I verdenskrigsperioden opstod også nye kulturelle betydninger og praksisformer i tæt sammenhæng med den industrielle vækst og modsætningerne mellem klasserne, mellem land og by, mellem organisering og opløsning, mellem tradition og fornyelse. Også her viste erfaringerne af brud og af det usamtidiges samtidighed sig. Her var, især i byerne, hyldester til de nye brydninger og uensartetheder, men også idealer om orden og rene linjer, alt imens store dele af samfundet stadig vendte blikket længselsfuldt bagud mod det gammelkendte og trygge, ikke mindst på landet.    

Moderne orden og sprængte former

Verden var blevet kaotisk på ny, skrev den unge Tom Kristensen i digtet Landet Atlantis fra 1920: Den gamle harmoni og skønhedsdyrkelse var død: ”Farverne sprænges, og formerne sprænges, / og skønheden skabes af grelle konflikter”.

Som ofte før var det i kunstens, videnskabens og ideernes historie, de nye forestillinger kom skarpest til udtryk – i modsætningsfyldte former. Den funktionalistiske arkitektur med dens rene linjer og fraværet af gammeldags dikkedarer var en tydelig hyldest til moderniteten som en ny, strømlinet orden. Nogle af de klareste udtryk for denne udvikling blev Lagkagehuset på Christianshavn fra 1930 og Aarhus Rådhus et tiår senere (især som det var tegnet oprindeligt, dvs. uden det traditionsanerkendende rådhustårn med uret). Men i blot lidt mindre kantede former satte funktionalismen aftryk også på store dele af tidens nye boligmasse.

Ambitionerne om strømlining blev dog kun ét led i den nye tids kultur. Verdenskrigsepoken fremkaldte også synlige refleksioner over det brud, Tom Kristensen karakteriserede i verseform. En ny generation af kunstmalere udviklede den abstrakte eller nonfigurative billedkunst i et opgør med både gamle romantiske skønhedsidealer og naturalismen fra anden halvdel af 1800-tallet. Det kubistiske maleri med dets fragmenteringer af motivet nåede hertil under 1. verdenskrig via det indflydelsesrige kulturtidsskrift Klingen og påvirkede bl.a. malerne Harald Giersing og Vilhelm Lundstrøm. Surrealismen vandt i midten af 1930’erne dansk genklang hos kunstnergruppen Linien, der bl.a. omfattede maleren Wilhelm Freddie. I stedet for idealet om harmonisk orden trådte fokus på budskaber eller blot på de uensartede subjektive indtryk.

Videnskab mellem orden og splintring

Lignende spændinger mellem moderne ordensbestræbelser og moderne splintringer kunne findes i andre væsentlige dele af åndslivet, herunder i nye videnskabelige perspektiver. På den ene side videreførte videnskaberne de typologiserende og ordnende bestræbelser, der havde været ledende siden 1800-tallet. Ikke mindst samfunds- og sundhedsvidenskaben videreudviklede førkrigstidens idealer om orden, rationalitet og renhed. Mellemkrigstiden avlede også et nyt ekspertvælde: Eksperter i hvide kitler prædikede hygiejne for menneskelegemer og deres fysiske omgivelser. Eksperter i jakkesæt diskuterede hygiejne på samfundsniveau: planlægning af økonomien og organisering af samfundet.

De hvide kitler og jakkesættene virkede også sammen i fx tidens racehygiejniske samfundsvisioner. Nok fandt disse visioner deres mest markante udtryk i nazismen, hvilket var med til at tabuisere emnet efter 2. verdenskrig. Men i mindre ekstreme udgaver nød tanken om racehygiejne bred opbakning blandt både læger, jurister og politikere. De danske love om tvangssterilisering af især ’åndssvage’ vedtaget gennem Stauning-regeringernes periode havde således især til formål at mindske forsørgelsesbyrden for en fremtidig velfærdsstat – en tankegang, som socialminister Steincke allerede i 1920 havde formuleret programmatisk i bogen Fremtidens Forsørgelsesvæsen. Mens forestillingerne om racehygiejne mistede legitimitet efter 2. verdenskrig, levede idealerne om central økonomisk planlægning videre.

På den anden side udfordrede nogle af tidens nye videnskabelige teorier meget af det, man hidtil havde hyldet som fornufts- og ordensprincipper. Sigmund Freuds psykoanalytiske udfordringer af det underbevidste og dets magt over bevidstheden var epokegørende. Det samme var de udfordringer af hidtidige opfattelser af logik, tid, rum og årsagsforbindelser, som lå i både Albert Einsteins relativitetsteori og Niels Bohrs tanker om kvantefysikken. Alle disse nye tanker vandt udbredelse fra omkring 1. verdenskrig, og deres virkning på både videnskab og kultur blev langtrækkende.

