Forleden kunde vore Blade med store Overskrifter meddele, at Nazisterne i en sønderjysk Kommune ikke alene havde haft den Frækhed at stille op til Valget, men at det oven i Købet var gaaet saa vidt, at de havde faaet to Mand ind i et Sogneraad. Alle vor Tids mange rettroende slaar syv Kors for sig: har vi da intet lært og intet forstaaet? Ok, jo, vi har saamænd lært mere end nok - Spørgsmaalet er blot, hvad det er, vi har lært, og hvor vi har lært det fra. "Kampen gaar videre", hedder det stadig, og det er saa sandt, som det er sagt. Spørgsmaalet er blot, hvad det er for en Kamp, der nu skal føres, og hvad den sigter imod. Det turde maaske være noget uvirkeligt, naar mange synes at mene, at det er ganske den samme Kamp, som skulde føres dengang Nazismen terroriserede Europa.

Sidste Sommer - i Maanederne efter Befrielsen - førtes der i Pressen en livlig Debat om Begrebet "demokratisk Frihed", om det er noget, der kan gives helt og uden Forbehold, eller om den skal rationeres, om den kun skal udleveres paa bestemte Vilkaar - nærmere beset paa det Vilkaar, at Friheden kun maa blive de Mennesker til Del, som har de rigtige Meninger. For tænk, hvilke Ulykker Folk med gale Meninger kan afstedkomme, hvis de faar en ubetinget Frihed! Under denne Debat, som jeg siden skal vende tilbage til, kom der fra Professor Jørgen Jørgensens Side en ikke uinteressant Bemærkning: "Frihed for Loke saa vel som for Thor kan, saa vidt jeg ser, ikke være Devise for et demokratisk, men højst for et anarkistisk Samfund". Det grundtvigske Slagord om "Frihed for Loke saa vel som for Thor" er jo for længst blevet en klassisk Formulering indenfor dansk Aandshistorie; ved at indpasses i denne Formulering er den nye Strid i Virkeligheden stillet ind i en større folkelig Sammenhæng, og der er Grund til at være Jørgen Jørgensen taknemlig for, at han har draget den frem.

Dette historiske Perspektiv afslører iøvrigt ogsaa en ganske pudsig Side ved Sagen. Da Grundtvig i sin Tid - som den uforbederlig radikale og med Aarene mere og mere radikale Aand han var - opstillede sit uafkortede Frihedskrav, vakte det baade Bestyrtelse og Forargelse hos det bestaaendes Repræsentanter, hos en konservativ Politiker som Ørsted og hos en Kirkens Mand som Mynster. For dem var det ganske klart, at man ikke maatte give Umoral og Vantro frit Spillerum, og at Staten derfor omhyggeligt skulde sørge for ved sin Lovgivning at støtte baade Moralen og Religionen. For Folkets Skyld maatte Loke holdes i Ave. Nu om Dage er Spillet vendt om. Det er den, man kan vist roligt sige, kirkefjendske nærmest kommunistisk indstillede Professor, der vender sig mod Præsten og Teologen Grundtvigs radikale Frisind. Det er nok egnet til Eftertanke. Maaske det kunde faa en og anden til at overveje, om disse Spørgsmaal ligger helt saa klart, som de Kredse, der ellers igennem et Par Menneskealdre har haft Patent paa Frisind i København, plejer at mene.

Vil man spørge, hvad det var, som i sin Tid skilte Grundtvig fra hans politiske og kirkelige Modstandere, naar Talen blev om Frihed, kan Svaret i Grunden formes meget let: den ene Part - Grundtvig - troede paa Aand og gjorde det saa bogstaveligt, at han i ramme Alvor mente, at det folkelige Liv, herunder ogsaa det politiske, ja, selv det, som foregik paa Rigsdagen, alene var et Spørgsmaal om Aandens Magt; han var overbevist om, at man hverken ved Militær eller Politi, hverken ved Straffelove eller moralsk Lovgivning, hverken ved Censur eller ved Skolemester-Indblanding kunde udrette noget som helst af folkelig Værdi; han var overbevist om, at Aandens Vaaben var Ordet, og at det var Helligbrøde at ville binde det. Den anden Part - Mynster og Ørsted og hvad de nu hed - troede ogsaa paa Aand, men de troede tillige paa Magt. De troede nemlig først og fremmest paa de rigtige Meninger, paa Ortodoksi, og de krævede og ventede, at Staten skulde bruge sin Indflydelse til at støtte disse rigtige Meninger. Hvis Folk ikke forstod, hvad der tjente til deres eget Vel, og hvis de ikke vilde lade de rigtige Meninger raade, maatte man virkelig tage Friheden fra de paagældende, indtil de var blevet kloge nok til at indse deres Vildfarelse. Nu - 100 Aar senere - er vi omtrent i den samme Situation. Den moderne politiske Kirkestat tror ligesom sin gejstlige Forgænger paa Ortodoksien, og den kræver ganske som Middelalderens Kirkemænd den verdslige Magts Bistand til at gennemføre sine fortræffelige og kloge Meninger. Og det gør saamænd ikke saa stor Forskel, om det er Folketingspartiernes demokratisk-parlamentariske Rettroenhed, Modstandsbevægelsens antinazistiske Intolerance, Vinding Kruses platoniske Filosofstat eller Kommunisternes Eet-Parti-System. Værre er det, at det for den lidt ondskabsfulde Iagttager let gaar saaledes, at han kommer til at mindes politiske Tanker og Foranstaltninger, som vi paa en haandfast Maade er blevet præsenteret for i de sidste 10 20 Aar.

