Med denne Kronik afslutter Prof. Hal Koch en Artikel-Række om "Demokrati", der i en nær Fremtid - i udvidet Form - vil udkomme samlet i "Folkevirke"s Bogserie. - Paa Lørdag skriver Seminarielærer, Pastor Knud Hansen om "Derfor gjorde de Modstand".

Det var ikke tilfældigt, at Ordet "Ret" blev et Hovedord i Besættelsestidens Kamp imod Tyskernes Magtpolitik. Retten er - i al sin Dunkelhed - Grundbestanden i det menneskelige Samfundsliv. I Sofokles' berømte lovsang over Menneskets Snilde skildres det, hvorledes Mennesket har underlagt sig Jorden og Havet og hele Dyreverdenen. Naaet så vidt har han bygget et virkeligt samfund op: Tanken slog med Loven Hegn om lande. Det er Menneskets Storhed, at det ved - hvad Dyrene ikke ved - at der er forskel paa Lov og Vold, på Ret og Uret. I Euripides' "Medeia" er der en Scene, hvor den troløse Jason søger at overbevise Medeia, hvem han har ført med sig fra det fjerne Kolchis og nu sveget til Fordel for den korinthiske Kongedatter, om, at hun trods alt har vundet mere, end hun har tabt ved at forlade sit Fædreland. Og først paa kontoen opføres da dette, at hun er kommet fra Barbarer til Grækere, fra en Stat, hvor Retten øves "efter Magtens Tykke blot" til et virkeligt Retssamfund. Med den samme Stolthed henviste Romerne til deres Retsvæsen, som gjorde dem skikkede til at bygge Verdensriget. Og den Dag i Dag klassificerer og vurderer vi Staterne efter deres retslige Udvikling. Ikke mindst de sidste Aar har vist os, hvad det vil sige at leve i et Samfund, hvor Loven er øverste Herre, ikke under en Voldsmagts Vilkaarlighed. Intet synes saaledes simplere: det er Retten, der konstituerer Samfundet - og saa er det maaske endda ikke saa helt ligetil.

Menneskehedens Historie er jo ikke blot Historien om, hvorledes Tanken og Ordet bygger Rettens og Lovens hegn omkring Livet, men den er tillige en tragisk Beretning om, hvorledes Retten kommer til kort, hvorledes Vold og Uret stadig bliver de stærkeste, saa at Retten maa friste en kummerlig Skæbne i Fængsel og Lænker. Atter kan vi henvise til friske Erindringer om, hvordan det gaar, naar Ret staar over for Magt. Hvad kan en retfærdig Mand stille op imod Maskinpistoler? Problemet er saa gammelt som Menneskeheden. Hvad Mening har overhovedet Begrebet "Ret", om det ikke er forenet med Magt, om der ikke bag det staar en Magt, som er stærk nok til at gennemføre Retten på Trods af alle Voldsmænd? Hvorledes er da forholdet mellem Retten og Magten? Uden Magt - det er de allerfleste da overbevist om - har Retten ikke nogen Mening. Omvendt er Magt uden Ret kun brutal Vold. Hvad er da "Retten" - dette mærkelige, som gør Magten til noget godt, noget berettiget?

