Dette Indlæg af Professor J. N. Brønsted naaede ikke at komme med i sidste Nr. af "F.D." Da Redaktør Børge Houmann er rejst til Amerika, er han desværre forhindret i at svare.

Der knytter sig vist, alt i alt, ikke megen Interesse til den brede Veltalenhed, som de politiske Partier i saa rigt Maal udfolder under en Valgkampagne. Den skeptiske Vælger vil med større Udbytte hæfte sig ved de sjældnere Situationer, hvor Politikeren ikke efter Forgodtbefindende udleverer sig selv til Bedste for Vælgerflokken, men er henvist til at redegøre for sit Syn og sine politiske Opfattelser gennem Besvarelsen af konkret forelagte Spørgsmaal.

Ud fra denne Betragtning maa de "nærgaaende Interviews", som "Frit Danmark" i sine senere Numre har offentliggjort med fremstaaende Repræsentanter for de forskellige politiske Partier, siges at være udsprungen af en rigtig Idé. Men maaske har de paagældende Politikere kunnet gaa ud fra, at de ved deres Imødekommenhed overfor Redaktionen har sikret sig, at det nærgaaende Interview, som de indlod sig paa, dog ikke blev altfor nærgaaende. I ethvert Tilfælde er de indlagte ikke bleven udsat for noget tredje Grads Forhør, Interviewet har været baaret af et let konverserende Tonefald, og Politikeren har til Tider faaet Lov til at hengive sig til noget udflydende Argumentationer.

Læseren af "Frit Danmark", der jo ikke skylder Politikeren noget (qua Politiker!), kunde derfor ved flere af de paagældende Lejligheder ønske, at Sonden var ført noget dybere, at Politikeren var noget stærkere fastholdt til de opstillede Spørgsmaal, og at han ikke havde faaet Lejlighed til, naar Tampen brændte, at absentere sig i en Taagesky.

Lad os tage et tilfældigt Eksempel fra Nr. 25 af 26de Oktober, hvor en Politiker fra Liste K er den forhørte. Spørgsmaalet er et for Knud Kristensen ikke uvæsentligt, om hvorvidt Venstre skal tillades at bestaa som Opposition under et kommende socialistisk Styre. Maaske har Valget gjort dette Spørgsmaal mindre aktuelt i Øjeblikket, men den almindelige politiske Situation kan jo hurtigt forandre sig, og det principielle i Spørgsmaalet består naturligvis vedblivende. Jo, siger den interviewede Politiker, det kan godt tænkes, at Venstre kan fortsætte, "forudsat, at det ikke med antidemokratiske Midler modarbejder en Udvikling, der er til det folkelige Flertals Bedste". Nu vil Venstre sikkert, hvis man skal tro dets Valgavis, arbejde med demokratiske Midler for det folkelige Flertals Bedste, ja maaske ogsaa for det (folkelige?) Mindretals Bedste, som det trods Valggunsten selv repræsenterer! Men det er jo ikke det, det kommer an paa, det er jo ikke, hvad Partiet mener om sig selv, der afgør, om Licensen til fortsat Bestaaen kan bevilliges eller ikke. Saa nemt slipper Venstre ikke fra det. Spørgsmaalet er, om Venstre i Virkeligheden er et demokratisk Parti, og om det i Virkeligheden vil arbejde til Fordel for det nævnte som folkeligt betegnede Flertal. Kun hvis dette Spørgsmaal besvares bekræftende, vil Venstre kunne se Fremtiden i Møde med forholdsvis Sindsro.

Paa dette Sted falder nu Intervieweren ind med Spørgsmaalet om, hvem der da skal afgøre, om Venstre er demokratisk eller antidemokratisk. Og (idet hun nærmer sig Grænsen for det tilladeligt nærgaaende) fortsætter hun: "Jeres Krav om at slaa til i Tide for at bevare Demokratiet vækker ikke ringe Uro".

Med Sigte paa den sidste af disse Udtalelser svarer den interviewede Politiker, at ethvert anstændigt Menneske maa mene, "at det nazistiske Uvæsen, som huserede i Landet før Krigen, burde være slaaet ned med haard Haand". Udmærket! Det var vistnok efter 22. Juni 1941 klart for alle. Men nu det næste, det almindelige Spørgsmaal: Hvem skal afgøre, om et Parti er demokratisk? Hertil svarer Politikeren - og vi vil give Svaret in extenso -: "Hvem skal bestemme, om et Partis eller enkelte Personers Opførsel krænker Demokratiet, spørges der. Man behøver saamænd ikke at være saa ængstelige - som om det voldte noget somhelst Besvær at vurdere Hitler-fascismen som antidemokratisk".

Vi behøver altsaa ifølge Liste K ikke at være "ængstelige" med Hensyn til det opstillede Spørgsmaals Besvarelse, det besvarer saa at sige sig selv. Vi ser da ogsaa Intervieweren høfligt beroliget forlade det uddebatterede Emne og gaa over til næste Punkt paa Programmet. Læseren, der stadig ikke skylder Politikeren noget og kan tillade sig at være nærgaaende i dette Ords mere egentlige Betydning, kunde dog ønske, at Interviewet fortsattes endnu et lille Stykke Tid. Det er jo nemlig ikke Liste K's Følelser overfor Hitlerfascismen, vi interesserer os for, de er velkendte, og vi deler dem ganske, men det kvalmer os at se Hr. Hitler og hans Regimente kørt op i Tide og Utide, naar det er helt andre Ting, der er paa Tapetet. Baade fordi det er banalt, i Betragtning af Tid og Sted, og fordi det bliver den Taagesky, i hvilken Politikeren ser sit Snit til at forsvinde netop paa det kritiske Punkt.

Man kunde derfor tænke sig Interviewet fortsat f. Eks. med følgende Spørgsmaal:

1. Hvilke er de antidemokratiske Methoder, som Venstre mistænkes for eventuelt at ville mobilisere for at modvirke en Udvikling til det folkelige Flertals Bedste?

2. Hvori adskiller "det folkelige Flertal" sig fra "Flertallet" slet og ret?

3. Hvem skal afgøre, om et Parti er antidemokratisk (og heri indgaar naturligvis ogsaa Spørgsmaalet: hvad er "antidemokratisk"?). Hvem skal afgøre, om en iagttagen Udvikling er til Folkets (eventuelt "det folkelige Flertals") Bedste? Her sigtes altsaa ikke til de oplagte Tilfælde, som alle ("anstændige") Mennesker er enige om, men netop til dem, man kan betegne som tvivlsomme.

Besvarelsen af disse Spørgsmaal vil vel være af Betydning for de fleste politisk Interesserede. Det er jo væsentligt for Konsolideringen af et Lands politiske Struktur i Almindelighed, at den ene ved, hvor den anden staar. I højere Grad end af de fleste andre vil vigtige Bidrag kunne ydes til dette Formaal netop af K-Listens Politikere.
Indlægget er dateret 2/11.