Aldrig har Demokratiet fejret saadanne Triumfer som i Dagene efter 5. Maj - i hvert Fald i hine Dages Veltalenhed. Som et mangestemmet brusende Kor steg Lovsangen til det frie Demokrati fra Mændene paa Christiansborg som fra Frihedskæmperne, fra Saxogade som fra Ryvangsvillaerne. Der var ikke en Mand i hele Landet - Kæltring eller gentleman - som ikke svor til Demokratiet, og som altid havde svoret til den Fane. De allerfleste kunde forsikre om deres til enhver Tid ubrydelige Trosskab overfor Sagen, den Sag, som de var villige til at ofre Livet for. Kun een Tone var forstummet: Oppositionens. Ingen vovede at staa op og sige: jeg har alle Dage anset Demokratiet for en rigtig daarlig Styreform, og den Omstændighed, at Nazismen har vist sig at være endnu værre, rokker ikke det mindste ved min Mistillid til og Foragt for Folkestyret. Og havde der end været en enkelt, der var i Besiddelse af den Dumdristighed, der skulde til for at fremsætte slige Anskuelser, havde det ikke nyttet det mindste; han havde simpelt hen ikke faaet Lov til at komme til Orde.

Naa, Sommeren var jo en revolutionær Overgangstid. Men der kom vel hurtigt mere normale Tilstande? Man kom dog vel i Tanker om, at Kampen egentlig var en Kamp for demokratisk Frihed? Ja, det gjorde man, men da rejste sig for Alvor det Spørgsmaal: ønsker vi i Øjeblikkets Danmark Frihed eller ønsker vi kun en rationeret paa visse Vilkaar uddelt Frihed til de rettænkende? De fleste er vel forbavsede over, at et saadant Spørgsmaal overhovedet kan rejses, og mange vil utvivlsomt betragte det hele som en Art kværulantisk Spidsfindighed. Det er det utvivlsomt ogsaa for dem, der ikke deler Grundtvigs Syn paa Politik og Folkeliv. Mener man - som alle Tiders reaktionære har ment det - at man kan forhandle med Folk et vist Stykke, og hvis man saa ikke kan faa dem til at antage den sande og saliggørende Lære, ja, saa er der ikke andet end at stoppe Munden paa dem og sige dem, hvad de skal gøre - mener man dette, vil man sikkert ogsaa finde alt det, som her skal fremdrages, i sin fulde Orden. Mener man ikke dette, mener man, at Aanden er en streng Herre, som ikke kan tjenes med Maskinpistoler og Straffelove, ja, saa vil man forstaa, at vi staar paa en Skillevej, hvor Valget i Sandhed ikke er uden Betydning. Den ene Vej fører til Reaktion, den anden til Frihed.

En af de Ting, man efter Befrielsen særlig har Opmærksomheden henvendt paa, er det vigtige Spørgsmaal, om man kan stole paa Tjenestemændene. I et demokratisk Samfund indtager de en central Plads; i mangfoldige Tilfælde bliver de Folkets Ledere og ofte bliver det dem, der handler paa Folkets Vegne. Det er derfor fuldt berettiget, naar man understreger Betydningen af at have en Embedsmandsstand, der virkelig er demokratisk indstillet, som virkelig af Overbevisning er bundet til det Samfund, de tjener. Derfor er det fuldt berettiget, at Udrensningen i særlig Grad vender sig imod de Tjenestemænd, som har svigtet. De har et haardere Ansvar end private Folk. Lykkeligvis er det ikke saa forfærdelig mange, det drejer sig om. Har de forset sig grovt, dømmes de efter Straffeloven eller dens Tillæg; er deres Forseelse mindre haandgribelig, stilles de for en Tjenestemandsdomstol, som skal undersøge, om de kan siges at have forskertset den Agtelse, der er en nødvendig Forudsætning for Udøvelsen af deres Embede. Alt dette er i sin gode Orden og ingen kunde vel ønske det anderledes. Vanskeligheden har blot her vist sig at være den samme som i den øvrige Udrensning: gennem det uansvarlige og uanalyserede Brøl om Udrensning til Tops og til Bunds har man skabt en Forventning, som aldeles ikke tilfredsstilles ved det forholdsvis magre Udbytte, som selv en tæt Kæmning af Tjenestemandsstanden kan bringe. Derfor besluttede man da ogsaa at ransage hvert uforsigtigt Ord, der var faldet fem Aar igennem, ja, man prøvede at trænge igennem til Hjerter og Nyrer. I ramme Alvor foreslog "Frit Danmark" en Tjenestemandslov, der gik ud paa, at man skulde afsætte enhver Tjenestemand, der i Besættelsestiden havde fremsat Ytringer, som stred imod Demokratiet! Det stod der virkelig! Desværre var der ikke samtidig en Oplysning om, hvad Demokrati er, men den maa man formodentlig kunne faa ved Henvendelse til Redaktionen. Saa meget synes i hvert Fald at være sikkert: om Kaj Munk havde levet, maatte han være blevet et sikkert Offer for denne Nidkærhed.

