Skånemarkedet, ca. 1250-1650

Artikler

Saltede sild fra Øresund var en af middelalderens største danske eksportvarer, der blev solgt overalt i middelalderens Europa fra Rusland til Sicilien. Sildene blev fanget om efteråret ud for halvøen Skanør i Skåne, hvor handlen med sild og det nødvendige salt til sildens konservering var koncentreret til det store Skånemarked. I storhedstiden 1250-1450 var Skånemarkedet en af Nordeuropas største markedspladser, hvor titusindvis af fiskere, købmænd, håndværkere og værtshusholdere mødtes for udveksle varer og ydelser. Skånemarkedet mistede en del af sin betydning som international varemesse, da handlen med andre varer flyttede til andre lokaliteter, men sildefiskeriet ved Skanør fortsatte i de efterfølgende århundreder.    

Masser af sild

Ved Skånes sydvestligste hjørne, hvor Øresunds og Østersøens vande næsten løber sammen, strækker halvøen Skanør sig ud i vandet fra Skånes kyst. Set fra oven minder Skanør om en lang arm, der krummer sig ud mod vest mod Sjælland og Køge Bugt. I udgangspunktet var Skanør ikke noget særligt. Halvøen var et øde og forblæst område, dækket af hede, hærget af flyvesand og uden træer, der kunne bruges til bål og byggeri. Men den undselige halvø havde et væsentligt aktiv, der i middelalderen gjorde den til en kendt lokalitet i hele den kristne verden. Hvert år i august-oktober passerede millioner af sild forbi halvøen på deres videre færd til deres gydepladser inde i Østersøen.

I middelalderens Europa var fisk i høj kurs. Dette skyldtes for det første kirkens forbud mod at spise okse-, svine- og fårekød i udvalgte perioder af året. For det andet oplevede Europa fra 800- til 1300-tallet en voldsom befolkningsvækst, der gav stor efterspørgsel på alle fødevarer. Silden optrådte dertil i så enorme mængder, at selv de fattigste familier kunne få råd til at spise sig mætte.

Hvert år i august rejste tusindvis af mennesker fra blandt andet Svendborg, Stege, Næstved, Skælskør, Jungshoved, København, Kalundborg, Stubbekøbing, Nykøbing Falster og Aarhus til Skanørs kyst for at fiske sild. Her rejstes nu hytter og telte, hvis man da ikke indrettede sig i bådene. For året 1400 har senere tiders historikere anslået, at mere end 25.000 mennesker opholdt sig på Skanør for at fiske og købe sild.

Overfloden af sild som afbilledet 'Historien om folkene i Norden'
Her er overfloden af sild i Øresund, der med lethed kan tages op på det tørre land, gengivet i Olaus Magnus’ (1490- 1557) 'Historien om folkene i Norden', der udkom i 1555. Bemærk hellebarden, tidens kombinerede stik- og slagvåben, der kan stå helt af sig selv, fordi sildene står så tæt. Fra: Wikimedia Commons

Hansestæder og ummelandsfarere

Sildene i Øresund præsenterede i middelalderen så store værdier, at de vakte hele Europas interesse. Silden er en fed fisk, der har en hurtig udløbsdato, når den først er kommet op ad vandet. Skulle det fiskespisende Europa have glæde af silden krævede det derfor enorme mængder af salt til konservering. Blev en tønde sild saltet ordentligt kunne den til gengæld have en holdbarhed på op til to år.

Allerede i 1100-tallet havde den nordtyske handels- og havneby Lübeck sikret sig kontrollen med de underjordiske saltkilder ved Lüneburg, hvor man på enorme jernpander udvandt tonsvis af salt. Efterfølgende blev saltet pakket i tønder og via floder, vogne og kanalsystemer transporteret til Lübeck, hvor købmændene sendte saltet videre ud til de salthungrende europæiske forbrugere. Saltets succes var tæt forbundet med koggen, et tungt fartøj, der i store lastrum havde plads til adskillige tons salt. Af samme årsag var det saltet til sildenes konservering, der udgjorde rygraden i den handelsføderation af nordtyske byer der med netop Lübeck i spidsen skulle blive kendt som hansestæderne. Hansestæderne indkøbte hvert år tonsvis af saltede Øresundssild på Skanør. De mange sild blev efterfølgende afsat i Rusland, Baltikum, Vesteuropa og Middelhavsområdet.

Hansestæderne kunne dog ikke have sildene for sig selv. Ummelandsfarere var fællesbetegnelsen for de engelske, franske og hollandske købmænd, der med liv, lemmer og last som indsats valgte at foretage den livsfarlige sørejse op igennem Nordsøen og omkring Skagen for at købe sild på Skanør. Disse blev så med god fortjeneste videresolgt til landene omkring Den Engelske Kanal eller sejlet videre til Middelhavsområdet.  Med sig til Skanør havde ummelandsfarerne fransk havsalt, der i forhold til både pris og kvalitet gav hård konkurrence til Lübecks salt fra minerne ved Lüneburg.

