I 1340 var så godt som hele det danske rige pantsat til de holstenske grever og, for Skånelandenes vedkommende, kongen af Sverige. Siden 1332 havde Danmark ikke haft nogen konge. De danske stormænd var stærkt utilfredse med holstenervældet, og uroen ulmede. I slutningen af 1330’erne erkendte holstenerne, at situationen var uholdbar. Kort efter at den danske adelsmand Niels Ebbesen i 1340 havde dræbt holstenernes leder, grev Gerhard 3., indgik de en aftale, der gjorde den unge junker Valdemar, en søn af Christoffer 2., til konge af Danmark.

Genetableringen af det danske kongedømme

Til at begynde med havde kong Valdemar, senere kendt som Valdemar Atterdag, kun kontrol over det nordlige Jylland. Resten var stadig pantsat, men aftalen gav ham ret til at indfri panterne, efterhånden som han fik råd til at betale lånene tilbage. Fra dette beskedne udgangspunkt lykkedes det ham over de følgende årtier at bemægtige sig hele riget.

Ved hjælp af indtægter fra ekstraskatter samt salget af Estland til Den Tyske Orden i 1346 indfriede Valdemar Atterdag gradvist de pantsatte områder. Hele Jylland var under Valdemars herredømme i 1354, men Sjælland og øerne måtte delvist erobres med militærmagt, og det vestlige Fyn var i panteherrernes besiddelse helt til 1365. Kongen havde i 1343 måttet acceptere den svenske konges besiddelse af Skåne, Halland og Blekinge, men i 1360 udnyttede han en svækkelse af den svenske kongemagt til at erobre Skånelandene, og året efter føjede han helt nyt territorium til sit rige ved at indtage Gotland med den rige hansestad Visby.

Maleri fra 1882 af Valdemar Atterdags brandskatning af Visby efter erobringen i 1361. Valdemar Atterdag indtog byen efter et stort slag uden for Visbys porte, hvor mange bønder blev slået ihjel. Maleriet er en svensk nationalromantisk gengivelse af begivenhederne, men det er temmelig tvivlsomt, om kongen faktisk plyndrede byen ved at opkræve skatter i så voldsomt et omfang. Maleriet indeholder i det hele taget en række fejl og unøjagtigheder. Maleri: af Carl Gustaf Hellqvist, Nationalmuseum, Stockholm, Sverige.

Valdemar Atterdags fjender

Valdemar Atterdags hårdhændede politik mødte voldsom modstand både indefra og udefra. Således måtte Valdemar Atterdag 1351-53, 1357-60 og 1367-73 nedkæmpe koalitioner af holstenske grever, hertugen af Slesvig og jyske adelige, som bl.a. var utilfredse med kongens inddragelse af adelsgods. Efter erobringen af Skåne og Gotland påkaldte han sig også hansestædernes vrede, fordi hans handelspolitik favoriserede danske interesser og krænkede de hanseatiske. I 1368 samledes et vældigt forbund mod Valdemar bestående af hansestæder i hele Nordeuropa, hertug Albrecht af Mecklenburg og hans søn af samme navn, som var blevet konge af Sverige i 1363, samt de holstenske grever, hertugen af Slesvig og jyske højadelige. Valdemar blev trængt i defensiven af hanseatiske erobringer i Øresundsområdet, men i 1370 lykkedes det ham at splitte forbundet ved at indgå separatfred med hansestæderne. Prisen var, at hanseaterne fik kontrol over Skånemarkedet i 15 år. Derefter fulgte en fredsslutning med mecklenburgerne, og endelig kunne Valdemar slå det jyske adelsoprør samt hertugen af Slesvig ned og slutte fred med holstenerne. Slesvig lå dog fortsat under de holstenske grever.

Når det lykkedes Valdemar Atterdag at genrejse det danske rige og modstå angreb inde- og udefra, skyldtes det ikke mindst støtten fra den danske adel og kirken, som med periodisk undtagelse af jyderne havde indset, at et selvstændigt dansk kongedømme tjente deres egne interesser bedst.

Margrete og Kalmarunionen

Valdemar Atterdag døde i 1375 uden at efterlade sig en søn, der kunne vælges til konge. De mest oplagte kandidater var derfor hans døtres sønner. Bispernes og dele af det verdslige aristokratis valg faldt på den kun femårige Oluf, som var søn af Valdemars datter Margrete og kong Håkon af Norge. Valget skete på bekostning af Ingeborg Valdemarsdatters søn, hvis far var en hertug af Mecklenburg. Hansestæderne og Mecklenburg var ikke tilfredse med valget af Oluf, men det lykkedes en formynderregering med Margrete og Håkon af Norge i spidsen at holde på magten.