Nu kan man naturligvis indrømme, at hele dette fortræffelige Forslag er blevet til i Sommerens hektiske Stemning og derfor ikke skal tages for alvorligt. Gid det var saa vel! Men andre Udtalelser i "Frit Danmark" taler desværre kun et alt for tydeligt Sprog. Her er ikke Tale om et tilfældigt Vildskud. Forslaget var den politiske Ortodoksis ægtefødte Barn. Og den Tjenestemandslov, man endte med at faa vedtaget paa Rigsdagen var ikke saa forfærdelig meget bedre. Ganske vist opgav man det med Ytringerne. Til Gengæld vedtog man en Lov, der ifølge Rigsdagens egne Kommentarer skal fortolkes saaledes, at enhver Tjenestemand der i Besættelsestiden har været Medlem af D.N.S.A.P., ikke blot kan, men skal afsættes uden Pension. Klassisk var det første Tilfælde, hvor Loven traadte i Funktion. Det drejede sig om en ung Magister, der i 1940 havde afsluttet sine Studier og derefter opnaaet en ganske underordnet Assistentstilling ved Geodætisk Institut. I Studieaarene havde han ikke fulgt med i Politik - en Fejl, som han deler med de fleste Studenter - og efter endt Eksamen ønskede han at at finde sin Stilling. Den nationalsocialistiske Arbejdspolitik forekom ham tiltalende, idet han - mærkeligt nok - havde det Indtryk, at vort hjemlige Demokrati ikke var Beskæftigelsesproblemet voksent. Ud fra saadanne Overvejelser meldte han sig ind i D. N. S. A. P. Han deltog ikke i Partiarbejde, men overværede nogle forholdsvis faa Møder. Efter c. 1½ Aars Forløb meldte han sig ud igen, da han trods alt ikke mente, at Partiet egnede sig for ham. 3 - 4 Aar efter Udmeldelsen afskediges han paa graat Papir uden Pension - Udrenserne jubler!

Hvilke Virkninger kan en saadan Tjenestemandslov nu forventes at faa? Derom kan der næppe være megen Tvivl: Embedsmænd maa for Fremtiden være overordentlig tilbageholdende med Hensyn til at sige deres Mening om politiske Spørgsmaal, og de maa omhyggeligt sky alle yderliggaaende Partier. Forleden spurgte jeg en fremtrædende Mand indenfor Centraladministrationen - af politisk Overbevisning vel nærmest en Slags Venstresocialist - om han vilde med til Kommunisternes store Møde for Akademikere i Koncertpalæet (det, der blev aflyst). Det vilde han ikke, og da jeg trængte lidt paa, fandt jeg ud af Grunden: han vilde ikke risikere at blive fotograferet eller paa anden Maade komme i Pressen i Forbindelse med et kommunistisk Møde. "Man ved jo ikke, hvorledes man om fem Aar - eller for den Sags Skyld om fem Maaneder - ser paa det". Her kan man se Tjenestemandsloven i Praksis. Den kommer i Virkeligheden til at betyde et permanent Angreb paa hele Standens Hæderlighed. Naar Medlemsskab i et paa Rigsdagen repræsenteret, lovligt Parti med tilbagevirkende Kraft kan gøres strafbart, uden Hensyntagen til, om der foreligger politisk angribelige Handlinger, kan Resultatet kun blive det, at enhver fornuftig Tjenestemand, som nærer yderliggaaende Anskuelser, omhyggeligt skjuler sit Standpunkt. Han vil sige eet og mene et andet. Og ingen kan fortænke ham i det! Man vil aldrig kunne vide, hvem der er til at stole paa, og hvem der spiller Dobbeltspil. Det rent ud komiske er, at denne Lov er vedtaget "for at sikre og gennemføre Demokratiet". Naar Politikerne skal forsvare den, gør de det gerne ved at henvise til, at den almindelige Folkestemning allerede i Krigens første Aar fordømte Medlemsskab i D. N. S. A. P. Er det for øvrigt rigtigt? Men selv om det er det, maa man minde de Herrer om, at der endnu findes enkelte, for hvem Demokratiet blandt andet involverer Retten til ikke at lade sig bestemme af den almindelige Folkestemning.

Man kan vende og dreje Sagen, som man vil. Den vil dog altid ende med at blive en "blamage af Rang" for dansk Demokrati, og jo før man indser, at Loven maa ophæves, des bedre er det. Fuldt saa alvorlig som selve Loven er det imidlertid, at der saa øjensynligt bag den ligger en almindelig Tendens, som stadig træder frem og griber bestemmende ind i Rigsdagslovgivning, i Administration og i den offentlige Debat.

