Artikler
Øresundstraktaten afskaffede med virkning fra 1. april 1857 opkrævningen af den transittold, der skulle betales af skibe, som sejlede gennem Øresund. Sundtolden var indført omkring 1429, og ved flere lejligheder blev der protesteret mod toldbetalingen, som gav de danske konger store indtægter. Kritikken kulminerede, da USA i 1854 erklærede, at de året efter ville opsige deres handels- og søfartstraktat med Danmark og stillede krav om en total afskaffelse af Sundtolden, som pålagde skibsfarten øgede omkostninger og forsinkelser. Danmark indbød efterfølgende søfartsnationerne med Storbritannien og Rusland i spidsen til konference i København, hvor parterne ved Øresundstraktaten 14. marts 1857 enedes om at afskaffe Sundtolden. Ved bestemmelserne i traktaten fik Danmark en meget stor erstatning med en afløsningssum én gang for alle, mod at Danmark gav afkald på årlige toldindtægter i Øresund på 2,25 mio. rigsdaler. Til gengæld forpligtigede landet sig til at opretholde fyrtårne, farvandsafmærkning og lodstjeneste i de danske stræder. Erstatningssummen blev først og fremmest brugt til afvikling af al statens udenlandske gæld.
Baggrunden for Øresundstraktaten
Siden indførelsen af Øresundstolden i ca. 1429 havde der ved adskillige lejligheder lydt protester fra de fremmede sømagter, som måtte betale tolden i Helsingør, når de sejlede gennem Øresund. Danmark havde formået af dæmpe kritikken ved enten at tildele den protesterende nation særlige begunstigelser eller ved at nedsætte toldsatserne for alle, men fra omkring 1850 gik denne passive politik ikke længere.
De udenlandske sømagter protesterede nu ikke blot mod betalingen af tolden, men også imod de lange ventetider i forbindelse med toldekspeditionen i Helsingør. Ventetiden var ikke mindst kilde til utilfredshed for dampskibene, som – til forskel fra sejlskibene – sejlede efter en stram sejlplan. Protesterne kulminerede, da det nye selvbevidste USA erklærede, at de fra 1855 ikke mere ville betale Sundtolden, som de kaldte ”en påtvungen tribut af en uretmæssig og fuldkommen barbarisk art”. Der gik sågar rygter om, at amerikanerne om nødvendigt ville lade krigsskibe konvojere deres handelsskibe gennem Øresund og eventuelt besætte Dansk Vestindien.
Konferencen i København
I lyset af det stærke internationale pres måtte den danske regering skifte kurs og satsede nu på at opnå den størst mulige engangserstatning som betaling for at afskaffe Øresundstolden. Danmark indbød derfor Storbritannien, Rusland, Preussen, Sverige og 12 andre søfartsnationer til en konference i København i 1856. Direktør C.A. Bluhme (1794-1866) fra Øresunds Toldkammer ledede forhandlingerne, og som den sagkyndige og smidige forhandler han var, lykkedes det ham at få de udenlandske forhandlere til at love at betale Danmark en imponerende stor engangssum på 30,5 millioner rigsdaler. Det svarede til 14 års indtægter fra Sundtolden, som på den tid tegnede sig for mere end 10 % af de samlede årlige statsindtægter.
Christian Albrecht Bluhme (1794-1866) var direktør for Øresunds Toldkammer og tidligere stats- og udenrigsminister. På konferencen i København i 1856-1857 stod han i spidsen for forhandlingerne om afskaffelsen af Sundtolden. Fra: Det Kgl. Biblioteks billedsamling
En fordelingsnøgle bestemte, at søfartsnationerne skulle betale efter en kombination af passerede skibe og de transporterede ladningers værdi. Således skulle Storbritannien erlægge 29 %, Rusland 28, Preussen 13 og Sverige 5 %, mens de øvrige lande skulle stå for den sidste fjerdedel af summen. USA endte med at tegne sig for 2 % af summen, af principielle grunde dog ikke som en erstatningsbetaling, som amerikanerne ikke mente, Danmark havde nogen ret til, men som en simpel godtgørelse for udgifterne til fyrvæsen og sikring af stræderne.
Traktaten blev underskrevet af forhandlerne den 14. marts 1857, og den trådte i kraft allerede et par uger efter. Den 31. marts 1857 blev den allersidste dag, hvor Øresundstolden blev opkrævet.
Traktatens indhold
For at lette betingelserne for international handel og søfart ønskede parterne at afskaffe Øresundstolden (fortalen), hvilket Danmark forpligtede sig til (artikel 1). Desuden lovede Danmark at vedblive med at sørge for fyr og anden farvandsafmærkning i de danske stræder (art. 2,1) og for en effektiv lodstjeneste, som ingen dog skulle være tvunget til at benytte sig af (art. 2,3). Danmark måtte ikke opkræve told af de mange varer, som blev transporteret ad landeveje eller kanaler mellem Nordsøen og Østersøen (art. 2,5). De enkelte nationers bidrag til erstatningssummen opregnedes (art. 4), og afdragstiden fastsattes til højst 20 år (art. 5), ligesom en række teknikaliteter blev aftalt (art. 6 og 7). Traktatens bestemmelser skulle træde i kraft den 1. april 1857 (art. 8).
Tiden, der fulgte
De 16 forskellige nationers ratifikationer skete imponerende hurtigt. Således underskrev dronning Victoria (1819-1901) det britiske eksemplar af traktaten allerede den 23. marts 1857 på Buckingham Palace. Også de aftalte betalinger begyndte at indløbe planmæssigt, kun Brasilien fik aldrig betalt den forholdsvis beskedne sum, de havde lovet.
De mange penge, der kom ind, blev anbragt i Øresundsfonden, som var en særlig kasse oprettet til dette formål. Finansministeren blev bemyndiget til at anvende fondens rige midler ”på hensigtsmæssig måde”. Det endte med, at de fleste af fondsmidlerne blev brugt til at afdrage al statens udenlandske gæld, mens resten af pengene blev overført til den almindelige statskasse.
Rigsarkivets eksemplar af Øresundstraktaten, som Storbritannien returnerede til Danmark. Traktaten var underskrevet af dronning Victoria (1819-1901) og forsynet med det store britiske statssegl med sølvkapsel som garanti for, at Storbritannien ville overholde traktatens bestemmelser i fremtiden. Foto: Rigsarkivet, Asger Svane-Knudsen
Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