I Xenophons Erindringer fortæller han om en Samtale, den unge, politisk ærgerrige Alkibiades skal have ført med sin onkel Perikles, Athens mest erfarne Statsmand og gennem en Menneskealder det attiske Demokratis Leder. Troskyldigt spørger Nevøen, hvad egentlig en Lov er. For Statsmanden falder Svaret let: hvad Folkeforsamlingen er blevet enig om og har gennemført, det er Lov og Ret. Men hvad saa, spørger Alkibiades, dengang vi ikke havde Folkeforsamling, men et Faamands-vælde? Ja, dengang var Oligarkerne jo den lovlige Regering, og hvad de vedtog, var derfor Lov og Ret, som Resten maatte bøje sig for. Men nu de Stater, gaar Spørgsmaalet videre - hvor det er en Enkeltmand, en Tyran, der hersker? Som god Demokrat føler Perikles sig noget pinligt berørt, men han maa jo indrømme, at ligesom under Demokratiet det er Lov og Ret, som Flertallet vedtager og paatvinger Mindretallet, og ligesom under Oligarkiet Loven er det, som de faa vedtager og paatvinger Flertallet til at bøje sig for, saaledes er under et Tyranni Loven og Retten det, Tyrannen bestemmer og paatvinger alle de andre. Kommet saa vidt takker Alkibiades for god Vejledning og har blot endnu eet Spørgsmaal at stille: hvad er saaaa Forskellen mellem paa den ene Side Lov og Ret og paa den anden Side Vold og Uret? Og Spørgsmaalet er blevet staaende siden. Loven og Retten skal jo dog gennemføres ved Tvang, og hvem der derfor kommer til at bestemme denne Lov og dens Gennemførelse, synes da udelukkende at afhænge af, hvem der har Magten. Ifølge Xenophon skal Perikles have afsluttet Samtalen omtrent med de Ord: Ja, min Ven, da vi var i din Alder, var vi ogsaa nogle gevaldige Karle til at opstille saadanne spidsfindige Problemer, men det er vi nu kommet ud over.

Saaledes ville sikkert de fleste Statsmænd til alle Tider svare. Og det er maaske ganske godt for deres praktiske Gerning, at de ikke standser op og fortaber sig i Spekulationer, men Problemet er reelt nok: hvad er i Grunden Rettens Væsen, hvorfra har den sin Oprindelse, hvorledes gennemføres den og hvad Forhold har den til Magten? Er det Retten, som hersker - eller i hvert Fald bør herske - over Magten som sin Tjenerinde, eller er Retten blot et Middel, en Politik i Magtens Tjeneste? Og det nytter ikke at afvise dette som rent teoretiske Problemer. Historien viser utallige Eksempler paa, at Menneskers Opfattelse af Retten og dens Grundlag er kommet til at bestemme deres Statsmandshandlinger og har grebet afgørende ind i Landenes Historie. Hvad har ikke Machiavellis Bog om Fyrsten betydet for Renæssancetidens Herskere - og forøvrigt for mange senere Magthavere? Hvad har ikke den tyske Magtfilosofi, som den har udfoldet sig igennem 150-200 Aar, for med Hitlers "Mein Kampf" at ende i den fuldkomne Karikatur, betydet for Europas politiske Liv? Derfor bliver - trods alle Praktikere - Spørgsmaalet om Rettens Væsen og Grund ved at være lige brændende. (Interesserede Læsere henvises til Knud Illums lige udkomne Bog "Lov og Ret" (1945) og en Diskussion mellem Hartvig Frisch og Jørgen Jessen i "Lederbladet" 1945 Nr. 4-5.)