I Frit Danmark Nr. 10 skrev Professor Jørgen Jørgensen en Artikel: ,"Demokratiet har Ret til at forsvare sig" (trykt op i en lille Pjece "Ordet eller Sværdet", udgivet af Frit Forum, hvor man ogsaa vil finde en Del andre Indlæg i Debatten). Jørgensen gør først opmærksom paa - hvad næppe nogen vil bestride - at demokratisk Frihed ikke kan være en Frihed til hvadsomhelst, men blot en Frihed til alt, som er foreneligt med Opretholdelsen af de demokratiske Frihedsgoder. Derfor kan der komme adskillige Situationer, hvor det demokratiske Samfund maa anvende Magtmidler (Politi og Militær); undertiden maa det behandle sine Modstandere haardt, hvis det ikke paa anden Maade kan sikre sin Eksistens og Trivsel. Det maa være berettiget til at vanskeliggøre antidemokratiske Tendensers Udvikling, og derfor maa det navnlig være interesseret i at opretholde en demokratisk Tankegang indenfor Politiet, Militæret og Tjenestemandsstanden. "Situationen kan blive saa faretruende for Demokratiet, at det maa afsætte Tjenestemænd, som tydeligt viser antidemokratisk Sindelag, ligesom man af Hensyn til Nationens Sikkerhed maa afsætte Embedsmænd med anti-demokratisk Holdning". Det er, som man ser, ingen Overdrivelse, naar det ovenfor blev fremhævet, at man virkelig er ved at naa saa langt, at man dømmer - ikke bare Handlinger og Ytringer - men Tanker og Følelser, Sindelag og Holdning. Øjensynlig har Forfatteren selv en Følelse af det betænkelige ved Sagen, idet han forklarende tilføjer: "Demokraterne kan ikke paa Forhaand fraskrive sig Retten til at sætte haardt imod haardt, og Diskussionen bør derfor ikke dreje sig om, hvilke Midler Demokratiet kan tillade sig at anvende men kun om hvilke Midler det i en given Situation er nødvendigt at anvende for at sikre dets Bestaaen og Udvikling. Til Afgørelse af Uenigheder mellem Demokratiets Tilhængere indbyrdes er Oplysning, Forhandling og Afstemning de eneste tilladte Metoder, men overfor sine Modstandere maa Demokratiet have Ret til at give raat for usødet. Overfor Falskspillere har man ingen Forpligtelse til at overholde Spillereglerne, og truer de med at gaa over til Haandgribeligheder, maa man værge sig, som man bedst kan. Maskinpistolangreb kan desværre ikke slaas tilbage med Stemmesedler".

Disse Udtalelser er sjældent typiske for den fremspirende politiske Ortodoksi. Derfor har jeg citeret saa udførligt. Rent formelt er det jo morsomt at konstatere, hvorledes Tankegangen paa en mærkelig Maade forskyder sig for den ellers saa strenge Logiker. Det Problem, han begyndte med, var Tjenestemændenes Holdning og Sindelag, hvilket ikke har meget med Maskinpistolangreb at gøre. At saadanne Angreb skal slaas ned, er mig bekendt alle fornuftige Demokrater enige om, og derved har de absolut ikke overtraadt Spillereglerne; til dem hører jo dog ogsaa Straffeloven, der griber ind baade overfor almindelige Forbrydere og overfor politiske gangsters. Hvad Indholdet angaar, er det unægteligt en besynderlig Tankegang, at Forhandling og Afstemning kan være meget gode, saa længe ens Modstander er demokratisk indstillet. Er han ikke det, maa man gribe til Grovfilen. Med andre Ord: man lader sig straks tvinge af Modparten til at føre Kampen med hans og ikke med ens egne Vaaben. Men hvem bestemmer da, hvilke Modstandere der er tilstrækkelig demokratiske til, at man kan forhandle med dem, og hvilke man i Stedet for skal tvinge med Vaaben eller spærre inde? I Rusland synes alle Demokratiets Modstandere at tilhøre den sidste Gruppe. Som Tilskuer faar man i alt Fald ikke Indtryk af, at Regeringen og Partiet tillader nogen vidtgaaende Kritik af deres Handlinger - endsige da, at de paa lige Fod indlader sig i en politisk Debat. Forklaringen maa enten være den, at Oppositionen i Rusland er af en saa haabløst nazificeret Karakter, at der ikke er andet at gøre end at spærre den inde, eller ogsaa maa det vel være den russiske Regering, som selv ikke er videre demokratisk. At den sidste Forklaring vil blive givet af mange her hjemme, er kun naturligt. Der er faktisk adskilligt, baade i de russiske og vore egne Kommunisters Udtalelser, som tyder paa en næsten uoverstigelig Kløft mellem det, man kalder Demokrati i Rusland og i Vesteuropa. Med fuld Ret vil da de Mennesker, der har en saadan Opfattelse af det russiske Demokrati, kunne henvise til Jørgen Jørgensen og ud fra hans politiske Opfattelse dokumentere, at det vesteuropæiske Demokrati i Øjeblikket er saa truet, at det ikke hos sine Tjenestemænd kan tolerere kommunistisk Tankegang eller Sindelag. Hvis det russiske Demokrati ikke kan taale en vesteuropæisk Partiopposition, er der jo meget, der kunde tyde paa, at det vesteuropæiske Parti-demokrati ikke kan taale en russisk Opposition. Jeg kan vanskeligt se, at man ud fra de Jørgensenske Forudsætninger kan undgaa saadanne Konsekvenser.

Bag alt dette ligger der imidlertid, hvad enten det er Tjenestemandsloven eller Jørgen Jørgensens politiske Intolerance, een Forudsætning: man ved, hvad Demokrati er. Ellers kan man ikke saadan efter en Alen afgøre, hvem der er Demokrater og hvem ikke. Det er Middelalderens Ortodoksi om igen. Dengang vidste den katolske Kirke, hvad der tjente til Sjælenes Vel, og hvad der førte til Fordærv. Det sidste maatte man forbyde og om nødvendigt holde det nede med Magt. Den Stat, som Professor Jørgen Jørgensen skildrer, ved, hvad der gavner Samfundet og Menneskeheden, nemlig Demokratiet. Indenfor dette findes der en Række Nuancer, som man kan forhandle om. Men den ved ogsaa, hvad der skader Samfundet og vildleder Menneskene, nemlig Anti-Demokratiet, og dette maa man derfor bekæmpe med drastiske Midler: Embedsafsættelser, formodentlig ogsaa Fængslinger og lignende haarde Indgreb. Ligesom den nye Tjenestemandslovs vise Fædre tror Professoren, at Anvendelsen af saadanne skrappe Midler i Kampen imod Tjenestemændenes Sindelag og Holdning vil føre til de mest lykkebringende Resultater. Blot man er tilstrækkelig grundig i sine Ransagelser og streng nok i sine Domme, har Demokratiet en Chance for at ride de antidemokratiske Storme af. Jeg tilstaar, at disse Perspektiver fylder mig med Uhygge.

