Poul Henningsen svarer paa de fem større Indlæg om Demokratiet, som er fremkommet siden hans Kronik her den 30. marts.

Et ønske er opfyldt med diskussionen om demokratiet. Jeg tror paa en praktisk virkning deraf. Der er levende interesse for sagen og enquèten i Dag til Dag viser mig at Harald Engberg har uret naar han søger det hele reduceret til noget akademisk og teoretisk.

I hans kronik "Retten til at være forskellige" vilde der være betragtninger jeg kunde slutte mig til og andre som kunde diskuteres hvis ikke det hele skæmmedes af en trang til personligt opgør med mig som jeg ikke kan hjælpe ham med. Dels kommer det ikke sagen ved og dels har jeg ikke noget udestaaende med ham. Endelig anser jeg det for upaakrævet at han fremsætter sine forventninger med hensyn til udfaldet af retssagen mellem flygtningeadministrationen og mig.

I Leif Gundels kronik "Demokrati lig Folkestyre" udtaler han først en frygt for at jeg ikke skulde ha læst hans artikel som jeg citerer i min kronik. Den er ubegrundet. Naar jeg brugte ordet "formentlig" var det fordi han ikke tog saa klar stilling i artiklen i Land og Folk til de "udenomsparlamentariske manifestationer af folkeviljen" som han nu har gjort det i Politiken. Jeg formodede høfligt at han og Hal Koch saa forskelligt paa de ulovlige strejker og Leif Gundel har nu bekræftet denne formodning.

Iøvrigt handler hans kronik mest om det formelle. Han mener det gir størst klarhed at sætte lighedstegn mellem folkestyre og demokrati og det er naturligvis rigtigt at de to ord filologisk betyder det samme. Naar Leif Gundel imidlertid antyder at det er af lumskhed og for at snigmyrde folkestyret at jeg ser noget mere i ordet demokrati saa tar han fejl. Sprogbrugen viser at dette fremmedord betyder mere end folkestyre. At noget er demokratisk eller udemokratisk kan ikke oversættes med at det er folkestyreagtigt eller ufolkestyreagtigt. Politisk demokrati betyder mere end stemmeret. Det betyder ogsaa tænke- tale- og trykkefrihed. Socialt demokrati betyder heller ikke socialt folkestyre men afskaffelse af social uret. Der ligger derfor noget mere i demokrati end i folkestyre og det har jeg søgt at karakterisere ved folkets sande vilje i modsætning til folkets øjeblikkelige vilje. Et folkestyre kan i værste fald føre til nazisme hvis folket er tilstrækkelig vildført og aandelig underernæret og der samtidig støder økonomisk krise til. Et oplyst politisk vaagent folk kan derimod i kraft af fornuftens tilstedeværelse aldrig stemme nazistisk. Det er ikke pænt af Leif Gundel at skrive at denne klare distinktion "er i realiteten et angreb paa demokratiet, et udtryk for dyb mistillid til folkestyret". Baade Svend Hoffmeyer og Harald Engberg angriber mig netop for at ha for stor tillid til at folket kan styre sig selv. Leif Gundel mener heller ikke inderst inde at enhver folkestemning er hellig ukrænkelig og udtryk for folkets sande vilje. Det kommunistiske parti gaar endda klart ind for det pædagogiske demokrati det vil sige en opdragelse i fuld frihed til vælger. Hvor kan man da samtidig erklære sig blindt tilfreds med ethvert folkeligt stemningsudslag og kalde os andre for folkestyrets fjender fordi vi gør opmærksom paa at selv det oplyste danske folk ikke er naaet til en saa høj politisk modenhed at det kan undvære yderligere skoling i frihed og selvstændighed?

Men det kan se ud som om Leif Gundel og jeg ogsaa har en diametralt modsat opfattelse af hvad folkestyre er. Han skriver om proletariatets diktatur at det "er intet andet end en demokratisk republik, hvor proletariatet har opnaaet flertal og udøver sit flertal. Det er det der sker i Sovjetunionen." Jeg har altid fundet det rigtigt at et mindretal ved den russiske revolution tog magten og udøvede den. Men derfra og til at kalde det et flertal synes jeg nu alligevel der er et spring.

