Forsiden af C.E. Hansens bog 'Jazz'. Fra: dengamleantikvar.dk

TIDENS TONER. TIDENS RYTMER

I en Tid, da al Livets traditionelle Romantik og alt efter gammeldags Begreber mærkeligt er forsvundet, da intet ikke kan forklares, da intet mere er overraskende, og intet længere ejer Mystik - end ikke Kærligheden - - - da kom Jazzen til Menneskeheden! Den kom som en Befrier, som en Forløsning og Udløsning. Den blev det mest uforfalskede og prægnante Tidsudtryk. Hvor den "moderne" Kunst, Litteratur og Arkitektur famlede og søgte at skabe det moderne, der maatte virke slaaende paa os som værende vort, vor Tids - dér fandt Musikken i Jazzen sin Form, hvori den kunde udtrykke, afspejle og udløse Tiden nu, en Form, som vi, denne Tids Mennesker, den moderne Generation, har anerkendt som Udtryk for os og for vor Tid. Vi taler endnu om ”moderne” Kunst som noget svævende, uforstaaeligt, ufærdigt - men vi siger kort og godt "Jazz" - og vi føler, at i den er vi. I Jazz finder det moderne Menneske den Blanding af Virkelighed og Drøm, som han søger i Tonernes Kunst; baade Realitet og moderne Mystik er der i den, derfor forløser den baade vore Legemer og vore Sjæle. Hvor langt fra Virkeligheden er ikke den aandrige Franzos, der paastod, at de, der danser til Jazzens Toner, ligner trætte Selvmordere! Er Jazzen ikke tværtimod for os Livets Musik, det stærke, haarde Livs, der kræver Mænd, Mandfolk uden Føleri - uden Valsedrømme. Og finder vi ikke netop i Jazz det livsbejaende Humør, de Smil og den befriende Latter, som selve dens Instrumenters Klange og Toner smitter os med? I den er Livets Rytme det moderne Livs. Tidens, Arbejdets, Teknikens og Maskinernes Rytme. Den er det hastige, hurtige, kæmpende, pulserende Bylivs Musik - og i Byen hører den til -: der er Gadelarm og Automobilstøj i den - og der er dybt i dens inderste Kærne de store Byers knugende Stemning: spleen'en[1]. Saaledes giver den Udtryk for alt, hvad der rører sig i os og om os. - Ikke sandt?: vor Tid skiller sig fra al forudgangen netop ved sit Tempo, sin Rytme. Intet er derfor naturligere, end at Tidens Musik skulde have denne Rytme, dette Tempo i sig og sejre netop ved sin uomgængelige, stærke Rytme. Tiden er for de stærke Viljer - Rytmen er en Viljesytring. I Sporten er alt Vilje, alt Rytme, alt Beherskelse. Vilje, Rytme, Sport, Arbejde, Jazz - det er Ord, der afspejler Tidens Mening, thi trods al Snak om Feminisme og Degeneration[2], saa lever vi dog i en mandig Tid, hvor hine Begreber regerer over Følelsen og Usikkerheden. I Jazzen og i dens Dans finder vi derfor ogsaa et udpræget sportsligt Element og derfor har Tidens Ungdom taget Jazzen til sig som sin Musik. Vel krænker den Fortidens, ”de gamles” Musik, der var topfyldt Føleri og Lyrik - men det er kun i Samklang med den Stilling Ungdommen indtager til alt, hvad der hører ”de gamle” til - alt hvad der ligger før 1918! Hører I ikke den ungdommelige lroniseren i Jazzen, I Gamle!? - Det er sagt, at den tilhører Tiden som 6-Cylinderen, Gilettebladet, Boggievognen, Garconnehaaret, Helsides­annoncerne…[3] Det er rigtigt: Jazzen er et Barn af vor Tid. Tidens Pulsslag ligger bag og hamrer i Takt med Jazzens Paukeslag og Trommehvirvler. Tidens Toner, Følelse og Stemning, - dens Sjæl er i Saxofonen og i Banjo'en. I Jazz finder Tidens Menneske sit Sinds og sine Sansers Udløsning, i den genkender han sit eget Indre, sit eget Liv og finder Befrielse og Hvile i den. Og vi er glade for dette Tidens Barn, hvis første Pludren vi har hørt og som vi ser trives - trods alle dem, der vil kvæle det skønne Barn. Vi føler, at den Musik tilhører Nuet og Fremtiden ligesom vi, der er og føler os unge nu. Derfor: lyt til Jazzens Toner, I, der er bange for Feminismens Overhaandtagen - hører I da ikke Fremtidens, Livets Toner? De er ikke kvindagtige, dæmpede, bløde, ikke nervøse og overspændte - end ikke sanseligt følelsesfulde, men mandige, haarde, stærke, præcise, ja, brutale.