Jeg vender imidlertid tilbage til Friheden for "Loke og Thor". Den afviser Jørgen Jørgensen som ganske uafvendelig i et virkeligt Samfundsliv. Der skal - for at citere Vinding Kruse - kun være Frihed for det bedste. Alt det nedbrydende skal kvæles. Det er ogsaa Chr. Bartholdys Mening. De grundtvigske Tanker fører til Anarki - opløser Samfundet.

Først en rent historisk Bemærkning om Grundtvig. Han skulde passe bedre i et anarkistisk Samfund! Indrømmes maa det, at han ikke var nogen praktisk Mand paa Tinge. Han passede ikke ind i Partirammerne og respekterede ikke de gængse Arbejdsformer. Hans Taler svævede vidt omkring, og han nærede en ophøjet Foragt for, om den Sag, han talte for, var praktisk gennemførlig. Opportunist var han mindst af alt. Men det mærkværdige er, at med al sin Upraktiskhed og med sit anarkistiske Grundsyn har han vel nok mere end nogen enkelt Mand afstukket Linier i dansk Frihedslovgivning og sat sit Præg paa en Række af de Love, der i Tidens Løb er fremkommet. En nærmere Dokumentation er her overflødig. De mindre kyndige kan jeg henvise til en fortræffelig Afhandling af Juristen Professor Poul Andersen (1940).

Men dernæst kan der vist være Grund til noget nærmere at præcisere, hvad der er Jørgen Jørgensen og mig imellem. Det drejer sig ikke om, hvorvidt det demokratiske Samfund er berettiget til at anvende Magt. Herom er vi vist ganske enige. Intet Samfund kan bestaa uden Magt. Et Militær kan daarligt undværes, et Politi under ingen Omstændigheder. Striden er heller ikke om, hvor vidt Friheden skal være absolut. En absolut Frihed er indenfor et Samfund en Umulighed. Frihed kan ikke betyde, at jeg har Lov at køre mit Automobil tværs igennem min Nabos Kornmark. Friheden maa begrænses af Hensyn til andres Frihed og af Hensyn til det Jørgensen kalder de demokratiske Goder. Herom er vi ikke uenige. Uenigheden drejer sig heller ikke om, hvorvidt demokratiske Politikere undertiden kan blive nødsaget til at gaa paa Akkord med deres egne Principper. Saadanne Situationer opstaar stadig. Vi behøver ikke at tænke langt tilbage i Tiden for at konstatere det. Det var den næsten permanente Situation under Landets Besættelse. Men vi behøver heller ikke i Øjeblikket lade Blikket flakke vidt omkring for at se ganske parallelle Tildragelser. Politikerne kan kun sjældent sige sig fri for en vis Opportunisme. Det er nu engang deres Opgave at "klare Ærterne" - selv om Folk bliver forarget naar det siges, formodentlig fordi de ganske unuanceret tror, at al Forbindelse mellem moralsk Holdning og politisk Handling derved skæres over. Paa dette Punkt er Jørgen Jørgensen og jeg sikkert ikke meget uenige.

Nej, Striden drejer sig om noget andet, som man i hvert Fald foreløbig kan formulere saaledes: skal der i et demokratisk Samfund være ubetinget Frihed til at danne sig de politiske Anskuelser, man vil, og til i Ord og Skrift at agitere for dem? Og skal denne Tanke- og Ytringsfrihed opretholdes ogsaa i de Tilfælde, hvor den paagældendes Tænkning og Agitation gaar ud paa at omstyrte den bestaaende, saakaldt demokratiske Stat, muligvis endda med Magt, ikke ved Stemmeflerhed? Herpaa maa man - ud fra Jørgensens Opfattelse - svare: Nej, en saadan Frihed fører til det rene Anarki. Derfor maa en Agitation for urigtige og statsfarlige Meninger bekæmpes, og det sker bedst ved, at man afsætter de farlige fra deres Embede. Hjælper det ikke, maa man ikke vige tilbage for grove Midler, man er ikke bundet til Spillets Regler. Kort sagt: man overgiver dem til det politiske Politi. Saaledes har man baaret sig ad i Rusland overfor Trotzkister og Mensjevikker, og saaledes har man baaret sig ad i næsten alle Central- og Sydeuropas Lande.

Denne Tankegang vil paa de allerfleste virke med en næsten selvfølgelig Overbevisningskraft. Der er imidlertid to Ting, der - ganske bortset fra, om det modsatte Standpunkt fører til anarkistiske Tilstande - maa gøre den, der prøver at tænke Sagen igennem, betænkelig.

