fattige kår, og at 10 pct. af hovedstadens befolkning var så fattige, at de modtog hjælp fra fattigvæsenet, datidens socialkontor.
Omfanget af fattigdommen understreges af de mange forskellige typer og betegnelser for fattige, man talte om i samtiden: Der var tiggere, fattiglemmer, løsgængere, værdigt og uværdigt trængende, tvangsarbejdere, fornemme betlere, og ja, så var der de husarme. De husarme adskilte sig fra de andre fattige på den måde, at de skjulte og skammede sig over deres fattigdom, og derfor ville de hverken tigge om hjælp eller modtage hjælp fra fattigvæsenet.
Men hvorfor skjulte og skammede de husarme sig over deres fattigdom? De husarmes særlige adfærd skal bl.a. ses i sammenhæng med datidens forestillinger om forskellige sociale grupper eller stænder. Groft sagt var standssamfundet indrettet på den måde, at de forskellige sociale grupper, stænderne, ikke havde samme rettigheder. Kongen og adelen var samfundets mest privilegerede, byernes borgere de næst mest privilegerede og nederst i samfundspyramiden fandtes almuen, dvs. arbejdere, daglejere og bønder. De husarme var ofte folk fra borgerstanden, og når de blev fattige ønskede de for alt i verden at undgå at blive slået i hartkorn med almuen. For at redde æren og fremstå som respektable borgere undgik de altså at tigge og modtage fattighjælp, fordi det var dét almuens fattige gjorde.
Heldigvis for de husarme var der nogen, der forstod deres særlige situation og havde medlidenhed med dem. Blandt andre var avismanden Hans Holck og hans redaktør Emanuel Balling dybt engageret i at udbrede kendskab til de husarmes skjulte fattigdom. I 1780’erne kørte Holck og Balling en veritabel kampagne i en af Holcks aviser ved navn Københavns Aftenpost, hvor mange af deres skriverier havde til formål at røre hovedstadens velgørende hjerter til at give et bidrag til de husarme.