Hos moderne Jurister er der en stærk Tilbøjelighed til at ville sondre mellem Retten og Moralen. Retten er det af Statsmagten lovfæstede, og Spørgsmaalet om dens moralske "Gyldighed" afvises. En saadan Sondring har ikke Hjemmel i de ældste Tiders Retsbegreber. Her er Retten ensbetydende med det rigtige og har Gyldighed, ganske uanset af, om den er vedtaget. Begrebet eksisterer, længe før der danner sig en fast Samfundsorden med en lovgivende Myndighed. I sin Oprindelse synes Retten dels at være nøje sammenknyttet med Religionen, dels at være Sædvaneret. Retten ses som Guddommens Vilje - ofte faar den sit udtryk igennem Høvdingen, der tillige er Præst, Midler mellem Stammen og det guddommelige. Tydeligst møder vi denne Opfattelse hos Jødefolket: den retfærdige Handling er den, der stemmer overens med Jahves Vilje, som i Loven er aabenbaret os som en Lygte til at lyse for vor Fod. Den retfærdige Bestemmelse og den retfærdige Mand er den, som er i Overensstemmelse med Guds Lov. Retten har imidlertid ogsaa en stærk Tilknytning til Sæd og Skik. Man maa Skik følge eller Land fly, siger Ordsproget. Hvor bra Folk gaar, der er Guds Veje, hedder det i mere moderne Form. Og man maa gøre sig klart, at rent praktisk er en væsentlig Del, ja, vel nok det allermeste af Folks Moral- og Retsbevidsthed bestemt ved Fasthængen ved de fra Fædrene nedarvede Sæder og Skikke. Derfor skifter Ret og Moral, naar man gaar over Grænsen til et fremmed Land. Hos visse Australnegre er det efter Sigende ligefrem paabudt, at man skal spise sine egne Forældre, naar de har naaet en vis Alder; i Europa vilde den samme Handling unægtelig virke temmelig retsstridig. I Tyskland var Jødeforfølgelse en Retshandling, i Danmark en Forbrydelse. Og saaledes kunde man blive ved at fremdrage Eksempler paa, hvorledes Retsbegrebets Indhold varierer fra Folk til Folk.

Ikke saa sært derfor, at man har søgt et mere solidt Grundlag for Retten end de stærkt skiftende religiøse og sædvanemæssige Forskrifter. Man søgte et mere "ideelt" Grundlag. Lad Platon illustrere denne Tendens. Han var overbevist om, at der fandtes en oversanselig Idéernes Verden, det egentlige Værende, uomskiftelige. I denne Verden hører ogsaa Rettens Idé hjemme, og Menneskets opgave er gennem Tænkningen at naa til at erkende Idéen; kun den, der saaledes er naaet til Erkendelse, formaar at handle i Overensstemmelse med Idéen, selve den evige, uforanderlige Ret. Den retfærdige Handling er den, som har naaet denne Overensstemmelse, den, som stemmer med Idealet, vilde man nu om dage sige, Maalet for al menneskelig Stræben. Menneskets Adel er dets stræben efter at virkeliggøre Idéen, saa godt det nu er muligt paa Jordelivets Vilkaar. Det staar under Idéens Forpligtelse. I Rettens evige idé henter den jordiske Lovgivning og Retsudøvelse sit Forbillede.

Enten man nu søgte Rettens Oprindelse i Religionen, i Sæd og Skik eller i Idealet, fik man ad disse Veje Svar paa Spørgsmaalet: hvad er Ret, og hvorfor har den Gyldighed? Mod alle disse Svar vendte allerede i Grækenland Sofisterne sig, og i deres Spor er alle andre Sofister, lige til vore Dage, vandret. Deres Paastand har altid været den, at Retten er et Barn af Magten, sat af Magthaverne for at omgive deres Ønsker og Rettigheder med en Illusions oversanselige Gyldighed. I sig selv har Retten nemlig ingen "Gyldighed" ud over den Magt, som dens Skaber kan sætte bag sine Krav. Der findes intet, som er "retfærdigt" i sig selv. Talen om de guddommelige Bud, de gode gamle Skikke og de ophøjede Idealer har blot været forskellige Maader, hvorpaa de Besiddende har søgt at sikre deres Besiddelse og holde de Ikke-Besiddende nede. Populært sagt: Maader, hvorpaa de, som sidder paa Flæsket, har villet hindre andre i at tage det fra dem. Retten er kun et Skalkeskjul for Magthavernes egoistiske Politik. Begrebet "Ret" er en Illusion. Om en Handling er retfærdig, afgøres udelukkende ud fra, om den fører til det for den Handlende ønskede Resultat. "Mennesket er alle Tings Maal", sagde allerede Protagoras. Det er selv Maalestok for Tingenes Værdi. Tingene er værd, hvad de er værd for mig. Derfor maa en Handling ikke vurderes efter dens større eller mindre Overensstemmelse med guddommelige, nedarvede eller ideale Krav, men efter de Resultater, den fører til. Saaledes har alle Sofister talt lige til Nutiden, hvor det aabenlyst blev proklameret af det tredje Riges Retsfilosoffer. Retfærdighed er det, som skaber et større og stærkere Tyskland; anden Definition paa Retten kender vi ikke; Mennesket, det tyske Menneske, er alle Tings Maal.

