Kilder
Kildeintroduktion:
Nedenstående boganmeldelse er et indlæg i en debat om demokratibegrebets indhold, som udspillede sig i danske dagblade og tidsskrifter mellem juli 1945 og december 1946.
I debatten deltog flere af tidens mest toneangivende intellektuelle, og nedenfor er det forfatter og jurist Sven Clausen (1893-1961), der anmelder en af de helt centrale bøger om demokrati fra perioden hvor debatten stod på.
Indlægget tryktes i avisen Frit Danmark den 9. november 1945. Tidsskriftet var et organ for modstandsbevægelsen, som blev videreført efter besættelsen.
Du kan læse mere om debattens mange diskussioner og deltagere i undervisningstemaet Demokratidebatten 1945-46, mens der er henvist til flere af de andre indlæg i debatten i kildelisten til højre på denne side.
S. Gammelgård Jacobsen: Demokratiet og dets Fremtid. Carit Andersens Forlag (61 Sider). Pris 1.50 Kr.
Expeditionssekretær i Priskontrolraadet S. Gammelgård Jacobsen har i Ringens Informationsskrifter udgivet en interessant bog om Demokratiet og dets Fremtid. Her röres ved mange fundamentale spörsmål, hvorav vi nævner:
Forholdet mellem demokrati og parlamentarisme. Forfatteren gör meget riktigt opmærksom på at disse to ord ofte bruges i flæng. Parlamentarismen definerer forfatteren som den statsskik at "regeringen til enhver tid skal være i overensstemmelse med parlamentets flertal" medens demokrati oversættes ved folkestyre. Parlamentarisme kan således være en meget aristokratisk regeringsform, nemlig når valgretten til den lovgivende forsamling er forbeholdt nogle få; historisk er parlamentarismen netop av aristokratisk oprindelse, men efterhånden som valgretten udvides blir parlamentarismen udtryk for et demokrati. Det er viktigt at holde de to ting ude fra hinanden, for at man kan vide til hvilken av dem de velgörende egenskaper knytter sig. Efter anmelderens opfatning er det parlamentarismen, der er det avgörende. Det er denne som indförer den dialektiske metode i sagernes behandling, nödvendiggör det velsignelsesrige partisystem, fremmer offentligheden og ordets frihed og i det lange löp skaper frie borgere, hvilket er det egentlige. Et demokrati eller folkestyre kan meget vel tænkes at savne disse egenskaper. Hellere en parlamentarisme med indskrænket valgret end et demokrati uden parlamentarisme, det siste vil ende i alt andet end demokrati.
Forfatteren rörer dernæst ved det ofte behandlede spörsmål om et "demokratisk styre kan forbyde et politisk parti som for ex. det danske nazistparti, der tilsikter demokratiets avskaffelse".
Vil man bli anset for pedant, når man gör opmærksom på at der vist her netop skulde stå om et parlamentarisk styre kan forbyde et parti, der tilsikter parlamentarismens avskaffelse. Den ideologiske vanskelighed tykkes ikke opstå for et parti, som bare er demokratisk dvs: vil at folket skal styre. Selvfölgelig kan et folkestyre forbyde partier der vil rigmandsvælde, ligesom aristokratier oftest har forbudt partier der vilde have makten til det brede folk. Den begrepsmæssige vanskelighed opstår först for et styre som er parlamentarisk sindet, d.v.s. vil at makten skal gå over til dem, der efter et agitationsfelttog får flertallet i parlamentet. Kan et slikt styre forbyde et parti at agitere, når det vides at dette parti, såfremt det ved parlamentarismens hjælp kommer til makten, netop akter at avskaffe parlamentarismen. Her ligger den forstandsmæssige vanskelighed idet et parlamentarisk styre tykkes synde mod sin egen ideologi ved et slikt forbud. Om dette problem, der efterhånden plager parlamentariske samvittigheder ligesom problemet om Achilles og skjoldpadden, siger forfatteren det fornuftige ord at hele spörsmålet ikke er så brændende som man skulde formode, thi er det overhovedet muligt at sikre parlamentarismen ved forbud mod at arbejde på dens avskaffelse?
Således spörger forfatteren og man må vist gi ham ret i at parlamentarismen i et folk i virkeligheden kun sikres derved at folket vil ha den og at fölgelig parlamentarismen forsvares ved at forklares.
lövrigt mener jeg at man godt kunde avfinde sig med de tankemæssige vanskeligheder, hvorimod de praktiske er værre. Husker jeg fejl i at Hitler fik det kommunistiske parti forbudt ud fra lignende argumenter og derefter hade eller fik röster nok til at gi sig selv fuldmakt, hvad han ikke kunde ha fået mod kommunisternes röster. "Folket" er klogere end som så.
Iövrigt indeholder bogen interessante yttringer om ökonomisk demokrati. Selve frihedsbegrepet göres til genstand for nöjere prövelse og inddeles til dette formål i den negative frihed, som er fravær av bånd og den positive frihed, som skal bestå i individets mulighed for at udnytte den tilsikrede negative frihed hvad han nu ofte er udelukket fra ved fattigdom. Konsekvensen av denne betraktningsmåde er udvidet studiehjælp. Dette kan man heller ikke ha noget imod, men jeg tror ikke man skal nå til det ved at vride og vende et ord (frihed) som har en fastslået betydning, Vi har set for meget av den slags ord-konster fra tysk side i de siste 150 år til at man ikke skulde være varsom overfor dem. Når den fattige Hans Christian eller Bertel skal ha studiehjælp er det ikke udfra en ny definition av frihedens begrep (Vorherre bevares) men fordi de med deres store begavelse muligvis kan finde et nyt penicillin til gavn for os alle, eller til landets hæder kan bli en H. C. Andersen eller Thorvaldsen.
Forfatteren fororder indförelsen av en justitieombudsmand efter svensk mönster. Denne har til opgave at "være folkerepræsentationens öjne og ören" i forhold til administrationen. Han vælges av Rigsdagen og skal före tilsyn med at lovene nu også efterleves av administrationen samt våge over trykkefriheden. Vi er aldeles ens med Forfatteren i at en sådan embedsmand er et naturligt tilhör til parlamentarismen.