Jazztid og amerikanisering

Måske kunne man især i den nye amerikanske jazzmusik ane ”det mest uforfalskede og prægnante tidsudtryk”? Det hævdede musikologen C.E. Hansen i hvert fald i sin bog om emnet fra 1929. Han var ikke alene. Midt i en Jazztid blev navnet på forfatteren Knud Sønderbys debutroman to år senere.

Den nye musikgenre dukkede op i Europa ved slutningen af 1. verdenskrig og vandt derefter indpas i skiftende former, som dog i modsætning til meget af efterkrigstidens jazzmusik var udpræget danse- og forlystelsesmusik. Jazzmusikken var rytmisk og havde et højt tempo, som var uvant for europæiske ører – ligesom støjen og farten i den nye tids motoriserede trafik og ved fabrikkernes samlebånd. Den kunne lyde af skyskrabermetropoler i det Amerika, der nu både økonomisk og kulturelt udfordrede det gamle europæiske verdensherredømme og selvbillede, og hvis sorte bybefolkning havde givet jazzen form. For så vidt repræsenterede den en glat, strømlinet modernitet.

Men jazzen var mere end det. Den udtrykte på sin egen måde også tidens uensartethed og usamtidighed. Jazzmusikeren spillede nemlig ikke komponistens melodi, som den stod i nodearket, men brugte den som grundlag for øjebliksimprovisationer med skæve toner og taktslag. På samme måde improviserede de dansende ud fra enkle grundtrin. Slut med stramme regler og koreografier! Og alt imens jazzen lød af det moderne Amerikas storbyer, blev den også forbundet med forestillinger om den fascinerende og erotiske, men også faretruende primitivitet i det Afrika, hvor genrens grundlæggere havde rødder. Jazzen var ’junglemusik’, sagde man.

Strid om det amerikanske

Den amerikanske storbyjungles enhed af hypermodernitet og naturvildskab virkede skræmmende på mange. Den kulturkonservative forfatter Jacob Paludans generationsroman Jørgen Stein benyttede med selvfølgelighed jazzen som symbol på en skadelig amerikansk modernitet, og forfatteren karakteriserede i en aviskronik fra 1928 jazzmusikken som ”vantro, vrængende, kælen og samtidig spottende, bittersød som tidens drik, cocktail”.

En af hans mest fremtrædende ideologiske modstandere, den funktionalistiske arkitekt, designer og debattør Poul Henningsen (oftest blot kaldt PH), hyldede derimod de sorte amerikaneres kultur som en livgivende modgift mod den europæiske forgabelse i egne traditioner. Da han i 1935 producerede propagandafilmen Danmark på bestilling fra Udenrigsministeriet, lod han til manges forfærdelse jazzmusik præge lydsporet som et led i filmens hyldest til det moderne og foragt for al traditions- og landboromantik.

Samtidig blomstrede kritikken af den amerikanske modernitet hos PH’s meningsfæller på den kulturelle venstrefløj. Forfatteren Otto Gelsteds harske digt Reklameskibet fra 1923 spiddede den forlorne, amerikanske varegørelse af verden: Et fremmed skib kommer til byen for at falbyde alt fra Fordbiler til filmstjerner:

"Og på første plads
filmens stjerne,
helten fra det vilde vesten
(med Odolsmil),
verdenskomikeren
(med Odolsmil)
og solskinspigen
(med Odolsmil)."

Meget af det, man opfattede som amerikansk, havde imidlertid rødder i det gamle Europa selv. Biograferne havde fx allerede før 1. verdenskrig udfordret teatrene som den foretrukne masseunderholdning, og driftige filmproducenter havde eksporteret stumfilm fra Valby og Aarhus til den øvrige vestlige verden. Det var især falde på halen-komedier og stærkt sentimentale kærlighedsfortællinger til det brede publikum. Men verdenskrigen kom i vejen for eksporten, og med udviklingen af tone- og talefilm blev det pludselig sværere at afsætte de danske filmprodukter til udlandet. Det betød dels, at danske filmproduktioner i langt højere grad blev rettet mod det hjemlige marked, men også suppleret med film fra det store udland, først og fremmest fra Hollywood. For så vidt blev filmens verden delvis amerikaniseret, men den europæiske filmbranche havde allerede vist vejen med sin egen lette underholdning.