Det første Punkt er dette, at det er meget farligt at udstyre Mennesker med en saadan Magt, som her tænkes lagt i Hænderne paa dem, der skal træffe Afgørelser om de politiske Anskuelsers Tilladelighed eller Utilladelighed. Enhver Regering vil, i vanskelige og truende Situationer, være tilbøjelig til at stemple sine Modstandere som farlige udemokratiske Oprørere og derefter gøre kort Proces med dem. Tænk blot paa Dolfuss' Østrig, paa Francos Spanien. Har man en reaktionær Regering, vil den stemple Venstrepartierne som farlige revolutionære; er det omvendt de venstreorienterede, som har Magten, vil de kun alt for ofte betegne Højrepolitikerne som reaktionære Nazister eller halvnazificerede Forbrydere. (Man behøver i denne Sammenhæng blot at tænke paa den Polemik, der har været ført her hjemme mod Regeringen Knud Kristensen). Hvem skal være Opmand i denne Strid? Hvem skal dømme? Hvem skal bestemme, om en Embedsmand, der tilhører Oppositionen skal afsættes? Det skal Rigsdagen, vil man formodentlig svare - altsaa den Rigsdag, som er behersket af Regeringspartiet, og hvor Oppositionen derfor er i Mindretal. Jeg maa atter minde om, at Demokratiet efter visse Folks Mening blandt andet involverer Retten til at gaa imod den fremherskende Folkestemning.

Hertil kommer det andet Punkt: mon overhovedet de af Jørgen Jørgensen anviste Metoder fører til de Resultater, han venter sig. Saa vidt jeg kan se, vil man kun opnaa eet: at Oppositionen formummer sig, at oppositionelle Tjenestemænd holder Mund og arbejder hemmeligt. Opposition skal der nok vedblive at være - heldigvis. Men den kan ikke længere leve frit - den maa gaa under Jorden. Tænk, hvilken Fordel det her i Danmark betød, at Nazisterne havde haft Lov til at folde sig frit ud. Vi vidste, hvor de var, og hvor ringe de var. Bag Jørgensens Tankegang ligger vel en Forestilling om, at man virkelig ved Tvang og Censur kan udrydde den oppositionelle Tankegang. Det paastaar Kommunisterne jo er lykkedes i Rusland. I saa Fald naar man naturligvis paa en Maade sit Maal: at sikre Demokratiet - altsaa det, som Regeringspartiet anser for det rette Demokrati. Spørgsmaalet er blot, om det virkelig er et Demokrati, som man med de Midler sikrer. Og hermed føres vi da tilbage til det Spørgsmaal, som i sin Tid var Grundtvig og hans Modstandere imellem: Forstaaelsen af det bærende i det folkelige Liv.

I en overordentlig læseværdig Pjece om Demokrati og Kommunisme har Professor Alf Ross for nylig søgt at afgrænse Begrebet Demokrati ved at sondre mellem tre forskellige Former: Demokrati som politisk System, en bestemt politisk Styreform, der har udviklet sig i Vesteuropa, Demokrati som økonomisk System, hvor Rusland har været førende, og endelig Demokrati som Livsform. I Reglen er det kun de to første Former, man vier sin Opmærksomhed. Saaledes da ogsaa Professor Ross. Indenfor de to Former er der ogsaa Problemer nok, først og fremmest det store Problem, om det politiske Demokrati med dets vidtgaaende Frihedsrettigheder er foreneligt med et planøkonomisk Demokrati. Der var Tvivl overfor dette Spørgsmaal, der i sin Tid fik Churchill til at fremsætte de nok som bekendte Udtalelser om, at Socialisme og Demokrati er principielt uforenelige. Det er det samme Problem, vore hjemlige Socialdemokrater arbejder med. De er virkelig af Hjertet politiske Demokrater og Tilhængere af de Frihedsgoder, som hører med til de vesteuropæiske Staters politiske Traditioner; derfor kæmper de for at overbevise sig selv og andre om, at disse Goder fuldt ud vil kunne bevares under en Planøkonomi, der stræber efter at oprette det økonomiske Demokrati, som vi til Dato end ikke tilnærmelsesvis har faaet gennemført i Vesteuropa. Om det saa er gennemført i Rusland, er igen et andet Spørgsmaal. Af lutter Interesse for disse og andre vigtige Problemer er man stærkt tilbøjelig til at glemme det tredie Synspunkt: Demokrati som en Livsform - eller rettere hele denne Siden af Sagen affærdiger man med en Række pæne Ord om Retfærdighed, Sandhed og Frihed - for saa at gaa over til de praktiske Spørgsmaal. Men netop derfor er det meget forstaaeligt, at disse moderne Demokrater ikke har megen Forstaaelse for Grundtvigs Frihedskrav. Det er nemlig udsprunget af en principielt anden Forstaaelse.