[4] Og saaledes er og skal dets Musik være. Tro ikke, at Jazzen er et Krigsdekadencefænomen[5], født i en Tid da man vilde søge Glemsel i Spektakel - nej, nej, dertil er den for fasthamret i vore Legemer og vore Øren - og vi vil ikke af med den igen. Thi vi ved, at den ikke blot er Tidens Musik, men hele vor Verdens. Dens Toner lyder fra Haag til Vardö, fra Dublin til Athen, fra Lisboa til Stambul, fra Reykjavik til Vladivostok, ja fra Aarhus til San Francisco[6]! Aldrig har nogen Kunst, nogen Musik underlagt sig en Verden i saadan et Tempo. Succes! Ja, en ækvatorial[7], en globerund Succes! Derom er der ingen Tvivl, hvad saa end Flokke af vindtørre Pedanter-Musikanter[8] mener. - Hvor var vi, musikalsk, da Jazzen begyndte sit Felttog rundt Kloden? Vi var midt i Dekadencen, midt i forvirrende Brydninger, hvorudaf ingen vidste Vej - end ikke de fineste Musikkendere eller de ædleste Tonedigtere. Man søgte efter nye Udtryksmidler, ny Teknik, fordi de gamle Former var udtraadte og forfladigede indtil Ulidelighed. Derom er de fleste enige. Man længtes og søgte efter det nye. Men da man fandt det - i Jazzen - heftede man straks - som paa saa megen anden ung og ny Musik - Plakaten "Ikke-Musik" paa den og man talte om den endelige, fuldkomne Dekadence. Men nogle Ting bragte Jazzen Klarhed over, da den brød ind over et musikstagnerende, dødstræt, trist og oprevet Europa: Impressionismens Tid[9] er forbi; vi er inde i en realistisk, tidsbestemt Periode. Rytmen i Tiden, i Arbejdet, i Teknik'en er det fællesmenneskelige, det primitive Element - en vild Arvelod. Derfor maa Musiken lægge Vægten paa Rytmen, om den vil være et fuldgyldigt Tidsudtryk og forløse Tidens Individer. Det overforfinede, overkunstneriske, udspekulerede maa vige for det primitive og elementære Raseri. Saaledes har Marion Bauer[10] gjort Jazzens Status op. - Er det da Dekadence at søge til Oprindelighedens Kilder - selvom de er negroide[11]? Hvorfor taler man da om den rene Musik? Og hvorfor har man ikke tidligere kaldt dem dekadente, der søgte til Folkemusikens[12] enkle og oprindelige Kildespring? Thi Jazzen er Folkemusik. I videste Forstand: - Musik ogsaa for alt Folket til Forskel fra saa megen gammel "ædel" Musik. Den er Menneskehedens Musik og derfor vil den leve, fordi den har Alverden i sin Magt og fordi den forener vor Klodes Folkeslag uanset Racer og Kulører i een glidende Glædens og Munterhedens Dans. I en demokratisk Tid, hvor der kæmpes for Broderskabet, er Jazzen endelig et Kulturelement, der forener alle Klasser, thi den har vundet Massernes Øren, hvor før ingen Toner naaede ind. - En fremragende tysk Musikolog[13] (Ad. Weissmann[14]) har sagt, at det moderne Menneske i Musikken søger baade det groteskes Galskab og det verdensfjernes Renhed! Vel saa. Ogsaa derfor Jazzens Succes. Thi her har vi den efter gammeldags Begreber groteske instrumentale Udførelse: det orgiastiske[15] Orkester. Og vi har Saxofonens skønne rene Akkorder fra en fjern Verden, Stemningsfylden i Blues-Kompositionerne. - Ja, Jazzen er kommet til Menneskeheden! ...