Da Håkon døde i 1380, arvede Oluf den norske trone, og da Oluf i 1385 blev myndig, kunne han lade sig hylde som konge af både Norge og Danmark. De to riger havde derefter kongefællesskab i mere end 400 år frem til 1814. Olufs kongemagt blev også styrket af, at hansestædernes besiddelse af Skånemarkedet udløb i 1385, og selv i Slesvig var der fremgang at spore. Her sad den holstenske grev Gerhard 6. på magten, men i 1386 anerkendte han, at han havde Slesvig som et len af den danske krone. På samme tid indledte Margrete også forhandlinger med den svenske adel, som var utilfreds med Albrecht af Mecklenburgs styre, om at vælge Oluf til konge af Sverige.

Men i 1387 indtraf katastrofen: Den 16-årige Oluf døde. I denne situation viste Margrete sin politiske kløgt og lod sig straks vælge til 'fuldmægtig frue og husbond' i Danmark og kort efter i Norge. Planen var, at hun skulle styre rigerne, til en passende konge blev fundet. I Norge forbigik man den mecklenburgske tronkandidat til fordel for Margretes søsterdattersøn, den femårige pommerske hertugsøn Bugislav, som blev Margretes fostersøn. Bugislav blev under det mere nordisk klingende navn Erik (af Pommern) hyldet som konge af Norge i 1389. Året forinden var Margrete gået i forbund med de utilfredse svenske stormænd, som havde udpeget hende til rigsbestyrer af Sverige. I slaget ved Åsle i Västergötland i 1389 slog Margretes nordiske hær mecklenburgerne, og Albrecht blev taget til fange. Margrete fik nu kontrol over det meste af Sverige, Stockholm dog først i 1398.

Vejen var banet for en nordisk union. I 1396 blev Erik af Pommern hyldet som konge af Danmark og Sverige, og ved et stort møde i Kalmar i 1397 blev han kronet til konge af alle tre nordiske riger. Skabelsen af unionen blev mulig pga. dynastiske forhold, men mecklenburgernes krav på de tre riger var omtrent lige så gode som Olufs og Erik af Pommerns. Den egentlige årsag var, at aristokratiet i alle tre riger frygtede, at mecklenburgsk herredømme ville medføre, at de blev fortrængt af tyske fogeder og stormænd.

Erik af Pommerns kroningsbrev udstedt i Kalmar 1397. I brevet bekræfter repræsentanter for de tre nordiske riger, at de har antaget og kronet Erik af Pommern til fælles konge. Dermed var Kalmarunionen grundlagt. Foto: Tom Jersø, Rigsarkivet  

Erik af Pommern og krigene om Slesvig

Selvom Erik af Pommern for længst var myndig og kronet konge af unionsrigerne, fortsatte Margrete i realiteten med at regere til sin død i 1412. Først herefter trådte Erik af Pommern for alvor frem i sin kongerolle. Hans vigtigste projekt blev i de følgende årtier forsøget på at bemægtige sig Slesvig. Efter Gerhard 6. af Holstens død i 1404 var Margrete gået i gang med at genvinde Slesvig et stykke ad gangen, men Erik af Pommern tog mere drastiske midler i brug. I 1413 fik han et danehof til at dømme, at de holstenske grever efter lensretten havde forbrudt Slesvig, fordi de havde ført krig mod deres lensherre. Holstenerne efterkom selvfølgelig ikke danehoffets afgørelse, og efter fortsat krig kom det til proces for kejserens domstol i 1424. Denne gang argumenterede kong Erik med, at len slet ikke var arvelige efter dansk ret, og at Slesvig sprogligt og kulturelt var dansk og ikke tysk. Kejser Sigismund dømte til kong Eriks fordel, men de holstenske grever nægtede at følge dommen, og kampene fortsatte. Under krigene fik de holstenske grever støtte af hansestæderne, som var utilfredse med Erik af Pommerns handelspolitik, ikke mindst den nye Øresundstold. Især de kapitalstærke hansestæder Lübeck og Hamborg blev afgørende for, at krigene faldt ud til holstenernes fordel. I 1432 måtte Erik af Pommern erkende nederlaget og indgå en våbenstilstand, hvor han accepterede holstenernes herredømme i Slesvig og bekræftede hansestædernes handelsprivilegier og toldfrihed i Danmark.

