Med Udgangspunkt i en Kronik af Professor Hal Koch forsøger Professor Jørgen Pedersen at belyse, hvad der forstaas ved økonomisk Demokrati.

I den sidste Tid har Professor Hal Koch i "Berlingske Aftenavis" skrevet et Par Kronikker, hvori han søger at udrede, hvad Demokrati egentlig er. Det er jo en særdeles nyttig Gerning, eftersom der faktisk hersker flere til dels modstridende Opfattelser. Jeg skal ikke opponere mod de Betragtninger, Hal Koch gør gældende, tværtimod; jeg synes, han har karakteriseret det, jeg selv vil forstaa ved Demokrati, paa en udmærket Maade.

I Slutningen af den sidste Kronik ("Berlingske Aftenavis" 12. 9. 45) kommer han imidlertid ind paa Spørgsmaalet "økonomisk Demokrati". Her er Uklarheden vel endnu større end med Hensyn til "politisk Demokrati", og det forekommer mig, at Hal Koch ikke her naar samme Klarhed, og det er vel heller ikke tænkeligt, at det kan ske i det Par Linier, han ofrer paa Emnet, jeg skal derfor søge at belyse det yderligere.

Hal Koch stiller sig tvivlende m. H. t. om man kan tale om, at man i Rusland har et politisk Demokrati, men til Gengæld mener han, at man der er kommet betydelig længere i Retning af økonomisk Demokrati, end vi er i Vesteuropa.

Til Støtte for denne Opfattelse anfører han, at Fordelingen af Livets Goder hos os er for uretfærdig, at mange lever under daarlige Boligforhold, at der ikke er tilstrækkelig ligelige Uddannelsesmuligheder for alle, og at mange Mennesker lever i stor Utryghed udsat for Arbejdsløshed og manglende Alderdomsforsorg.

Nu indrømmer Hal Koch selv, at vi ikke ved saa forfærdelig meget om Forholdene i Rusland, og af den Grund bør vi være noget forsigtige med at udtale os saavel om det politiske som om det økonomiske Demokrati i Rusland. Men en stor Litteratur om Rusland findes der dog, og saa vidt jeg kan se af denne Litteratur - jeg skal her særlig henvise til Sidney og Beatrice Webb's store 2-Binds Værk om det nye Rusland - er det noget tvivlsomt, om Fordelingen af Livets Goder er mere retfærdig end hos os. Det maa altid blive en Skønssag, nogen objektiv Maalestok for Retfærdighed findes ikke.

Der er meget store Indkomstforskelligheder i Rusland, næppe mindre end hos os, og dernæst er der meget stærke Sanktioner af immateriel Art, sorte Lister o. lign. mod dem, der forser sig eller ikke viser tilstrækkelig Iver for den socialistiske Opbygning. Et haardhændet Akkordsystem er gennemført, og Arbejderne gøres økonomisk ansvarlige for den omhyggelige Behandling af de Maskiner og Redskaber, de benytter.

Om det er bedre med Trygheden end her, er uvist. Der er ganske vist ingen Arbejdsløshed, men den, der ikke vil tage de Arbejdsvilkaar, der bydes ham af Myndighederne, uanset hvor i Landet og ved hvilket Fag Arbejdet findes, mister alle Rettigheder. Arbejdsløshedsunderstøttelse kendes ikke. Der er et vidtforgrenet Tilsyn med den enkeltes Opførsel, og kraftige Sanktioner mod den, der formodes at have forset sig. Der er ganske vist sørget for Folk under Sygdom og Alderdom, men næppe bedre end her. Boligforholdene er gennemgaaende langt værre end her. Hvad Uddannelsesmulighederne angaar, da er det vistnok rigtigt, at der ikke er nogen økonomiske Hindringer, men saa er der andre Hindringer, som nogle vil anse for værre, f. Eks. den at man med Rette eller Urette anses for ikke at have de rette Anskuelser eller det rette Sindelag. Og endelig er det vel ikke saa slet her med Uddannelsesmulighederne, og det kan uden væsentligt Besvær blive langt bedre.

Hvad jeg her har sagt, skal slet ikke være nogen Kritik af Forholdene i Rusland. Det siger sig selv, at det er svært i Løbet af et Par Aartier at omdanne et primitivt analfabetisk Bondefolk til et højt udviklet Industrifolk. Drastiske Foranstaltninger har sikkert været paakrævet for at tilvejebringe den nødvendige Disciplin, og der er skabt Basis for en bedre Fremtid, men vi maa ikke glemme, at vi i Vesteuropa stadig staar paa et væsentligt højere Velstandsniveau. Jeg tør ikke benægte, at vi med Hensyn til Indretningen af vore sociale Forhold kan lære et og andet af det nye Rusland, men jeg vil dog tro, at Rusland kan lære endnu mere af os.

Hvad der har mere Interesse, naar man vil belyse Spørgsmaalet om økonomisk Demokrati, er dog, om større Ligelighed i Indkomstfordeling, mere ligelige Uddannelsesmuligheder eller større økonomisk Tryghed er en tilstrækkelig Betingelse for, at man kan tale om økonomisk Demokrati. Kunde man ikke tænke sig et baade i politisk og økonomisk Henseende fuldkomment autoritært Styre, hvor saavel Fordelingens Ligelighed som Tryghedsgraden var meget stor? Det kunde jo være, at Diktatoren netop i Stedet for at føre Krig - hvad der er det almindeligste for Diktatorer - havde den Ambition at skabe en saadan Lighed og Tryghed for sine Undersaatter. Men vilde man i et saadant Samfund tale om økonomisk Demokrati?

