Klik på billedet, for at læse den indscannede version af bogen. Den originale tekst benytter latinske bogstaver og bolle-å, der var på mode blandt progressive kræfter i 1850'erne og 1860'erne. Uddraget kan læses på side 73 til 79. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Lignende Formål opnås i en fortrinlig Grad ved de i de forenede Kongeriger Storbritannien så talrig udbredte Byggeforeninger, såkaldte Benefit Building Societies. Navnet er i Grunden ikke betegnende, men slået fast ved en Parlamentsakt; thi de færreste give sig af med Byggeforretninger, hvorimod de snarere ere Spare- og Kreditforeninger for Lån i Hus og Grundejendom.

(…)

Sådanne Byggeforeninger ere i Grunden Aktieforeninger, hvis Andele indbetales periodisk i små Terminer, i Forhold til det Antal Andele ethvert Medlem har tegnet sig for, hvorved der dannes et samlet Kapitalbeløb, stort nok til dermed at foretage Opførelsen af Huse for Medlemmerne eller og til i Hus og Grundejendom og mod Rente og Afdrag at udlånes til de Medlemmer, der andrage derom. Idet Renter og Afdrag atter udlånes, bliver Kapitalen stedse gjort frugtbringende. Betalingen af Husenes Værdi eller Tilbagebetalingen af Lånene er derhos indrettet således, at Låntageren i små Terminer (i Reglen hver Måned) i en bestemt Årrække (i Reglen 14 eller 16 År) indbetaler Afdrag og Renter. De andre Medlemmer derimod, som ikke have fået Hus eller Lån, modtage efter Udløbet af den Tid, i hvilken de have forpligtet sig til at afdrage deres Andel, på engang et større Beløb, nemlig Summen af de indbetalte Bidrag med Renter og Rentes-Renter.

Fordelen ved disse Indretninger er iøjnefaldende; thi de give Arbejderne en god Lejlighed til fordelagtig at anbringe deres små ugenlige eller månedlige Sparepenge, for hvilke de da efter en bestemt Tid modtage et større Beløb; ja selv de Bøder, som Medlemmerne ifalde, dersom de svigte, ere en gavnlig Spore for Sparsommelighed og Nøjagtighed i de indgåede Forpligtelser. Men det er også kun ved Hjælp af sådanne Foreninger, at Individer, der ikke selv ere i Besiddelse af Kapital, men oppebære deres Indtægter i små Beløb, kunne blive Ejere af et Hus. De Afdrag og Renter, de årlig i et vist Antal År have at betale, overstige nemlig ikke synderlig den Leje, de vilde have at betale som Lejere. Det Håb, at kunne erhverve sig et Hus, en Ejendom og derved til en vis Grad Uafhængighed, er for Arbejderen en mageløs Spore til at spare enhver unødvendig Udgift, og det er en Kjendsgjerning, at intet i den Grad som disse Foreninger har hos den engelske Arbejder fremkaldt Mådeholdenhed[1] i Nydelsen af spirituøse Drikke, i dem have Mådeholdenhedens Venner og Talsmænd fundet den bedste Støtte. Besiddelsen af eget Hus og Hjem og dertil et velindrettet Hus, et godt Hjem, fremmer mere end noget andet Gode et sundt og lykkeligt Familieliv, og hvor udmærkede Institutioner et Folk end kan være i Besiddelse af, så er Familien dog den Grundvold, hvorpå et kraftigt og veludviklet Samfund hviler. Hospitaler for Syge og Lemmestiftelser[2] for Gamle og Svage ere udmærkede Indretninger i et større Samfund; men de ere dog kun et betinget Gode. Selv udenfor de Onder, der ere uadskillelige fra Manges Samliv og Fællesskab, medføre de den Fare, at de løsne Familiens Bånd ved at vænne dens Individer til at unddrage sig den gjensidige Forpligtelse, den Redebonhed[3] til Offer og Meddelagtighed i Lidelsen, som de afvexlende måtte hjemsøges af, og derved fritage dem for Opfyldelsen af Pligter, der just ere Menneskets skjønneste Dyder, pryde og styrke Familiens Sammenhold og derved Samfundet. Endelig fremmer et godt Hus, et sundt Hjem huslig Orden, Renlighed og Hygge; det er det ypperste Middel til at bevare Beboernes Sundhed, forlænge deres Liv og fremfor alt til at formindske den i de store Stæder[4] skrækkelige Dødelighed af Småbørnene. Ingen er mere end Arbejderen med de små Indtægter udsat for de slette Boligers store Onder. Hans Hjems Hygge, hans Familieliv ødelægges, hans Børn demoraliseres ved at han og hans, uden at han råder over Valget af Individerne, er sammentrængt med Mange i snevre Rum med Fællesskab i alle huslige Indretninger; ved Overfyldningen, ved den Smuds, der er uadskillelig fra denne, lider hans og Familiens Sundhed og forkortes deres Levedage; og dog er der Ingen, der betaler denne Livsfornødenhed med højere Priser end just han, Ingen, der som han af sine Indtægter udgiver en så uforholdsmæssig Del til denne Fornødenhed. Der kan derfor vel være grundet Anledning til at prøve, om ikke Foreninger med dette Formål også ville kunne trives udenfor Storbritannien.