Med stor interesse læste jeg professor Hal Kochs artikel om "Politisk Ortodoksi". Det er sandt at vi under ingen omstændigheder maa lovfæste og bagbinde fremtidsmulighederne. Det er derfor ikke af stædighed at jeg fastholder min definition paa demokratiet som udtryk for folkets sande vilje. Jeg synes ikke den bagbinder eller foruddiskonterer noget. Den indeholder en bestandig søgen efter hvad der er bedst for folket saa vel som individet og den forudsætter at vi arbejder paa at faa de flest mulige mennesker frigjort gennem en opdragelse i tænkning og samtale - er det ikke netop Hal Kochs syn? Derigennem skal skranker og konventioner som spærrer udsynet falde og derigennem skal folket til hver en tid saa dygtigt og maalbevidst som muligt vælge sit eget styre. Længere kan jeg i hvert fald ikke se frem.

Men "Modsætningerne kan tilspidse sig i den Grad, at Kampen blir uundgaaelig" skriver Hal Koch og derom er sikkert alle diskussionsdeltagere enige. Han tilføjer de ord som for mig er afgørende: "Saa har man spillet Fallit, og saa skal det siges rent ud... Det er alt sammen Foranstaltninger, der maa betegnes som Krigsførelse. Man kan kun forsvare dem med, at de er nødvendige - af Sikkerhedsgrunde. Saa snart som muligt maa vi standse denne udemokratiske Kurs og vende om."

Det er sandsynligt at der bag de mange udemokratiske foranstaltninger som efterkrigstiden har medført - ligger en fornemmelse af krigsnødvendighed. Men man kan ikke svigte demokratiet i demokratiets navn. Man maa kalde det hvad det er. Der ligger ogsaa mere bag denne svigten som Hal Koch paapeger: Striden mellem politisk ortodoksi og politisk frihed. Aldrig i demokratiets historie har man været længere ude i selvretfærdighed og "Vi alene vide" end nu. Han citerer Vinding Kruse: "Man maa nøjes med at give Frihed for det gode, det allerbedste." og han sætter dér op imod den anden vej - frihed for Loke saa vel som for Thor. Den vej "peger frem mod en Verden, der mangler Sikkerhed og faste Rammer, hvor Livet er nyt hver Dag... hvor man aldrig kan faa Ortodoksiens Garanti for, at man er paa rette Vej."

- Ja - det er denne sidste udvej man nødigt opgir før det er absolut nødvendigt.

Ved min baglæns gang gennem indlæggene kommer jeg nu tilsidst til Svend Hoffmeyers "Folkestyrets Forsvar" og Stephan Hurwitz' "Vagt om Demokratiet". Det fremgaar af titlerne at vi staar enige om maalet. Men Midlerne? Allerede overskriften paa denne artikel antyder en principiel meningsforskel. Jeg tror det er bedre der staar strid om demokratiet end at der staar en nok saa velmenende vagt om det.

Hele diskussionen kommer af at demokratiet har svævet i en fare og vi bør lære af historien. Men hvorfra kom den og hvor stor var den? Stephan Hurwitz mener med rette at folkestyret ikke kan ha pligt til at nære slanger ved sin barm. Men billedet halter. Tyskland kan ikke ses som en slange ved Danmarks barm og det danske nazistparti fortjener højst at betegnes som en filipens i dets ansigt. Ingen faar mig til at tro at der findes effektive foranstaltninger mod folk som af overbevisning eller for penge gaar i fremmed magts tjeneste. Iøvrigt er det et politispørgsmaal. Lad os ikke sætte alt for meget frihed for befolkningen overstyr i den slags forfængelige haab. Den lov Svend Hoffmeyer foreslaar om kontrol med partiers og foreningers regnskaber for at konstatere om de faar støtte fra udlandet - lyder i og for sig udmærket og uskadelig. Men et illegalt regnskab er nu engang langt lettere at føre end et legalt saa den slags love kan altid omgaas i en god eller daarlig sags tjeneste. Vi ser modsat paa den sag. Jeg tror ikke man beskytter demokratiet ved at indskrænke det men ved at gennemføre det. Eller i hvert fald ved at forsøge paa det. I øjeblikket er man mest beskæftiget med at gøre demokratiet baade politisk og juridisk til en torso og dér ser jeg faren for dets eksistens. Hade der været noget mere demokrati i Tyskland i stedet for et karrikeret folkestyre var Hitler aldrig kommet til magten. Derimod tror jeg slet ikke paa at et tidligt tysk forbud mod det nazistiske parti vilde ha vendt landets skæbne.