Nej, en jævn Indkomstfordeling og økonomisk Tryghed er ikke tilstrækkeligt til at give økonomisk Demokrati. Det ligger i selve Ordet, at det maa være noget med Styreformen. Folket maa styre de økonomiske Sager selv, og det sker ikke under et autoritært Styre, der ejer Produktionsmidlerne og bestemmer Produktionens Art og Omfang, og saaledes er det i Hovedsagen i Rusland. Det nytter ikke at henvise til, at der er Sovjetter i hvert eneste nogenlunde stor Fabrik, thi dels er det ikke disse Fabriksmøder, der bestemmer, hvad Fabrikken skal producere, men de statslige Planlægningsmyndigheders forskellige Afdelinger, og dels vilde det ikke være et økonomisk Folkestyre, selv om det var Fabrikssovjetterne, der bestemte, thi Forbrugerne maa ogsaa have et Ord med.

I det liberale Samfund derimod kan man med større Ret tale om et økonomisk Demokrati. Her sker Styringen af det økonomiske Liv dels derved, at Borgerne som Forbrugere gennem deres Efterspørgsel dirigerer Produktionsfaktorerne derhen, hvor de giver størst Udbytte, dels derved, at Folk selv vælger deres Beskæftigelse og derigennem øver Indflydelse på Priserne, der atter paavirker Forbrugsønskerne, som de udtrykkes i Efterspørgselen.

Ved saaledes gennem Efterspørgselen at konkurrere om Samfundets Godestrøm og samtidig at konkurrere om de forskellige Former for Indsats, hvorigennem Indtægten erhverves, foretager man saa at sige en Afstemning om, hvorledes det økonomiske Liv skal indrettes. Nærmere kan man næppe komme det økonomiske Demokrati. I hvert fald kan man ikke komme det nærmere ved at lade en Plankomité eller anden Centralmyndighed bestemme, hvorledes Produktionen skal indrettes. Dette gælder, selv om denne Plankomité er fremgaaet af frie demokratiske Valg, thi intet Flertal kan med objektiv Gyldighed bestemme om, hvad der tjener den enkelte Persons Vel; derom er han selv den sidste og endelige Dommer. Endnu mere gælder dette naturlivis en Plankomité skabt af en ikke demokratisk valgt Regering.

Man vil maaske indvende, at den nævnte Form for økonomisk Demokrati dog i hvert Fald ikke er særlig fuldkommen, thi dels er det ikke altid, at Folk kender deres sande Vel, og dels er Stemmeretten ikke lige, idet den jo udøves gennem Indkomsten, som er meget ulige, og store Omraader indenfor det økonomiske Liv er behersket af Monopoler.

Dette er rigtigt, men det politiske Demokrati er ogsaa meget ufuldkomment. Borgerne ved i Reglen kun meget lidt om de politiske Spørgsmaal og handler meget efter Vane og ydre Paavirkning, dog finder vi det rimeligt at kalde det Demokrati, at de faar Lov gennem de forskellige Kanaler at gøre deres Indflydelse gældende, saaledes som Hal Koch har skildret det i de nævnte Kronikker.

Denne Ufuldkommenhed er derfor ingen Grund til at ophæve Borgernes Ret til gennem deres Efterspørgsel og deres frie Beskæftigelsesvalg at bestemme over det økonomiske Liv og afløse den med et mere eller mindre omfattende autoritært System. Det vil sige, man maa kontrollere Monopolprisdannelsen, og gennem Beskatning maa man udligne Indkomsterne, saa meget som det muliggøres af Hensynet til Produktionen.

Den Indvending, at Folk ikke altid kender deres eget Vel, er ogsaa berettiget, men da der vel i de fleste Tilfælde ikke er nogen, der er mere kompetent til at dømme, giver dette ikke Anledning til Indgreb. Dog kan der være Tilfælde, hvor der hersker almindelig Enighed om, at Folk i egen vel forstaaet Interesse trænger til Formynderskab, f. Eks. hvor det drejer sig om Brugen af skadelige Nydelsesmidler, Varetagelse af egne og Paarørendes Sundhedstilstand paa længere Sigt eller om Handlinger, der har Virkninger langt ud i Fremtiden; men her vil det politiske Demokrati være tilstrækkeligt til at træffe de fornødne Reguleringsforanstaltninger.

Har man gennemført saadanne Reguleringsforanstaltninger, kan man næppe komme det økonomiske Demokrati nærmere end ved at lade den enkelte bruge sin Indkomst, som han vil, og lade ham anvende sin Arbejdskraft paa den Maade, han finder mest fordelagtig.

Det kan hævdes, at ogsaa en centraliseret Økonomi som den russiske kan stræbe henimod dette Maal, men man maa ikke glemme, at selv om den kan gøre dette, behøver den ikke gøre det, den kan inden for vide Grænser indrette Produktionen, som den vil, og negligere Befolkningens Ønsker, og det kan den i særlig Grad gøre, naar der ikke hersker politisk Demokrati.

Jeg vil derfor paastaa, at det økonomiske Demokrati bedst kan virkeliggøres i et liberalt System, hvor man gennemfører de lige nævnte Reguleringsforanstaltninger for at fuldkommengøre Borgernes Mulighed for selv at styre det økonomiske Liv.