Erik af Pommerns afsættelse

Magten i de tre nordiske riger var i 1397 blevet samlet i Margretes hånd, men uden klare aftaler for regeringsførelsen. Margretes regime var forholdsvis centralistisk, og denne politik fortsatte Erik af Pommern efter 1412. I Sverige og Norge vakte det utilfredshed, at kong Erik i stigende grad indsatte danske og tyske slotslensmænd, men værst var de stigende skatter til finansiering af krigene om Slesvig. I 1434, efter at Erik af Pommerns slesvigske politik havde lidt nederlag, rejste svenske bjergværksarbejdere og bønder sig til opstand. Den svenske adel tilsluttede sig oprøret og opsagde kongen, og i 1436 udbrød der også oprør i Norge. Ved et møde i Kalmar i 1436 dikterede de danske og svenske rigsråd betingelserne for Erik af Pommerns fortsatte unionskongedømme, men kongen havde ingen intentioner om at rette sig efter dem. Med en erklæring om, at han ikke ville være adelens 'ja-herre', drog han i eksil på Gotland. Her afventede han, at uro og oprør ville få rigsrådene til at tigge ham om at vende tilbage på hans betingelser.

Under indtryk af et omfattende bondeoprør i 1438 indkaldte danske rigsråder i stedet Erik af Pommerns søstersøn, hertug Christoffer af Bayern, til den danske trone. Året efter opsagde de Erik af Pommern, og i 1443 blev Christoffer af Bayern kronet til unionskonge af alle tre riger. Omstændighederne ved kongeskiftet betød, at rigsrådene stod stærkt over for den nye konge. Hvor Margrete og Erik af Pommern havde udnyttet de uklare forfatningsforhold til at regere forholdsvis autoritært, bevægede styreformen under Christoffer af Bayern sig i retning af 'regimen politicum'. Rigsrådene opfattede sig selv som de egentlige bærere af suveræniteten. Heri var de bl.a. inspireret af de samtidige europæiske kirkekoncilier, som byggede på ideen om, at koncilierne stod over paven. En fremtrædende repræsentant for dette synspunkt var den højadelige danske ærkebiskop Hans Laxmand.

Christian 1.

Christoffer af Bayern døde i 1448 uden at efterlade sig efterkommere, der kunne overtage unionskongedømmet. I Sverige valgtes den indenlandske adelsmand Karl Knutsson til konge, inden man kunne nå at diskutere fælles kongevalg med Norge og Danmark. Det danske rigsråd henvendte sig i denne situation til grev Adolf af Holsten, som havde været anerkendt som hertug af Slesvig siden 1440, men han ønskede ikke den danske trone og henviste i stedet til sin søstersøn, grev Christian af Oldenburg, som så blev valgt til konge af Danmark og Norge. Som led i arrangementet blev Christian 1. gift med Dorothea af Brandenburg, der var enkedronning efter Christoffer af Bayern. Hun havde ved giftermålet med Christoffer fået løfte om en enkepension bestående af len i alle de tre nordiske riger. Ved at lade Christian ægte Dorothea ville man undgå, at indtægterne fra disse såkaldte morgengavelen gik tabt for den danske kongemagt. Dronningens krav på de svenske morgengavelen blev fra dansk side brugt som argument for, at Christian skulle antages til konge af Sverige.

Unionstanken var ikke død med kongevalgene i 1448. Dele af såvel det danske som det svenske aristokrati havde store interesser i en union. Flere højadelige danske og svenske slægter var gift ind i hinanden og besad godser og len i begge riger. De ønskede en union på aristokratisk-konstitutionelle præmisser opnået gennem forhandlinger mellem rigsrådene. Over for dette parti stod i Danmark et mere monarkisk orienteret adelsparti, som ikke havde godser eller len i Sverige. De ønskede unionen genskabt på grundlag af principperne i 'regimen regale', om nødvendigt ved krig. I Sverige var der adelige, som helt ville løsrive Sverige fra unionen og genetablere et nationalt svensk kongedømme. De politiske konflikter i Christian 1.s regeringstid kom til at forme sig som en kamp mellem disse grupperinger.