Intetsteds er Hjemmet, den huslige Arne i den Grad holdt i Ære, intet Sted Familielivets Ukrænkelighed i den Grad hævdet og omgjærdet som i det Land, hvor Ordsproget „mit Hus er min Borg" har sin Oprindelse. Men hvert veludviklet Samfund må søge sin Styrke i Anerkjendelsen af denne Sætnings Sandhed, og jeg gjentager det, for Arbejderen gives der intet bedre Middel til at opnå dette Gode, og under Erhvervelsen af det på den Måde udvikles han i mangesidig Retning. Vel er det et stort Gode, at der opføres talrige sunde og gode Lejeboliger for Almuen, og det må ikke glemmes, at der bestandig vil være Mange, hvis Evne ikke når så vidt, at de endog på denne Måde vilde kunne erhverve Hus til Ejendom. Når imidlertid Manglen på små Husrum ikke er meget stor og trykkende for de Fattige, tror jeg dog, det bør foretrækkes, at de Foreninger eller Institutioner, der ved veldædige Bidrag under Form af Aktieselskaber dannes for sådanne Øjemed, kjøbe gamle, overfyldte og slet indrettede Huse og ændre dem til sunde, velindrettede og gode Boliger, således som Dr. Foulis beretter om et meget vellykket Foretagende i den Retning med nogle af Edinburgs gamle og slette Fattigboliger. På den Måde modvirkes uden Tvivl heldigst de Tryk, hvorunder Fattigfolk lide i Henseende til slette og usunde Boliger, som ellers ved enhver Nybygning atter vilde finde en ny Befolkning, ny Offre for Elendighed, Sygdom og tidlig Død. Kunde det på den anden Side tænkes, at der ved veldædige Opoffrelser fremkaldtes et uforholdsmæssigt Antal Nybygninger, da vilde, ved den derved frembragte Synken i Lejen, måske endog kunne fremkaldes en Indvandring, der ej vilde blive uden skadelig Indflydelse på den selvstændige Arbejders alt forud usikkre Stilling. Det er et stort Spørgsmål, om ikke alle sådanne ved velgjørende Opoffrelser tilvejebragte Foretagender rettest indskrænkes til at opføre Mønsterlejligheder for Arbejdere og for at vise, hvorledes slige Foretagender kunne afgive et klækkeligt Udbytte for private Spekulanter. At efterstræbe dette Formål ved Opførelsen af meget indskrænkede Boliger er i alt Fald en Fejl, der er så meget mere beklagelig, som Arbejdernes konfirmerede Børn på Grund af Forholdene nu mere end før vedblive at have deres Ophold om Natten i det fædrene Hjem. Foreninger, som de engelske Building and Land Societies, ville ikke alene i Hovedstaden og de større Kjøbstæder være udmærket på deres Plads, men de ville også kunne finde Anvendelse på Landet, hvor jeg tror, at de for de små Besiddere ville kunne udfylde den Rolle, som vore Kreditforeninger nu udfylde for de større; thi ved at samle de små Kapitaler fremme de i høj Grad Sparsommelighed i alle Samfundsklasser og give de små Kapitaler en frugtbar Anvendelse, endelig ville Medlemmerne altid kunne få lettere Lån i disse end i Kreditforeningerne. Endelig sættes Arbejderne i Stand til, ved Hjælp af disse Foreninger, selv at fortjene det Overskud over Renten af den Boligs Værdi, som enhver Lejer under normale Forhold udreder ved sin Leje. Kort sagt selv at tjene Husejerens Fordel og således drage Udbytte af Erhvervelsen af en af Livets første Fornødenheder, Boligen, eller rettere af den Leje, han betaler for samme. Den Kapitalkraft til at iværksætte Foretagendet, som i Mulhouse[5] tilvejebringes af en Forening af rige Fabrikanter, tilvejebringes i Englands Building and Land Societies ved Arbejdernes egne Spare-Indskud.