Et af hansestædernes travle havnebyer
Sild, salt og klingende mønt var opskriften på hansestædernes dominerende position i middelalderens Europa. Her er vi på besøg i en af hansestædernes travle havnebyer med alt til faget hørende af skibe, lastekraner, gods, pakhuse og købmænd. Anskuelsestavle fra 1900. Fra: Franz Bukacz, nr. 17324, Skolehistorie.au.dk

Det store marked

Med deres salg af salt, køb af sild og andre varer forvandlede hansestæderne og ummelandsfarere hvert efterår Skanør til et af de største markeder i Europa. Hver af de fremmede købmænds byer lejede deres eget areal på Skanør af den danske konge. Et sådant område var kendt som et ”fed”, hvor den enkelte bys købmænd kunne bo og handle. Med de mange fed side om side opstod der her hvert år på Skanør et helt bysamfund med gader, træhytter, telte og enkelte bindingsværkshuse, der fungerede som handelsboder, værksteder, varelagre, bagerier, forsamlingshuse, kirker og stalde.

Bortset fra det uundværlige salt til sildenes konservering samt tømmer, hamp, hør og tjære til fremstilling og reparationer af både, fiskegarn og sildetønder fandt alverdens andre varer vej til Skånemarkedet. Klæde, korn, lærred, linned, garn, tråd, handsker, sadler, lys, sæbe, ris, olivenolie, nødder, korn, mel, humle, kød, huder, talg, spæk, smør, voks, honning, øl, vin, heste, kvæg, trækul, jern, stål, kobber, tin, våben, kirkekunst, isenkram, luksusvarer og pyntegenstande fra hele Europa kunne købes og sælges her.

Forlystelser var der også sørget for. I 1267 druknede 40 prostituerede fra Rostock undervejs til Skånemarkedet, da deres skib forliste, mens der i 1494 blev optalt 228 ølhuse på Skanør. Skånemarkedet var også stedet, hvor Margrete 1. i 1402 henrettede bedrageren Oluf, der havde fortalt alle og enhver, at han var Margretes for længst afdøde søn. For at lukke den pinlige historie én gang for alle lod Margrete statuere et eksempel i forbindelse med Skånemarkedets åbning. Efter at Oluf var blevet fremstillet og dømt foran de tusindvis af fremmødte markedsgæster, blev han brændt levende på et stort bål. Her ser Margretes dømmekraft dog en gangs skyld ud til at have svigtet hende. Da der netop i 1402 ikke var så mange sild i Øresund, som der plejede at være, blev det af de skuffede fiskere og købmænd tolket som Guds vrede over Olufs henrettelse.

Fisken der forsvandt

Skånemarkedets storhedstid lå mellem 1250-1450. Derefter ændrede Skånemarkedet sig fra en international varemesse til et lokalt fiskemarked i Øresundsområdet. Det er der flere forklaringer på. For det første tyndede det ud i sildestimerne, hvilket smittede af på de udenlandske købmænds interesse for Skånemarkedet. For det andet fandt ikke mindst ummelandsfarerne ud af, at det bedre kunne betale sig at sejle forbi Skanør for at opkøbe korn og tømmer længere inde i Østersøen. Skånemarkedets absolutte lavpunkt indtraf i 1645, hvor svenske soldater under Torstenssonfejden (1643-1645) mod Danmark brændte fiskerhytterne af. Med Roskildefreden i 1658 overgik Skåne og Skanør til den svenske konge og forsvandt dermed også ud af dansk historie.
 


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

    

Om artiklen

Forfatter(e)
Jakob Ørnbjerg
Tidsafgrænsning
1250 -1650
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. februar 2022
Sprog
Dansk
Litteratur

Eriksson, Henning S.: Skånemarkedet (1980).

Hansen, Paul Erik: Skaanemarkedet, Årbog for Handels- og Søfartsmuseet Kronborg (1945), s. 17-90.

Ørnbjerg, Jakob: Det vilde sildeboom, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2022).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Jakob Ørnbjerg
Tidsafgrænsning
1250 -1650
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. februar 2022
Sprog
Dansk
Litteratur

Eriksson, Henning S.: Skånemarkedet (1980).

Hansen, Paul Erik: Skaanemarkedet, Årbog for Handels- og Søfartsmuseet Kronborg (1945), s. 17-90.

Ørnbjerg, Jakob: Det vilde sildeboom, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2022).

Udgiver
danmarkshistorien.dk