Unionskrige

I 1450 blev rigsråder fra Danmark og Sverige enige om fælles kongevalg, når en af de to konger døde. Christian 1. ville imidlertid være konge af Sverige med det samme. Et erobringsforsøg i 1452 mislykkedes, men i 1457 afsatte svenske oprørere Karl Knutsson og indkaldte Christian 1. Utilfredshed med danske lensmænd og ekstraskatter fik imidlertid svenskerne til at afsætte ham igen i 1464. Nu satsede Christian på forhandlinger via det aristokratisk-konstitutionelle parti under de såkaldte Axelsønners (af slægten Thott) lederskab. Da Axelsønnerne i 1466 havde kuppet sig til magten i Sverige, men undlod at indkalde Christian 1. til den svenske trone, mistede kongen tålmodigheden og konfiskerede deres godser og pantelen i Danmark. Samtidig rakte han ud til den danske almue og lavadel for at skabe modvægt til højadelen. Axelsønnerne erklærede Christian 1. fejde og indkaldte endnu en gang Karl Knutsson til Sveriges trone. Da Karl Knutsson døde i 1470, udsonede Christian 1. sig med Axelsønnerne, men i mellemtiden var det nationale parti anført af Karl Knutssons nevø Sten Sture (den ældre) blevet for stærkt til, at Axelsønnerne kunne udrette noget for Christian 1. I 1471 gik den danske konge og unionsvenlige svenske aristokrater til angreb, men blev slået af Sten Sture og en svensk bondehær i slaget på Brunkeberg ved Stockholm. Sten Sture undlod klogeligt at lade sig vælge til konge og regerede i stedet Sverige som rigsforstander. I årene efter slaget på Brunkeberg forhandlede han på skrømt med det danske rigsråd om at antage Christian 1., men det førte ikke til noget. I stedet gik Sten Sture i gang med at opbygge en stærk svensk centralmagt.

Generhvervelsen af Slesvig og Holsten

Sideløbende med unionskrigene kunne Christian 1. føje et stort territorium til det danske monarki, nemlig Slesvig og Holsten. Da hertug Adolf 8. døde barnløs i 1459, besluttede det slesvig-holstenske ridderskab, som frygtede en genoptagelse af striden om Slesvig, at vælge Adolfs nevø, Christian 1., til landsherre. Ved et stormøde i Ribe 1460 blev Christian 1. med et pennestrøg herre over de fyrstendømmer, som siden 1200-tallet havde voldt den danske kongemagt så mange kvaler. En kort overgang (indtil han mistede Sverige i 1464) herskede Christian 1. således over både Danmark, Norge, Sverige, Slesvig og Holsten på samme tid. Det var det største danske imperium siden Knud den Stores tid. I 1474 ophøjede kejseren Holstens status fra grevskab til hertugdømme. Imidlertid havde et sidste overlevende medlem af den holstenske greveslægt samt Christian 1.s brødre, greverne af Oldenburg, arverettigheder i hertugdømmerne og måtte kompenseres med enorme summer. Pengene blev rejst ved, at kongen pantsatte store dele af hertugdømmerne til medlemmer af det slesvig-holstenske ridderskab.

Afbetalingen af den slesvigske gæld gav Christian 1. alvorlige problemer. I 1466 måtte han gøre sin broder Gerhard til statholder over hertugdømmerne for at tilfredsstille hans krav på landene. Kongen fik dog fordrevet ham igen i 1470, og da Gerhard rejste et bondeoprør i 1472, blev det nedkæmpet med vanlig brutalitet. Kongen indsatte i midten af 1470’erne dronning Dorothea som administrator af hertugdømmerne. Ved stor dygtighed samt investering af egne midler hentet i de danske og norske morgengavelen lykkedes det dronningen at indfri gælden. I 1479 blev hun forlenet med Holsten på livstid, og året efter fik hun hele Slesvig i pant.

Hans og Frederik

Da Christian 1. døde i 1481, efterlod han sig to sønner, den 26-årige Hans og Frederik på 9 år. Hans var på forhånd hyldet som tronfølger i de tre nordiske riger, men det stod ikke klart, hvem der skulle overtage styret i Slesvig. Enkedronning Dorothea fandt det rimeligt, at Frederik fik hele Slesvig-Holsten, når storebror Hans stod til at få tre kongeriger. Men da hertugdømmernes stænder i 1482 var forsamlet for at vælge ny hertug, mødte Hans op med et stort bevæbnet følge. Han fremførte her det til lejligheden fabrikerede argument, at tysk lensret måtte gælde i hertugdømmerne, hvilket gav brødrene lige arveret. Senere på året valgte en stænderforsamling derfor dem begge til hertuger. Frem til Frederiks myndighedsalder i 1489 delte Hans styrelsen af hertugdømmerne med enkedronningen, der var formynderske for Frederik, og i 1490 foretog man så den endelige deling af Slesvig og Holsten. De hertugelige slotte, godser samt selvejerbønderne blev delt ligeligt mellem de to brødre, således at de begge fik områder i både Slesvig og Holsten, mens de hertugelige rettigheder over kirkens og adelens domæner, herunder retten til at udskrive ekstraskatter af bønderne, blev forvaltet af en fællesregering.