Regering med blæseinstrumenter og slagtøj. I efteråret 1925 præsenterede Sam Wooding’s Chocolate Kiddies københavnerne for sort amerikansk jazzmusik, og Danmark havde året før fået sin første arbejderregering og sin første kvindelige minister, undervisningsminister Nina Bang (her foran statsminister Stauning og socialminister Frederik Borgbjerg). Satiretegneren Chr. Hoff (1884-1964) forbandt de tre uvantheder i ét eneste tidsbillede. Fremstillingen af sorte mennesker var ét blandt utallige udtryk for tidens racefordomme og -stereotyper. Oprindelse: Svikmøllen 1925  

Længsler efter det trygge gamle

Udviklingens hast fik også mange til at længes efter den skønhed, tryghed og ro, der kunne knyttes til faste ordener. Store dele af befolkningen søgte disse træk i forestillinger om det gamle og velkendte. Den unge Emil Bønnelycke kunne meget vel besynge flytrafikken og den moderne byverden, ligesom PH lagde jazzrytmer på sin danmarksfilm, og kubisterne udviklede et nyt billedsprog. Men det, de mange læste, var Morten Korchs romaner med deres serielle romantiseringer af det gamle landliv. Blandt hans største succeser var Det gamle Guld fra 1923, hvor den gældsplagede fynske landbohelt Niels Sværke må bekæmpe både kreditorerne og truslen om et ulykkeligt ægteskab med den formuende, men hovmodige Clara, samtidig med at han henter styrke i stedets vikingefortid til at vinde både sig selv og sin sande kærlighed, den skønne Grethe.

Biografernes repertoire blev heller ikke domineret af kunstfilm, men snarere af lystspil med indlagte sange. Det var fx Mille, Marie og mig (1937) med den unge Marguerite Viby som den medicinstuderende Ellen Klausen, der ved at give den som både sofistikeret natklubsangerinde og landlig husassistent endelig får sin elskede professor Klitgaard til at se til sin side. Den film leverede også typisk nok én af periodens succesmelodier: Jeg har elsket dig så længe, jeg kan mindes, komponeret af Kai Normann Andersen. Swingjazzen dukkede op i samme film, hvor Viby sang om at have det ”hede hule hot, hot”. Men det indslag var mest for sjov. Den mest populære musik lå solidt i forlængelse af ældre refræn- og revysang. Og de flestes primære musikalske deltagelse bestod stadig af fædrelands-, højskole- eller foreningssange i ældre stil, ligesom salmesangen fortsat havde stor betydning for anseelige dele af befolkningen.

På lignende måde lå også den billedkunst, de mange elskede, fjernt fra tidens nye surrealistiske eksperimenter. Rundtom i forsamlingshuse, på kroer og i private hjem var væggene snarere prydet af broderede vægophæng og kønne landskabsmotiver. Også her mærkede man skellet mellem over- og underklasse samt mellem land og by.

For hver af de politiske og kulturelle bevægelser, der længtes efter det nye, dukkede andre op, der ville styrke eller genrejse det gamle i nye former. Det gjaldt de førnævnte politiske højrefløjsbevægelser, men også en lang række kulturelle foreninger. Frivilligt Drenge-Forbund (FDF) og KFUM- og KFUK-spejderne opnåede titusindtallig opbakning til deres bestræbelser på at styrke kristelige værdier blandt ungdommen.

Idræt og kropskultur

Og mens storbyens blomstrende sportsliv fortrinsvis tog udpræget moderne former – konkurrence- og præstationsorienteret og organiseret i klubber, enten i tilknytning til arbejderbevægelsen eller på lige så tydelig afstand af den – gik de nye former for landboidræt en anden vej. Under ledelse af Niels Bukh blev Ollerup Gymnastikhøjskole arnested for flere generationer af lokale gymnastikundervisere, der skulle lære den opvoksende landboungdom kropslig styrke og disciplin ud fra strengt kristelige og nationale forestillinger. Det var en mobilisering af traditionelle samhørigheds- og ordensidealer i nye former. Hvor den modernitetshyldende sport i byen udtrykte klasseskel, klassefællesskaber og individualitet, skulle landboidrætten styrke forestillinger om sammenhold på tværs af sociale forskelle.

Fra hver sit udgangspunkt udtrykte bysporten og landidrætten dog dermed også de almene samfundsmæssige tendenser til at stræbe efter orden og organisering i fællesskaberne. Og mange søgte også at knytte forbindelser hen over skellene mellem land og by. Det var ikke kun spejderne, der tog ud i det fri. Byfolk kunne også drages af den fornemmelse af oprindelighed, harmoni og autenticitet, som naturen og landbruget repræsenterede, og som stadig var en personlig erindring for de mange nytilkomne til bylivet. Folk fra byerne troppede talstærkt op, når landmændene fremviste deres produkter ved de hyppige, stort anlagte dyrskuer – det mest spektakulære af dem på Bellahøj i København i 1938, på 150-året for stavnsbåndets ophævelse, hvor hundredtusindvis af tilskuere over ti dage var med til at hylde dansk landbrug som både tradition og nutid.