Nu maa man imidlertid ikke tro, at det blot er Nazister og Forbrydere, som vedkender sig denne "realistiske" Bestemmelse af Retten. Tværtimod, der har gennem mange Aar af Jurister og Retsfilosoffer været ført en Kamp mod enhver Tale om Rettens Gyldighed, og de allerfleste vil give dem Ret i denne Kamp. Vi kan ikke bøje os for overleverede religiøse eller sædvanemæssige Retsbestemmelser, og indrømmes maa det, at "Idealisme" meget ofte er blevet et Skalkeskjul for en reaktionær Indstilling. Vi vil heller ikke kunne frigøre os for at vurdere Tingene efter, hvor gavnlige de er - for os selv og andre - om de fører til de Resultater, som vi og andre fornuftige Mennesker finder det rimeligt at stræbe efter. Men hvem skal bestemme, hvilke Resultater man skal tilstræbe? Maa det ikke blive Magthaverne? Bliver det ikke rent faktisk Magthaverne, fordi kun de kan føre Sagen igennem? Og er vi da ikke temmelig langt borte fra et menneskeværdigt Demokrati, ja, er vi ikke kommet temmelig nær op til det rendyrkede Despoti? Staar vi ikke svagt over for Machiavelli, Treitschke, Hitler og andre Realpolitikere? Bliver al vor megen Tale om Retten som noget helligt og ukrænkeligt ikke lidt vanskelig? Hvis Retten blot er det, som Flertallet prøver paa at sjakre sig til Enighed med de andre om, og som det derefter gennemfører, fordi det nu engang er stærkere end Mindretallet, er der jo ingen Grund til at blive højtidelig i Stemmen og tale stærke Ord om "Retsbevidsthed", "Retsstat" og "Retssikkerhed". Og saa er der jo heller ingen Grund til at forarges alt for stærkt over, at det i andre Stater er Mindretallet, som er stærkest og derfor paatvinger Flertallet sine Interesser.

Lad os vende tilbage til Grækenland. Midt imellem Sofisternes "Realpolitik" og Platons "Idealisme" staar Sokrates. Han deler hverken hines Skepsis eller dennes dogmatiske Idealisme. For ham er der ingen Tvivl om, at det "Gode", Sandheden, Retten "er", har Realitet, og at Livets Indhold og Mening er dette: med Tanken at stræbe frem imod Erkendelsen af det gode. Ja, han er overbevist om, at denne Erkendelse kan lykkes saa vidt, at den kommer til at bestemme Menneskers Livsførelse. Men den kan aldrig blive Besiddelse, blive til et Dogme, en fast Mening, en "...isme", der kan læres videre til andre. Mennesket er engageret i Kampen for det Gode, men denne Kamp begynder paany hver Dag. Han er aldrig en besiddende, altid en stræbende. Aldrig kunde Sokrates sige, at Mennesket er alle Tings Maalestok, for om Mennesket ved han - trods stadig Forskning over sig selv og andre - ikke, om det er et vildt og mangehovedet Uhyre, lig Thyphon, eller om det er et Væsen af en mildere og mere ophøjet Natur. Nej, det Gode er alle Tings Maal. Men hvad er da det Gode? Ja, vilde Sokrates svare, det maa vi sammen prøve at finde ud af - for det er jo ikke noget ligegyldigt Spørgsmaal. Og saa ville den Samtale om Tænkning og Sandhed og Sjælens Forbedring, som for ham var blevet Livets egentlige Mening, paany begynde. Overført paa vor Diskussion af Rettens Begreb: Sofisterne har Ret i al deres Kritik. Men selve Rettens Begreb bliver staaende - selve Begrebet "Gyldighed" - at der er noget, som forbinder og forpligter. Og dette Forpligtende opstaar altid i Forholdet til Medmennesket. Forholdet mellem Mennesker og Dyr, mellem et Menneske og hans Ejendele er i den Forstand ikke noget "Retsforhold", i hvert Fald ikke, som Forholdet Mennesker imellem er det. Af dette menneskelige Gensidigheds- og Forpligtelsesforhold kan der ganske vist ikke udledes naturretslige eller eviggyldige Retssætninger, som alle maa erkende. Den sofistiske Kritik og den sokratiske "Uvidenhed" maa tages alvorligt. Men selve Retten som et gensidigt forpligtende Forhold Mennesker imellem bliver staaende - uafhængigt af alle tilfældige lovgivende og retsstiftende Myndigheder. Selv om hele den danske Befolkning ville vedtage at udrydde Jøderne, ville denne Handling dog ikke faa Karakter af "Ret", hvor meget saa end Sofisterne vil sige derom - hvor meget den saa var vedtaget af hele Rigsdagen. Af den ganske simple Grund, at Jøderne er vore Medmennesker.