I omfattende Forstand kan man sige, at Demokrati er en Maade, hvorpaa Menneskers Liv med hinanden folder sig ud. Overalt, hvor Mennesker lever sammen, vil der altid ske det, at de, naar de skal handle i Fællesskab eller overfor hinanden, bliver uenige. Det sker indenfor de mindste Grupper, Familier, som indenfor de store Grupper, Nationerne. Hvor en saadan Uenighed opstaar, er der rent principielt to Veje at gaa: man kan slaas sig til Rette eller man kan tale om Sagerne. Vælger man det første - og det synes unægteligt at ligge Menneskehjertet nærmest - er det paa Forhaand givet, at den stærkere sejrer. Kampen gaar derfor ikke ud paa at finde den rigtige Løsning, men derimod paa at konstatere, hvem der er stærkest. Hvilke Vaaben man kæmper med, er i denne Sammenhæng underordnet. Snart sker det med Vaaben, snart med Penge, snart med Løgn og Bagvaskelse - det hedder Propaganda - snart med Stemmesedler. Det er naivt at tro, at en Afgørelse er særlig demokratisk, blot fordi man har stemt om den. Det kommer virkelig meget an paa, hvordan man bærer sig ad med at stemme, hvordan man opnaar Afstemningens Resultater. Vi kender alle de moderne Afstemninger, hvor man opnaar fra 99 til 99,8% Tilslutning. Den anden Vej, man kan gaa - og den er demokratisk i den Forstand Ordet her tages - er den, at man taler sig til Rette. Her er Interessen ikke at konstatere, hvem der er stærkest, men gennem Samtalen - Parternes Møde med hinanden - at naa til den Løsning, som for netop de to Parter og i netop den Situation er den rette. Derfor er Demokratiets Væsen Ordet og Samtalen. Ud af dette vokser der ganske naturligt en bestemt Forhandlingsteknik; saaledes er Parlamentarismen, alt det, vi kalder politisk Demokrati, blevet til; men ud af Samtalen maa ogsaa vokse en økonomisk Ordning. Hverken den politiske eller den økonomiske Teknik kan imidlertid gaa alene. De henter deres Indhold og Retningslinie fra det demokratiske Grundfaktum: Parternes Møde i Dialogen. Kun i samme Grad som de tjener det Fællesskab, der her er skabt, kan de siges at være demokratiske. Som saadanne kan de hverken legitimere sig ved, at alle har Lov at stemme, eller ved at alle har lige mange Penge.

Nu er det en velkendt Erfaring, at Samtalen i det uendelige brister. Man naar ikke til at forstaa hinanden; undertiden taler man sig blot længere væk. Hvor det sker, indtræder Kampen. Dermed er det menneskelige Forhold mellem de to Parter brudt. Man slaas som Tigrene i Junglen eller som vore Vikingeforfædre. Gennem en vis politisk og økonomisk Teknik kan Slagsmaalets værste økonomiske Konsekvenser afbødes og mildnes. Men det kan ikke dække over den Kendsgerning, at et menneskeligt Fællesskab er afløst af Magtkamp. Mennesket har spillet Fallit, og der er ikke andet at gøre end at begynde forfra. Arbejdet maa begynde paa ny, og Vejen er stadig den gamle: Samtalen, hvor man gør sig selv og sine Krav gennemskuelige for Modparten og naar til at forstaa hans Holdning. Derfor er Demokratiet ikke, og kan aldrig blive et System, man kan sikre. I den Forstand, hvori Ordet her er brugt, betyder det ikke stort andet end Menneskelighed eller rettere, at Medmenneskelighed skal raade, hvor Mennesker mødes. Det er en stadig Kamp for at erobre Livet, og i denne Kamp staar vi hver Dag med tomme Hænder. Vi kan ikke leve af andres Erobringer eller af fortidige Sejre. Den sokratiske Negativitet: at Livet hver Dag begynder forfra, er nu engang Tilværelsens Kaar. Og det hjælper ikke, at man af lutter Træghed og Dovenskab skulker fra Situationen ved at gøre politiske Systemer eller planøkonomiske Doktriner til en saliggørende Ortodoksi. De er og bliver kun Teknik. Det er yderst lærerigt at se, hvorledes Mennesker nu om Dage bruger den moderne Videnskab og de politiske Lærebygninger akkurat paa samme Maade, som de i Middelalderen byggede sig faste Borge af aristotelisk Filosofi og saakaldte kristne Dogmesystemer. Maalet, der lyser forude, synes at være dette: at ophøre at være et Menneske af Kød og Blod med Kone og Børn og Naboer for i Stedet at blive et lille Led i det store Maskineri, hvor et eller andet mytologisk Begreb sættes ind i Toppen, hvad enten det nu drejer sig om "Skæbnen", "Staten", "Udviklingen", "Produktionen" eller hvad man ellers har fundet paa at sætte i Vorherres Sted.

Bag alt det, som her er kaldt Demokrati, ligger eet Spørgsmaal: Spørgsmaalet om Mennesket. Snyder man fra det, forfalder man blot til den ene eller den anden Form for Teknik, hvor det i og for sig er underordnet, om det bliver et Flertal, der ved Magtmidler tvinger et Mindretal eller om det gaar omvendt. Kun, hvor Mennesket radikalt er tænkt med, faar Kravet om Frihed virkelig Mening. Det var derfor ikke tilfældigt, at Grundtvig kom til at stille dette Krav saa radikalt, for var der nogen, der havde tænkt over Menneskets Problem, var det ham. I hans Papirer ligger endnu den Dag i Dag et Manuskript til et Foredrag fra 1811 om "Menneskets Vilkaar"; her begynder han med de Ord: "Hvad er et Menneske? Hveden er han oprundet, hvad er hans Deel, hvortil er han beskikket?" Besvarelsen af dette Spørgsmaal er det store Maal for al menneskelig Forskning, for al Grublen, for al Videnskab. For Grundtvig var Problemet levende fra hans første Ungdom, og han vendte sig i Forbitrelse mod den aandløse Videnskab, som mener, at alt kan maales, beregnes og vejes, mod "Drengevidenskabeligheden". Den manglede Øje for Livets gaadefulde Rigdom, for dets skabende Frugtbarhed som for dets grænseløse Ulykke. Videst naar han i sin Kamp med dette Livets egentlige Spørgsmaal i Fortalen til Nordens Mytologi fra 1832, hvor han udtrykker Svaret saaledes, at Mennesket er Aand og Støv kædet sammen paa Skaberens Bud. Menneskelivet er ikke blot et Led i den biologiske Magtkamp, men det er et guddommeligt Eksperiment. Han er sig fuldt vel bevidst, at Ordet "Aand" er lidet klart. Det er et "mytologisk" Begreb, men "Mythen" er her brugt som hos Platon; den er et Spring ud over Menneskets egen Grænse. Aanden er den gaadefulde Livskraft, som bor i Mennesket, som gør det forskelligt fra alt andet, fra Planter og Dyr, den Kraft, som tydeligt giver sig til Kende i Talen, der skaber Forbindelse Mennesker imellem. Ordet er Aandens Udtryk. Derfor maa det være frit. Og Vejen til at forstaa noget af det enkelte Menneskes som af hele Menneskeslægtens Liv gaar altid gennem at lytte til Mennesketalen, som er Aandens Værk. Det er af Virkningerne man skal kende Aarsagen.