Et væsentligt ansvar for nazismens opstaaen og fremgang maa søges i folkestyret selv og det ringe tilløb til demokrati verden kendte før krigen. Nazisternes kritik var paa flere punkter berettiget og ogsaa derfor vandt de tilhængere. Det er selvretfærdigt og livsfarligt at vi ikke tar os denne kritik til indtægt og retter fejlene og derigennem søger at føre demokratiet videre frem. Vi begaar den naivitet at søge at klare faren ved straffebestemmelser og forbud i stedet for at gaa til ondets rod.

Saa kommer vi til mit lyssyn med hensyn til muligheden af at skole næsten alle politisk saa de stemmer fornuftigt efter hver sin overbevisning: Svend Hoffmeyer deler ikke dette lyssyn og det kan man jo diskutere om. Men det er udenfor diskussion at vi har forsømt denne opdragelse og paa den maade har vi gjort flokken af politisk umodne langt større end den behøver. Derved har demokratiet støttet nazismens vækstbetingelser. Det pædagogiske demokrati er og blir det første vaaben vi bør sætte igang til forsvar mod nazismens fare. Det har den fordel at det udvider og fremmer demokratiet i stedet for at indskrænke det.

Stephan Hurwitz har ganske ret i at ubetinget ytringsfrihed har vi aldrig haft. Der er derfor præcedens - sir han - for at man under et folkestyre godt kan indskrænke ytringsfriheden. Han nævner blandt andet som strafbart: forhaanelse af religionssamfund. Jeg vil gerne tilføje: pornografi. Derfor burde jeg af juridiske grunde ha udtrykt mig mere relativt: Hvergang vi indskrænker ytringsfriheden skader vi demokratiet. Hvergang vi udvider den gavner vi demokratiet. Grundtvig lod sig i en høj alder indvælge i rigsdagen for at stemme mod den reviderede grundlov med hensyn til de skærpede straffebestemmelser mod pornografi og blasfemi. Han var nemlig demokrat. Stephan Hurwitz tilføjer at fra de gældende indskrænkninger i ytringsfriheden er der intet langt spring til en lovregel der direkte vender sig mod ondsindet antidemokratisk propaganda.

Nej springet er ikke langt men det gaar den gale vej. Og der er intet i den politiske situation der berettiger til at gaa den vej. Tvært imod. Hvis nogen politisk parti tilvenstre eller tilhøjre i dag eller i fremtiden søger at dække sine virkelige hensigter bag en demokratisk maske saa kan vi takke os selv for at ha gennemtvunget denne forløjede taktik ved vores egen forløjede taktik. I demokratiets historie er der kun een gang hændt at en revolte truede fra reaktionær side og det var nazismens. (Under provisorietiden truede en revolte fra frisindet side) Hvorfor ser man nu bort fra at alle de hidtidige indskrænkninger af ytringsfriheden var vaaben mod frisindet? Land og Folk gengav forleden dag Ole Bjørn Krafts henrykkelse i folketinget den 20 august 41 over kommunisternes fængsling. Denne brug af loven er den normale. Det er muligt at Leif Gundel har ret i at en lovfæstet yderligere indskrænkning af den politiske frihed for tiden ikke netop behøver ramme Det kommunistiske parti men jeg betvivler ikke at den før eller senere vil ramme frisindet. Antidemokraterne som vil sætte magt over ret kan altid bruge bagvejen og derfor let klare sig uden om loven hvordan den end blir formet. Men de demokratiske revsere og kritikere vil efter sagens natur være nødt til at tale rent ud og mod dem kan loven derfor altid bruges.

Saadan var det. Saadan er det. Og saadan vil det blie. Det kan de tale med om som helt siden Nakskovsagens dage har staaet paa politiets sorte liste over personer man skulde sikre sig i tilfælde af uroligheder - mens nazisterne lige siden 33 var velsete af politiet.

Baade Svend Hoffmeyer og Stephan Hurwitz fastslaar enstemmigt at en indskrænkning af den politiske frihed ikke kan hindre at en fremtidig nazisme kamuflerer sig parlamentarisk under et andet navn. Er det da bare for pynt eller for en ordens skyld man foreslaar dette indgreb i demokratiets fundament? Man ved dog med sikkerhed at det vil blie vendt mod frisindet.