Vi fortsætter Diskussionen omkring Professor Jørgen Jørgensens Artikel "Misbrug af Idealerne" med dette Indlæg af Fuldmægtig Axel Riishøj.

I den offentlige Diskussion, - sidst i Professor Jørgen Jørgensens Artikel i "Frit Danmark" Nr. 24 -, er Spørgsmaalet om Sikringen af de demokratiske Goder, Friheden, Ligheden og Broderskabet (Humaniteten) taget op til Overvejelse under Hensyn til Krigstidens Erfaringer. Det er ganske naturligt, at dette sker; men det forekommer mig, at Drøftelsen, i hvert Fald for Ytringsfrihedens Vedkommende, endnu ikke er ført til Bunds.

I den nævnte Artikel skriver Professor Jørgen Jørgensen f. Eks.: "Saa længe den demokratiske Frihed ikke er sikret saavel ved Befolkningens overvejende Tilslutning til den som ved udtrykkelige Lovbestemmelser, kan det aldrig være i Strid med Frihedsidealet at træffe Foranstaltninger saavel til dets Sikring og Gennemførelse som mod dens Bekæmpelse". I denne Udtalelse er der for det første den Uklarhed, at det ikke klart fremgaar, om det er det politiske eller det økonomiske Demokrati, der sigtes til; men er det det politiske Demokrati, der menes, saa kan man rolig hævde, at det har Befolkningens altovervejende Tilslutning og er underbygget ved udtrykkelige Lovbestemmelser, saaledes at yderligere Foranstaltninger til dets Sikring maa være overflødige her i Landet. Og for det andet maa man spørge, hvilke "Foranstaltninger" det er, man vil træffe. Det maa bemærkes, at hvis Demokrati vil sige, at "Folkets Vilje skal være Landets Lov", saa rummer Demokratiet i sig Muligheden for sin egen Undergang, nemlig hvis Folkets Vilje gaar ud paa at give Afkald paa Friheden.

Dette skete jo i Tyskland under Nazismen og flere andre Steder, og det er derfor, at man nu med Rette gør disse ansvarlige for de Ulykker, der er forvoldt. (Maaske kan man betvivle, at Flertallet af Tyskerne i 1933 godkendte Hitlers Magtovertagelse, men at de gjorde det senere, er givet.)

Dette, at Demokratiet i Kraft af Friheden rummer Muligheden for sin egen Undergang, er maaske uhyggeligt nok, men det er en simpel Følge af, at Demokratiet er noget levende; og det gælder om alt levende, at det kan dø, og at det undertiden kan tage sig selv af Dage. Hvis man vil fratage Demokratiet Ret til det, har man med det samme forladt Devisen: "Folkets Vilje skal være Landets Lov" og har gjort Demokratiet til et dødt System. Man har i saa Fald sat en Grænse for Folkets Ansvar og gjort Folket umyndigt.

Det er i det hele taget en Selvmodsigelse at mene, at Frihed er noget, man kan tvinges til. Ved Tvang kan man i det højeste tvinge Folk til at lade, som om de er Demokrater, men om et Samfund kan bestaa paa Grundlag af et saadant Hykleri, turde være tvivlsomt. Hvis man f. Eks. indfører Censur overfor antidemokratiske Opfattelser i Tale og Skrift, opnaar man det samme: Hykleri og Forstillelse. Det samme gælder, hvis man vil kontrollere Tjenestemænds politiske Opfattelser. Det gælder netop om, at alle Samfundets Medlemmer frit, men under Ansvar kan sige deres Meninger, saaledes at man kan regne med, at de mener, hvad de siger.

Som et praktisk Eksempel skal nævnes Tilfældet Vinding Kruse. Ser man bort fra hans mulige Samkvem med Tyskerne og kun betragter hans videnskabelige Produktion, kan jeg ikke se, at man fra et demokratisk Synspunkt kan gribe ind. Hans Anskuelser er ikke demokratiske, men forbyder man dem at komme til Orde, kommer man fra Asken i Ilden. Forsvinder den videnskabelige Ytringsfrihed, gaar Kulturen i Staa. Saa ved man aldrig, om Folk mener det, de skriver, eller om de kun skriver det, fordi de skal.

Hvor der ikke er Frihed til at sige Nej til Demokratiet, er der i Virkeligheden heller ikke Frihed til at sige Ja til det. Et fremtvunget Ja er ikke noget virkeligt Ja. Man skulde tro, at denne Sandhed maatte være indlysende, men man har faktisk hørt Folk i den sidste Tid hævde, at der burde være Straf for at have en antidemokratisk Samfundsopfattelse.

Men skal der da ikke være nogen Grænse for Friheden? Jo, vist skal der saa. Og det er ikke alene Vold og Terror, som Professor Poul Andersen mener, der er ulovlige Midler; ogsaa megen hemmelig politisk Virksomhed før og under Krigen var ulovlige og uhæderlige Midler. Der er ingen Tvivl om, at megen af den Virksomhed, som det nazistiske Parti udfoldede herhjemme før Krigen, var af en saadan Art, at man maa sidestille det med Spionage. Men normal offentlig Virksomhed bør være tilladt for ethvert politisk Parti, saa længe det bruger rene Vaaben. Der skal kæmpes fair, og hvad det vil sige, er vanskeligt at definere, men i Praksis har det aldrig været Vanskeligt at bedømme det. Og naar der foreligger Tilfælde af virkelig samfundsskadelig Virksomhed med uhæderlige Midler, skal Demokratiet ikke være bange for at slaa til.