Det er med denne Baggrund, Kravet om Frihed for Loke saa vel som for Thor rejses. Det er med denne Baggrund, at Ordet bliver noget helligt, som ikke maa krænkes. Hvis Demokratiet - eller lad os hellere sige: Menneskelivet bestaar i at gennemføre en færdig Ortodoksi, som enkelte sagkyndige har udtænkt og formaar at fortolke, kan man naturligvis ikke lade Ordet være frit. Derfor var Ordet ikke frit i Platons Stat saa lidt som i Vinding Kruses - eller i Sovjetrusland. Er Livets Indhold derimod at forstaa sig selv og sit Medmenneske og ud fra denne Forstaaelse at bygge et Fællesskab op, er det umiddelbart klart, at alt lægges øde, hvor man nægter at mødes med Modparten paa den eneste Maade, hvorpaa, Mennesker overhovedet kan mødes, nemlig gennem Ordet - og mødes paa lige Fod. Kommer man som den, der paa Forhaand ved det hele og har Ret og derfor som den, der skal docere for Modparten, er det kun logisk, at man kræver, at han skal holde sin Mund, lytte efter og lystre. Kommer man derimod som den, der selv har tomme Hænder, og som er en medsøgende og medstridende, er det lige saa klart, at man ikke kan undvære Modparten. Kun gennem Samtalen har man Mulighed for at vinde frem mod Forstaaelsen af Livet. Og det virker nu engang temmelig forstyrrende ind paa Samtalen, hvis den ene Part fører den med en Maskinpistol i Haanden, eller hvis den anden Part har en stadig Trusel om Indespærring hængende over Hovedet.

Vi staar ved et Punkt, hvor Vejene skilles. Den ene fører tilbage til Middelalderens Dogmatik, til de "rigtige Meninger" og til Kirkestaten - blot uden Middelalderens Religion, som trods alt gav hin Tids Ortodoksi en vis Spændvidde og aabnede Mulighed for Eksplosioner. Den anden Vej peger frem imod en Verden, hvor der ikke er Sikkerhed og faste Rammer, hvor Indsatsen hver Dag er os selv, og hvor der ikke kan spilles med mindre Indsats. Det er den Verden, Grundtvig skuede ind i. Den var for ham som et Hav, hvor alt var i Uro og Kamp, "Tankens og Troens og Vidskabens Hav, som uden Frihed er Asernes Grav". Det kræver en vis Selvbeherskelse ikke at fortsætte med at citere Grundtvigs berømte Rimbrev fra Indledningen til Nordens Mytologi, hvor han ironiserer over dem, der vil kalde det en virkelig Dyst, "naar dog ei Fenris, men Faderen kun, vinder Forlov til at bruge sin Mund". Vers for Vers synes det som skrevet idag. Modstanden kan kun knækkes med Ordets Magt, og det Onde arges kun yderligere ved Baand - "virker skinbundet det Værste i Løn".

Her staar vi ved Kildespringet for den Frihedsforstaaelse, som snart gennem Hundrede Aar har været drivende i det folkelige Liv. Det var Grundtvig og ikke de nationalliberale, der vidste noget om, hvad Frihed var. Det var derfor heller ikke tilfældigt, at de nationalliberale endte Arm i Arm med Estrup. De vilde nok en Frihed - nemlig en Frihed for de klogeste og bedste Mænd i Landet, hvortil de selv hørte, til at indrette alt saa klogt og saa godt som muligt. Men de drømte ikke om en Frihed, hvor Folkets Kræfter fik Lov til at folde sig ud uden deres eget gode Formynderskab. Derfor forfærdedes de, da Præstøvælgerne var saa taabelige, at de valgte en Væver i Stedet for en Professor, og derfor endte de som sagt i Reaktionen. Mon det vil gaa de moderne Tilhængere af den rationerede og vejledede Frihed stort bedre?

Den, der engang har skuet ind i Frihedens Verden, der er som en blomstrende, bølgende Vang, der pranger med Borge og skyhøje Bjerge, indlader sig ikke paa at sjakre om Friheden. Kan Sandhed og Godhed ikke sejre uden Tvang og snærende Baand, faar de tabe. Det hører til den Livets Risiko, som man ikke kan forsikre sig imod.