En anden Virksomhed, der har sit Udspring fra engelske Arbejderes Selvhjælp, ere de såkaldte Husholdningsforeninger, der i Stor-Britannien med en mere omfattende Benævnelse ere kaldte Cooperativ Societies. De gå ud på ved i Fællesskab opsparet Kapital at opkjøbe Livsfornødenheder en gros, udsælge disse ved egen eller lønnet Medhjælp til gangbar Detailpris imod rede Betaling, og efter Bestridelse af alle Udgifter ved Handelen, deriblandt Renter af Medlemmernes Kapital, at fordele Fortjenesten som Udbytte i Forhold til Størrelsen af Enhvers Indkjøb; Udbyttet tilskrives Enhvers Spare- eller Kontrabog, indtil den fastsatte Aktie-Andel er helt indbetalt, hvorefter det kan forlanges udbetalt. Det er indlysende, at Foreninger med et saadant Formål, når de ere godt og redeligt bestyrede, må afgive en betydelig Fordel for Deltagerne i samme; thi Ingen trykkes mere end Arbejderen af det store Antal Mellemhandlere, der leve af den store Fordel, som de mange små Indkjøb nødvendigvis kaste af sig. Ingen er mere end Arbejderen udsat for at få forfalskede og slette Varer til høje Priser; thi den store Konkurrence sætter Mellemhandlernes Opfindsomhed i stærk Virksomhed, så at dels Varernes Beskaffenhed, dels deres Vægt eller Mål ikke svarer til de Priser, der gives derfor. Arbejderens små og ofte uvisse Indtægter friste ham derhos stærkt til at ty til Borg[6] og Kredit, der for ham er i høj Grad fordærvelig og vænner ham til at leve på Fremtiden og at forbruge over sin Evne. Disse Foreninger sælge derimod Intet på Borg, der vilde være deres visse Undergang, og de vænne således Arbejderen til en meget gavnlig Forsynlighed og Beregning af Indtægter og Udgifter. Endelig øve de Arbejderen i Selvstyrelse, Efterlevelse af selvgivne Love og Vedtægter, en Udvikling, som ikke kan overvurderes; thi den modner dem til at løse den Opgave, som Fremtiden må have dem forbeholdt, ifald en Ændring af Samfundets sociale Forhold skal blive mulig. Idet denne Virksomhed angår Erhvervelsen og Udsalget af Livsfornødenheder, hvis Værdi og Omsætningsmåde de meget hurtig blive fortrolige med, da den ligger indenfor deres Forbrugskreds, vil en dygtig Ledelse af sådanne Forretninger lettere kunne erhverves med de Forkundskaber og den Begrebsudvikling, som Arbejderens Virksomhed og Samfundsstilling har udviklet hos ham, end til Ledelsen af en Pengeomsætning, som den, Folkebankerne udkræve. Udvikles Virksomheden og antager den et stort Omfang, viser Erfaringen, at hans Evner voxe med den, ligesom at han med Lethed lærer den dermed forbundne og fornødne sagkyndige Forretningsførelse. På Grund af ovenanførte anser jeg det derfor ønskeligst, at en sådan Forenings Virksomhed bæres og ledes af de Vedkommende selv. Dens Beståen og Fremgang vil derved bedst sikkres; thi den udfordrer megen Opoffrelse af Tid og Ulejlighed fra Bestyrelsens Side, for at opnå den fornødne Kontrol med Udsalget og de derved ansatte Funktionærer. En sådan kan vel ydes af Mænd, der af Iver og Interesse for Sagen påtage sig et sådant Hverv; men den vil være mest udholdende, mest virksom, ivrig og årvågen hos de Pågjældende selv, hvem Institutionen bringer en efter deres Kår betydelig Fordel, for hvem den veludviklet og fremmet kan blive en Velfærdssag, en Fremtids-Udsigt under små og usikkre Kår. 

Ferdinand Frederik Ulrik var læge i København og stærkt engageret i at forbedre sundhedstilstanden blandt byens fattige. Foruden Arbejdernes Byggeforening i 1865 var han medstifter af Selskabet for Sundhedsplejens Fremme i 1879 og Samfundet til Ædruelighedens Fremme i 1885. Han trak sig tilbage fra sin stilling som distriktslæge i 1890, men var fortsat aktiv i sociale og politiske foreninger og medstifter af Det Radikale Venstre i 1905. Foto: Det Kgl. Bibliotek