Denne Dobbelthed hører med til Menneskelivet: paa den ene Side den absolutte Forpligtelse overfor Retten, det rigtige - og deroverfor den absolutte Frigørelse fra enhver Dogmatisme, der vil hævde at have Patent paa det rigtige - den være sig nu af religiøs, sædvanemæssig eller idealistisk art - som ikke ved hvert nyt Møde med Medmennesket vil begynde forfra i sokratisk Uvidenhed og derfor henvist til gennem Samtalen at finde Vejen frem. Hvor denne Dobbelthed forsvinder, ender man før eller senere med at lægge Livet øde. Den, der ikke bøjer sig for Rettens "Gyldighed", som ikke er bundet, maa - om de ydre Forhold ellers giver de fornødne Betingelser - drives ud i den Magtforgudelse og hæmningsløse Selvhævdelse, som synes at være alle Tyranners Skæbne. Føler han sig ikke som Rettens Tjener, ender han uvægerligt med at gøre sig til dens Herre. Lige saa skæbnesvangert er det imidlertid, hvor Retten for et Menneske er blevet identisk med en bestemt Politik eller Livsanskuelse. Han er sikker paa at "have ret" - og den skal gennemføres. Han ender i en Fanatisme, som er villig til at ofre Menneskene paa Sagens, paa "Rettens og Sandhedens" Alter. At Sagen er af ideel Karakter, gør det ikke bedre. Tværtimod! Det har en Tilbøjelighed til at gøre Fanatismen end mere fanatisk. Man tænke blot paa Middelalderens fromme Kirkemænd, som mente at værne Sandheden ved at brænde Kætterne. Denne Dobbelthed - den ydmyge Bøjen sig for Retten og den principielle Usikkerhed over for hver ny Retsafgørelse - falder ikke i de stærke Mænds smag. Den er ikke i Kurs i de diktatoriske Stater. Der raader Magten, og der ved Føreren og Partiet ganske nøje, hvad Ret og Uret er. Der behøves ingen Drøftelse, ingen ny Undersøgelse. Men netop derfor maa Verden - hvis der skal kunne leves et menneskeværdigt Liv - vende tilbage ad de demokratiske Baner. Ikke at et demokratisk System i sig selv indeholder nogen sikker Garanti. Men det holder dog Vejen aaben. Det lader Ordet frit, det fornægter, at Magt er Ret. Enhver Politik, Anskuelse, Paastand er underkastet Ordets og Tankens Prøve. Der er ingen urokkelige Dogmer, man ikke maa sætte Spørgsmaalsstegn ved. Men Demokratiet er bundet til Respekten for "Retten", for det Retsforhold, der opstaar Mennesker imellem. Og hermed er vi naaet frem til det dybeste Grundlag for Demokratiet: dets Menneskelighed, dets Humanisme.