For ikke at bevæge os i teoretiske Almindeligheder er det bedst at tage endnu et praktisk Eksempel: En Politiker er kommet i Tvivl om Demokratiets Evner til at løse Problemerne og søger i fuld Offentlighed nye Veje. Der er efter min Opfattelse ikke noget utilladeligt i det, saa længe han ikke spiller under Dække med Landets Fjender eller med oprørske Kredse i Landet selv.

Erfaringen viser da ogsaa, at demokratisk Opfattelse ingenlunde danner nogen Garanti for Demokratiet i Farens Stund. Var ikke f. Eks. Scavenius en god Radikaler i sin Tid? Mange af dem, der svigtede i Besættelsestiden, var utvivlsomt i Teorien Demokrater, medens andre, der havde udtalt Tvivl om Demokratiet, f. Eks. Kaj Munk, var blandt de ivrigste Modstandsfolk. Det er nu en Gang Menneskene, det kommer an paa, og ikke Systemerne. En ærlig Modstander er at foretrække for en uærlig Tilhænger.

Retten til frit at tænke, tro og tale er en fundamental Menneskeret, der maa gælde ubegrænset, saa længe man bruger rene Vaaben. Men bruger man uærlige Vaaben, (og af dem findes der som nævnt mange andre end Vold og Terror), saa maa der slaas ned med haard Haand, ogsaa eventuelt med Dødsstraf.

Der kunde være Grund til i denne Forbindelse at gøre opmærksom paa en meget udbredt Misforstaaelse af det grundtvigske Ord "Frihed for Loke saavel som for Thor", en Misforstaaelse, som ogsaa Professor Jørgen Jørgensen gør sig skyldig i. Det er almindeligt at opfatte Citatet saaledes, at det betyder tøjlesløs Frihed, idet man mener, at Loke er Udtryk for det onde i Tilværelsen. Det er jo ganske forkert. Loke er for Grundtvig ikke Udtryk for det onde, men for Tvivlen, den kolde Skepsis, Fornuften og undertiden Ironien. "Frihed for Loke saavel som for Thor" vil altsaa paa det politiske Omraade sige, at der skal være Frihed til at tvivle paa Demokratiet lige saa vel som til at tro paa det. Jeg tror, at alle kan være enige i, at Citatet, naar det forstaas paa denne Maade, ikke er Udtryk for et liberalistisk Dogme, men for den fundamentale Menneskeret, vi kalder Ytringsfriheden, og den har ikke alene Betydning for de forholdsvis faa Mennesker, der skriver Bøger og Blade, men i allerhøjeste Grad ogsaa for de Millioner, der læser disse Bøger og Blade og gerne vil tænke selvstændigt. Det maa derfor anses for baade barnagtigt og udemokratisk f. Eks. at "udrense" vore Biblioteker for nazistisk Literatur. Det vilde være at umyndiggøre det læsende Publikum, - altsaa et Mistillidsvotum til Folket.

Det er i det hele taget et Spørgsmaal, om man ikke kan gavne Demokratiet mere ved at kritisere det end ved at skamrose det. Det følger allerede deraf, at der indtil Dato ikke er fundet en Definition af Ordet Demokrati, som alle vil godkende. Eksempelvis kan nævnes, at det vistnok er almindeligt i vore Dage at hævde, at Skoletvang og Værnepligt er meget demokratiske Foranstaltninger, hvilket dog efter andres Mening er helt i Strid med Demokratiet, idet de betyder en Indskrænkning af det personlige Ansvar, altsaa en Art Umyndiggørelse. Det maa ogsaa siges, at det er en - desværre ret udbredt - Tilsnigelse at bruge Ordene "nazistisk" og "udemokratisk" i Flæng. Nazismen er kun en særlig forbryderisk Art indenfor de antidemokratiske Styreformer. Man har faktisk i Historiens Løb kendt udemokratiske Regeringsformer, der spillede fair Spil, f. Eks. den oplyste Enevælde her i Landet, under hvilken Sansen for Menneskeværd og Folkeoplysning voksede frem og forberedte Demokratiet; og man har paa den anden Side ogsaa set Demokratier, der tog mange gemene Kneb i sin Tjeneste, jfr. f. Eks. U.S.A. i tidligere Tid. Man kan end ikke sige, at Nazismen er udpræget reaktionær: den er i en vis Forstand ogsaa revolutionær. Den er et Slag i Ansigtet paa saavel den konservative Borgerkultur som paa Arbejderklassen. Den er et Oprør mod Kirken lige saa vel som mod den moderne Humanisme. Det gav sig da ogsaa Udtryk deri, at baade de kapitalistiske Vestmagter og det kommunistiske Rusland kunde enes om at slaa dette Udyr ned, og det gav sig her i Landet Udtryk i Frihedsraadets meget brogede Sammensætning. Det gjaldt om Nazismen, at dens Haand var mod alle og alles Haand imod den.

Alt dette maa holdes i Erindring, hvis man ikke vil risikere, at vor Ytringsfrihed gaar til Grunde i lutter Nazifrygt. Det, man skal interessere sig for, er alene at slaa de virkelige illoyale Modstandere ned. Den loyale Opposition hører derimod, ganske bortset fra hvilket økonomisk System man har, med til Demokratiets Væsen.

Det følger heraf, at Demokratiet overhovedet ikke kan "sikres" i absolut Forstand. Hvis man prøver paa at gøre det, slaar man det ihjel. Det kan kun "sikres" ved, som f. Eks. i de angelsaksiske Lande, at være dybt rodfæstet i Sindene, d. v. s. ved frivillig Tilslutning. Dette gælder umiddelbart for det politiske Demokrati, men i Virkeligheden ogsaa for det økonomiske Demokrati. Skal det sikres paa Bekostning af den frie Meningsdannelse i Folket, er Sikkerheden for dyrt købt.