Dorothea og Frederik hævdede nu, at Frederik havde krav på len i Danmark, men kong Hans fik i 1494 en stænderforsamling til at erklære, at Danmark var et udeleligt valgrige, hvorfor Frederik ikke kunne gøre arvekrav gældende over for den valgte konge her. Glemt var det, at kongen i 1482 havde argumenteret for en arvedeling af hertugdømmerne, herunder det danske len Slesvig, ud fra tysk lensret. Forholdet mellem de to brødre var herefter forbitret, men der udbrød ingen åbne konflikter. Frederik fik på sin vis hævn, da han mange år senere blev indkaldt til konge af Danmark i forbindelse med afsættelsen af kong Hans’ søn Christian 2. i 1523.

Kong Hans og unionen

Selvom Hans på forhånd var hyldet som tronfølger, blev han først kronet til konge i 1483 og kun i Danmark og Norge. Årsagen til forsinkelsen var langstrakte forhandlinger, hvor rigsrådene stillede store krav. Trods tidligere løfter om fælles kongevalg lykkedes det ikke at få det svenske rigsråd til at acceptere Hans som konge af Sverige, og rigsforstander Sten Sture forblev ved magten. Med støtte af svenske unionstilhængere gik kong Hans i 1497 til angreb på Sverige og slog Sten Stures hær ved Stockholm. Herredømmet over Sverige blev dog af kort varighed. Medvirkende årsag var et katastrofalt nederlag til bønderne i Ditmarsken i år 1500, hvor mange danske og slesvig-holstenske adelige blev dræbt. Dette tilbageslag for den danske krigsmagt blev hurtigt udnyttet af svenskerne, som fordrev kong Hans i 1501.

Kongens militære fiaskoer skabte stor utilfredshed blandt danske adelige, men i 1502 blev de utilfredses leder, rigshofmester Poul Laxmand, myrdet i København. Om kongen direkte havde ansporet til mordet, kan formentlig aldrig opklares, men kongens efterfølgende konfiskation af Poul Laxmands godser på grundlag af en dom for højforræderi kaster stor mistanke over ham. Uroen forplantede sig også til Norge, hvor bønder og norske adelsmænd i 1501 rejste sig mod de danske fogeder. Oprøret blev dog kvalt, efter at kong Hans’ lensmand Henrik Krummedige lod oprørslederen, den norske adelsmand Knut Alvsson, myrde under forhandlinger i Oslo i 1502. Den politiske udvikling under kong Hans er alt i alt et godt eksempel på, hvordan begivenheder inden og uden for kongeriget spillede tæt sammen i senmiddelalderen.    

I 2015 bjærgede dykkere fra Nationalmuseet denne galionsfigur fra orlogsskibet Gribshunden (også kaldt Griffen), som var flagskib i kong Hans’ flåde, til det brændte og sank ud for Blekinges kyst i 1495. Det 35 meter lange skib var bygget til at bære kanoner og markerer en begyndende centralisering af den danske flåde, som tidligere havde været mere løst organiseret. Udnævnelsen af en rigsadmiral i 1510 regnes for den formelle grundlæggelse af den danske statsflåde, hvilket var tidligt i europæisk sammenhæng. Foto: Ingemar Lundgren, Blekinge Museum.

Tilbageblik fra 1513

Fra Valdemar Atterdags tiltrædelse i 1340 til kong Hans’ død i 1513 var Danmark blevet styrket over for omverdenen. Fra at være et pantsat rige under udenlandske fyrsters herredømme havde Danmark udviklet sig til den dominerende magt i Norden og omkring Østersøen. Siden midten af 1400-tallet havde Danmark mistet grebet om Sverige, til gengæld var Slesvig og Holsten blevet føjet til den danske magtsfære. Årsagen til Danmarks styrkede position var bl.a., at nogle af Danmarks naboer blev svækket. For eksempel var hansestædernes magt for nedadgående gennem 1400-tallet. En anden årsag var den indre statsudvikling i kongeriget, som blev behandlet i det foregående afsnit. Den førte ikke blot til, at den danske kongemagt i sig selv stod stærkere over for sine naboer, men også at sociale eliter i Norge, Sverige og hertugdømmerne så en egeninteresse i at slutte op om den. En lignende indre statsudvikling i Sverige var årsagen til, at Danmark ikke evnede at fastholde dette rige i en danskdomineret union. Målsætningen om at vinde Sverige for den danske krone blev dog genoptaget af kong Hans’ søn Christian 2.